Kvindernes ærefulde plads blandt Guds tjenere i fortiden

„Jehova Gud sagde videre: ’Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.’“ — 1 MOSEBOG 2:18.

1. Hvordan beskriver et bibelopslagsværk kvindernes lod i fortiden?

„DER var ingen steder i fortidens middelhavsområde eller den nære orient hvor kvinder havde den frihed som de nyder i den vestlige verden i dag. Kvinder måtte generelt underordne sig mænd, ligesom slaver måtte underordne sig de frie, og de unge måtte underordne sig de ældre. . . . Man satte større pris på drenge end på piger, og spæde piger blev nogle gange sat ud for at dø af kulde.“ Sådan beskriver et bibelopslagsværk kvindernes lod i fortiden.

2, 3. (a) Hvad er ifølge en rapport mange kvinders lod i dag? (b) Hvilke spørgsmål opstår derfor?

² I mange dele af verden har kvinderne ikke meget bedre vilkår i dag. I 1994 fokuserede det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport om menneskerettigheder for første gang på hvordan kvinder behandles. „Oplysninger fra 193 lande viser at kvinder dagligt diskrimineres,“ lød en overskrift til en artikel om rapporten i The New York Times.

³ Eftersom et stort antal kvinder med forskellig kulturel baggrund er tilsluttet Jehovas folks menigheder jorden over, opstår der nogle spørgsmål: Var det Guds oprindelige hensigt at kvinder skulle behandles sådan som det er beskrevet ovenfor? Hvordan blev kvinderne behandlet blandt dem der tilbad Jehova på Bibelens tid? Og hvordan bør kvinder behandles i dag?

„En medhjælp“ og „et modstykke“

4. Hvilken iagttagelse gjorde Jehova efter at det første menneske i nogen tid havde været alene i Edens have, og hvad gjorde Gud derefter?

⁴ Efter at Adam et stykke tid havde været alene i Edens have, sagde Jehova: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ (1 Mosebog 2:18) Selv om Adam var en fuldkommen mand, skulle der mere til for at Skaberens hensigt kunne gennemføres. For at dette kunne lade sig gøre skabte Jehova en kvinde og indstiftede det første ægteskab. — 1 Mosebog 2:21-24.

5. (a) Hvordan bruger bibelskribenterne ofte det hebraiske navneord der oversættes med „medhjælp“ eller „hjælper“? (b) Hvad ligger der i at Jehova kalder den første kvinde et „modstykke“?

⁵ Antyder ordene „medhjælp“ og „modstykke“ at den plads Gud har tildelt kvinden, er uværdig? Tværtimod. Bibelskribenterne anvender ofte det hebraiske navneord ’eʹzær, der i Første Mosebog 2:18 oversættes med medhjælp, om Gud. For eksempel kaldes Jehova „vor hjælper og vort skjold“. (Salme 33:20; 2 Mosebog 18:4; 5 Mosebog 33:7) I Hoseas 13:9 omtaler Jehova også sig selv som Israels „hjælper“. Hvad angår det hebraiske ord der oversættes med „modstykke“, næʹghædh, forklarer en bibelforsker: „Den hjælp der var brug for, var ikke blot en hjælp i forbindelse med at udføre det daglige arbejde eller at sætte børn i verden . . . men den gensidige støtte som man finder i et fællesskab.“

6. Hvad siges der efter at Gud havde skabt kvinden, og hvorfor?

⁶ Det er således ikke nedværdigende når Jehova beskriver kvinden som „en medhjælp“ og „et modstykke“. Både mentalt, følelsesmæssigt og fysisk var kvinden noget ganske særligt. Hun var et passende modstykke, en fyldestgørende fælle, til manden. De var forskellige og var begge nødvendige for at Guds hensigt, at ’fylde jorden’, kunne blive gennemført. Det var øjensynlig efter at både manden og kvinden var blevet skabt, at Gud så „alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt“. — 1 Mosebog 1:28, 31.

7, 8. (a) Hvordan berørte det kvindens stilling at synden holdt sit indtog i Eden? (b) Hvilke spørgsmål rejser sig vedrørende opfyldelsen af Første Mosebog 3:16 blandt Jehovas tilbedere?

⁷ Med syndens indtog ændrede forholdene sig for manden og kvinden. Jehova afsagde dommen over dem begge som syndere. „Jeg vil stærkt forøge dit svangerskabs smerte,“ sagde Jehova til Eva, idet han omtalte det han tillod, som noget han forårsagede. Han tilføjede: „Med fødselsveer skal du føde børn, og din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“ (1 Mosebog 3:16) Siden da har mange mænd hersket over deres hustru, ofte brutalt. Nogle mænd har ikke betragtet kvinden som en medhjælp eller et modstykke men mere som en tjener eller en slave.

