Kapitel 23

Det andet ve — rytterhære

1. Hvordan er det gået trods præsternes forsøg på at udrydde græshopperne, og hvad vidner dét at der skal komme endnu to veer om?

SIDEN 1919 har den symbolske græshoppeinvasion i kristenheden voldt præsterne betydeligt ubehag. De har forsøgt at udrydde græshopperne, men plagen er blot taget til i styrke. (Åbenbaringen 9:7) Og ikke nok med det! Johannes skriver: „Det ene ve er forbi. Se! Der kommer endnu to veer efter dette.“ (Åbenbaringen 9:12) Der er flere pinefulde plager i vente for kristenheden.

2. (a) Hvad sker der idet den sjette engel blæser i sin trompet? (b) Hvad repræsenterer ’stemmen fra hornene på guldalteret’? (c) Hvorfor nævnes der fire engle?

² Hvorfra kommer det andet ve? Johannes skriver: „Og den sjette engel blæste i sin trompet. Og jeg hørte en stemme fra hornene på guldalteret der er foran Gud, sige til den sjette engel, som havde trompeten: ’Løs de fire engle som er bundet ved den store flod Eufrat.’“ (Åbenbaringen 9:13, 14) Englene bliver løst som svar på en stemme der lyder fra hornene på guldalteret. Det er det gyldne røgelsesalter, og røgelsen i guldkarrene fra dette alter er to gange tidligere blevet forbundet med de helliges bønner. (Åbenbaringen 5:8; 8:3, 4) Stemmen fra dette alter repræsenterer derfor de forenede bønner der opsendes af de hellige på jorden. De beder om at de selv må blive udfriet, så de atter kan udføre deres energiske tjeneste som Jehovas „sendebud“, hvilket er grundbetydningen af det græske ord der her er gengivet med „engle“. Hvorfor er der fire engle? Dette symbolske antal synes at angive at de ville være sådan organiseret at de kunne dække hele jorden. — Åbenbaringen 7:1; 20:8.

3. I hvilken forstand havde de fire engle været „bundet ved den store flod Eufrat“?

³ I hvilken forstand havde disse engle været „bundet ved den store flod Eufrat“? Floden Eufrat dannede i fortiden den nordøstlige grænse for det land Jehova havde lovet Abraham. (1 Mosebog 15:18; 5 Mosebog 11:24) Englene var åbenbart blevet holdt tilbage ved grænsen til deres gudgivne land eller jordiske virkeområde, så de ikke kunne gå fuldt og helt ind i den tjeneste Jehova havde beredt dem. Eufrat var også nært knyttet til byen Babylon, og efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. tilbragte de kødelige israelitter 70 år i fangenskab dér, „bundet ved den store flod Eufrat“. (Salme 137:1) Ved begyndelsen af 1919 var de åndelige israelitter bundet på tilsvarende måde; de var dybt bedrøvede og bad om Jehovas ledelse.

4. Hvilken opgave har de fire engle, og hvordan er den blevet udført?

⁴ Johannes kan lykkeligvis berette: „Og de fire engle, som var beredt til timen og dagen og måneden og året, blev løst, så de kunne dræbe en tredjedel af menneskene.“ (Åbenbaringen 9:15) Jehova er tidsbevidst og præcis. Han har en tidsplan som han nøje overholder. Disse sendebud bliver derfor løst nøjagtig til tiden, i tide til at udføre den opgave de skal i gang med. Det var med stor glæde de kom ud af trældommen i 1919, rede til at virke. Det blev pålagt dem ikke blot at pine men til sidst at „dræbe en tredjedel af menneskene“. Dette har tilknytning til de plager der blev bebudet af de fire første trompetstød og som hjemsøgte en tredjedel af jorden, havet, skabningerne i havet, floderne, vandkilderne og de himmelske lyskilder. (Åbenbaringen 8:7-12) De fire engle går videre. De ’dræber’ en tredjedel af menneskene, det vil sige afslører til fulde kristenhedens åndeligt døde tilstand. Dette er sket ved hjælp af erklæringer som er blevet udbasuneret fra 1922 og frem til i dag.

5. Hvordan blev lyden af det sjette trompetstød gentaget over for kristenheden i 1927?

⁵ Husk at den himmelske engel netop har blæst i den sjette trompet. Som reaktion blev det sjette af bibelstudenternes årlige internationale stævner holdt i Toronto i staten Ontario, Canada. Programmet om søndagen, den 24. juli 1927, blev udsendt over 53 radiostationer, den største sammenkobling af radiostationer der indtil da havde fundet sted. Dette talte budskab nåede ud til en lytterskare på uden tvivl mange millioner. Først blev der oplæst en magtfuld resolution der afslørede kristenheden som åndeligt død og fremsatte indbydelsen: „Gud byder i denne Forvirringens Time Menneskene at vende sig bort fra den organiserede Kristenhed og ophøre med at støtte den ... I Stedet for bør Menneskene sværge Gud Jehova og hans Rige Troskab.“ Titlen på det efterfølgende offentlige foredrag var „Frihed for Folkene“. J. F. Rutherford holdt det i sin sædvanlige dynamiske stil, som svarede udmærket til „ilden og røgen og svovlet“ som Johannes dernæst ser i synet.

6. Hvordan beskriver Johannes de rytterhære han dernæst ser?

⁶ „Og tallet på rytterhærene var to gange ti tusind gange ti tusind: Jeg hørte tallet på dem. Og sådan så jeg hestene i synet og dem der sad på dem: de havde ildrøde og hyacintblå og svovlgule brystharnisker; og hestenes hoveder var som løvehoveder, og ud af deres munde kom ild og røg og svovl. Ved disse tre plager blev en tredjedel af menneskene dræbt, af ilden og røgen og svovlet som kom ud af deres munde.“ — Åbenbaringen 9:16-18.

7, 8. (a) Under hvis ledelse kommer disse rytterhære tordnende? (b) På hvilke måder svarer rytterhærene til græshopperne i det foregående?

⁷ Disse rytterhære kommer åbenbart tordnende under ledelse af de fire engle. Hvilket frygtindgydende syn! Forestil dig hvordan du ville reagere hvis du var målet for et sådant rytteriangreb! Selve rytteriets udseende ville slå dig med rædsel. Lagde du for øvrigt mærke til hvor meget disse rytterhære minder om de forudgående græshopper? Græshopperne lignede heste; i rytterhærene er der heste. Begge grupper er altså involveret i teokratisk krigsførelse. (Ordsprogene 21:31) Græshopperne havde tænder som løver; hestene i rytterhærene har hoveder som løver. Begge parter er derfor knyttet til den modige løve af Judas stamme, Jesus Kristus, som er deres fører, kommandør og forbillede. — Åbenbaringen 5:5; Ordsprogene 28:1.

⁸ Både græshopperne og rytterhærene deltager i Jehovas domsgerning. Græshopperne kom ud af den røg der varslede ve og ødelæggende ild for kristenheden; af hestenes munde udgår der ild, røg og svovl. Græshopperne havde brystharnisker af jern, hvilket betegnede at deres hjerte var beskyttet af urokkelig hengivenhed for retfærdighed; rytterne har brystharnisker som er røde, blå og gule, og som derved afspejler ilden, røgen og svovlet i de dødbringende domsbudskaber der vælder frem fra hestenes munde. (Jævnfør Første Mosebog 19:24, 28; Lukas 17:29, 30.) Græshopperne havde haler ligesom skorpioner til at pine med; hestene har haler ligesom slanger til at dræbe med! Det ser ud til at det der blev påbegyndt af græshopperne, skal følges op med forøget styrke og afsluttes af rytterhærene.

9. Hvad symboliserer rytterhærene?

⁹ Hvad symboliserer disse rytterhære så? Ligesom det var den salvede Johannesskare der indledte den trompetlignende proklamation af Jehovas dom over kristenheden, med myndighed til at ’stikke og skade’ den, må vi kunne forvente at det er den samme gruppe der sendes ud for at „dræbe“ den, det vil sige bekendtgøre at kristenheden og dens præsteskab er fuldstændig døde i åndelig henseende, forkastede af Jehova og tjenlige til at komme i den evige tilintetgørelses ’ildovn’. Ja, hele det store Babylon vil blive udslettet. (Åbenbaringen 9:5, 10; 18:2, 8; Mattæus 13:41-43) Men før kristenheden bliver tilintetgjort, bruger Johannesskaren „åndens sværd, det vil sige Guds ord,“ til at afsløre dens dødlignende tilstand. Dette arbejde, hvorved „en tredjedel af menneskene“ i billedlig forstand dræbes, bliver ledet af de fire engle og hestenes ryttere. (Efeserne 6:17; Åbenbaringen 9:15, 18) Det vidner om at det hele er godt organiseret og teokratisk ledet under tilsyn af Herren Jesus Kristus når den imponerende hær af rigsforkyndere kaster sig ud i kampen.

