Hjælp til vor åndelige familie i Bosnien
JEHOVAS VIDNER tager ikke del i politiske konflikter. (Johannes 17:16) Men i overensstemmelse med Paulus’ vejledning om at gøre godt „især mod vor familie i troen“, kommer de beredvilligt deres medkristne til hjælp i krigshærgede områder. (Galaterne 6:10, Beck) Da vinteren 1993-94 nærmede sig, var nogle Jehovas vidner fra Østrig og Kroatien villige til at risikere livet for at hjælpe deres åndelige familie i Bosnien. Her følger deres rapport.
Fra marts til oktober 1993 var det umuligt at sende nødhjælpsforsyninger til Bosnien. Men i begyndelsen af oktober lod myndighederne forstå at det måske ville være muligt at få hjælp igennem. Det ville dog stadig være forbundet med fare, eftersom der fortsat var heftige kampe på alle fronter i Bosnien.
Til trods for den fare det indebar, kørte vore lastbiler tirsdag den 26. oktober 1993 fra Wien med 16 tons fødevarer og brændsel til vore medkristne i Bosnien. Vi bar vore reversmærker fra områdestævnet som identifikation.
Da vi kom til grænsen mellem Kroatien og Bosnien blev vi eskorteret til en militærbase hvor vore lastbiler blev grundigt undersøgt. Vi blev nægtet tilladelse til at rejse gennem serbisk område og kunne kun få lov til at rejse gennem det centrale Bosnien — lige gennem kampzonen!
Var anstrengelserne forgæves?
Når militæreskorterne førte os fra den ene kontrolpost til den anden, hørte vi øredøvende detonationer fra tanks og artilleri. En nat blev vi eskorteret gennem skovene af to tanks og en jeep. Vore lastbiler sneglede sig langsomt gennem frontlinjen. Alt gik godt indtil om morgenen, hvor der blev skudt over vore hoveder og vi måtte søge dækning bag en bakke. Efter et stykke tid ophørte skyderiet, og vi fortsatte.
Da vi ankom til en militærlejr spurgte den øverstbefalende officer hvem vi var og hvad vi ville. „Jeres forehavende er dømt til at mislykkes,“ sagde han da han hørte hvad vi havde i sinde. „I har ikke en chance for at komme ud af lejren, selv ikke nogle få meter. Der er så stor hungersnød i landet at folk vil overfalde jer og stjæle jeres forsyninger.“ Han opfordrede os til at vende om og rejse hjem.
Var vore anstrengelser „dømt til at mislykkes“? Var det tåbeligt at forestille sig at vi kunne køre gennem krigshærgede og hungerramte områder med nødhjælpen og livet i behold? Vi måtte træffe en alvorlig beslutning. Vi havde allerede hørt skyderier og øredøvende bombeeksplosioner. Efterhånden som natten skred frem kunne vi se at soldaterne var beredt til at tage ud i kampen. De bar skudsikre veste og var svært bevæbnede. Selv kokken bar et maskingevær på ryggen. Og her kom vi i skjorteærmer med slips og reversmærke! Var det mon klogt at fortsætte?
Vi ankommer til Travnik
Det lod til at vort eneste håb var at forhandle med den tredje part i denne krig. Næste morgen spurgte vi en ung kvinde om hun vidste hvor vi kunne finde deres hovedkvarter. „Det er ikke langt herfra,“ sagde hun. „Lige på den anden side af skoven vil I finde en bygning der engang var et hospital.“ Vi var ivrige efter at komme derhen. Soldaterne var forbløffede over at vi turde forlade lejren ubevæbnede.
Det tidligere hospital lå i ruiner, men der opholdt sig en officer på stedet. Han indvilligede i at hjælpe os og rådede os til først at tale med hans overordnede. I sin ramponerede bil kørte han os med høj fart hen langs frontlinjen. Vi standsede ved en bygning hvor den øverstkommanderende modtog os i et mørkt rum.
