Vulkaner, gejsere og varme kilder

Kamtjatka ligger på det man kalder Ring of Fire — et bælte med stor seismisk aktivitet der omkranser Stillehavet — og har omkring 30 aktive vulkaner. Om en af disse vulkaner, Kljutjevskaja-vulkanen, er det blevet sagt at den har „en utrolig smuk og fuldendt kegle“. Og med sine 4750 meter er det den højeste aktive vulkan i Eurasien. Siden 1697 — det år hvor den russiske ekspedition kom til Kamtjatka — er der registreret mere end 600 vulkanudbrud på halvøen.

I 1975/76 udspyede en række spaltevulkaner i Tolbatjik-området en 2,5 kilometer høj ildsøjle. Lyn glimtede i de mørke skyer af aske. Udbruddet fortsatte i næsten halvandet år og dannede til sidst fire nye vulkankegler. Søer og floder forsvandt, og varm aske ødelagde hele skove. Store landområder blev omdannet til ørken.

Heldigvis har de fleste udbrud fundet sted langt fra beboede egne, og kun få mennesker er blevet dræbt. Besøgende har imidlertid andre grunde til at være forsigtige, især hvis de skal til Dødens Dal ved foden af vulkanen Kikhpinytj. I stille vejr, og især om foråret når det er tøvejr, samler der sig giftige vulkanske gasser i dalen, som omdannes til en dødsfælde for dyrelivet. Engang fandt man kroppene af ti bjørne og adskillige mindre dyr spredt rundt om i dalen.

I et enormt krater kaldt Uzon-calderaen findes store, boblende mudderpøle og dampende kratersøer fulde af farverige alger.

[Ramme/illustrationer på side 18]

EN FASCINERENDE CALDERA

Uzon-calderaen, en indsynkning i en gammel vulkan, er cirka ti kilometer i diameter. I calderaen findes „alt hvad Kamtjatka er kendt for,“ siges der i en bog. Kraterbunden kan fremvise kolde og varme kilder, boblende mudderpøle, muddervulkaner, en frodig vegetation og uberørte søer med masser af fisk og svaner.

Ifølge bogen Miracles of Kamchatka Land er der ’næppe noget andet sted på jorden’ hvor efteråret er lige så smukt som det er kort. Tundraens dybrøde farve danner en skarp kontrast til de gule og gyldenbrune birketræer, og den hvide damp fra den boblende jordbund aftegner sig klart mod den mørkeblå himmel. Og i den tidlige morgen „synger“ skoven når millioner af rimfrostdækkede blade med en sagte lyd falder til jorden og bebuder vinterens komme.

[Ramme på side 19]

EN DØDBRINGENDE SØ!

I 1996 blev bunden af Karymskij-søen rystet af en vulkan man ellers troede var udslukt. De voldsomme rystelser skabte 10 meter høje flodbølger som jævnede de omkringliggende skove med jorden. På få minutter blev vandet i søen så surt at intet længere kunne leve i det. Men trods vulkansk nedfald og flodbølger der havde ryddet alt ved søbredden, fandt man ingen døde dyr i området, forklarer forsker Andrew Logan. „Før udbruddet levede der millioner af fisk (hovedsagelig laks og ørred) i Karymskij-søen. Efter udbruddet var søen blottet for liv.“ Men mange fisk kan have overlevet. Forskere mener at der kan have været et eller andet som har advaret fiskene — måske en ændring i vandets kemiske sammensætning — og fået dem til at svømme ud i Karymskij-floden.