FOLK PÅ SAVAII HØRER DEN GODE NYHED

Lad os nu vende blikket mod den største og mest uspolerede ø i Samoa-øgruppen, nemlig Savaii. En stor del af denne ø er ubeboet og består af høje bjerge, en forreven vulkansk højderyg med cirka 450 kratere, næsten uigennemtrængelige jungler og ujævne lavasletter. De fleste af øens beboere bor i små landsbyer langs kysten. Den gode nyhed kom til Savaii for første gang i 1955. Len Helberg og en gruppe forkyndere fra øen Upolu aflagde et kort besøg for at vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed.

Seks år senere blev to missionærsøstre, Tia Aluni — den første samoaner der gennemgik Gileadskolen — og hendes makker, Ivy Kawhe, indbudt til at flytte fra Amerikansk Samoa til Savaii. De ankom i 1961 og fik husly hos et ældre par i Fogapoa, en landsby på øens østside. Senere fik de for en tid selskab af en specialpionersøster der tidligere havde boet på Savaii. For at tilskynde og støtte den nye gruppe på 6-8 personer kom brødre fra Apia på besøg en gang om måneden og holdt offentlige foredrag. Møderne blev holdt i en lille fale i Fogapoa.

Tia og Ivy blev på Savaii til 1964, da de fik tildelt distrikt på en anden ø. I de følgende ti år blev der ikke forkyndt så meget på Savaii. Men fra 1974 og fremefter flyttede flere familier til Savaii for at hjælpe med at puste nyt liv i arbejdet. Blandt dem var Risati og Mareta Segi, Happy og Maota Goeldner-Barnett, Faigaai Tu, Palota Alagi, Kumi Falema’a (senere Thompson) og Ron og Dolly Sellars, der flyttede dertil fra Amerikansk Samoa. Den lille gruppe der var blevet dannet i Fogapoa, mødtes i Segi-familiens fale, der lå lige ved stranden. Senere blev der bygget et missionærhjem og en rigssal i nærheden. Med tiden blev der oprettet en anden gruppe, i Taga, en landsby på Savaiis vestkyst.

Fra begyndelsen af 1979 fik flere missionærpar tildelt distrikt på Savaii for at hjælpe de lokale forkyndere. Blandt dem var Robert og Betty Boies, John og Helen Rhodes, Leva og Tenisia Faai’u, Fred og Tami Holmes, Brian og Sue Mulcahy, Matthew og Debbie Kurtz og Jack og Mary Jane Weiser. Med missionærerne til at føre an gik arbejdet på Savaii støt og roligt fremad.

Traditioner og familiebånd holdt imidlertid Savaiis indbyggere i et fast greb. Op til en tredjedel af landsbyerne forbød Jehovas Vidner at forkynde blandt beboerne, og nogle bragte endda meddelelser om det i radioen. Derfor krævede det meget tid og stor tålmodighed at hjælpe nye til at gøre fremskridt. Alligevel kom mange med i sandheden, deriblandt nogle med alvorlige helbredsproblemer.

HELBREDSPROBLEMER OVERVINDES FOR AT TJENE JEHOVA

En af dem var Metusela Neru, der som 12-årig var faldet af en hest og havde brækket ryggen. „Efter denne ulykke gik han meget foroverbøjet og havde konstante smerter,“ fortæller en missionær. Da Metusela begyndte at studere Bibelen som 19-årig, modstod hans familie ham, men han gav ikke op. På grund af sit handicap blev det der normalt ville være en fem minutters gåtur til menighedens møder, forvandlet til en prøvelse der varede tre kvarter. Alligevel gjorde Metusela gode fremskridt, og i 1990 blev han døbt. Senere begyndte han i heltidstjenesten som pioner og kvalificerede sig til at tjene som ældste. Siden da har over 30 af hans slægtninge overværet møder i Faga, og adskillige er blevet døbt. Metusela kæmper stadig med sit handicap, men han er kendt for sit smil og sit lyse sind.

En anden der overvandt alvorlige helbredsproblemer for at gøre åndelige fremskridt, var Saumalu Taua’anae. Saumalu var stærkt vansiret af spedalskhed og boede i den fjerntliggende landsby Aopo. Da hans landsby lå så isoleret, studerede han i begyndelsen Bibelen pr. brev med Ivan Thompson. Så flyttede specialpioneren Asa Coe til Savaii og overtog studiet. Da Saumula i 1991 skulle overvære sit første møde, måtte han køre i to timer til Taga, en landsby på den modsatte side af øen.