„Sidste nat havde vi tænkt os at åbne ild mod jer,“ sagde han. „Hvad vil I?“
„Vi er Jehovas vidner, og vi vil gerne bringe nødhjælp frem til vore brødre.“
Han blev både overrasket og imponeret, for det var flere uger siden at en nødhjælpskonvoj havde vovet sig ind i Bosnien. Efter at vi var blevet grundigt undersøgt fik vi en skriftlig køretilladelse. Den foregående aften havde vi ikke troet det muligt at fortsætte rejsen, og nu kunne vi køre videre uden eskorte!
Vi kørte gennem skovene, og passerede den ene kontrolpost efter den anden. Nogle gange måtte vi køre langs frontlinjerne, men trods faren ankom vi sikkert til Travnik. En soldat der havde hørt at vi skulle komme, løb hen til et hus hvor vore brødre var samlet. „Jeres folk er her med lastbilerne!“ råbte han. I kan sikkert forestille jer deres glæde. Vi bar mad ind i huset, talte nogle få ord med dem, men måtte så videre. Det var ved at blive mørkt og vi havde en farefuld tur på over 30 kilometer foran os.
Videre til Zenica
En bil førte os med høj hastighed gennem skovene. Nogle sagde at vi aldrig ville nå frem til Zenica, men det gjorde vi. Der hvilede en dyster stemning over byen. Der var ingen lys og ingen biler på vejene. Zenica var belejret fra alle sider, hvilket havde medført stor hungersnød og desperation.
Da vi kørte ned ad en gade så vi et forbløffende syn — to kristne søstre der var ude at forkynde! Vi hørte senere at man ved mødet den foregående dag havde besluttet at tage ud i skoven for at søge efter føde fordi forsyningerne var sluppet op. Vi ankom lige i rette øjeblik! Klokken fire om morgenen, da der ikke var nogen på gaden, læssede vi nødhjælpen af en af lastbilerne.
Den næste dag kontaktede vi en general der var synligt overrasket over at vi havde klaret turen til Zenica. Vi bad nu om lov til at fortsætte til vor næste destination — Sarajevo.
„Ingen er kørt derind med lastbil i månedsvis,“ sagde generalen. Omsider gav han os lov til at rejse over bjergene. „Men I skal vide at det er vanskeligt terræn,“ sagde han advarende. „Jeg er ikke sikker på at jeres lastbiler er kraftige nok til at klare det.“
Generalen havde ikke overdrevet. Da vi befandt os blot 40 kilometer fra Sarajevo måtte vi foretage en 140 kilometer lang omvej gennem skovene! Vi glemmer aldrig denne tur fra Zenica til Jablanica via Sarajevo der tog tre dage og to nætter, ofte med en fart af kun 5 kilometer i timen. „Vejen“ var kørt op af militærkøretøjer. Vi måtte passere frygtindgydende klipper og køre over store huller. Ofte måtte vi færdes uden lys, og ved to lejligheder var vores lastbiler lige ved at glide ned ad de lumske skråninger. Da et militærkøretøj der fulgte efter vores konvoj et øjeblik tændte lyset, blev det øjeblikkelig beskudt. Nogle gange måtte vi reparere beskadigede broer og skifte hjul.
Endelig nåede vi frem til udkanten af Sarajevo, hvor vi bad om at komme til at tale med den ansvarshavende general. Mens vi ventede så vi en lastbil der kom kørende med ti lig og en sæk med hoveder. Soldater forhandlede om udleveringen af ligene — et uhyggeligt syn der fik os til inderligt at længes efter den dag hvor al krig vil høre op. — Esajas 2:4.
Klokken 10.00 fik en af os endelig lejlighed til at tale med generalen og hans officerer i et mørkt værelse der kun var oplyst af et stearinlys.
„Hvem er I?“ spurgte generalen.