To gange ti tusind gange ti tusind

10. I hvilken forstand er der to gange ti tusind gange ti tusind ryttere?

¹⁰ Hvordan kan der være to gange ti tusind gange ti tusind af disse ryttere? Det bliver i alt 200 millioner.a Det er glædeligt at der nu er flere millioner rigsforkyndere, men der er langtfra 200 millioner! Husk imidlertid hvad Moses sagde ifølge Fjerde Mosebog 10:36: „Vend tilbage, Jehova, til Israels titusinder af tusinder.“ (Jævnfør Første Mosebog 24:60.) Opfattet bogstaveligt ville dette betyde at Israel skulle bestå af mindst tyve millioner. Men Israel talte kun omkring to-tre millioner på Moses’ tid. Hvad mente Moses da? Han tænkte uden tvivl på at israelitterne ikke skulle kunne tælles, at de skulle være talløse „som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“. (1 Mosebog 22:17; 1 Krønikebog 27:23) Han benyttede altså ordet for „ti tusind“ til at angive et stort men ikke nærmere angivet antal. Verset gengives derfor således i The New English Bible: „Hvil, HERRE over Israels utallige tusinder.“ Dette stemmer med at det græske og det hebraiske ord for „ti tusind“ ifølge ordbøgerne også kan bruges i betydningen ’mængde’, ’utallig, stor mængde’. — Gesenius: A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament; C. Berg: Græsk-dansk Ordbog.

11. Hvad må der til for at Johannesskaren, selv i symbolsk forstand, kan omtales som to gange ti tusind gange ti tusind?

¹¹ Men de medlemmer af Johannesskaren der endnu er tilbage på jorden, tæller jo ikke engang én gange ti tusind. Hvordan kan de sammenlignes med en rytterhær på utallige tusinder? Ville de ikke behøve forstærkning for at kunne omtales som „to gange ti tusind gange ti tusind“, selv i symbolsk forstand? Jo, det har de behøvet, og ved Jehovas ufortjente godhed har de også fået det! Hvor er denne forstærkning kommet fra?

12, 13. Hvilken historisk udvikling fra 1918 til 1935 viser hvorfra der er kommet forstærkning?

¹² I perioden fra 1918 til 1922 begyndte Johannesskaren at fremholde den lykkelige fremtidsudsigt for den nødlidende menneskehed at ’millioner af nulevende mennesker aldrig skulle dø’. I 1923 blev det gjort kendt at fårene i Mattæus 25:31-34 ville arve liv på jorden under Guds rige. Det samme håb blev fremholdt i brochuren Frihed for Folkene, der blev udgivet ved det internationale stævne i 1927. I begyndelsen af 1930’erne blev det påvist at den retskafne Jonadabskare og ’de mænd der sukkede og stønnede’ over kristenhedens sørgelige åndelige tilstand, var de samme som de symbolske får der havde udsigt til liv på jorden. (Ezekiel 9:4; 2 Kongebog 10:15, 16) Disse mennesker blev henvist til de nutidige „tilflugtsbyer“. I Vagttaarnet for 15. oktober 1934 stod der: „Jonadabskaren har hørt Lyden af Guds Horn, Guds Basun, og har givet Agt paa Advarselen om at fly til Guds Organisation og slutte sig til Guds Folk. I denne Stilling maa de forblive.“ — 4 Mosebog 35:6.

¹³ I 1935 blev de der udgjorde denne Jonadabskare specielt indbudt til at overvære Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C., USA. Fredag den 31. maj holdt J. F. Rutherford dér sit berømte foredrag „Den store Skare“, hvori han klart viste at denne gruppe der omtales i Åbenbaringen 7:9, er identisk med fårene i Mattæus 25:33 — en indviet skare med et jordisk håb. Som et forvarsel om det der ville komme, blev der ved dette stævne døbt 840 nye Vidner, hvoraf de fleste hørte til den store skare.b

14. Ville den store skare komme til at deltage i det symbolske rytteriangreb, og hvilken beslutning blev der givet udtryk for i 1963?

¹⁴ Har denne store skare deltaget i rytteriangrebet der begyndte i 1922 og som fik særlig kraft ved Torontostævnet i 1927? Det har den ganske afgjort — under ledelse af de fire engle, den salvede Johannesskare. Ved den verdensomspændende stævnerække i 1963 over temaet „En evigvarende god nyhed“ vedtog den sammen med Johannesskaren en opflammende resolution. Det blev heri erklæret at „verden vil ... rammes af enorme vanskeligheder som af et jordskælv uden lige“ og at „alle dens politiske institutioner og nutidens religiøse Babylon vil synke i grus“. Og der blev givet udtryk for denne beslutning: „Vi [vil] uden partiskhed forkynde alle mennesker ’den evigvarende gode nyhed’ om hans messianske rige og om hans domme, der rammer fjenderne som en plage; men når de eksekveres vil det betyde frihed for alle de mennesker der ønsker at tilbede Gud, Skaberen, i ånd og i sandhed.“ Denne resolution blev vedtaget med begejstring ved 24 stævner jorden rundt af i alt 454.977 stævnedeltagere, hvoraf over 95 procent var af den store skare.

15. (a) Hvor stor en procentdel udgjorde den store skare i 2005 af den arbejdsstyrke Jehova bruger i marken? (b) Hvordan fremgår det af Jesu bøn i Johannes 17:20, 21 at den store skare er i samhørighed med Johannesskaren?

¹⁵ Den store skare er vedblevet med at erklære sin uforbeholdne samhørighed med Johannesskaren i udgydelsen af plagerne over kristenheden. I 2005 udgjorde denne store skare over 99,8 procent af den arbejdsstyrke Jehova benytter i marken. Dens medlemmer er i fuld overensstemmelse med Johannesskaren, om hvem Jesus bad denne bøn i Johannes 17:20, 21: „Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, for at verden kan tro at du har udsendt mig.“ Mens den salvede Johannesskare fører an under Jesu ledelse, slår den nidkære store skare følge med den i det mest ødelæggende rytteriangreb i hele menneskehedens historie!c

16. (a) Hvordan beskriver Johannes de symbolske hestes munde og haler? (b) Hvordan har Jehovas tjenere fået munden beredt til tjeneste? (c) Hvad svarer til at „deres haler er ligesom slanger“?

¹⁶ Rytterhærene behøver udrustning til kampen. Og Jehova har i sandhed sørget for dette! Johannes beskriver det: „For hestenes myndighed er i deres munde og i deres haler; for deres haler er ligesom slanger og har hoveder, og med dem gør de skade.“ (Åbenbaringen 9:19) Jehova har ordineret sine indviede, døbte forkyndere til denne tjeneste. Gennem den teokratiske skole og andre menighedsmøder og skoler har han lært dem at forkynde ordet, sådan at de kan tale myndigt med „de oplærtes tunge“. Han har lagt sine ord i deres mund og sendt dem ud for at gøre hans domme kendt „offentligt og fra hus til hus“. (2 Timoteus 4:2; Esajas 50:4; 61:2; Jeremias 1:9, 10; Apostelgerninger 20:20) Johannesskaren og den store skare har efterladt et stikkende og svidende budskab, svarende til hestenes haler, i de milliarder af bibler, bøger, brochurer og blade de har uddelt i årenes løb. For deres modstandere, der underrettes om den „skade“ der vil komme fra Jehova, synes disse rytterhære i sandhed at tælle to gange ti tusind gange ti tusind. — Jævnfør Joel 2:4-6.

17. Har Jehovas Vidner i de lande hvor man ikke kan uddele publikationer fordi arbejdet er forbudt, nogen andel i rytteriangrebet? Forklar nærmere.

