-
SamoaJehovas Vidners Årbog 2009
-
-
BEHOV FOR RIGSSALE
I 1990’erne holdt de fleste menigheder i Samoa og Amerikansk Samoa møder i private hjem eller i bygninger der var opført af simple materialer fra skoven. „Mange af de lokale så ned på disse mødesteder,“ fortæller Stuart Dougall, der var medlem af landsudvalget fra 2002 til 2007.
-
-
SamoaJehovas Vidners Årbog 2009
-
-
I 1999 indførte Jehovas Vidner et nyt program der havde til formål at fremme byggeriet af rigssale i lande med begrænsede midler. Den første af disse rigssale på Samoaøerne blev opført i Lefaga, en isoleret landsby på sydkysten af øen Upolu. Indtil da havde de ti forkyndere i menigheden i Lefaga mødtes under et stråtag foran en forkynders hus.
Jack Sheedy, en australier der sammen med sin kone, Coral, havde tjent i Tonga gennem syv år, førte tilsyn med byggeprojektet. „Set på afstand lignede byggeholdet, der bestod af landmænd, fiskere og husmødre, en flok myrer der pilede frem og tilbage over byggepladsen,“ skriver han.
Da rigssalen, der havde plads til 60 personer, stod færdig i 2001, roste beboerne i landsbyen dens udseende. „Jeres rigssale har en værdighed og enkelhed der gør dem tiltalende,“ sagde de. „De er helt anderledes end vores kirker, der er overpyntede og fyldt med inventar som ofte forekommer rodet og snavset.“ Mødedeltagelsen steg også kraftigt. I 2004 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 205 i denne nye rigssal.
I slutningen af 2005 var der, takket være det særlige byggeprogram i lande med begrænsede midler, blevet opført fire nye rigssale og renoveret tre på Samoaøerne. Desuden blev stævnehallen i Sinamoga i Apia renoveret. Ligesom det er tilfældet andre steder hvor der er begrænsede midler, er de samoanske forkyndere dybt taknemmelige for denne kærlige hjælp fra deres kristne brødre og søstre andre steder i verden. — 1 Pet. 2:17.
-