„Vi er Jehovas vidner. Vi vil gerne bringe mad til vore trosfæller i Sarajevo.“
„Ved I godt at der er mange Jehovas vidner i Sarajevo?“
„Ja, det er derfor vi er her.“
Derefter nævnte generalen navnet på et Jehovas vidne. „Kender I ham?“
„Ja, han er en af vore venner.“
„Han er også min ven,“ sagde generalen. „Vi gik i skole sammen. Efter at han er blevet et Jehovas vidne sætter jeg faktisk endnu mere pris på ham. Han har gjort meget for jeres folk. Vær rar at fortælle os noget mere om Jehovas vidner.“
Der fulgte en timelang drøftelse, hvorefter vi spredte en halv snes blade og brochurer. Efter endnu et møde indvilligede generalen i at træffe de nødvendige foranstaltninger til at nødhjælpen kunne blive afleveret til vore brødre i Sarajevo.
Det var ingen ubetydelig opgave. Omkring 30 personer, deriblandt nogle som ikke var Jehovas vidner, hjalp med at slæbe pakkerne, der hver vejede cirka 30 kilo. De arbejdede fra klokken otte om aftenen til fem om morgenen to nætter i træk — i alt 18 timer. En ældste fortalte at hans naboer var så imponerede over nødhjælpsarbejdet at de knælede sammen med brødrene og takkede Jehova. De fik selvfølgelig også noget mad.
Forestil jer vore brødres glæde da de modtog 11.000 kilo nødhjælp! Situationen var desperat. I byen kostede ét kilo mel mellem 450 og 1000 D-mark (1800 til 4000 kroner). En sæk brænde kostede omkring 400 D-mark (1600 kroner), og en liter dieselolie kostede 30 D-mark (120 kroner).
Vi følte at vi nu blev belønnet for alle de farer vi havde været udsat for på turen. Vi var lykkelige over at se vore brødres glæde da de modtog denne nødhjælpsforsyning. Det var en oplevelse som hverken de eller vi nogen sinde glemmer. Men nu måtte vi til at begynde at tænke på hjemturen.
Hjemturen
„Hvilken vej skal vi køre hjem?“ spurgte vi generalen.
„Den samme vej som I kom,“ svarede han.
Vi var udmattede, havde kun et begrænset kvantum brændstof og ikke flere reservehjul. Det var begyndt at regne, og vi ville ikke kunne køre gennem mudderet. Vi spurgte generalen om vi ikke måtte køre mod syd.
„Der er hårde kampe i området,“ sagde han. „Selv ikke en mus kan slippe igennem.“ Efter et stykke tid sagde han imidlertid. „Prøv blot. I klarede jo trods alt turen hertil.“
Vi måtte efterlade en lastbil i Sarajevo og fordele dens brændstof mellem de tre andre biler. Vi tog af sted ved midnat og kørte igen ud i skovene.
Hjemturen forløb ikke uden problemer. Vi stødte på en militærlastbil der var væltet om på siden, og som delvis spærrede en bro som vi skulle over. Men vi kunne se at hvis vi blot fjernede det ene af hjulene på den væltede lastbil, ville der være plads nok til at passere.
Vi henvendte os til en bevæbnet soldat og spurgte: „Må vi tage hjulet af og sætte det på igen når vi har krydset broen?“
„Hvis I rører det hjul vil denne her komme på arbejde,“ sagde soldaten og rettede sit våben mod os.
Vi mente at det ville være bedst at lave noget kaffe og tilbyde soldaten en kop. I nogle timer fortalte vi ham om de internationale stævner i 1991, blandt andet det der var blevet holdt i Zagreb. Det blødgjorde ham noget, og han lod os fjerne hjulet.
