Førstegrøden af hvedehøsten skulle behandles anderledes end førstegrøden af byghøsten. Af to tiendedele efa (4,4 liter) fint hvedemel skulle der bages to syrede brød. De skulle være „fra jeres boliger“, hvilket vil sige at de skulle være som de brød man brugte i den daglige husholdning og ikke specielt til et helligt formål. (3Mo 23:17) Sammen med brødene blev der frembåret brændofre og et syndoffer, og desuden blev der ofret to vædderlam som et fællesskabsoffer. Præsten bragte brødene og lammene som et svingningsoffer for Jehovas ansigt ved at lægge hænderne under brødene og kødstykkerne og svinge dem frem og tilbage som et udtryk for at de blev frembåret for Jehova. Efter at brødene og lammene var frembåret på denne måde, tilfaldt de præsten, der kunne spise dem som et fællesskabsoffer. — 3Mo 23:18-20.

Disse disciple, med de 3000 der blev føjet til den dag (Apg 2:41), og andre der kom til senere, var ikke den første førstegrøde til Gud. Dét var Jesus Kristus selv, for han var blevet oprejst den 16. nisan år 33 (1Kor 15:23), den dag neget af byghøsten blev frembåret som et svingningsoffer. Disciplene var derimod som førstegrøden af den anden høst, hvedehøsten, „en førstegrøde“ for Gud. (Jak 1:18) De blev nu Guds nye nation, „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“. — 1Pe 2:9.