⁸ Hvilken betydning ville opfyldelsen af Første Mosebog 3:16 få for de kvinder der tilbad Jehova? Var de henvist til en underordnet og ydmygende stilling? Nej, langtfra. Men hvordan skal man betragte Bibelens beretninger om visse skikke der berørte kvinder, og som måske synes uacceptable i nogle af vore dages samfund?

Skikke på Bibelens tid

9. Hvilke tre ting må vi have i tanke når vi betragter de skikke der berørte kvinderne på Bibelens tid?

⁹ På Bibelens tid blev kvinderne blandt Guds tjenere behandlet godt. Men når man betragter de skikke der berørte datidens kvinder, må man have flere ting i tanke. For det første må man huske at når Bibelen beretter om nogle ubehagelige følger af onde mænds selviske herredømme, er det ikke ensbetydende med at Gud godkendte en sådan behandling af kvinder. For det andet må man huske at selv om Jehova tolererede visse skikke blandt sine tjenere for en tid, gav han nogle love vedrørende disse skikke for at beskytte kvinderne. For det tredje må vi være forsigtige med at dømme fortidens skikke efter nutidens normer. Visse skikke der kunne virke utiltalende på folk i dag, blev ikke nødvendigvis betragtet som nedværdigende af datidens kvinder. Lad os se på nogle eksempler.

10. Hvordan betragtede Jehova polygami, og hvad viser at han aldrig opgav den oprindelige norm for ægteskabet?

¹⁰ Polygami:a Det var ikke Jehovas oprindelige hensigt at en hustru skulle dele sin mand med en anden kvinde. Gud skabte kun én kvinde til Adam. (1 Mosebog 2:21, 22) Efter oprøret i Eden fandt det første tilfælde af polygami sted i Kains slægt. Denne praksis fandt almindelig udbredelse og blev med tiden også antaget af nogle der tilbad Jehova. (1 Mosebog 4:19; 16:1-3; 29:21-28) Skønt Jehova tillod polygami, som tjente til at øge befolkningen i Israel, tog han hensyn til kvinderne ved at fastsætte nogle love for polygami der beskyttede hustruerne og deres børn. (2 Mosebog 21:10, 11; 5 Mosebog 21:15-17) Jehovas oprindelige norm for ægteskabet var monogami, og den blev han ved med at holde fast ved. Noa og hans sønner, der fik gentaget påbudet om at ’blive frugtbare og talrige og fylde jorden’, var alle monogame. (1 Mosebog 7:7; 9:1; 2 Peter 2:5) Gud skildrede sig selv som en monogam ægtemand da han i symbolske vendinger beskrev sit forhold til Israel. (Esajas 54:1, 5) Guds oprindelige norm, det monogame ægteskab, blev genindført af Jesus Kristus og gjaldt i den første kristne menighed. — Mattæus 19:4-8; 1 Timoteus 3:2, 12.

11. Hvorfor blev der betalt brudekøbesum på Bibelens tid, og var dette nedværdigende for kvinderne?

¹¹ Betaling af en brudekøbesum: I bogen Ancient Israel — Its Life and Institutions hedder det: „Denne forpligtelse til at betale en pengesum eller en tilsvarende ydelse til pigens familie, får måske det israelitiske giftermål til at tage sig ud som et køb. Men [brudeprisen] er tilsyneladende ikke så meget den pris der betales for kvinden som en kompensation der ydes familien.“ (Kursiveret af os.) Brudekøbesummen skulle altså kompensere for det tab kvindens familie led med hensyn til hendes arbejdskraft, og for de udgifter der havde været forbundet med at opfostre hende. Det var ikke nedværdigende for kvinden, men understregede at hun var værdifuld for familien. — 1 Mosebog 34:11, 12; 2 Mosebog 22:16; se Vagttårnet for 15. januar 1989, side 21-24.

12. (a) Hvordan bliver gifte mænd og kvinder nogle gange omtalt i Bibelen, og var disse udtryk anstødelige for kvinden? (b) Hvad lægger vi mærke til i forbindelse med de udtryk Jehova brugte i Eden? (Se fodnoten.)

¹² Ægtemænd som „ejere“: En episode i Abraham og Saras liv omkring år 1918 f.v.t. viser at det på den tid åbenbart var blevet skik og brug at betragte en gift mand som „ejeren“ (hebraisk: baʹ‛al) og en gift kvinde som ’den der ejes’ (hebraisk: be‛ulahʹ). (1 Mosebog 20:3) Disse udtryk bruges derefter fra tid til anden i Bibelen, og der er intet der tyder på at kvinderne i førkristen tid fandt dem anstødelige.b (5 Mosebog 22:22, fodnoten) Hustruer skulle dog ikke blot betragtes som mandens ejendom. Ejendom og materielle ejendele kunne købes, sælges og arves, men det kunne en hustru ikke. „Hus og velstand er arv fra fædre,“ lyder et bibelsk ordsprog, „men en hustru med indsigt er fra Jehova.“ — Ordsprogene 19:14; 5 Mosebog 21:14.

