Giv agt på advarselen!

DER lød et øredøvende brag da vulkanen Fugen i Japan den 3. juni 1991 udspyede en rivende strøm af aske og vulkanske gasarter. Den stærkt ophedede blanding væltede ned over skråningen. Udbruddet kostede 43 mennesker livet. Mange af dem der med nød og næppe overlevede, blev slemt forbrændt. „Vand! Vand!“ var der nogle der skreg. Brand- og politifolk ilede dem til undsætning.

TO UGER forinden havde man lagt mærke til en lavadome på toppen af vulkanen Fugen, så myndighederne og befolkningen havde været i alarmberedskab. En uges tid før katastrofen havde man opfordret til at evakuere området. Så sent som dagen før udbruddet havde politiet bedt pressefolk om at holde sig borte fra det afspærrede område. Alligevel opholdt de 43 ofre sig i farezonen den skæbnesvangre eftermiddag.

Hvorfor var der så mange som vovede sig ind i området eller undlod at forlade det? Der var nogle landmænd som efter at have forladt deres huse vendte tilbage for at se til deres marker og ejendele. Tre vulkanologer havde prøvet at komme så tæt på vulkanen som muligt for at tilfredsstille deres faglige nysgerrighed. En del journalister og fotografer havde vovet sig forbi afspærringen fordi de ville skaffe sensationsstof om den vulkanske aktivitet. Også tre taxachauffører som var blevet hyret af pressefolkene, opholdt sig på stedet. Politifolk og mænd fra det frivillige brandværn havde vagt. De havde hver især deres grund til at befinde sig i farezonen — men konsekvensen var at de mistede livet.

DET er vulkanologernes opgave at gøre iagttagelser, vurdere signalerne og derpå advare om forestående vulkanudbrud. (Da først vulkanen Fugen kom i udbrud, måtte politiet holde folk ude af farezonen.)

Som vi kan se af tilfældet med vulkanudbruddet i Japan, er man nødt til at reagere på advarselen. Husk på at mindst 15 journalister og kamerafolk som havde til hensigt at skaffe sensationsstof, mistede livet. En af fotograferne døde faktisk med fingeren på udløseren. En vulkanolog havde ladet følgende bemærkning falde: „Hvis jeg en dag skulle dø, ville jeg helst dø på randen af en vulkan.“ Han fik præcis den død han ønskede sig. De levede og åndede alle for deres profession. Men de måtte bøde med livet — det var prisen for at ignorere advarselen.

Over en halv snes politifolk og mænd fra det frivillige brandvæsen havde vagt da de blev opslugt af den stærkt ophedede masse der strømmede ned fra vulkanen. De prøvede på at hjælpe og beskytte mennesker som var i fare. De var ligesom de velmenende kvinder og mænd der er engagerede i at forbedre denne verden. Men „det der er gjort kroget, kan ikke rettes ud“ — hvor ædle deres motiver end måtte være. (Prædikeren 1:15) Denne ’krogede’ tingenes ordning kan ikke rettes ud. Er det så fornuftigt at gøre sig til „ven med verden“ ved at prøve at redde en verdensomspændende ordning som Gud har besluttet at fjerne?

Lad os ikke glemme de landmænd som vendte tilbage for at se til deres marker nær vulkanen Fugen efter at de var blevet evakueret. De var sandsynligvis ivrige efter at vende tilbage til det „normale“ liv de plejede at leve. Men selvfølgelig var det uklogt at vende tilbage. Måske var det ikke første gang de havde overskredet afspærringen. Første gang havde de måske begivet sig ind i det farlige område et kort øjeblik uden at der var sket noget. Anden gang havde de måske opholdt sig der noget længere, stadig uden at der skete noget. Måske var de hurtigt blevet vant til at overskride den beskyttende afspærring, hvilket gjorde dem så dristige at de blev på det truede område.

Tænk også på de tre taxachauffører som mistede livet. Da den vulkanske masse flød ned over skråningen, sad de og ventede på journalisterne og kamerafolkene. I dag følger nogle i hælene på andre som har vovet sig tilbage i den gamle verden. Uanset årsagen er risikoen ved at lade sig overtale til at vende tilbage til farezonen alt for stor.

De der omkom under vulkanen Fugens udbrud, havde overskredet afgrænsningen og var gået ind i farezonen. De forventede at vulkanen en dag ville komme i udbrud, men ingen af dem troede at det ville ske netop den dag. Mange iagttager tegnet på afslutningen på tingenes ordning og forventer at Jehovas dag kommer engang, men mener ikke at det vil ske lige med det samme. Nogle mener endog at den dag aldrig vil komme. De der har en sådan holdning, løber en stor risiko.