¹⁷ En meget nidkær deling af disse rytterhære udgøres af brødrene i de lande hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt forbud. Som får blandt ulve må de være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. I lydighed mod Jehova kan de ikke holde op med at tale om det de har set og hørt. (Mattæus 10:16; Apostelgerninger 4:19, 20; 5:28, 29, 32) Skal vi mene at de ikke har nogen andel i rytteriangrebet, fordi de kun har få eller måske ingen trykte publikationer at uddele offentligt? Nej, på ingen måde! De har deres mund, og de har myndighed fra Jehova til at bruge den til at tale Bibelens sandhed. Dette gør de uformelt og overbevisende, hvorved de opretter bibelstudier og ’fører mange til retfærdighed’. (Daniel 12:3) Skønt de måske ikke stikker med deres haler ved at efterlade hårdtslående trykte budskaber, udgår der ild, røg og svovl fra deres mund når de taktfuldt og forstandigt aflægger vidnesbyrd om Jehovas hævns dag der nærmer sig.

18. På hvor mange sprog og i hvor stort et antal har rytterhærene uddelt det plagende budskab i trykt form?

¹⁸ Andre steder spredes der fortsat publikationer om Riget som afslører kristenhedens babyloniske lærdomme og skikke og derved i billedlig forstand volder den fortjent skade. Ved til enhver tid at anvende moderne trykkemetoder har den talrige rytterhær i de 68 år forud for 2005 været i stand til at udbrede milliarder af bibler, bøger, blade og brochurer på over 450 af verdens sprog — mange gange flere end bogstaveligt to gange ti tusind gange ti tusind. Disse haler har i sandhed voldt smertefuld skade!

19, 20. (a) Hvordan har enkeltpersoner i lande der ligger langt fra kristenheden, reageret, selv om de plagende budskaber specielt har været rettet mod kristenheden? (b) Hvordan beskriver Johannes folks almindelige reaktion?

¹⁹ Det var Jehovas hensigt at dette plagende budskab skulle „dræbe en tredjedel af menneskene“. Det har derfor især været rettet imod kristenheden. Men det er også nået ud til lande som ligger langt fra kristenhedens område, deriblandt mange hvor de kristne trosretningers hykleri er velkendt. Har folk i disse lande nærmet sig Jehova som følge af de plager de har set blive rettet mod denne fordærvede religiøse organisation? Mange har. Der har været en villig og positiv reaktion blandt de ydmyge og sagtmodige mennesker der bor i områder uden for kristenhedens umiddelbare indflydelsessfære. Men hvad folk i almindelighed angår, har deres reaktion været som Johannes beskriver: „Men de øvrige af menneskene, som ikke blev dræbt af disse plager, ændrede ikke sind med hensyn til deres hænders gerninger, så de ikke tilbad dæmonerne og afguderne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå; og de ændrede ikke sind med hensyn til deres myrderier eller deres spiritistiske handlinger eller deres utugt eller deres tyverier.“ (Åbenbaringen 9:20, 21) Der vil ikke finde nogen verdensomvendelse sted. Alle som fortsætter med deres onde handlinger må imødese en ugunstig dom fra Jehova på den store dag hvor han hævder sit navn. Men ’enhver som påkalder Jehovas navn skal undslippe’. — Joel 2:32; Salme 145:20; Apostelgerninger 2:20, 21.

²⁰ Det vi har behandlet her, er en del af det andet ve. Men som vi får at se i de følgende kapitler, kommer der mere før dette ve er afsluttet.

[Fodnoter]

Kapitel 24

Et budskab som er både sødt og bittert

Sjette syn — Åbenbaringen 10:1–11:19

Emne: Den lille skriftrulle; handlinger i templet; der blæses i den syvende trompet

Tiden for opfyldelsen: Fra Jesu indsættelse på tronen i 1914 indtil den store trængsel

1, 2. (a) Hvad har det andet ve medført, og hvornår vil dette ve være afsluttet? (b) Hvem ser Johannes nu stige ned fra himmelen?

DET andet ve har været meget ødelæggende. Det har plaget kristenheden og dens ledere, „en tredjedel af menneskene“, som derved er blevet afsløret som åndeligt døde. (Åbenbaringen 9:15) Efter dette må Johannes have undret sig over hvad det tredje ve mon kunne bringe. Men vent! Det andet ve er endnu ikke forbi — ikke før vi når frem til det der nævnes i Åbenbaringen 11:14. Inden da bliver Johannes vidne til en række begivenheder som han selv kommer til at deltage i. Det begynder med et ærefrygtindgydende syn:

² „Og jeg så en anden stærk engel stige ned fra himmelen, klædt i en sky, og en regnbue var over hans hoved, og hans ansigt var som solen og hans fødder som ildsøjler.“ — Åbenbaringen 10:1.

3. (a) Hvem er ’den stærke engel’? (b) Hvad betyder regnbuen over hans hoved?

³ Hvem er denne ’stærke engel’? Det er åbenbart den herliggjorte Jesus Kristus i en ny rolle. At engelen er klædt i en usynlighedens sky minder om noget Johannes tidligere har sagt om Jesus: „Se! Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de der har gennemboret ham.“ (Åbenbaringen 1:7; jævnfør Mattæus 17:2-5.) Regnbuen over hans hoved minder om det syn Johannes tidligere har haft af Jehovas trone, rundt om hvilken der var „en regnbue, ligesom en smaragd at se på“. (Åbenbaringen 4:3; jævnfør Ezekiel 1:28.) Denne regnbue afspejlede den fred og ophøjede ro Guds trone er omgivet af. På samme måde betegner regnbuen over engelens hoved at der er tale om en særlig fredens budbringer, Jehovas forudsagte Fredsfyrste. — Esajas 9:6, 7.

4. Hvad betegner dét (a) at den stærke engels ansigt er „som solen“? (b) at engelens fødder er „som ildsøjler“?

⁴ Den stærke engels ansigt er „som solen“. I det syn Johannes tidligere har haft af Jesus i Guds tempel, nævnte han at Jesu ansigt var „som solen når den skinner i sin kraft“. (Åbenbaringen 1:16) Som „retfærdighedens sol“ skinner Jesus „med lægedom i sine vinger“ til gavn for dem der frygter Jehovas navn. (Malakias 4:2) Det er ikke blot engelens ansigt der stråler, men også hans fødder, der er „som ildsøjler“. Han står solidt som den Jehova har givet „al myndighed i himmelen og på jorden“. — Mattæus 28:18; Åbenbaringen 1:14, 15.

5. Hvad ser Johannes i den stærke engels hånd?

⁵ Johannes bemærker videre: „Og han havde i sin hånd en lille skriftrulle der var åbnet. Og han satte sin højre fod på havet og sin venstre på jorden.“ (Åbenbaringen 10:2) Endnu en skriftrulle? Ja, men denne her er ikke forseglet. Sammen med Johannes kan vi forvente snart at få flere spændende åbenbaringer at se. Men først ridses baggrunden op.

6. (a) Hvorfor er det meget passende at Jesu fødder står på jorden og havet? (b) Hvornår fik Salme 8:5-8 sin fulde opfyldelse?

⁶ Vi vender her tilbage til beskrivelsen af Jesus. Hans ildfødder står på jorden og havet, som han nu udøver fuld myndighed over. Det er som der siges i den profetiske salme: „Du [Jehova] gjorde ham [Jesus] lidt ringere end de gudlignende, ja, du kronede ham med herlighed og pragt. Du satte ham til at herske over dine hænders værk; alt har du lagt under hans fødder: småkvæg og okser, dem alle, og desuden det åbne lands dyr, himmelens fugle og havets fisk, hvad der færdes ad havenes stier.“ (Salme 8:5-8; se også Hebræerbrevet 2:5-9.) Denne salme fik sin fuldstændige opfyldelse i 1914, da Jesus blev indsat som konge i Guds rige og endens tid begyndte. Det Johannes ser i synet, indtræffer altså efter det år. — Salme 110:1-6; Apostelgerninger 2:34-36; Daniel 12:4.

De syv tordener

7. På hvilken måde råber den stærke engel, og hvad betyder hans råb?

⁷ Idet Johannes interesseret betragter denne stærke engel, afbrydes hans tanker af engelen selv: „Og han råbte med høj røst som når en løve brøler. Og da han råbte, opløftede de syv tordener deres egne røster.“ (Åbenbaringen 10:3) Et så kraftigt råb har givetvis fanget Johannes’ opmærksomhed og bekræftet for ham at Jesus er „løven af Judas stamme“. (Åbenbaringen 5:5) Johannes har også været klar over at Jehova selv undertiden siges at ’brøle’. Jehovas brølen varsler profetisk om det åndelige Israels genindsamling og om Jehovas ødelæggende dags komme. (Hoseas 11:10; Joel 3:14, 16; Amos 1:2; 3:7, 8) Den stærke engels løvebrøl må derfor indvarsle lignende store begivenheder for havet og jorden. Det får de syv tordener til at tale.

