En sådan vold var naturligvis meget vanskelig at bestige, især med stormbukke, og angriberne byggede derfor en rampe eller „belejringsvold“ som stormbukkene kunne føres frem på. (2Sa 20:15; se STORMBUK.) Voldgraven var så bred at virkningen af de angribende bueskytters pile var betydeligt svækket, og det nyttede kun lidt at skyde fra bunden af voldgraven. Angriberne blev derimod udsat for en konstant regn af pile, sten og undertiden brændende træstykker fra bymuren mens de byggede ramperne til deres stormbukke.

Indermuren var den kraftigste og tykkeste. Efter at der var opfundet tunge stormbukke, især som dem assyrerne anvendte, byggede man langt stærkere og tykkere mure for at kunne modstå angreb med dette redskab. I Tell en-Nasbeh (Mizpa) har man udgravet en stenmur der var gennemsnitlig 4 m tyk, og som anslås til at have været 12 m høj.