Et fjendtligt angreb

16. (a) Hvad ligger der i de indledende ord til Første Mosebog, kapitel 14? (b) Hvorfor trængte de fire konger som kom østfra, ind i Kana’an?

¹⁶ „Nu skete det i de dage da Amrafel var konge i Sinear, Arjok var konge i Ellasar, Kedorlaomer var konge i Elamc og Tidal var konge i Gojim at disse førte krig.“ I den hebraiske grundtekst har de indledende ord („Nu skete det i de dage da . . .“) en ildevarslende klang og sigter til „en prøvelsens tid som ender med velsignelse“. (1 Mosebog 14:1, 2, fodnote) Denne prøvelsens tid begyndte da de fire konger som kom østfra, trængte ind i Kana’an med deres hære. Hvorfor kom de? For at slå et oprør ned i fem byer, Sodoma, Gomorra, Adma, Zebojim og Bela. De fire konger fejede al modstand til side og „rykkede i forening frem til Siddimlavningen, det er Salthavet“. Lot og hans familie boede lige i nærheden. — 1 Mosebog 14:3-7.

17. Hvorfor var det en trosprøve for Abram at Lot var blevet taget til fange?

¹⁷ De kana’anæiske konger modstod de indtrængende hære af al magt, men led et ydmygende nederlag. „Så tog sejrherrerne alle befolkningens ejendele i Sodoma og Gomorra og alle deres fødevarer og begav sig på vej. Samtidig tog de Abrams brodersøn Lot og hans ejendele da de begav sig på vej. Han boede dengang i Sodoma.“ Nyheden om det der var sket, nåede snart Abram: „Derpå kom der en mand som var undsluppet og fortalte det til hebræeren Abram. Han havde dengang sin bolig mellem de store træer som tilhørte amoritten Mamre, broder til Esjkol og broder til Aner, og de var Abrams pagtsfæller. Således fik Abram at høre at hans broder var taget til fange.“ (1 Mosebog 14:8-14) Det var en stor trosprøve! Hvilke overvejelser gjorde han sig? Bar han nag til sin nevø fordi han havde valgt den bedste del af landet? Tænkte han på at de invaderende konger kom fra hans hjemegn, Sinear, og at han aldrig mere ville have mulighed for at vende hjem hvis han gik til kamp imod dem? Og hvad kunne han i det hele taget stille op mod en hær som Kana’ans samlede styrker ikke havde kunnet besejre?

18, 19. (a) Hvordan lykkedes det Abram at befri Lot? (b) Hvem fik æren for denne sejr?

¹⁸ Abram stolede igen helt og fuldt på Jehova. „Så mønstrede han sine trænede mænd, tre hundrede og atten trælle der var født i hans hus, og forfulgte dem helt til Dan. Og om natten delte han og hans trælle sig imod dem, og han besejrede dem og forfulgte dem helt til Hoba, der ligger nord for Damaskus. Så førte han alle ejendelene tilbage, og han førte også sin broder Lot og hans ejendele samt kvinderne og folket tilbage.“ (1 Mosebog 14:14-16) Med urokkelig tillid til Jehova førte Abram sin talmæssigt underlegne hær til sejr og udfriede Lot og hans familie. Nu mødte Abram Melkizedek, der var konge og præst i Salem. „Og Melkizedek, Salems konge, bragte brød og vin ud, og han var den højeste Guds præst. Derpå velsignede han ham og sagde: ’Velsignet være Abram af den højeste Gud, der har frembragt himmel og jord; og velsignet være den højeste Gud, som har overgivet dine undertrykkere i din hånd!’ Og Abram gav ham en tiendedel af alt.“ — 1 Mosebog 14:18-20.

¹⁹ Ja, sejren tilhørte Jehova. På grund af sin tro var Abram endnu en gang blevet udfriet af Jehova.

Direkte angreb

4. Hvordan har Satan gjort brug af direkte angreb for at få Guds tjenere til at give slip på deres uangribelighed?

⁴ Abrahams liv viser hvilke „forskellige prøvelser“ en Guds tjener kan komme ud for. For eksempel måtte han gribe ind over for de indtrængende styrker fra Sinear som angreb hans nevø Lot. (1 Mosebog 14:11-16) Det er ikke overraskende at Satan stadig gør brug af direkte angreb i form af forfølgelse. Siden den anden verdenskrigs afslutning har mange lande udstedt regeringsforbud mod Jehovas Vidners kristne undervisningsarbejde. Jehovas Vidners Årbog 2001 beretter om de voldshandlinger kristne i Angola har været udsat for fra deres fjenders side. Men i tillid til Jehova har vore brødre i sådanne lande standhaftigt holdt fast ved troen. De har ikke grebet til vold eller oprør, men er fortsat med at forkynde uden at vække opsigt. — Mattæus 24:14.