8. Hvad er ’de syv tordeners røster’?

⁸ Johannes har tidligere hørt tordener udgå fra Jehovas trone. (Åbenbaringen 4:5) På Davids tid blev bogstavelig torden undertiden omtalt som „Jehovas stemme“. (Salme 29:3) Da Jehova under Jesu jordiske tjeneste hørligt bekendtgjorde at han havde til hensigt at herliggøre sit navn, lød det for mange som torden. (Johannes 12:28, 29) Det er derfor nærliggende at antage at ’de syv tordeners røster’ er Jehovas egen erklæring af sine hensigter. At der var „syv“ tordener antyder at det Johannes hørte, var fuldstændigt.

9. Hvad befaler en stemme fra himmelen?

⁹ Men hør! Der lyder endnu en stemme. Den udsteder en befaling der må forekomme Johannes mærkelig: „Og da de syv tordener talte, ville jeg til at skrive; men jeg hørte en stemme fra himmelen sige: ’Forsegl det de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned.’“ (Åbenbaringen 10:4) Johannes må have været ivrig efter at høre og nedskrive disse tordnende budskaber, ligesom Johannesskaren i dag ivrigt har ventet på at Jehova skulle åbenbare sine guddommelige hensigter så de kunne blive publiceret. Men sådanne åbenbaringer kommer først når Jehovas tid er inde. — Lukas 12:42; se også Daniel 12:8, 9.

Den hellige hemmelighed fuldbyrdet

10. Hvem sværger den stærke engel ved, og hvordan lyder den ed han aflægger?

¹⁰ I mellemtiden har Jehova en anden opgave til Johannes. Efter at de syv tordener har lydt, taler den stærke engel igen: „Og engelen som jeg så stå på havet og på jorden, løftede sin højre hånd mod himmelen og svor ved Ham som lever i evighedernes evigheder, som har skabt himmelen og det der er i den, og jorden og det der er på den, og havet og det der er i det: ’Der vil ikke længere være nogen tøven.’“ (Åbenbaringen 10:5, 6) Hvem sværger den stærke engel ved? Den herliggjorte Jesus sværger ikke ved sig selv, men ved den højeste Myndighed af alle, Jehova, himmelens og jordens udødelige Skaber. (Esajas 45:12, 18) Med sin ed forsikrer engelen Johannes om at der ikke længere vil være nogen tøven fra Guds side.

11, 12. (a) Hvad menes der med at der ’ikke længere vil være nogen tøven’? (b) Hvad bliver fuldbyrdet?

¹¹ Det græske ord der her er oversat med „tøven“ er chroʹnos, som bogstaveligt betyder „tid“. Nogle har derfor ment at engelens erklæring burde oversættes: „Der vil ikke mere være tid,“ som om tiden som vi kender den, vil høre op. Men ordet chroʹnos står her uden den bestemte artikel. Det betyder derfor ikke tid i almindelighed, men snarere „en tid“ eller „en tidsperiode“. Der vil med andre ord ikke være nogen yderligere tidsperiode (eller nogen tøven) fra Jehovas side. Et græsk udsagnsord der er afledt af chroʹnos forekommer i Hebræerbrevet 10:37, hvor Paulus i et citat fra Habakkuk 2:3, 4 skriver: „Han som kommer ... vil ikke tøve.“

¹² ’Ikke længere nogen tøven’ — hvor disse ord dog tiltaler den aldrende Johannesskare i dag! I hvilken henseende vil der ikke være nogen tøven? Johannes fortæller os det: „Men i dagene for den syvende engels røst, når han skal til at blæse i sin trompet, er Guds hellige hemmelighed ifølge den gode nyhed som han forkyndte sine trælle profeterne, virkelig fuldbyrdet.“ (Åbenbaringen 10:7) Jehovas tid er inde til at fuldbyrde sin hellige hemmelighed, at bringe den til en lykkelig, herlig og sejrrig afslutning!

13. Hvori består Guds hellige hemmelighed?

¹³ Hvori består denne hellige hemmelighed? Den drejer sig om det afkom der oprindelig blev givet løfte om i Eden, og som viste sig i første række at være Jesus Kristus. (1 Mosebog 3:15; 1 Timoteus 3:16) Den handler også om hvilken kvinde det var afkommet skulle stamme fra. (Esajas 54:1; Galaterne 4:26-28) Desuden omfatter den de sekundære medlemmer af afkommet, og det rige som afkommet hersker i. (Lukas 8:10; Efeserne 3:3-9; Kolossenserne 1:26, 27; 2:2; Åbenbaringen 1:5, 6) Den gode nyhed om dette herlige himmelske rige skal forkyndes på hele jorden i endens tid. — Mattæus 24:14.

14. Hvorfor er Guds rige forbundet med det tredje ve?

¹⁴ Dette er afgjort den bedste nyhed der findes. Alligevel forbindes Riget i Åbenbaringen 11:14, 15 med det tredje ve. Hvorfor? Fordi der er mennesker som foretrækker Satans tingenes ordning, og for dem er den trompetlignende forkyndelse af den gode nyhed om at den hellige hemmelighed er fuldbyrdet — at Guds messianske rige er oprettet — en dårlig nyhed. (Jævnfør Andet Korintherbrev 2:16.) Den indebærer nemlig at den verdensordning de er så glade for, snart vil blive udslettet. De syv tordeners røster, der udsender sådanne truende stormvarsler, bliver stadig kraftigere og klarere efterhånden som Jehovas store hævndag nærmer sig. — Zefanias 1:14-18.

Den åbne skriftrulle

15. Hvad giver stemmen fra himmelen og den stærke engel Johannes besked på at gøre, og hvordan virker dette på Johannes?

¹⁵ Mens Johannes venter på at der blæses i den syvende trompet og Guds hellige hemmelighed fuldbyrdes, får han endnu en opgave: „Og stemmen som jeg hørte fra himmelen taler igen med mig og siger: ’Gå hen og tag den åbne skriftrulle som engelen der står på havet og på jorden, har i hånden.’ Og jeg gik hen til engelen og sagde til ham at han skulle give mig den lille skriftrulle. Og han sagde til mig: ’Tag den og fortær den, og den vil gøre din mave bitter, men i din mund vil den være sød som honning.’ Og jeg tog den lille skriftrulle af engelens hånd og fortærede den, og i min mund var den sød som honning; men da jeg havde spist den blev min mave bitter. Og de siger til mig: ’Du skal igen profetere med henblik på folk og nationer og tungemål og mange konger.’“ — Åbenbaringen 10:8-11.

16. (a) Hvad oplevede profeten Ezekiel som minder om det Johannes kom ud for? (b) Hvorfor smagte den lille skriftrulle sødt i Johannes’ mund, og hvorfor var den bitter at fordøje?

¹⁶ Det Johannes her oplever, minder noget om det profeten Ezekiel kom ud for da han var landflygtig i Babylonien. Ezekiel fik også besked på at spise en bogrulle der smagte sødt i hans mund; men da den kom ned i hans mave forpligtede den ham til at forudsige noget bittert for Israels opsætsige hus. (Ezekiel 2:8–3:15) Den åbne skriftrulle som den herliggjorte Jesus Kristus giver Johannes, er på tilsvarende måde et budskab fra Gud. Johannes skal forkynde om „folk og nationer og tungemål og mange konger“. Denne skriftrulle smager ham sødt fordi den kommer fra en guddommelig kilde. (Jævnfør Salme 119:103; Jeremias 15:15, 16.) Men han opdager at den er bitter at fordøje, fordi den — ligesom i Ezekiels tilfælde — forudsiger ubehagelige ting for de opsætsige. — Salme 145:20.

17. (a) Hvem er det der giver Johannes besked på at profetere „igen“, og hvad betyder det? (b) Hvornår skulle det syn Johannes så, gå i opfyldelse?

¹⁷ De der giver Johannes besked på at profetere igen, er uden tvivl Jehova Gud og Jesus Kristus. Selv om Johannes er fange på øen Patmos, har han allerede profeteret om folk, nationer, tungemål og konger i form af det han indtil nu har nedskrevet i Åbenbaringens bog. Ordet „igen“ betyder at han må skrive og offentliggøre resten af de ting der skal nedfældes i bogen. Men husk at Johannes her medvirker som deltager i det profetiske syn. Og det han skriver, er en profeti der skal opfyldes efter 1914, når den stærke engel har taget opstilling med den ene fod på jorden og den anden på havet. Hvad betyder denne dramatiske skildring da for Johannesskaren i dag?

