Våbenkapløbet: Aktion og reaktion

I 1949 bragte Sovjetunionen sin første atombombe til sprængning. Mistænksomheden og mistilliden mellem Øst og Vest voksede sig større, og våbenkapløbet tog for alvor fart. USA svarede igen på den sovjetiske bombe ved at udvikle et langt kraftigere våben, brintbomben. Den første der blev prøvesprængt (i 1952) var omtrent 800 gange kraftigere end de første atombomber. Kun ni måneder senere var det lykkedes Sovjetunionen at udvikle sin egen brintbombe.

Så fulgte de interkontinentale raketter. Sovjetunionen kom først med dem, i 1957. Nu kunne man foretage et kernevåbenangreb på minutter i stedet for timer. USA skyndte sig at indhente det forsømte og havde året efter føjet interkontinentale raketter til sit arsenal.

I mellemtiden arbejdede andre lande på at fremstille og afprøve deres egne atombomber. Efter tur blev Storbritannien, Frankrig og andre lande kernevåbenmagter.

Handlingsmønsteret med aktion og reaktion fortsatte uforandret i 1960erne. Både USA og Sovjetunionen gjorde forsøg med raketter til forsvar mod raketvåben. Begge lærte sig at affyre missiler fra undervandsbåde.

Kapløbet fortsatte op i 1970erne med den betydningsfulde udvikling af MIRV-missilerne, hvor et missil nu kunne medføre mange sprænghoveder der kunne rettes mod hver sit mål. For eksempel medfører det avancerede amerikanske MX-missil („Peacekeeper“ — „Fredsbevareren“) ti sådanne sprænghoveder; det samme gælder det sovjetiske SS-18-missil. Hvert missil kan således udslette ti byer.

Samtidig blev missilerne mere præcise, og dette førte, sammen med udviklingen af MIRV-missilerne, til fornyet ængstelse. Nu kunne man mere præcist rette MIRV-missiler mod fjendtlige missilbaser og militæranlæg fremfor byer. Nogle kom nu på den tanke at en kernekrig måske kunne vindes. Et kraftigt førsteslag kunne berøve modparten evnen eller viljen til at slå igen.

Begge parter følte sig nødsaget til at imødegå denne trussel ved at sikre sig evnen til at gøre gengæld selv hvis modparten fik held til at slå først med et overraskelsesangreb. Man ræsonnerede som så at uden evnen til at slå igen ville der ikke være meget der afskrækkede fjenden fra at angribe; fristelsen til at angribe kunne faktisk vise sig uimodståelig. Ergo: Flere våben.

Nu, nogle år henne i 1980erne, fortsætter våbenkapløbet i halsbrækkende tempo. For få år siden blev udvalget af våben forøget med neutronbomben — en lille brintbombe konstrueret til at udsende dræbende stråling men efterlade bygninger og køretøjer intakte. Et andet nyt våben er krydsermissilet, der kan gå så lavt ned at det flyver lige over træhøjde (under fjendens radar) og rette et præcist kernevåbenangreb mod et mål 2400 kilometer borte. Sidst på scenen er det såkaldte „Stjernekrigsprojekt“, der kan betyde at det ydre rum bliver en del af slagmarken.

Kernevåben er i 40 år ikke blevet anvendt i skadevoldende hensigt, men den hidtidige tilbageholdenhed garanterer intet for fremtiden. For nylig har rundspørger vist at 68 procent af USAs befolkning tror at kernevåbnene før eller siden vil blive bragt i anvendelse hvis våbenkapløbet fortsætter.

Denne bekymring deles overalt i verden. Overvej hvad en 18-årig student i Sierra Leone har skrevet: „En kernekrig vil berøre hvert eneste menneskeligt væsen på denne klode . . . Derfor må selv folk i Afrika føle sig foruroligede, skønt de er langt borte fra supermagternes territorier. . . . I det store og hele reagerer folk på truslen om et verdensomspændende ragnarok med det forskerne kalder ’psykisk frakobling’, det vil sige at de nægter overhovedet at tænke på det. Efterhånden som spændingen i verden stiger vil det imidlertid blive stadig sværere at foretage denne følelsesmæssige gymnastik og bare ignorere truslen.“

Andre trusler mod sikkerheden

Men bortset fra den åbenlyse trussel om overlagt krig mellem supermagterne er menneskehedens sikkerhed også truet fra andre sider. Én fare består i at flere og flere lande skaffer sig kernevåben. Foruden de fem nationer der allerede vides at besidde dem, findes der mindst seks andre lande der enten allerede besidder, eller er tæt ved at råde over, egne atombomber. Eksperter mener at 20 nationer eller flere ved århundredskiftet vil besidde bomben.

En anden fare består i at en terroristorganisation får fat i et af disse våben. Tænk engang hvad en terrorist kunne udrette med en atombombe! En hel storby kunne holdes som gidsel!

Hvordan kunne en sådan gruppe komme i besiddelse af et kernevåben? På to måder: Den kunne stjæle et — husk at der er 50.000 at vælge imellem! Den kunne også fremstille et selv. Teknologien bag atomvåbenkonstruktion er ikke længere en hemmelighed. Og grundbestanddelen plutonium bliver tilgængelig i stadig rigeligere mængder. Det skønnes faktisk at alene de civile kernekraftprojekter i år 2000 vil fremstille plutonium nok til 750.000 bomber af samme størrelse som den der blev anvendt mod Nagasaki — årligt!

Til disse trusler mod sikkerheden må man føje risikoen for ulykker, fejlbedømmelser eller systemsvigt.

Menneskers løsninger

Videnskabsfolk, generaler og politikere har skrevet meget om emnet. De betragter mere og mere kernevåbenkapløbet som dyrt, nytteløst og særdeles farligt, og foreslår forskellige løsninger. Nogle opfordrer til fuldstændig nedrustning. Andre ønsker en ’fastfrysning’ af våbenproduktionen. Andre igen foreslår et ’stjernekrigsforsvar’. I januar fremsatte de to supermagters statsoverhoveder opmuntrende udtalelser. Mikhail Gorbatjov foreslog at man trinvis, frem til år 2000, afviklede samtlige kernevåben. Ronald Reagan sagde at han var taknemmelig for tilbudet. Var det en fredsplan man kunne tage alvorligt eller var det et propagandatrick? Alle disse forslag har én ting tilfælles — de peger alle på en menneskelig løsning.