Guds gerning gøres på Guds måde i Nigeria
DET var et imponerende syn. Store stabler af ståldragere der i alt vejede over 500 tons, fyldte hele kajen i Houston i Texas. En stevedore skulle checke den store ladning inden den blev afskibet. Mens han arbejdede undrede han sig over at det hele var mærket „Vagttårnet“. Til sidst henvendte han sig til den ansvarshavende for forsendelsen og spurgte: „Hvor højt skal det vagttårn egentlig være?“
Stevedoren fik så at vide at stålet ikke skulle bruges til et vagttårn. Det skulle sendes til Igieduma i Nigeria, hvor det skulle anvendes i forbindelse med bygningen af Vagttårnsselskabets nye afdelingskontor, som faktisk ville komme til at udgøre en hel lille by midt i den afrikanske jungle.
For seks år siden bestod grunden ved Igieduma hovedsagelig af tæt junglekrat og gummitræer. I dag er det et smukt og velplejet stykke jord med blomster og haver, ja, der er endda en park med hjorte. I disse omgivelser ligger der et trykkeri som er større end hele den grund hvorpå det tidligere afdelingskontor i Lagos lå. Trykkeriet rummer tre trykkemaskiner, hvoraf den ene er i stand til at trykke 17.000 blade i timen. Beboelsesbygningerne kan rumme over 400 personer. Desuden er der en stor spisesal, et køkken, en sygeafdeling samt en tandklinik. Afdelingskontoret har sin egen vandforsyning og sit eget kloaksystem, samt et datastyret kraftværk der leverer elektricitet. Der er også en rigssal, en kontorbygning og en brandstation. Der er desuden anlagt veje med gadebelysning. Det er derfor ikke så underligt at folk kalder betelkomplekset i Igieduma for en by. Og det hele er bygget ved hjælp af frivillig arbejdskraft og finansieret ved hjælp af frivillige bidrag.
Hurtig vækst
Dette betelhjem er det største nogen sinde i Nigeria, men det er ikke det første. Det første blev oprettet af broder William R. Brown, der sammen med sin kone og datter flyttede til Lagos i 1930. De lejede lokaler hvor de boede var hjemsted for Selskabets vestafrikanske afdelingskontor, der førte tilsyn med arbejdet i Nigeria, Ghana og Sierra Leone. Dengang var der kun syv aktive forkyndere i Nigeria.
Bibel-Brown, som mange kaldte ham, var en dynamisk og modig forkynder af den gode nyhed. Han kunne ikke sidde stille på en kontorstol ret længe ad gangen, men rejste rundt i landet i bil og med tog, holdt offentlige foredrag og spredte store mængder publikationer.
Efterhånden som det magtfulde budskab om Riget slog rod i retsindige menneskers sind og hjerter, blev der stadig flere nidkære forkyndere. Det følgende årti var ligesom den periode i det første århundrede i Jerusalem hvor ’Guds ord havde fremgang, og antallet af disciple fortsat øgedes stærkt’. (Apostelgerninger 6:7) I 1940 var antallet af aktive lovprisere af Jehova i Nigeria steget fra 7 til 1051!
’Den mindste var blevet til tusind’, men dette var kun begyndelsen. (Esajas 60:22) I 1947 sendte Selskabet tre gileadmissionærer til Lagos. Den ene af dem, Anthony Attwood, virker stadig i sit missionærdistrikt. Om Betel dengang fortæller han: „Det bestod af en lejlighed oven over en skoforretning. Der var tre værelser, foruden et opholdsrum/kontor, og en spisestue. Broder og søster Brown og deres familie havde to værelser, og vi tre missionærer måtte stuve os sammen i det tredje værelse. Der var kun lige plads til tre senge og et indbygget klædeskab.“
Behovet for mere plads gjorde at man i 1948 flyttede til en treetages bygning. På daværende tidspunkt var forkyndertallet i Nigeria steget til 6825. Otte år senere var dette tal tredoblet, så Betel blev nu flyttet til Shomolu i Lagos. Her byggede Selskabet for første gang selv et betelhjem i Nigeria. Grunden var på lidt over en halv hektar, og betelhjemmet havde otte værelser. De lokale myndigheder gav vejen navnet Watch Tower Street. I haven voksede der mange træer, og man høstede både citrusfrugter, brødfrugter, avocadoer, mangofrugter og kokosnødder. I løbet af de næste 33 år blev der udvidet og føjet flere bygninger til. I midten af 1970’erne var næsten hele grunden dækket af bygninger. Det blev igen nødvendigt at flytte.
