Nyt fra Rigets arbejdsmark
En mindeværdig dag på New Zealand
„HVOR vi nyder at være sammen med jer. Det er en uforglemmelig oplevelse!“
„Jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende ved de mange teokratiske sammenkomster jeg har overværet.“
„Det var som at opleve en dag i den nye tingenes ordning.“
Sådan lød nogle af gæsternes kommentarer ved indvielsen af Vagttårnsselskabets afdelingskontor på New Zealand den 29. november 1986. Hvad var det der gjorde så stort indtryk på disse mennesker? Hvad var det der gjorde dagen til noget ganske særligt, en dag de sent vil glemme?
For det første gjorde de smukke bygninger der blev indviet dagen mindeværdig. John E. Barr fra Jehovas Vidners Styrende Råd beskrev den nyopførte rigssal og afdelingskontorets faciliteter som „smagfulde, elegante og charmerende . . . Det færdige resultat afspejler en meget omhyggelig sans for detaljer og skønhed. Alt lader til at være smukt afstemt.“
Et kristent broderskab
For det andet gjorde det indtryk at se så mange aldrende Jehovas vidner samlet som har tjent Jehova trofast i mange, mange år. I virkeligheden udgjorde denne kategori af brødre og søstre størsteparten af de 658 gæster der var inviteret. Når gamle venner mødtes, hvoraf mange ikke havde set hinanden meget længe, følte de som Paulus da han efter en lang rejse mødte brødrene fra Rom: „Da Paulus fik øje på [sine brødre] takkede han Gud og fattede mod.“ (Apostelgerninger 28:15) At være sammen med sådanne levende eksempler på trofasthed og loyalitet — hvoraf nogle var kommet på trods af dårligt helbred — var meget opmuntrende og glædebringende.
Det var også en uforglemmelig dag på grund af det hjertelige, internationale broderskab man fornemmede. Jehovas vidner tilhører et jordomspændende brodersamfund, og dette sås klart blandt gæsterne, der kom helt fra Australien, De Forenede Stater, Canada, England og Taiwan, samt fra Papua-Ny Guinea, Samoa og andre Stillehavsøer. Der kom telegrammer fra mange som ikke personligt kunne være til stede, deriblandt hilsener fra Det Styrende Råd, fra medlemmer af Betelfamilien i Brooklyn og missionærskolen Gileads 82. klasse. Det var i sandhed trosstyrkende at opleve at så mange brødre fra forskellige lande var interesseret i indvielsen af afdelingskontoret på New Zealand.
Grundvolden lagt af trofaste forkyndere
Noget der også var med til at gøre dagen spændende og uforglemmelig, var at blive mindet om forkyndelsesarbejdets lange historie på New Zealand, det store arbejde der har ført til at man måtte bygge dette nye afdelingskontor. (Jævnfør Hebræerbrevet 10:32.) Som en af talerne sagde: „Uanset hvor vigtig grundvolden under dette skønne, nye betelkompleks måtte være, er den symbolske grundvold — som trofaste, selvopofrende brødre og søstre har lagt helt fra begyndelsen af dette århundrede — dog langt vigtigere.“
Derefter fulgte et interview med 11 trofaste mænd og kvinder der tilsammen havde været døbt i 680 år. De fortalte om et af de første stævner der blev afholdt på New Zealand, i 1913. De kunne huske de strabadser det medførte at være pioner på Sydøen i 1930’erne, de vanskelige forhold under den anden verdenskrig hvor arbejdet var forbudt, genoprettelsen af afdelingskontoret på New Zealand i 1947, de første gileadmissionærers ankomst, og det første rigssalsbyggeri i landet i 1950. Noget der var fælles for alle der blev interviewet var deres taknemmelighed over at være til stede og se de storslåede vidnesbyrd om vækst, en vækst de aldrig ville have drømt om skulle blive mulig.
Jehovas velsignelse
Måske var noget af det der gjorde dagen allermest uforglemmelig bevidstheden om at Jehovas velsignelse havde hvilet over byggearbejdet og bevirket at det var blevet ført ud i livet. Meget passende hed et af dagens programafsnit: „Guds gode hånd er over os.“ — Nehemias 2:8.
At Jehovas gode hånd var med i byggeriet, kom til udtryk ved den hjælpsomhed og samarbejdsvilje man mødte hos de lokale handlende og myndighederne, og ved de kristne egenskaber arbejderne på byggepladsen lagde for dagen. En forretningsforbindelse der besøgte byggepladsen bemærkede: „Jeg har aldrig noget sted oplevet en sådan fred og ro som jeg mærker når jeg er her.“
Jehovas velsignelse kom også til udtryk ved den gavmildhed som alle Jehovas vidner over hele landet lagde for dagen i forbindelse med den økonomiske støtte til projektet. Man kunne også mærke hans velsignelse ved den villighed hvormed brødrene tilbød deres arbejdskraft i det egentlige byggearbejde. Der var alt i alt 1237 der udfyldte en ansøgning og frivilligt stillede deres tid og kræfter til rådighed, heriblandt nogle der kom tilrejsende fra fjerne lande på egen bekostning for at bruge nogle få uger eller måneder i forbindelse med byggeriet. En broder sagde: „At arbejde her på byggegrunden blev et vendepunkt i mit liv.“
Som broder Barr nævnte i indvielsestalen skulle det nye afdelingskontor betragtes som „et ydre, håndgribeligt bevis på at Guds messianske rige nu er oprettet“. Det var en uforglemmelig dag for brødrene på New Zealand. Til slut gav de tilstedeværende af hjertet udtryk for at de tilsluttede sig en resolution om „fuldt ud at støtte Jehovas organisation som den er repræsenteret ved vort afdelingskontor“.