I byen Jablanica talte en af os med en befalingsmand om den rute vi ønskede at tage. Han kunne ikke tro sine egne ører. „Vil I køre gennem Neretva-dalen?“
Han var forståeligt nok bekymret. Højdedragene i Neretva-dalen var belejret af forskellige hære, som uafbrudt skød på hinanden. Over en strækning af 16 kilometer var vejen lumsk. „Sådan ligger landet,“ sagde generalen. „Er I sikre på at I vil køre derigennem?“
Efter at have overvejet sagen sagde generalen at vi kunne tage af sted — men kun hvis vi blev ledsaget af militærfolk. De var dog ikke særlig villige til at tage med. Til sidst anmodede vi dem om at kontakte den modsatte side og meddele folkene dér at vi ville køre igennem. Den følgende morgen ville vi krydse dalen uden eskorte.
Vi forsynede vore lastbiler med store bogstaver der viste at der var tale om en nødhjælpskonvoj. Efter at have bedt en bøn kørte vi ind i dalen. Vi havde besluttet at hvis der blev skudt på os ville vi ikke sætte farten op og derved skabe mistanke.
Vi kørte over broen til den anden side af floden og fortsatte videre gennem den næste dal, hvor vi passerede døde dyrekroppe og udbrændte lastbiler og tanks. Pludselig opdagede vi nogle landminer der lå på vejen og gjorde det umuligt at fortsætte. Vi brugte hornet på lastbilen indtil to soldater kiggede frem bag en klippe. „Hvem er I? Hvad vil I?“ spurgte de.
Efter at have fortalt dem hvem vi var, spurgte vi om de ville rydde vejen, og det gik de med til. Endelig nåede vi igennem!
Soldaterne her var forbløffede over at se os. Langsomt kom de frem fra deres skjulesteder og nærmede sig lastbilerne med deres våben rettet direkte imod os. Vi viste dem vores køretilladelse samt nummerpladerne, som vi af sikkerhedsgrunde havde fjernet mens vi kørte gennem krigszonen.
„Ingen her har vidst at I ville komme,“ sagde en soldat. „Hvordan kunne I komme igennem?“
På trods af vores anmodning var der ingen på disse forposter der havde fået besked om at vi skulle komme! Officeren fortsatte: „Vi havde ladt vore våben og skulle lige til at skyde.“
Vi spurgte hvorfor de ikke havde skudt.
„Aner det ikke,“ svarede soldaten. „Jeg tror at det var skæbnen. Da vi betragtede jer gennem kikkerten så vi påskriften ’Nødhjælp’ — og så vidste vi ikke hvad vi skulle stille op med jer. Derfor klarede I den.“ Senere bad vi en inderlig bøn til Jehova og takkede ham for hans beskyttelse.
Selv om vore bosniske brødre lever under meget vanskelige forhold, lægger de en efterlignelsesværdig ånd for dagen. De deler de få materielle ting de ejer, samt styrker og opmuntrer hinanden i troen. I Zenica er der 40 aktive Jehovas vidner, deriblandt 2 specialpionerer, 11 hjælpepionerer og 14 nydøbte forkyndere. De 65 forkyndere og 4 hjælpepionerer der stadig befinder sig i Sarajevo, leder 134 bibelstudier. Forkynderne bruger i gennemsnit 20 timer hver måned på at forkynde den gode nyhed om Guds rige.
Ja, Jehovas vidner udgør en verdensomspændende åndelig familie. De er villige til at risikere livet for at gøre godt mod dem der er beslægtede med dem i troen — selv mod nogle de aldrig tidligere har mødt. Hvorfor? Fordi de har kærlighed til dem. Jesus Kristus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Dette har afgjort også vist sig at gælde vor åndelige familie i Bosnien.
[Kort/illustrationer på side 24]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Adriaterhavet
ØSTRIG
SLOVENIEN
UNGARN
KROATIEN
BOSNIEN
SERBIEN
Travnik
Zenica
Sarajevo
[Illustrationer]
Nødhjælp køres til Bosnien og Hercegovina
[Illustration på side 26]
Brødrene manøvrerer sig forbi en væltet lastbil