Minder fra byggeperioden
Først fandt man et stykke jord på 31 hektarer i Otta, nord for Lagos. Men der blev ved med at komme hindringer i vejen. Til sidst blev det åbenbart at det ikke var Jehovas vilje at vi skulle flytte dertil. Så begyndte man at søge efter et passende jordstykke i den sydlige del af landet, og i 1983 købte Selskabet så et stykke land på 57 hektarer i Igieduma i staten Bendel.
I løbet af de næste seks år flyttede pyton- og kobraslangerne ud efterhånden som brødrene med deres tunge materiel flyttede ind. En af de største udfordringer i forbindelse med arbejdet var at det var vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at købe værktøj og byggematerialer lokalt. Det var nødvendigt med hjælp udefra. Man satte derfor et hold brødre i De Forenede Stater til at finde, købe og sende de nødvendige materialer. Terry Dean, der var koordinator for dette kæmpemæssige projekt, fortæller: „Det der gjorde opgaven så kolossal var at næsten alt måtte tilsendes. Brødrene i Nigeria fortalte os at de eneste byggematerialer de havde var sand, cement og vand!“
Det var godt at man kunne skaffe de grundlæggende materialer, for der blev brugt 7500 tons cement, 55.000 tons sand og 35.000 tons grus. Det var også muligt at skaffe store mængder træ. I løbet af de næste fem år blev der ikke desto mindre sendt 5000 tons materialer fra De Forenede Stater, hvilket er nok til at fylde 347 fragtcontainere. Hvis man anbragte disse containere i forlængelse af hinanden ville de strække sig over tre en halv kilometer!
Også andre afdelingskontorer bidrog gavmildt med materialer. Alle de elektriske installationer kom fra England, deriblandt seks store generatorer der skulle levere strømmen. Sverige sendte en tårnkran, en gravko, en lastbil, en telefoncentral, foruden traktorer, værktøj og køkkenudstyr. Da en isenkramforretning blev averteret til salg, købte de svenske brødre den og sendte alle varerne til Nigeria. Det eneste de ikke sendte var sneskovle. Dem var der mere brug for i Sverige end i Afrika!
De lokale brødre bidrog naturligvis også, alt efter evne. Flere end 125.000 støttede projektet ved at komme og hjælpe til under byggeriet. Mange gav økonomiske bidrag. En syvårig dreng sendte cirka halvanden krone. Hvor havde han fået pengene fra? Hans fader havde givet ham en yamsrod til at koge og spise, men i stedet gemte drengen den og plantede den på det rette tidspunkt. Senere høstede han yamsen, solgte den og sendte pengene til byggeriet i Igieduma.
Andre brødre bidrog med deres færdigheder og oplærte endog andre til at udføre byggeopgaver. Mange, op til 500 ad gangen, udførte hårdt arbejde idet de sled i det under den brændende sol og de tropiske regnskyl for at få arbejdet færdigt. Tænk engang på det arbejde det har været at bygge den mur der omkranser grunden. I de syv måneder det tog at rejse muren, der næsten er tre kilometer lang, støbte og opstillede brødrene over 57.000 betonelementer. En broder sagde i spøg: „Det der holdt mig i gang var synet af de gribbe der kredsede over hovedet på mig og som blot ventede på at jeg skulle falde omkuld!“ Men sandheden er at han, ligesom de tusinder af andre der bidrog til byggeriet af afdelingskontoret i Igieduma, blev ansporet og holdt oppe af Jehovas hellige ånd.
