Et overblik over situationen

Jehovas vidner i Europa var igen hurtige til at hjælpe deres nødstedte brødre. I april 1997 fløj et nødhjælpshold bestående af Jehovas vidner, deriblandt to læger, til landet med medicin og penge. I Goma havde de lokale forkyndere allerede nedsat nødhjælpsudvalg som skulle danne sig et overblik over situationen så hjælpen kunne nå ud så hurtigt som muligt. Holdet besigtigede byen og dens omgivelser, og andre blev sendt ud for at indhente rapporter fra fjernereliggende egne. Der indløb også meldinger fra Kisangani, som ligger over 1000 kilometer vest for Goma. Lokale brødre var med til at koordinere hjælpearbejdet i Goma, hvor der bor cirka 700 forkyndere.

En kristen ældste i Goma siger: „Det gjorde et dybt indtryk på os at se vore brødre som havde rejst så langt for at hjælpe os. Før de ankom, hjalp vi hinanden. Brødre der boede på landet, måtte flygte ind til Goma. Nogle havde mistet deres hjem og måtte forlade deres marker. Vi indbød dem til at bo hos os, og vi delte vores tøj og den smule mad vi havde, med dem. Det var kun lidt vi kunne udrette. Nogle af os led af underernæring.

Brødrene fra Europa medbragte imidlertid penge så vi kunne købe fødevarer, som var sparsomme og meget dyre. Maden kom på et kritisk tidspunkt, da mange af os ikke havde noget at spise. Vi delte fødevarerne ud til både forkynderne og nogle der ikke var Jehovas vidner. Hvis ikke hjælpen var kommet på det tidspunkt, ville mange flere, især børn, have mistet livet. Jehova reddede sit folk. Det gjorde et stort indtryk på de udenforstående, og mange kom med udtalelser om vores enhed og kærlighed. Nogle gav udtryk for at vi har den sande religion.“

Selv om man indkøbte fødevarer på stedet og medicinen blev fordelt med skønsomhed, var der behov for mere, såsom tøj, tæpper og større forsyninger af mad og medicin. Der var også brug for hjælp til at genopbygge de huse der var blevet ødelagt.

Forsyningerne fordeles i Congo

Da forsyningerne begyndte at nå frem til Congo, ankom der to brødre og en søster fra Frankrig for at arbejde sammen med de lokale nødhjælpsudvalg. Om de congolesiske forkynderes taknemmelighed siger Joseline: „Vi fik mange takkebreve. En fattig søster gav mig et malakitsmykke. Andre gav os fotografier af dem selv. Da vi skulle rejse, blev jeg kysset og krammet af søstre som græd. Jeg græd også. Mange kom med udtalelser som ’Jehova er god. Jehova tænker på os.’ De erkendte at æren for disse gaver tilfaldt Gud. Når vi delte maden ud, sang brødrene og søstrene Rigets sange i lovprisning af Jehova. Det var meget rørende.“

Et af holdets medlemmer var en læge ved navn Loic. Mange stimlede sammen i rigssalen og ventede tålmodigt på at det blev deres tur til at blive behandlet af ham. En congolesisk søster som også gerne ville bidrage med noget, bagte 40 kager og delte dem ud til dem der ventede på at komme ind til lægen. Da det drejede sig om cirka 80 mennesker, var der en halv kage til hver.

Hjælp til udenforstående

Denne humanitære hjælp blev ikke kun givet til Jehovas vidner. Mange andre nød gavn af den, sådan som det også var tilfældet i 1994. Dette er i overensstemmelse med ordene i Galaterbrevet 6:10, hvor der står: „Derfor, så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“

Jehovas vidner uddelte medicin og tøj til adskillige skoler og til et børnehjem nær Goma som huser 85 børn. Hjælpeholdet havde besøgt dette børnehjem på en tidligere rejse som det havde foretaget for at vurdere situationen i landet, og havde givet beboerne løfte om 50 kasser proteinholdige kiks, kasser med tøj, 100 tæpper, medicin og legetøj. Børnene stillede op på række i skolegården og sang for deres gæster. Dernæst fremsatte de en særlig anmodning — var det muligt at de kunne få en bold så de kunne spille fodbold?

Nogle uger senere opfyldte nødhjælpsholdet sit løfte. Lederen af børnehjemmet var så imponeret over denne gavmildhed og det han havde læst i de bibelske publikationer han havde modtaget, at han sagde at han var på vej til at blive et af Jehovas vidner. Og hvad med børnene? Fik de en fodbold? „Nej,“ svarer Claude, koordinatoren for hjælpeholdet fra Frankrig. „Vi gav dem to fodbolde.“

Flygtningelejre

Hjælpearbejdet var ikke begrænset til Congo. Tusinder af flygtninge var flygtet fra krigszonen til et nærliggende land hvor der i hast var blevet oprettet tre flygtningelejre. Repræsentanter fra Jehovas Vidner besøgte også disse lejre for at se hvad der kunne gøres. Da denne rapport blev udfærdiget, boede der 211.000 flygtninge i lejrene, de fleste fra Congo. Der var cirka 800 Jehovas vidner og deres børn samt interesserede. Mangelen på mad var et akut problem i lejrene. I en af lejrene var der kun mad nok til tre dage, og den der var, bestod blandt andet af tre år gamle bønner.

Forkynderne var ikke desto mindre ved godt mod. Skønt de kun havde lidt bibelsk læsestof, holdt de regelmæssigt møder i det fri for at blive åndeligt opbygget. De var også travlt optaget af at forkynde den gode nyhed om Guds rige for andre i lejrene. — Mattæus 24:14; Hebræerne 10:24, 25.

Et af holdets medlemmer var læge. Selv om holdet kun havde lov til at opholde sig nogle få dage i hver lejr, blev der arrangeret konsultation. Man efterlod medicin og penge til kristne ældste, og på denne måde var brødrene i stand til at overleve. Holdet håbede også at forkynderne i lejrene snart kunne vende tilbage til deres hjemland.