• Samoa
    Jehovas Vidners Årbog 2009

    • HJÆLP UDEFRA

      I maj 1953 ankom det australske pionerægtepar Ronald og Olive (Dolly) Sellars til Samoa for at hjælpe menigheden i Apia. „Det australske afdelingskontor havde midlertidigt mistet kontakten med brødrene og var bekymrede for dem,“ skriver Ron. „Vi havde sagt at vi gerne ville tjene i Stillehavsområdet, så derfor bad afdelingskontoret os om at rejse til Samoa og samarbejde med den nyoprettede menighed som specialpionerer.“

      På vej til Samoa sad Ron og Dolly i en flyvebåd og forberedte sig mentalt på den slags udfordringer som man ofte møder i fjerne missionærdistrikter. „Sikke en overraskelse vi fik da vi ankom,“ fortæller Ron. „Øen var dækket af frodig tropevegetation. Overalt så vi glade, smilende mennesker der virkede stærke og sunde. Børn legede omkring stråtækte huse uden vægge og med rene gulve af koraller. Ingen havde travlt eller bekymrede sig om hvad klokken var. Det lod til at vi var kommet i paradis.“

      Ron og Dolly Sellars flyttede ind hos Peles familie og gik straks i gang med arbejdet. „Jeg mødtes med brødrene næsten hver aften for at besvare deres mange spørgsmål,“ fortæller Ron. „De kendte grundsandhederne, men jeg kunne hurtigt se at der var en del de måtte ændre for at leve op til Guds normer. For at hjælpe dem i denne vanskelige periode forsøgte Dolly og jeg at være ekstra tålmodige og vise dem mere end almindelig kærlighed.“ Sørgeligt nok var der nogle som ikke tog imod kærlig bibelsk tilrettevisning, men gled bort fra menigheden. Andre viste imidlertid ydmyghed og reagerede godt på oplæringen og tilskyndelserne. Med tiden voksede de åndeligt, og resultatet var at menigheden blev lutret og styrket.

      Ron og Dolly førte også an i forkyndelsen fra hus til hus. Indtil da havde de fleste af brødrene kun forkyndt uformelt for venner og naboer. Når de nu forkyndte fra hus til hus sammen med Ron og Dolly, fandt de stor interesse. „Engang blev vi opfordret til at besøge en landsby for at fortælle en interesseret høvding mere om Riget,“ skriver Ron. „Først spiste vi et måltid, og så fulgte en livlig bibelsk drøftelse. Da der var gået en time, havde drøftelsen udviklet sig til et offentligt foredrag fordi næsten 50 tilhørere var dukket op — og vi havde ikke engang inviteret nogen!“ Forkynderne kunne ofte konstatere at studier med 2-3 interesserede tiltrak mellem 10 og 40 tilskuere som gerne ville vide mere om Jehovas Vidners arbejde.

      Kristenhedens præsteskab lagde også mærke til det der skete. Da myndighederne nægtede at forlænge Ron og Dollys besøgsvisa, henvendte Ron sig til højkommissæren for at høre hvorfor. „Han sagde at visse præster havde klaget til regeringen over vores forkyndelse,“ fortæller Ron. „Derfor ville han kun forlænge vores visa hvis vi lovede at holde op med at hjælpe menigheden i forkyndelsesarbejdet. Det ville jeg ikke gå med til. Jeg sagde også til ham at ingen kunne standse Guds gerning, noget han gjorde vel i at bemærke. Han lo og sagde: ’Nu får vi se hvad der sker når I rejser!’“