Myndighedernes anerkendelse
Myndighederne var også meget samarbejdsvillige. Præsidentens kontor gav tilladelse til at alle importerede byggematerialer blev fritaget for told. Lokale embedsmænd fritog os fra at betale forskellige afgifter for udstykning og for godkendelse af tegningerne. De krævede kun en symbolsk byggeafgift. Da der på et tidspunkt opstod uenighed om grundstykket, trådte hele områdets Omo N’oba, der betyder konge, til og proklamerede: „Arbejdet må ikke standses, for dette er Guds gerning.“
Også andre ikke-vidner indså at arbejdet havde Guds støtte. Da et amerikansk firma leverede stål til bygningen af autoværkstedet, sendte de en af deres mænd, en katolik, til at hjælpe med at rejse det. Han skulle være i Igieduma i to uger og følte sig hurtigt hjemme. Han kaldte endog byggearbejderne for brødre og søstre. Efter at han var kommet hjem skrev han til det nigerianske afdelingskontor: „Jeg har aldrig i den grad nydt at arbejde som da jeg besøgte jer og var med til at gøre Guds gerning på Guds måde.“
Indvielsen
Den 20. januar 1990 blev dette smukke betelhjem indviet til Jehova Gud, som med sin ånds hjælp havde gjort det muligt at opføre det. Der kom besøgende fra alle dele af Nigeria, skønt man [af pladshensyn] kun havde kunnet invitere dem der havde været døbt i mindst 35 år eller som havde været mindst 20 år i heltidstjenesten. Søstrene bar smukke, farvestrålende dragter med hovedtørklæder der matchede, og også mange af brødrene bar prægtige afrikanske dragter. Alt i alt var der 4209 fra 29 lande der overværede indvielsen — deriblandt 80 missionærer, hvoraf de fleste kom fra andre vestafrikanske lande. Programmet indbefattede rapporter fra fem repræsentanter fra andre afdelingskontorer, hvilket understregede den enhed og det fællesskab der findes blandt Jehovas folk. Der kom hilsener og telegrammer fra brødre i 21 lande, deriblandt et gribende budskab fra „400 brødre og søstre i Moskva i Sovjetunionen“.
Der var også to medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd i Brooklyn, New York, til stede. Albert Schroeder talte over temaet „Hvad der kræves, er at man findes trofast“, og han understregede behovet for at Guds folk fortsat viser sig trofast. (1 Korinther 4:2) Indvielsestalen blev holdt af Lyman Swingle, der talte om bygningen af det strålende tempel i Salomons dage. Jehova anerkendte og stod bag dette tempel, men gjorde det samtidig klart at noget der var langt vigtigere end denne bygning var at hans indviede folk forblev lydigt og loyalt. På denne måde viste broder Swingle at det smukke afdelingskontor i Igieduma ikke er det endelige mål men et middel til at fremme den sande tilbedelse.
Den næste dag blev der i forbindelse med indvielsen afholdt nogle særlige møder i tre byer i Nigeria, med over 60.000 tilhørere.
Når Nigerias edo-talende befolkning i fortiden kom for at ære en stor høvding, skete det under megen fest og glæde. Når en sådan glædesfest var ved at være forbi, var Igieduma (oprindelig ugie dunai) det udtryk man brugte for at fortælle at den havde været vellykket. Og det følte de blandt Jehovas folk som var til stede for at ære universets store Høvding, Jehova Gud, netop at indvielsen havde været. For de 139.150 forkyndere af Riget der findes i Nigeria, leder ordet „Igieduma“ tankerne hen på det sted hvorfra der strømmer teokratisk ledelse og vejledning, samt trykte publikationer der vil hjælpe dem til fortsat at gøre Guds gerning på Guds måde.
[Illustrationer på side 24, 25]
1. Beboelsesbygninger
2. Rigssal
3. Køkkenfløj
4. Kontorer
5. Trykkeri
6. Autoværksted
7. Elværk
[Illustrationer på side 26]
Broder og søster Brown foran afdelingskontoret i 1940’erne
Receptionen i det nye trykkeri
Betelværelse
[Illustrationer på side 27]
Tofarve-offset-trykkemaskine
Publikationer læsses
Rigssal
Tjenesteafdeling