Første gang Saumalu overværede en særlig stævnedag, var han så forlegen over sit vansirede udseende at han blev siddende i sin bil og hørte programmet derfra. Han blev dybt bevæget da brødre og søstre venligt kom hen til ham i middagspausen og bød ham hjerteligt velkommen. Han tog taknemmeligt imod deres kærlige indbydelse og overværede resten af programmet siddende sammen med de andre tilhørere.

Inden længe begyndte Saumalu og hans kone, Torise, at overvære møderne i Faga, selvom de måtte køre over en time hver vej. Saumalu blev døbt i 1993 og er senere blevet menighedstjener. Selv efter at han fik amputeret det ene ben, kørte han stadig i sin bil til møderne. Saumalu og Torise har flittigt forkyndt uformelt og over telefonen, for myndighederne i deres landsby har forbudt Jehovas Vidner at forkynde dér.

I dag bor de i Apia, hvor Saumalu får regelmæssige behandlinger for sine mange helbredsproblemer. Han er ikke bitter, men er kendt for sit positive og glade livssyn. Både han og hans kone nyder stor respekt på grund af deres stærke tro.

’Jehova har besvaret mine bønner’

FAIGAAI TU

FØDT 1932

DØBT 1964

PROFIL Faigaai Tu var pioner på øerne Upolu og Savaii fra 1965 til 1980, og hun bor nu på Savaii.

JEG er født med slemt misdannede klumpfødder. Det betyder at mine fodsåler er bøjet ind under mine hæle, så jeg har meget svært ved at gå.

Da jeg hørte om sandheden første gang, gjorde den et dybt indtryk på mig. Jeg ville gerne overvære menighedens møder, men hvordan skulle jeg kunne gå dertil ad den hårde og stenede vej? Med tiden blev jeg dog god til at lave sko til mig selv af klip-klappere. Med dem på kunne jeg gå bedre.

Jeg begyndte som pioner kort tid efter at jeg var blevet døbt. Efter at have været pioner i ni år på øen Upolu, flyttede jeg med min søster og hendes mand til Savaii, hvor der var behov for forkyndere af Riget. Her var jeg specialpioner sammen med min niece, Kumi Falema’a.

Kumi og jeg tog hver uge bussen fra Faga til Lata, en lille landsby på Savaiis vestkyst. Når vi havde ledet et bibelstudium med en dame i Lata, måtte vi gå otte kilometer til landsbyen Taga for at studere med en anden dame. Vi overnattede hos hende og hendes familie, og om morgenen tog vi med bussen tilbage til Faga. Sådan gjorde vi i cirka to år. Til vores store glæde blev begge disse kvinder og deres familier senere Jehovas Vidner.

Da min familie flyttede fra Savaii, blev jeg tilbage for at tage mig af en lille gruppe søstre og interesserede kvinder i Faga. Jeg ledede det ugentlige vagttårnsstudium og menighedsbogstudiet og gik med søstrene ud i forkyndelsen fra hus til hus. En gang om måneden kom en ældste fra Apia for at lede et af vores søndagsmøder. Landsbyens høvding forbød os at synge Rigets sange ved vores møder, så vi nøjedes med at læse ordene højt. Fem år senere kom et missionærpar, Leva og Tenisia Faai’u, fra New Zealand for at hjælpe vores lille gruppe. Senere kom der andre til. I dag er der to blomstrende menigheder på Savaii, en i Faga og en i Taga.

Jeg er aldrig blevet gift, men jeg elsker børn og kan lide at være sammen med dem. Nogle børn har endda boet hos mig i en periode. Det har glædet mig meget at se mine åndelige „børn“ vokse og tage standpunkt for Jehova.

Nu er jeg gammel og kan ikke længere gå fra hus til hus. Jeg leder bibelstudier hjemme hos mig selv og forkynder for folk jeg møder på det lokale hospital. Men mine begrænsninger irriterede mig, så jeg bad Jehova om hjælp til at gøre noget mere. Så fortalte nogle missionærer i min menighed mig om telefonforkyndelse. Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg se at Jehova virkelig har besvaret mine bønner.