Den lille skriftrulle i dag

18. Hvilken interesse viste Johannesskaren for Åbenbaringens bog ved begyndelsen af Herrens dag?

¹⁸ Det Johannes ser, er en bemærkelsesværdig forudskildring af de ting som Johannesskarens medlemmer oplevede ved begyndelsen af Herrens dag. Deres forståelse af Jehovas hensigter, herunder betydningen af de syv tordener, var endnu ufuldstændig. Ikke desto mindre nærede de stor interesse for Åbenbaringen, og Charles Taze Russell havde kommenteret mange dele af den. Efter hans død i 1916 blev meget af det han havde skrevet, samlet og udgivet i en bog med titlen Den fuldbyrdede Hemmelighed. Som tiden gik, viste denne bog sig imidlertid at være utilfredsstillende hvad forklaringen af Åbenbaringen angik. Resten af Kristi brødre måtte vente endnu et stykke tid, ja indtil synerne begyndte at gå i opfyldelse, før de kunne få en nøjagtig forståelse af denne inspirerede beretning.

19. (a) Hvordan var Johannesskaren blevet brugt af Jehova Gud allerede inden de syv tordeners røster var fuldt offentliggjort? (b) Hvornår fik Johannesskaren den lille åbne skriftrulle, og hvad betød dette for den?

¹⁹ Men ligesom Johannes var de blevet brugt af Jehova allerede inden de syv tordeners røster var fuldt offentliggjort. De havde forkyndt flittigt i 40 år forud for 1914, og de havde kæmpet for at holde sig aktive under den første verdenskrig. De havde vist sig at være dem der, ved Herrens komme, var i færd med at give tjenestefolkene mad i rette tid. (Mattæus 24:45-47) Det var derfor dem der i 1919 fik den lille åbne skriftrulle — det vil sige et åbent budskab at forkynde for menneskene. Ligesom Ezekiel fik de et budskab til en utro organisation — kristenheden — der hævdede at tjene Gud men som i virkeligheden ikke gjorde det. Ligesom Johannes måtte de forkynde mere om „folk og nationer og tungemål og mange konger“.

20. Hvad var dét at Johannes spiste skriftrullen et billede på?

²⁰ At Johannes spiste skriftrullen var et billede på at Jesu brødre tog imod denne opgave. Den blev som en del af dem selv, ja i så høj grad at de nu ligefrem blev identificeret med denne del af Guds inspirerede ord og hentede næring derfra. Men det de skulle forkynde, indeholdt domsbudskaber fra Jehova som mange fandt frastødende. Ja, det omfattede de plager der er forudsagt i Åbenbaringen, kapitel 8. Det var imidlertid sødt for disse oprigtige kristne at kende disse domme og at vide at de igen blev brugt af Jehova til at forkynde dem. — Salme 19:9, 10.

21. (a) Hvordan er budskabet i den lille skriftrulle også blevet sødt for den store skare? (b) Hvorfor er det gode budskab en dårlig nyhed for modstanderne?

²¹ Som tiden gik, blev budskabet i denne skriftrulle også sødt for „en stor skare ... af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som viste sig at sukke over de vederstyggeligheder de så i kristenheden. (Åbenbaringen 7:9; Ezekiel 9:4) De forkynder også ihærdigt den gode nyhed, idet de med søde eller vindende ord beskriver de vidunderlige foranstaltninger Jehova har truffet for de kristne der sammenlignes med får. (Salme 37:11, 29; Kolossenserne 4:6) For deres modstandere er dette imidlertid en dårlig nyhed. Hvorfor? Fordi det betyder at den ordning de sætter deres lid til — og som måske oven i købet har givet dem en midlertidig tilfredsstillelse — skal forsvinde. For dem er den gode nyhed et varsel om undergang. — Filipperne 1:27, 28; jævnfør Femte Mosebog 28:15; Andet Korintherbrev 2:15, 16.

Kapitel 25

De to vidner genoplives

1. Hvad opfordrer den stærke engel Johannes til at gøre?

FØR det andet ve omsider afsluttes, opfordrer den stærke engel Johannes til at medvirke i endnu en profetisk fremstilling, denne gang i forbindelse med templet. (Åbenbaringen 9:12; 10:1) Johannes beretter: „Og en rørkæp ligesom en stav blev givet mig idet han sagde: ’Rejs dig og mål Guds tempelhelligdom og alteret og dem der tilbeder i den.’“ — Åbenbaringen 11:1.

Tempelhelligdommen

2. (a) Hvilken tempelhelligdom ville eksistere helt frem til vor tid? (b) Hvem tjener som ypperstepræst i denne tempelhelligdom, og hvad er det Allerhelligste i den?

² Det tempel der nævnes her, kan ikke være noget bogstaveligt tempel i Jerusalem, for det sidste af disse blev ødelagt af romerne i år 70. Apostelen Paulus viste imidlertid at der allerede før dette tempels ødelæggelse var blevet opført en anden tempelhelligdom, der ville blive stående helt frem til vor tid. Det var det store åndelige tempel som opfyldte de profetiske forbilleder der blev givet i form af tabernaklet og af templerne i Jerusalem. Dette åndelige tempel er „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“, og dets ypperstepræst er Jesus, som ifølge Paulus allerede „har taget sæde på højre side af Majestætens trone i himlene“. Det Allerhelligste i dette tempel er det sted i himmelen hvor Jehova selv opholder sig. — Hebræerne 8:1, 2; 9:11, 24.

3. Hvad blev i tabernaklet skildret ved (a) forhænget mellem det Allerhelligste og det Hellige? (b) dyreofrene? (c) offeralteret?

³ Apostelen Paulus forklarer at forhænget som adskilte det Allerhelligste fra det Hellige i tabernaklet, var et billede på Jesu kød. Da Jesus ofrede sit liv blev dette forhæng flænget i to dele som et udtryk for at Jesu kød nu ikke længere hindrede ham i at træde frem i Jehovas nærhed i himmelen. På grundlag af Jesu offer ville hans salvede underpræster som døde trofaste, også med tiden få adgang til himmelen. (Mattæus 27:50, 51; Hebræerne 9:3; 10:19, 20) Paulus nævner også at de dyreofre der til stadighed blev bragt i tabernaklet, pegede frem til det ene offer Jesus bragte, hans fuldkomne menneskeliv. Offeralteret i forgården repræsenterede den foranstaltning at Jehova, ifølge sin vilje, var rede til at tage imod Jesu offer som et offer for de ’mange’ — af de salvede og, senere, af de andre får — som ’ivrigt ville vente på ham til deres frelse’. — Hebræerne 9:28; 10:9, 10; Johannes 10:16.

4. Hvad blev symboliseret ved (a) det Hellige? (b) den indre forgård?

⁴ På grundlag af disse guddommeligt inspirerede oplysninger kan vi slutte os til at det Hellige i tabernaklet symboliserer en hellig tilstand som Kristus befandt sig i på jorden og som også de salvede medlemmer af det kongelige præsteskab, de 144.000, befinder sig i så længe de er på jorden, før de går ind bag „forhænget“. (Hebræerne 6:19, 20; 1 Peter 2:9) Det skildrer på en udmærket måde den tilstand at de er blevet antaget som Guds åndelige sønner, ligesom Gud anerkendte Jesus som sin søn efter dennes dåb i Jordan i år 29. (Lukas 3:22; Romerne 8:15) Hvordan så med den indre forgård, som var den eneste del af tabernaklet der var synlig for de ikkepræstelige israelitter og det sted hvor ofrene blev bragt? Den er et billede på den fuldkomne stilling Jesus indtog som menneske og som satte ham i stand til at bringe sit liv som et offer for menneskeheden. Den skildrer også den retfærdige stilling som hellige som Jesu salvede disciple får tilregnet på grundlag af hans offer mens de er på jorden.a — Romerne 1:7; 5:1.

Tempelhelligdommen måles

5. Hvad indebar De Hebraiske Skrifters profetier om (a) opmålingen af Jerusalem? (b) opmålingen af templet i Ezekiels syn?

