Østeuropa

I slutningen af 1991 indbød Det Styrende Råd syv af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i Vesteuropa til at sørge for mad og tøj til nødlidende brødre i Østeuropa.a Hvad skete der da Jehovas vidner i Sverige hørte om behovet? Fra nær og fjern kom den ene lastbil efter den anden til afdelingskontoret. Selv efter at afdelingskontoret var fyldt med tøj og andre ting, blev det ved med at strømme ind, så man til sidst måtte leje en hal uden for afdelingskontoret for at få plads til det hele. Brødre og søstre fra nærliggende menigheder kom for at hjælpe. Gennemsnitlig 35 frivillige hjalp til med at sortere og pakke tøj indtil 15 sættevogne var klar til at køre mod deres bestemmelsessted. Yderligere tre sættevogne fragtede over 51 tons fødevarer til Rusland.

Kun få dage efter at meddelelsen om fødevarehjælpen var blevet bragt, var de første vognlæs fødevarer klar til at blive sendt af sted til Sankt Petersborg i Rusland. Maden var pakket i 750 kasser der hver indeholdt cirka 20 kilo dagligvarer som mel, spiseolie, kødkonserves og tørmælk. Toldpapirerne blev oversat til russisk og bragt i orden, og den 19. december 1991 krydsede den første lastbil grænsen uden problemer. Jehovas vidner i Sankt Petersborg ventede spændt på forsendelsen og stod klar til at læsse alt over i mindre biler og køre det ud til forskellige distributionscentre, hvorfra maden hurtigt kunne fordeles til de nødlidende. De svenske brødre fik en hjertelig velkomst og et kærligt knus af deres glade ventende brødre da lastbilerne ankom!

Da menighederne skulle bidrage med tøj, gennemgik brødrene og søstrene deres garderobeskabe for pænt og rent tøj. Andre gik ud og købte nyt tøj. En broder gik ind i en herreekviperingsforretning for at købe fem habitter. Det vakte indehaverens nysgerrighed. Da han fik at vide hvad baggrunden var, skænkede han yderligere fem habitter. En anden broder gik ind i en butik og købte flere pakker med sokker, handsker og lignende og forklarede ejeren hvorfor han havde brug for så meget. Det fik ejeren til at tilbyde ham et parti på 30 nye habitter for prisen på 2. Broderen, der næsten ikke kunne beherske sine følelser, skyndte sig at slå til. En tredje broder afleverede en stor dynge tøj på et renseri og fortalte indehaveren hvad det drejede sig om. Indehaveren gav ham så alt det uafhentede tøj han havde liggende. Da ejeren af en sportsforretning hørte at nødhjælpen ville gå direkte til dem der var i nød, tog han hundrede par helt nye vintersko og støvler ned fra hylderne og gav dem som et bidrag.

Sorteringen af alt det indsamlede tøj var godt organiseret. En gruppe på ti søstre med øje for kvalitet sorterede tøjet i herre-, dame- og børnetøj. Ti andre søstre pakkede behændigt det sorterede tøj i kartoner. Et hold velvoksne brødre lukkede kartonerne med tape og stablede dem på paller, så de var klar til at blive læsset ind i lastvognene. I alt blev der pakket 40 kubikmeter tøj og sko om dagen.

Jehovas vidner i Holland og Schweiz havde også den forret at deltage i nødhjælpsarbejdet. Brødrene i Holland bidrog med 52 tons fødevarer og 11 vognlæs tøj, og de schweiziske brødre bidrog med 600 fødevarepakker der i alt vejede 12 tons. Børnene blev ikke glemt. Da forkynderne i Ukraine modtog 72 tons tøj, opdagede de at pakkerne med børnetøj også indeholdt legetøj som børn af Jehovas vidner havde givet til deres små ukendte venner. Ikke så få plader chokolade havde også fundet vej ind mellem lagene af tøj.

I vinteren 1991-92 blev der på den måde sendt 400 tons nødhjælp i form af fødevarer, foruden store mængder tøj til mænd, kvinder og børn. Det blev fordelt til praktisk talt alle dele af det tidligere Sovjetunionen, selv så fjerne steder som til Irkutsk i Sibirien og Khabarovsk nær den japanske grænse.

[Illustrationer på side 12]

Forkyndere i Schweiz der pakker mad og tøj til Østeuropa. Danmark, Finland, Holland, Italien, Sverige og Østrig var også med til at yde nødhjælp