Da tiden for valget nærmede sig, var det stadig et åbent spørgsmål hvem der skulle efterfølge Russell som præsident. Vagt-Taarnet for marts 1917 berettede om udfaldet af årsmødet: „Med nogle meget stilfulde Bemærkninger og nogle værdsættende og kærlige Ord om Br. Russell erklærede Br. Pierson, at Venner hele Landet over havde anmodet ham om som deres befuldmægtigede at afgive deres Stemme til Fordel for Br. Rutherford som Præsident, og han sagde videre, at han selv var i fuld Harmoni med dette.“ Efter at Rutherfords navn var blevet foreslået og forslaget var blevet støttet, blev der ikke fremsat flere forslag. Derpå „optalte Sekretæren Stemmerne, og Br. Rutherford blev erklæret som enstemmigt valgt af Konventet til Præsident“.

Hvordan blev den nye præsident modtaget, nu da valget var overstået? Det ovennævnte nummer af Vagt-Taarnet skrev: „Venner havde overalt bedt Herren meget om Hans Ledelse ved disse Valg; og da det var forbi, var alle tilfredse og lykkelige i Troen paa, at Herren havde ledet deres Forhandlinger og besvaret deres Bønner. Fuldkommen Harmoni herskede blandt alle de tilstedeværende.“

Denne ’fuldkomne harmoni’ holdt dog ikke længe. Den nye præsident blev modtaget godt af mange, men ikke af alle.

Den nye præsident i arbejde

Broder Rutherford havde ikke til hensigt at ændre organisationens retning; han ønskede at fortsætte ad den kurs Russell havde fastlagt. Antallet af Selskabets rejsende repræsentanter (der blev kaldt pilgrimme) blev øget fra 69 til 93. Uddelingen af Selskabets gratis traktater blev intensiveret på visse søndage foran kirkerne og regelmæssigt i forkyndelsen fra hus til hus.

’Det pastorale arbejde’, der var blevet indledt før Russells død, blev nu optrappet. Det var et opfølgningsarbejde i lighed med det genbesøgsarbejde Jehovas vidner i dag udfører. For yderligere at styrke forkyndelsen udvidede Selskabets nye præsident kolportørarbejdet. Antallet af kolportører (forløberne for vore dages pionerer) blev øget fra 372 til 461.

„Aaret 1917 begyndte med nærmest nedslaaende Udsigter,“ stod der i martsnummeret af Vagt-Taarnet i 1918. Ja, efter C. T. Russells død gjorde en vis bekymring, tvivl og frygt sig gældende. Men rapporten ved årets udgang var opmuntrende; indsatsen i forkyndelsen var øget. Det var tydeligt at arbejdet gik fremad. Havde bibelstudenterne bestået en anden prøve — C. T. Russells død?

Forsøg på at overtage ledelsen

Ikke alle støttede den nye præsident. C. T. Russell og J. F. Rutherford var meget forskellige. De havde hverken samme personlighed eller samme baggrund. Mange havde svært ved at acceptere disse forskelle. Efter deres opfattelse kunne ingen erstatte broder Russell.

Nogle få, især på hovedkontoret, nærede direkte uvilje mod broder Rutherford. At arbejdet gik fremad og at han gjorde sit yderste for at følge de retningslinjer broder Russell havde givet, gjorde øjensynlig intet indtryk på dem. Modstanden voksede. Fire medlemmer af Selskabets bestyrelse gik så vidt at de forsøgte at fratage Rutherford den administrative ledelse. Situationen tilspidsedes i sommeren 1917 i forbindelse med udgivelsen af Den fuldbyrdede Hemmelighed, det syvende bind af Studier i Skriften.

Broder Russell havde selv håbet at kunne skrive dette bind, men havde ikke været i stand til det. Efter hans død besluttede Selskabets arbejdsudvalg at to medarbejdere, Clayton J. Woodworth og George H. Fisher, skulle udarbejde denne bog, der var en kommentar til Åbenbaringen, Salomons Højsang og Ezekiels Bog. Den blev delvis baseret på det Russell havde skrevet om disse bibelske bøger, og andre kommentarer og forklaringer blev føjet til. Det færdige manuskript blev godkendt til udgivelse af Selskabets ledere og blev præsenteret for betelfamilien ved middagsbordet tirsdag den 17. juli 1917. Ved samme lejlighed blev der bragt en forbløffende meddelelse — de fire medlemmer af bestyrelsen der havde modarbejdet broder Rutherford var blevet fjernet, og broder Rutherford havde udnævnt fire andre i deres sted. Hvordan var reaktionen?

Det kom som en bombe! De fire afsatte bestyrelsesmedlemmer greb straks lejligheden til at begynde en fem timer lang ordstrid i betelfamiliens påhør om ledelsen af Selskabets anliggender. Flere medlemmer af betelfamilien stillede sig på deres side. Modstanden fortsatte gennem adskillige uger, og urostifterne truede med at „omstyrte det bestående tyranni,“ som de sagde. Men broder Rutherford havde et solidt grundlag for at gøre det han havde gjort.

Det viste sig at selv om de fire opponerende bestyrelsesmedlemmer var blevet udnævnt af broder Russell, var disse udnævnelser aldrig blevet stadfæstet ved afstemning blandt Selskabets medlemmer på Selskabets årsmøde. Juridisk set var disse fire derfor slet ikke medlemmer af bestyrelsen! Rutherford havde været opmærksom på dette, men havde til at begynde med ikke sagt noget. Hvorfor ikke? Han havde ønsket at undgå at give indtryk af at han gik imod broder Russells ønsker. Men da det stod klart at de ikke ville ophøre med at øve modstand, handlede Rutherford i overensstemmelse med sin myndighed og sit ansvar som præsident, og erstattede dem med fire andre hvis udnævnelse skulle stadfæstes ved det næste årsmøde, i januar 1918.

Den 8. august forlod de misfornøjede tidligere bestyrelsesmedlemmer og deres tilhængere Betel. De var blevet bedt om at rejse på grund af den uro de havde forvoldt. Inden længe begyndte de at agitere for deres synspunkter gennem omfattende foredragsturnéer og brevskrivningskampagner overalt i De Forenede Stater, Canada og Europa. I sensommeren 1917 blev en række af bibelstudenternes menigheder derfor delt i to lejre — dem der var loyale mod Selskabet, og dem der var et let bytte for modstandernes falske ord.

Kunne det mon tænkes at de bortviste bestyrelsesmedlemmer, i et forsøg på at få kontrol over organisationen, ville prøve at påvirke dem der deltog i årsmødet? Rutherford forudså denne risiko og fandt det derfor tilrådeligt at lodde stemningen i alle menighederne. Hvad blev resultatet? Ifølge en rapport som blev gengivet i The Watch Tower for 15. december 1917 gav et overvældende flertal blandt dem der stemte, deres støtte til J. F. Rutherford og de bestyrelsesmedlemmer der samarbejdede med ham. Dette blev bekræftet på årsmødet.d Modstandernes forsøg på at overtage ledelsen var slået fejl.