⁵ Johannes får besked på at ’måle Guds tempelhelligdom og alteret og dem der tilbeder i den’. Hvad betyder det? Når der i De Hebraiske Skrifters profetier blev foretaget en sådan opmåling, var det en garanti for at retfærdigheden ville ske fyldest på grundlag af Jehovas fuldkomne normer. På den onde kong Manasses tid var den profetiske opmåling af Jerusalem et vidnesbyrd om at byen ville blive ødelagt ved Guds uforanderlige dom. (2 Kongebog 21:13; Klagesangene 2:8) Men da Jeremias senere så Jerusalem blive opmålt, var det en bekræftelse af at byen ville blive genopbygget. (Jeremias 31:39; se også Zakarias 2:2-8.) På samme måde var den omfattende og detaljerede opmåling af templet i Ezekiels syn en garanti for de landflygtige jøder i Babylon om at den sande tilbedelse ville blive genoprettet i deres hjemland. Den var også en påmindelse om at israelitterne, i betragtning af deres misgerninger, for fremtiden måtte stå mål med Guds hellige normer. — Ezekiel 40:3, 4; 43:10.

6. Hvad er dét at Johannes får besked på at måle Guds tempelhelligdom og de præster der tilbeder i den, et tegn på? Forklar.

⁶ Når Johannes får at vide at han skal måle Guds tempelhelligdom og de præster der tilbeder i den, er det derfor et tegn på at intet kan hindre gennemførelsen af Jehovas hensigt med tempelordningen og dem der er knyttet til den, og at denne hensigt snart vil være fuldført. Nu da alt er blevet lagt under Jehovas stærke engels fødder, er tiden inde til at „bjerget med Jehovas hus“ skal ’grundfæstes over bjergenes top’. (Esajas 2:2-4) Efter kristenhedens århundredlange frafald skal den rene tilbedelse af Jehova ophøjes. Tiden er også inde til at de af Jesu trofaste brødre der er døde, skal oprejses og føres ind i „det Allerhelligste“. (Daniel 9:24; 1 Thessaloniker 4:14-16; Åbenbaringen 6:11; 14:4) Og de sidste af „vor Guds trælle“ som er blevet beseglet på jorden, skal måles eller bedømmes efter de guddommelige normer, så de kan indtage deres varige plads i tempelordningen som åndsavlede sønner af Gud. Johannesskaren er i dag fuldt ud klar over disse hellige normer og er fast besluttet på at stå mål med dem. — Åbenbaringen 7:1-3; Mattæus 13:41, 42; Efeserne 1:13, 14; jævnfør Romerbrevet 11:20.

Forgården nedtrædes

7. (a) Hvorfor skal Johannes ikke måle forgården? (b) Hvornår blev den hellige by nedtrådt i 42 måneder? (c) Hvordan var det i de 42 måneder tydeligt at kristenhedens præsteskab ikke stod mål med Jehovas retfærdige normer?

⁷ Hvorfor måtte Johannes ikke måle forgården? Han fik at vide: „Men med hensyn til forgården som er uden for tempelhelligdommen, så udelad den [ordret: „kast den ud“] og mål den ikke, for den er blevet givet til nationerne, og de skal nedtræde den hellige by i toogfyrre måneder.“ (Åbenbaringen 11:2) Vi har konstateret at den indre forgård er et billede på de åndsavlede kristnes retfærdige stilling på jorden. Som vi skal se, er der her tale om de bogstavelige 42 måneder fra december 1914 til juni 1918 da alle der bekendte sig til kristendommen, blev sat på en vanskelig prøve. Spørgsmålet var om de ville holde fast ved Jehovas retfærdige normer i disse krigsår. De fleste gjorde det ikke. Kristenhedens samlede gejstlighed satte nationalismen højere end lydighed mod Guds lov. På begge sider af fronten — i en krig der hovedsagelig blev ført i kristenhedens lande — prædikede præsterne de unge mænd ud i skyttegravene. Millioner blev dræbt. På det tidspunkt da dommen begyndte med Guds hus i 1918, var De Forenede Stater gået med i krigen og tog del i blodsudgydelserne, og præsterne i hele kristenheden havde pådraget sig en blodskyld der stadig råber på guddommelig hævn. (1 Peter 4:17) Forkastelsen af dem er blevet permanent og står ikke til at ændre. — Esajas 59:1-3, 7, 8; Jeremias 19:3, 4.

8. Hvad indså mange af bibelstudenterne under den første verdenskrig, men hvad forstod de ikke fuldt ud?

⁸ Hvordan så med den lille gruppe bibelstudenter? Skulle de måles efter de guddommelige normer straks i 1914? Nej. Ligesom de navnkristne i kristenheden skulle de prøves. De blev ’kastet ud, givet til nationerne,’ for at blive grundigt prøvet og forfulgt. Mange af dem indså at de ikke kunne gå ud og dræbe deres medmennesker, men de havde endnu ikke den fulde forståelse af kristen neutralitet. (Mika 4:3; Johannes 17:14, 16; 1 Johannes 3:15) Under pres fra nationerne gik nogle på kompromis.

9. Hvori består den hellige by der blev nedtrådt af nationerne, og hvem er denne by repræsenteret af på jorden?

⁹ I hvilken forstand blev den hellige by nedtrådt af disse nationer? Der kan naturligvis ikke være tale om det Jerusalem der blev ødelagt over 25 år før Åbenbaringen blev skrevet. Den hellige by er det ny Jerusalem der beskrives senere i Åbenbaringen, og som nu er repræsenteret på jorden af de tilbageværende salvede kristne i templets indre forgård. De vil med tiden også blive en del af den hellige by. At de nedtrædes er derfor ensbetydende med at byen selv nedtrædes. — Åbenbaringen 21:2, 9-21.

De to vidner

10. Hvad skulle Jehovas trofaste vidner gøre mens de blev nedtrådt?

¹⁰ Selv mens disse loyale blev nedtrådt, vedblev de med at vidne trofast om Jehova. Profetien fortsætter: „’Og jeg vil lade mine to vidner profetere i et tusind to hundrede og tres dage, klædt i sæk.’ Disse er symboliseret ved de to oliventræer og de to lampestandere og står foran jordens Herre.“ — Åbenbaringen 11:3, 4.

11. Hvad betød det at de trofaste salvede kristne profeterede „klædt i sæk“?

¹¹ Disse trofaste salvede kristne behøvede udholdenhed, for de måtte profetere „klædt i sæk“. Hvad vil det sige? På Bibelens tid var sækkelærred ofte et symbol på sorg. At man var klædt i sæk, var et tegn på at man var nedbøjet af sorg eller kval. (1 Mosebog 37:34; Job 16:15, 16; Ezekiel 27:31) Sækkelærred blev nævnt i forbindelse med de sørgelige domsbudskaber Guds profeter måtte forkynde. (Esajas 3:8, 24-26; Jeremias 48:37; 49:3) At klæde sig i sæk kunne også være et udtryk for ydmyghed eller sindsændring som følge af en guddommelig advarsel. (Jonas 3:5) Det sækkelærred de to vidner er klædt i, synes at symbolisere deres ydmyge udholdenhed i forkyndelsen af Jehovas domme. De var vidner som forkyndte hans hævns dag, der også ville bringe nationerne sorg. — 5 Mosebog 32:41-43.

12. Hvorfor ser det ud til at den periode hvori den hellige by skulle nedtrædes, skal opfattes bogstaveligt?

¹² Johannesskaren skulle forkynde dette budskab i en nærmere fastsat periode: 1260 dage, eller 42 måneder, lige så lang tid som den hellige by skulle nedtrædes. Denne periode skal åbenbart opfattes bogstaveligt, eftersom den angives på to forskellige måder, først i måneder og derefter i dage. Desuden var der i begyndelsen af Herrens dag en periode på tre og et halvt år hvori Guds folks trængsler tydeligt svarede til de begivenheder der er forudsagt her — nemlig fra december 1914 til juni 1918. (Åbenbaringen 1:10) De forkyndte et ’sækkelærreds’-budskab om Jehovas dom over kristenheden og verden.

13. (a) Hvad betegner den omstændighed at de salvede kristne blev fremstillet som to vidner? (b) Hvilken profeti hos Zakarias kommer vi til at tænke på når Johannes omtaler de to vidner som „de to oliventræer og de to lampestandere“?

¹³ Den omstændighed at de fremstilles som to vidner, bekræfter for os at deres budskab var nøjagtigt og velunderbygget. (Jævnfør Femte Mosebog 17:6; Johannes 8:17, 18.) Johannes kalder dem „de to oliventræer og de to lampestandere“ og siger at de „står foran jordens Herre“. Dette viser klart tilbage til Zakarias’ profeti, hvori der omtales en syvarmet lampestander og to oliventræer. Oliventræerne siges her at være et billede på „de to salvede“, det vil sige landshøvdingen Zerubbabel og ypperstepræsten Josua, „som står rede hos al jordens Herre“. — Zakarias 4:1-3, 14.

