Samoa: En pionersøster ved navn Elena ledede et bibelstudium med en kvinde der var metodist, og hvis hus lå lige over for præstens. Studiet blev holdt på husets veranda, som præsten havde frit udsyn til. En dag kom præsten på besøg mens de studerede. Kvinden spurgte ham hvad han ville, og præsten svarede: „Jeg leder efter min lille gris. Jeg har ikke set hende i næsten en måned.“ Så vendte han sig om mod Elena og spurgte: „Ved du hvorfor min lille gris er løbet sin vej?“ Da Elena troede at han talte om en bogstavelig gris, sagde hun at den måske var løbet væk fordi den hele tiden fik det samme at æde. Hun foreslog ham at prøve at give den en anden slags mad. Til Elenas overraskelse pegede præsten på kvinden og sagde: „Hun er min lille gris!“ Så tilføjede han: „Du har stjålet hende fra mig. Du må øjeblikkelig holde op med at læse de bøger med hende og ikke begynde på det igen.“ (Præsterne har stor magt i de samoanske landsbyer). Kvinden gav sig til at græde. Elena prøvede at berolige hende og forklarede at Bibelen har forudsagt at man vil komme til at opleve sådanne ting når man studerer Bibelen.

Elena tilpassede sig situationen ved at holde studiet et andet sted, en anden dag og på et andet tidspunkt.

Hun fortæller: „I stedet for at holde studiet i det fri rykkede vi ind i et lille værelse i den bagerste ende af kvindens hus. Det var et meget varmt sted, men studiet kunne i det mindste fortsætte. Her studerede vi i to måneder. En dag da vi lige havde indledt med bøn, overraskede præsten os ved pludselig at dukke op. Jeg troede at han kom for at standse studiet, men han havde ændret holdning.“

Han lyttede til drøftelsen og stillede endda spørgsmål. Efter studiet vendte han sig mod kvinden og sagde: „Der er noget jeg gerne vil fortælle dig. I aftes kørte vi ind til byen, men på vejen hjem brød vores bil sammen i nærheden af en af de andre landsbyer. En ung mand og et ægtepar kom for at hjælpe os med at reparere bilen. Den ville dog ikke starte, så de tilbød at køre os hjem efter at jeg havde stillet bilen der hvor de boede. Da jeg kom ind i deres bil, fik jeg øje på nogle eksemplarer af Vagttårnet og andre publikationer. Det faldt mig ind at disse mennesker måske var fra den samme kirke som den dame der kommer og besøger dig.“

Nu svarede kvinden ham: „Du har ret. Det er Elenas børn.“ Han undskyldte og sagde så: „Bliv ved med det du gør. Nu ved jeg at Jehovas Vidner er gode og kærlige mennesker. Tilgiv mig det jeg sagde. Denne form for undervisning ville hjælpe folk i min kirke til at ændre deres holdninger.“ Fra og med den dag holdt de ikke længere studiet i det lille, varme værelse bagerst i huset, men på den køligere veranda, for øjnene af præsten, der ikke har generet dem siden.

[Illustration på side 58]

Elena, Samoa