SAMOA SLÅR DØRENE OP

Frem til 1974 vanskeliggjorde myndighederne arbejdet i Samoa ved at pålægge os begrænsninger der hindrede missionærer i at komme ind i landet. Men i det år henvendte lokale ansvarshavende brødre sig direkte til premierministeren for at tale med ham om sagen. En af disse brødre, Mufaulu Galuvao, skriver: „Under denne samtale gik det op for os at en regeringsembedsmand havde nedsat et uautoriseret udvalg der behandlede alle missionæransøgninger. Det var vores religiøse modstandere der sad i udvalget, og de afviste simpelt hen alle vores visumansøgninger på stedet, endda uden at underrette premierministeren.

Premierministeren kendte intet til dette komplot og bad derfor straks chefen for immigrationsmyndighederne om at hente Jehovas Vidners sagsmappe. Endnu mens vi var til stede, opløste han fupudvalget og gav Paul og Frances Evans hver et treårigt missionærvisum med mulighed for forlængelse.“ Det var dejlige nyheder! Efter 19 års stadige bestræbelser lykkedes det dem endelig at komme til Samoa med fuld missionærstatus!

Paul og Frances boede i begyndelsen hos Mufaulu Galuvao og hans familie, men i 1977, da John og Helen Rhodes ankom, flyttede begge par ind i et lejet missionærhjem i Vaiala, Apia. Blandt de andre missionærer der kom til Samoa, var Robert og Betty Boies i 1978, David og Susan Yoshikawa i 1979, og Russell og Leilani Earnshaw i 1980.

ØLIVETS UDFORDRINGER

De Jehovas Vidner der gennem årene er flyttet til Samoa, opdagede snart at der selv i dette paradis er visse udfordringer. En af dem har at gøre med transport. „De to første år vi var missionærer i Apia, måtte vi ofte gå meget langt for at komme til møderne og ud i forkyndelsen,“ fortæller John Rhodes. „Vi tog også de populære og farverige busser for at komme rundt.“

Busserne er dekoreret efter alle kunstens regler og består normalt af en trækabine der er fastgjort til laddet på en lille eller mellemstor lastvogn. Passagererne sidder som sild i en tønde og medbringer alt fra landbrugsredskaber til friske afgrøder. Høj musik og glad sang bidrager til den festlige atmosfære om bord. Stoppesteder, køreplaner og busruter varierer en del. „Bussen til Vava’u er altid præcis,“ står der i en rejsehåndbog, „den kommer når den kommer.“

„Hvis vi gerne ville købe noget undervejs, bad vi bare chaufføren om at standse,“ fortæller John. „Når vi havde købt det vi ville, gik vi ind i bussen igen og fortsatte turen. Der var ingen der tog sig af forsinkelsen.“

Hvis bussen var fuld, måtte nye passagerer sidde på skødet af dem der havde en siddeplads. Missionærbrødrene lærte derfor hurtigt at have deres kone på skødet. Når bussen nåede bestemmelsesstedet, betalte børn og voksne ofte for turen med en lille mønt som de trak ud af øret — en praktisk pung til mønter!

Missionærer og forkyndere sejlede i små både eller benyttede fly når de skulle fra den ene ø til den anden. Rejserne kunne være farefulde, og forsinkelser var uundgåelige. „Vi måtte lære at være tålmodige og udvikle humoristisk sans,“ siger Elizabeth Illingworth, der sammen med sin mand, Peter, i mange år virkede i kredstjenesten i det sydlige Stillehavsområde.

Det kan være vanskeligt at rejse til fods når det regner kraftigt — især når det er sæson for cykloner. Engang da missionæren Geoffrey Jackson var på vej til bogstudium, forsøgte han at krydse en flod der var gået over sine bredder, men gled og faldt ned i den rivende strøm. Da han kom op, våd og tilsølet, fortsatte han til mødet, hvor værtsfamilien sørgede for at han kunne få tørt tøj på — en lang, sort lavalava (en polynesisk slå om-nederdel). Hans venner havde svært ved at holde latteren tilbage da en nyinteresseret ved mødet forvekslede ham med en katolsk præst! Broder Jackson er nu medlem af Det Styrende Råd.

Andre udfordringer som de nyankomne stod over for, havde at gøre med at mestre et nyt sprog, tilpasse sig den konstante tropiske varme, tackle nye sygdomme, klare sig med færre moderne bekvemmeligheder og udholde sværme af stikkende insekter. „Missionærerne ofrede sig virkelig for os,“ skriver Mufaulu Galuvao, „og det fik mange taknemmelige forældre til at opkalde deres børn efter de kære brødre og søstre der så kærligt havde hjulpet dem.“

Seks år senere blev to missionærsøstre, Tia Aluni — den første samoaner der gennemgik Gileadskolen — og hendes makker, Ivy Kawhe, indbudt til at flytte fra Amerikansk Samoa til Savaii. De ankom i 1961 og fik husly hos et ældre par i Fogapoa, en landsby på øens østside. Senere fik de for en tid selskab af en specialpionersøster der tidligere havde boet på Savaii. For at tilskynde og støtte den nye gruppe på 6-8 personer kom brødre fra Apia på besøg en gang om måneden og holdt offentlige foredrag. Møderne blev holdt i en lille fale i Fogapoa.

Tia og Ivy blev på Savaii til 1964, da de fik tildelt distrikt på en anden ø.

Fra begyndelsen af 1979 fik flere missionærpar tildelt distrikt på Savaii for at hjælpe de lokale forkyndere. Blandt dem var Robert og Betty Boies, John og Helen Rhodes, Leva og Tenisia Faai’u, Fred og Tami Holmes, Brian og Sue Mulcahy, Matthew og Debbie Kurtz og Jack og Mary Jane Weiser. Med missionærerne til at føre an gik arbejdet på Savaii støt og roligt fremad.