14. (a) Hvad betød Zakarias’ syn af de to oliventræer og lampestanderen? (b) Hvad ville de salvede kristne opleve under den første verdenskrig?

¹⁴ Zakarias levede i en genopbygningstid, og hans syn af de to oliventræer betød at Zerubbabel og Josua ville blive velsignet med Jehovas ånd så de kunne styrke folket til at udføre arbejdet. Synet af lampestanderen mindede Zakarias om at han ikke skulle ’foragte de små begyndelsers dag’, for Jehovas hensigt ville blive gennemført — „’ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har hærstyrkers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6, 10; 8:9) Den lille gruppe kristne der vedholdende lod sandhedens lys skinne for menneskene under den første verdenskrig, ville på samme måde blive brugt i et genopbygningsarbejde. De ville også blive en kilde til opmuntring, og de ville, få som de var, lære at forlade sig på Jehovas styrke og ikke foragte de små begyndelsers dag.

15. (a) Hvad bliver vi også mindet om ved at de salvede kristne beskrives som to vidner? Forklar nærmere. (b) Hvilken slags tegn bliver de to vidner bemyndiget til at gøre?

¹⁵ At de beskrives som to vidner, leder også tanken hen på Jesu forklarelse. I dette syn så tre af apostlene Jesus i Rigets herlighed, sammen med Moses og Elias. Dette pegede frem til at Jesus ville sætte sig på sin herligheds trone i 1914 for at udføre en gerning som var blevet forudskildret af disse to profeter. (Mattæus 17:1-3) De to vidner ses nu meget passende udføre nogle tegn som svarer til dem Moses og Elias udførte. Johannes siger for eksempel om dem: „Og hvis nogen ønsker at skade dem, kommer der ild ud af munden på dem og fortærer deres fjender; og hvis nogen skulle ønske at skade dem, skal han dræbes på denne måde. Disse har myndighed til at lukke himmelen så der ingen regn falder i de dage de profeterer.“ — Åbenbaringen 11:5, 6a.

16. (a) Hvordan minder tegnet med ild os om dengang da Moses’ myndighed blev draget i tvivl i Israel? (b) Hvordan svarede bibelstudenterne igen da kristenhedens præster trodsede dem og skabte vanskeligheder for dem under den første verdenskrig?

¹⁶ Dette minder os om dengang Moses’ myndighed blev draget i tvivl i Israel. Denne profet udtalte en brændende dom, og Jehova udslettede oprørerne, heraf 250 med bogstavelig ild fra himmelen. (4 Mosebog 16:1-7, 28-35) På samme måde blev bibelstudenterne trodset af kristenhedens ledere, som sagde at disse vidner jo ikke var udgået fra teologiske læreanstalter. Men Guds vidner havde bedre beviser for at de var ordets tjenere: de ydmyge mennesker der gav agt på deres bibelske budskab. (2 Korinther 3:2, 3) I 1917 udgav bibelstudenterne bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed, en magtfuld kommentar til Åbenbaringen og Ezekiels bog. Derefter uddelte de 10.000.000 eksemplarer af den firesiders traktat The Bible Students Monthly (Bibelstudentens månedsblad) med overskriften „Babylons fald — Hvorfor kristenheden nu må lide — Det endelige resultat“. I De Forenede Stater benyttede det harmdirrende præsteskab krigshysteriet som anledning til at få bogen forbudt. I andre lande blev der øvet censur mod bogen. Men Guds tjenere blev ved med at svare igen med brændende udgaver af den firesiders traktat Kingdom News (Rigets Nyheder). Som Herrens dag skred frem, ville flere publikationer påvise kristenhedens åndeligt døde tilstand. — Jævnfør Jeremias 5:14.

17. (a) Hvilke begivenheder på Elias’ tid indbefattede tørke og ild? (b) På hvilken måde kom der ild ud af munden på de to vidner, og hvilken tørke var der tale om?

¹⁷ Hvordan så med Elias? I kongetiden i Israel bebudede denne profet en tørke som et udtryk for Jehovas vrede mod de ba’alsdyrkende israelitter. Den varede tre og et halvt år. (1 Kongebog 17:1; 18:41-45; Lukas 4:25; Jakob 5:17) Da den utro kong Ahazja senere sendte soldater ud for at tvinge Elias til at komme og træde frem for ham, nedkaldte profeten ild fra himmelen som fortærede soldaterne. Først da en befalingsmand viste den rette respekt for hans stilling som profet, indvilligede Elias i at følge med til kongen. (2 Kongebog 1:5-16) På samme måde henledte den salvede rest mellem 1914 og 1918 frimodigt opmærksomheden på den åndelige tørke i kristenheden og advarede om den brændende dom der ville blive eksekveret på „Jehovas store og frygtindgydende dag“. — Malakias 4:1, 5; Amos 8:11.

18. (a) Hvilken myndighed får de to vidner, og hvordan svarer dette til den myndighed Moses fik? (b) Hvordan afslørede de to vidner kristenheden?

¹⁸ Johannes siger videre om de to vidner: „Og de har myndighed over vandene til at forvandle dem til blod og til at slå jorden med al slags plage så ofte de vil.“ (Åbenbaringen 11:6b) For at overtale Farao til at lade israelitterne rejse, lod Jehova Moses slå det undertrykkende Ægypten med plager som blandt andet bestod i at vand blev forvandlet til blod. Århundreder senere huskede israelitternes filistæiske fjender stadig Jehovas handlinger mod Ægypten, idet de råbte: „Ve os, hvem kan udfri os af denne majestætiske Guds hånd? Dette er den Gud som slog Ægypten med alle slags plager i ørkenen.“ (1 Samuel 4:8; Salme 105:29) Moses var et billede på Jesus, der havde myndighed til at afsige Guds dom over datidens religiøse ledere. (Mattæus 23:13; 28:18; Apostelgerninger 3:22) Og under den første verdenskrig afslørede Kristi brødre, de to vidner, at det var dødbringende ’vande’ kristenheden gav sine hjorde at drikke.

De to vidner dræbes

19. Hvad sker der ifølge Åbenbaringen når de to vidner har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd?

¹⁹ Dette var så alvorlig en plage for kristenheden at den, efter at de to vidner havde profeteret „i sæk“ i 42 måneder, benyttede sin verdslige indflydelse til at få dem ’dræbt’. Johannes skriver: „Og når de har fuldført aflæggelsen af deres vidnesbyrd, vil vilddyret som stiger op af afgrunden føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten, hvor også deres Herre blev pælfæstet. Og mennesker fra folkene og stammerne og tungemålene og nationerne skal se på deres lig i tre og en halv dag, og de lader ikke deres lig lægge i en grav. Og de der bor på jorden fryder sig over dem og morer sig, og de sender hinanden gaver, for disse to profeter pinte dem der bor på jorden.“ — Åbenbaringen 11:7-10.

20. Hvad er „vilddyret som stiger op af afgrunden“?

²⁰ Dette er det første af 37 steder i Åbenbaringen hvor der omtales et vilddyr. Vi skal senere undersøge dette og de øvrige vilddyr mere indgående. Lad det her være nok at sige at „vilddyret som stiger op af afgrunden“ er udtænkt af Satan og er et aktivt fungerende politisk system.b — Jævnfør Åbenbaringen 13:1; Daniel 7:2, 3, 17.

21. (a) Hvordan benyttede de to vidners religiøse fjender sig af krigssituationen? (b) Hvad skildrede det at de to vidners lig ikke blev begravet? (c) Hvordan skal perioden på tre og en halv dag opfattes? (Se fodnoten.)

²¹ Fra 1914 til 1918 var nationerne optaget af den første verdenskrig. De nationalistiske følelser var stærke, og i foråret 1918 benyttede de to vidners religiøse fjender sig af situationen. Det lykkedes dem at manøvrere sådan med statens retsvæsen at bibelstudenternes ansvarlige ledere blev fængslet på falske anklager om undergravende virksomhed. Deres trofaste medarbejdere var lamslåede. Virksomheden for Riget gik næsten i stå. Det var som om forkyndelsen var afgået ved døden. I bibelsk tid var det en frygtelig forsmædelse ikke at blive lagt i en mindegrav. (Salme 79:1-3; 1 Kongebog 13:21, 22) At de to vidner ikke blev begravet, ville derfor være en stor skændsel. I det varme klima i Palæstina ville et lig der lå fremme på åben gade være begyndt at stinke mærkbart efter tre og en halv dags forløb.c (Jævnfør Johannes 11:39.) Denne detalje i profetien fortæller altså om den vanære de to vidner måtte udholde. Selv om Selskabets ovennævnte ledere appellerede dommene, nægtede man at løslade dem mod kaution. De blev stillet offentligt til skue længe nok til at blive en stank for indbyggerne i „den store by“. Men hvilken ’stor by’ var det?

22. (a) Hvad er den store by? (b) Hvoraf fremgik det at pressen frydede sig sammen med præsterne over at de to vidner var blevet bragt til tavshed? (Se rammen.)

²² Johannes giver os nogle fingerpeg. Han siger at Jesus blev pælfæstet dér. Det får os straks til at tænke på Jerusalem. Men han siger også at den store by kaldes Sodoma og Ægypten. Det bogstavelige Jerusalem blev en enkelt gang kaldt Sodoma på grund af sine urene handlinger. (Esajas 1:8-10; jævnfør Ezekiel 16:49, 53-58.) Og Ægypten, det første verdensrige, optræder undertiden som et billede på denne verdens tingenes ordning. (Esajas 19:1, 19; Joel 3:19) Den store by skildrer derfor et besmittet „Jerusalem“ der hævder at tilbede Gud men som er blevet urent og syndigt, ligesom Sodoma, og som er en del af Satans verdensordning, ligesom Ægypten. Den er et billede på kristenheden, det nutidige modstykke til det utro Jerusalem, som er den organisation hvis medlemmer havde så god grund til at fryde sig da de fik bragt de to vidners generende forkyndelse til tavshed.

Oprejst igen!

23. (a) Hvad sker der med de to vidner efter de tre og en halv dag, og hvilken virkning har dette på deres fjender? (b) Hvornår fik Åbenbaringen 11:11, 12 og Ezekiels profeti om sletten med de tørre knogler en nutidig opfyldelse?

²³ Pressen sluttede sig til præsternes smædekor mod Guds folk. Et blad skrev for eksempel: „Nu er der gjort ende på Den fuldbyrdede Hemmelighed.“ Men intet kunne have været fjernere fra sandheden! De to vidner forblev ikke døde. Vi læser: „Og efter de tre og en halv dag kom der livsånd fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem.“ (Åbenbaringen 11:11, 12) De oplevede således noget nær det samme som de tørre knogler på sletten som Ezekiel blev ført ud til i et syn. Jehova åndede på disse tørre knogler, og de blev levende, som et billede på den israelitiske nations genfødelse efter 70 års fangenskab i Babylon. (Ezekiel 37:1-14) Disse to profetier, den hos Ezekiel og den i Åbenbaringen, fik en slående nutidig opfyldelse i 1919, da Jehova gav sine ’afdøde’ vidner nyt liv.

24. Hvordan virkede det på de religiøse fjender at de to vidner kom til live igen?

²⁴ Hvilket chok for forfølgerne! Ligene af de to vidner blev pludselig levende og aktive igen. Det var en bitter pille for disse præster at sluge, så meget desto mere som de kristne ordets tjenere det var lykkedes dem at få fængslet, nu atter var på fri fod og senere skulle blive fuldstændig renset. Chokket må have været endnu større da bibelstudenterne i september 1919 holdt et stævne i Cedar Point i staten Ohio. Her opildnede J. F. Rutherford, der nylig var blevet løsladt, stævnedeltagerne med foredraget „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“, bygget over Åbenbaringen 15:2 og Esajas 52:7. Johannesskarens medlemmer begyndte igen at „profetere“, at forkynde offentligt. De gik frem i styrke og afslørede frygtløst kristenhedens hykleri.

25. (a) Hvornår blev der sagt: „Stig herop,“ til de to vidner, og hvordan skete dette? (b) Hvilken chokerende virkning havde det på den store by at de to vidner blev genoplivet?

²⁵ Kristenheden forsøgte gang på gang at gentage triumfen fra 1918. Den greb til pøbelaktioner, juridiske kunstgreb, fængslinger, endog henrettelser — men alt sammen forgæves! Efter 1919 var de to vidners åndelige virkeområde uden for dens rækkevidde. I det år havde Jehova sagt til dem: „Stig herop,“ og de var steget op på et ophøjet åndeligt plan hvor deres fjender kunne se dem men ikke kunne røre dem. Johannes beskriver den chokerende virkning deres genrejsning havde på den store by: „Og i den time indtraf et stort jordskælv, og en tiendedel af byen faldt; og syv tusind personer blev dræbt af jordskælvet, og de øvrige blev forskrækkede og gav himmelens Gud ære.“ (Åbenbaringen 11:13) Ja, der indtraf store rystelser i den religiøse verden. Jorden syntes at skride under de etablerede kirkers ledere da denne gruppe genoplivede kristne tog fat på deres gerning. En tiendedel af deres by, billedlig talt 7000 personer, blev så stærkt berørt af det at de døde.

26. Hvem symboliserer den „tiendedel af byen“ og de „syv tusind“ der omtales i Åbenbaringen 11:13? Forklar.

²⁶ Udtrykket „en tiendedel af byen“ minder os om at Esajas forudsagde at en tiendedel af fortidens Jerusalem ville overleve byens ødelæggelse som en hellig sæd. (Esajas 6:13) Og tallet 7000 minder os om at Elias, da han følte at han var den eneste trofaste der var tilbage i Israel, fik at vide af Jehova at der i virkeligheden stadig var 7000 som ikke havde bøjet sig for Ba’al. (1 Kongebog 19:14, 18) I det første århundrede sagde apostelen Paulus at disse 7000 var et billede på den rest af jøder der havde taget imod den gode nyhed om Kristus. (Romerne 11:1-5) Disse skriftsteder hjælper os til at forstå at de „syv tusind“ og den „tiendedel af byen“ der omtales i Åbenbaringen 11:13, er dem der giver agt på de to genrejste vidners forkyndelse og forlader den syndige store by. De dør, så at sige, for kristenheden. Deres navne bliver slettet på dens medlemslister. De ophører med at eksistere for den.d

27, 28. (a) I hvilken forstand ’gav de øvrige himmelens Gud ære’? (b) Hvad blev kristenhedens præsteskab tvunget til at anerkende?

²⁷ Men hvordan ’gav de øvrige [af kristenheden] himmelens Gud ære’? Tydeligvis ikke ved at forlade deres frafaldne religion og begynde at tjene Gud. Nej, forholdet var snarere det der forklares i Vincents Word Studies in the New Testament. Om udtrykket „gav himmelens Gud ære“ siges der her: „Udtrykket betegner ikke omvendelse eller anger eller taksigelse, men anerkendelse, hvilket er dets sædvanlige betydning i Skriften. Jævnfør Jos. vii. 19 (Sept.); Joh. ix. 24; Apg. xii. 23; Rom. iv. 20.“ Kristenheden måtte til sin store ærgrelse erkende at bibelstudenternes Gud havde udført en undergerning da han genoplivede deres kristne virksomhed.

²⁸ Det kan godt være at præsterne kun indrømmede dette i tankerne, eller over for sig selv. Der findes i hvert fald ingen beretninger om at nogen af dem offentligt har anerkendt de to vidners Gud. Men Jehovas profeti ved Johannes hjælper os til at se hvad der foregik i deres hjerte og til at forstå hvilket ydmygende chok det var de blev udsat for i 1919. Fra og med dette år, da de „syv tusind“ begyndte at forlade kristenheden på trods af dens energiske bestræbelse for at holde på sine får, blev præsterne tvunget til at anerkende at Johannesskarens Gud var stærkere end deres. Senere skulle dette gå endnu mere op for dem, da mange flere ville forlade deres hjorde idet de ville gentage hvad folket sagde da Elias sejrede over ba’alsdyrkerne på Karmels Bjerg: „Jehova er den sande Gud! Jehova er den sande Gud!“ — 1 Kongebog 18:39.

29. Hvad kommer hurtigt, og hvilken yderligere rystelse venter der kristenheden?

²⁹ Men hør! Johannes siger: „Det andet ve er forbi. Se! Det tredje ve kommer hurtigt.“ (Åbenbaringen 11:14) Hvis kristenheden er blevet rystet af det der er sket indtil nu, hvordan vil det så gå den når det tredje ve bekendtgøres, den syvende engel blæser i sin trompet og Guds hellige hemmelighed endelig fuldbyrdes? — Åbenbaringen 10:7.

[Fodnoter]