I en brændende ildovn

Vi var i alt tre brødre der blev arresteret. Min kone kom ikke engang ned på politistationen for at se til mig. Vi blev først sendt til et fængsel i Iraklio. Som beskrevet i indledningen følte jeg mig ensom og modløs. Derhjemme sad min unge kone, som ikke sympatiserede med min tro, med to små børn. Jeg bad inderligt Jehova om hjælp. Da kom jeg i tanke om Hebræerne 13:5 hvor Gud siger: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ Jeg indså visdommen i at stole ubetinget på Jehova. — Ordsprogene 3:5.

Under mit fangenskab blev jeg ved med at skrive til min kone — uden nogen sinde at få svar tilbage. Alligevel gav jeg udtryk for ømhed, gjorde hvad jeg kunne for at trøste, og prøvede at forsikre hende om at det kun var noget midlertidigt, og at vi kunne blive lykkelige igen.

En uventet velsignelse og flere problemer

Jeg blev løsladt i slutningen af 1950 og vendte hjem syg, bleg, udmagret og usikker på hvilken modtagelse jeg ville få. Jeg var lykkelig for at se min kone og mine børn igen. Hvad der var endnu bedre var at Frosini til min store overraskelse ikke længere var så fjendtlig. Brevene fra fængselet havde gjort deres virkning. Min udholdenhed og ihærdighed havde gjort indtryk på Frosini. Vi havde snart en lang, forsonende samtale. Hun tog imod et bibelstudium og fik tro på Jehova og hans løfter. En af de lykkeligste dage i mit liv var da jeg i 1952 havde den glæde at døbe hende som en indviet tjener for Jehova.