1. (a) Hvad havde Jefta og Hanna tilfælles? (Se indledningsbillederne). (b) Hvilke spørgsmål vil vi få svar på i denne artikel?

DOMMEREN Jefta var en modig fører og en dygtig kriger. Elkanas kone Hanna var en ydmyg kvinde der passede hjemmet. Både Jefta og Hanna tilbad Jehova, men der var også noget andet de havde tilfælles. De aflagde begge et løfte til Gud, som de samvittighedsfuldt indfriede. Mænd og kvinder der vælger at aflægge løfter til Jehova i dag, kan lære meget af deres gode eksempel.

7. (a) Hvilket løfte aflagde Hanna, og hvorfor? Hvordan gik det? (b) Hvilken betydning fik Hannas løfte for Samuel? (Se fodnoten).

⁷ Hanna aflagde også et løfte til Jehova i en svær tid i sit liv. Hun var dybt ulykkelig fordi hun ikke kunne få børn og konstant blev chikaneret. (1 Sam. 1:4-7, 10, 16) I bøn udøste hun sit hjerte for Gud og lovede: “Hærstyrkers Jehova, hvis du blot ville se din trælkvindes nød og huske mig, og ikke glemme din trælkvinde men give din trælkvinde et drengebarn, så vil jeg give ham til Jehova alle hans levedage, og ingen ragekniv skal komme på hans hoved.”a (1 Sam. 1:11) Jehova lyttede til Hanna, og året efter fik hun en søn, Samuel. Hanna var jublende glad. Men hun glemte ikke det løfte hun havde givet Gud. Da hendes lille dreng blev født, sagde hun: “Jeg har bedt Jehova om ham.” – 1 Sam. 1:20.

8. (a) Hvorfor var det ikke let for Hanna at holde sit løfte? (b) Hvordan minder ordene i Salme 61 os om Hannas gode indstilling?

⁸ Så snart den lille Samuel ikke blev ammet længere, måske da han var omkring tre år, gjorde Hanna præcis som hun havde lovet Gud. Hun tog sin søn med til ypperstepræsten Eli ved teltboligen i Silo og sagde: “Det var om denne dreng jeg bad, og Jehova opfyldte mit ønske for mig, det jeg bad ham om. Og jeg har til gengæld lånt ham til Jehova; alle de dage han er til, er han et lån til Jehova.” (1 Sam. 1:24-28) Fra da af ‘voksede drengen Samuel op hos Jehova’. (1 Sam. 2:21) Hvad betød det for Hanna? Hun elskede sin lille dreng, og nu ville hun nærmest gå glip af hele hans barndom. Hvor må hun have længtes efter at kramme ham, lege med ham og tage sig af ham – at være en del af hans hverdag og opleve de skønne øjeblikke som enhver mor glæder sig over. Men Hanna fortrød ikke at hun havde holdt sit løfte til Gud. Hendes hjerte ‘jublede af glæde over Jehova’. – 1 Sam. 2:1, 2; læs Salme 61:1, 5, 8.