En ærefuld plads

13. Hvordan gik det kvinderne når gudfrygtige mænd fulgte Jehovas eksempel og adlød hans lov?

¹³ Men hvilken plads indtog kvinderne blandt Guds tjenere i førkristen tid? Hvordan betragtede og behandlede man dem? Kort fortalt kan det siges at når gudfrygtige mænd fulgte Jehovas eget eksempel og adlød hans lov, bevarede kvinderne deres værdighed og havde mange rettigheder og privilegier.

14, 15. Hvad vidner om at man viste respekt for kvinderne i Israel, og hvorfor kunne Jehova med rette forvente at de mænd der tilbad ham respekterede kvinderne?

¹⁴ Kvinder skulle respekteres. Ifølge Guds lov til Israel skulle man vise respekt for både fædre og mødre. (2 Mosebog 20:12; 21:15, 17) „Enhver af jer skal frygte sin moder og sin fader,“ hedder det i Tredje Mosebog 19:3. Da Batseba ved en lejlighed kom ind til sin søn Salomon, ’rejste kongen sig for at gå hende i møde og bøjede sig for hende’ for på den måde at vise hende respekt. (1 Kongebog 2:19) I opslagsværket Encyclopaedia Judaica hedder det: „I profetierne skildres Guds kærlighed til Israel ved en ægtemands kærlighed til sin hustru, hvilket kun ville give mening i et samfund hvor kvinderne blev respekteret.“

¹⁵ Jehova forventer at de mænd der tilbeder ham viser kvinder respekt, for det gør han selv. Det fremgår af skriftsteder hvor Jehova bruger kvinders oplevelser og erfaringer billedligt, idet han sammenligner sine egne følelser med de følelser kvinder nærer. (Esajas 42:14; 49:15; 66:13) Det giver læserne indblik i hvordan Jehova føler. Det er interessant at det hebraiske ord for „barmhjertighed“, som Jehova anvender om sig selv, er nært beslægtet med ordet for „moderliv“ og kan beskrives som „moderfølelse“. — 2 Mosebog 33:19; Esajas 54:7.

16. Hvilke eksempler viser at man satte pris på gudfrygtige kvinders råd?

¹⁶ Gudfrygtige kvinders råd blev værdsat. Da den gudfrygtige Abraham ved en lejlighed tøvede med at følge sin gudhengivne hustru Saras råd, sagde Jehova til ham: „Hør efter hendes røst.“ (1 Mosebog 21:10-12) Esaus hetitiske hustruer „var årsag til en bitter ånd hos Isak og Rebekka“. På et tidspunkt gav Rebekka udtryk for hvor ulykkelig hun ville blive hvis deres søn Jakob også giftede sig med en hetit. Hvordan reagerede Isak? Beretningen lyder: „Da kaldte Isak på Jakob og velsignede ham og gav ham dette påbud og sagde til ham: ’Du må ikke tage en hustru af Kana’ans døtre.’“ Ja, selv om Rebekka ikke havde givet et direkte råd, traf hendes mand alligevel en beslutning der tog hendes følelser i betragtning. (1 Mosebog 26:34, 35; 27:46; 28:1) På et senere tidspunkt undgik David at pådrage sig blodskyld fordi han lyttede til Abigajils bøn. — 1 Samuel 25:32-35.

17. Hvad viser at kvinder havde en vis myndighed i familien?

¹⁷ Kvinder havde en vis myndighed i familien. Børn fik denne opfordring: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov.“ (Ordsprogene 1:8) Beskrivelsen af en „dygtig hustru“ i Ordsprogene, kapitel 31, viser at en flittig husmoder ikke blot styrede en husholdning men også kunne handle med fast ejendom, dyrke afgrøder, drive forretning og være kendt for sine vise råd. Vigtigst af alt var dog den rosværdige kvindes ærefrygt for Jehova. Det er ikke så mærkeligt at en sådan hustru var „langt mere værd end koraller“. Kostbare røde koraller var højt værdsat som smykker eller som pyntegenstande. — Ordsprogene 31:10-31.

Kvinder der var særligt begunstiget af Gud

18. Hvordan blev der vist nogle kvinder på Bibelens tid en særlig gunst?

¹⁸ Jehovas agtelse for kvinder afspejlede sig i den særlige gunst han viste nogle kvinder på Bibelens tid. Hagar, Sara og Manoas hustru blev opsøgt af engle der overbragte dem budskaber fra Gud. (1 Mosebog 16:7-12; 18:9-15; Dommerne 13:2-5) Der var også „tjenende kvinder“ ved tabernaklet og sangerinder ved Salomons hof. — 2 Mosebog 38:8; 1 Samuel 2:22; