-
De “så” opfyldelsen af løfterneVagttårnet – 2015 | 15. maj
-
-
STYRKET AF AT “SE” DET DE HÅBEDE PÅ
4. Hvad kunne Abel basere sin forestilling om fremtiden på?
4 Tænk engang på det første trofaste menneske, Abel. Havde Jehova lovet noget om fremtiden som Abel kunne “se”? Han vidste hvad Jehova havde sagt til slangen efter at Adam og Eva havde syndet: “Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.” (1 Mos. 3:14, 15) Abel vidste ikke præcis hvordan dette løfte ville blive opfyldt, men han har sikkert tænkt meget over det. Måske nåede han frem til at en eller anden skulle have ‘hælen knust’ så mennesker kunne blive fuldkomne igen, ligesom Adam og Eva havde været. Uanset hvad troede Abel på at Jehova ville opfylde sit løfte, og derfor tog Gud imod hans offergave. – Læs 1 Mosebog 4:3-5; Hebræerne 11:4.
5. Hvordan kan det have opmuntret Enok at danne sig et billede af fremtiden?
5 Den trofaste Enok havde også en stærk tro, selvom han var omgivet af ugudelige mennesker der sagde chokerende ting om Gud. Under inspiration profeterede Enok at Jehova ville komme “med sine hellige titusinder for at eksekvere dom over alle og bevise at alle de ugudelige var skyldige i alle deres ugudelige gerninger som de havde øvet på en ugudelig måde, og i alle de chokerende ord som ugudelige syndere havde udtalt imod ham”. (Jud. 14, 15) Som et menneske med en stærk tro har Enok sikkert dannet sig et indre billede af en fremtidig verden uden ondskab. – Læs Hebræerne 11:5, 6.
6. Hvad har Noa sikkert tænkt over efter Vandfloden?
6 Noa overlevede Vandfloden på grund af sin tro. (Hebr. 11:7) Efter den store oversvømmelse fik hans tro ham til at bringe dyreofre til Jehova. (1 Mos. 8:20) Ligesom Abel var han sikkert overbevist om at menneskeheden en dag ville blive fri for synd og død. Selv i den dystre periode efter Vandfloden hvor herskeren Nimrod var i opposition til Jehova, bevarede Noa troen og håbet. (1 Mos. 10:8-12) Noa har uden tvivl kunnet finde styrke ved at tænke på at mennesker en dag ville blive udfriet fra den nedarvede synd og fra døden, og at der en dag ikke længere ville være undertrykkende herskere. Vi kan også for vores indre blik se sådan en vidunderlig tid – og den er her snart! – Rom. 6:23.
“SÅ” LØFTERNE OPFYLDT
7. Hvilken fremtid kan Abraham, Isak og Jakob have “set”?
7 Abraham, Isak og Jakob havde også grundlag for at forestille sig en storslået fremtid, for Gud havde lovet at alle jordens nationer ville blive velsignet gennem disse patriarkers afkom. (1 Mos. 22:18; 26:4; 28:14) Deres efterkommere ville blive talrige og slå sig ned i det land Gud havde lovet dem. (1 Mos. 15:5-7) Ved tro kunne disse gudfrygtige mænd “se” deres efterkommere bo i landet. Ja, lige siden de to første mennesker mistede deres fuldkommenhed, har Jehova givet sine loyale tjenere håb om at han vil rette op på den skade Adam forvoldte.
8. Hvad hjalp Abraham til at vise tro og lydighed?
8 Det var højst sandsynligt fordi Abraham brugte sin forestillingsevne i forbindelse med det Gud havde lovet ham, at han kunne være lydig, selv i vanskelige situationer. Bibelen understreger at Abraham og andre loyale tjenere for Gud ‘ikke erfarede opfyldelsen af løfterne’ i deres levetid, men at de “så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen”. (Læs Hebræerne 11:8-13). Abraham vidste at Jehova altid havde indfriet sine løfter, og derfor var han sikker på at alle Jehovas løfter om fremtiden også ville gå i opfyldelse – han kunne nærmest se det for sig.
9. Hvordan hjalp det Abraham at have tro på Guds løfter?
9 Fordi Abraham troede på Guds løfter, var han fast besluttet på at gøre det Gud bad ham om. For eksempel forlod han byen Ur og afviste at blive fast indbygger i Kana’ans byer. Ligesom Ur hvilede disse byer på usikre grundvolde eftersom de der regerede, ikke tjente Jehova. (Jos. 24:2) I resten af sit lange liv “ventede [Abraham] på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud”. (Hebr. 11:10) Abraham “så” sig selv som fast indbygger under Jehovas styre. Ja, Abel, Enok, Noa, Abraham og andre som dem troede på opstandelsen og så frem til en vidunderlig tid på jorden, tiden under Guds rige, “byen som havde faste grundvolde”. Det at tænke over sådanne velsignelser styrkede deres tro på Jehova. – Læs Hebræerne 11:15, 16.
10. Hvilket billede af fremtiden kunne Sara danne sig på grundlag af Jehovas løfte til Abraham?
10 Sara, Abrahams kone, havde også en stærk tro på Guds løfter. Selvom hun var 90 år gammel og stadig barnløs, kunne hun “se” sine efterkommere blive til en stor nation. (Hebr. 11:11, 12) Hvorfor havde hun den forventning? Jehova havde sagt til hendes mand: “Jeg vil velsigne hende og også give dig en søn ved hende; ja, jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til nationer; folkeslags konger vil komme fra hende.” (1 Mos. 17:16) Ganske som lovet fik Sara en søn, Isak. Hun havde derfor god grund til at forestille sig opfyldelsen af resten af Jehovas løfte til Abraham. Hvor er det en fantastisk gave fra Jehova at vi kan danne os mentale billeder af det han har lovet, og som han helt sikkert vil gennemføre!
‘SÅ UFRAVENDT FREM TIL BETALINGEN AF LØNNEN’
11, 12. Hvordan opdyrkede Moses kærlighed til Jehova?
11 Moses havde også tro på Jehovas løfter, og han elskede Jehova højt. Under sin opvækst ved det egyptiske hof kunne han let have fået kærlighed til rigdom og magt. Men Moses’ biologiske forældre havde helt sikkert lært ham om Jehova og hans hensigt, der indbefattede at hebræerne ville blive befriet fra slaveri og få det lovede land. (1 Mos. 13:14, 15; 2 Mos. 2:5-10) Hvad tror du ville vokse i Moses’ hjerte hvis han ofte reflekterede over de velsignelser der ventede Guds folk? Kærlighed til status eller kærlighed til Jehova?
12 I Bibelen får vi at vide hvad Moses fokuserede på: “Ved tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk frem for at have den midlertidige nydelse af synd, da han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier; han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen.” – Hebr. 11:24-26.
13. Hvad fik Moses ud af at tænke dybt over det Gud havde lovet?
13 Jo mere Moses tænkte over det Jehova havde lovet at gøre for israelitterne, jo mere voksede hans tro på og kærlighed til Gud. Ligesom andre trofaste tjenere kunne Moses sikkert forestille sig den tid hvor Jehova ville udfri mennesker fra døden. (Job 14:14, 15; Hebr. 11:17-19) Det er klart at Moses fik stor kærlighed til den Gud som havde omsorg for hebræerne, ja, for hele menneskeheden. Gennem hele sit liv var Moses motiveret af tro og kærlighed. (5 Mos. 6:4, 5) Disse egenskaber, højst sandsynligt kombineret med et mentalt billede af en lys fremtid, satte ham i stand til at handle modigt, selv da Farao truede ham på livet. – 2 Mos. 10:28, 29.
-
-
De “så” opfyldelsen af løfterneVagttårnet – 2015 | 15. maj
-
-
18. Hvordan gavner det os allerede nu at tænke over opfyldelsen af Guds løfter?
18 Det har altid været til gavn for Jehovas tjenere på jorden at tænke over opfyldelsen af hans løfter. Abel kendte Guds hensigt godt nok til at kunne forestille sig en bedre fremtid og bevare en stærk tro og et fast håb. Abraham havde et indre billede af den tid hvor løfterne om hans “afkom” ville blive opfyldt, og det satte ham i stand til at adlyde Jehova selv når det var svært. (1 Mos. 3:15) Moses “så ... ufravendt frem til betalingen af lønnen”, hvilket øgede hans kærlighed til Jehova og hjalp ham til at handle i tro. (Hebr. 11:26) Vi vil også opleve at vores kærlighed til Gud og tro på ham vokser når vi bruger vores forestillingsevne til at “se” det Jehova har lovet os.
-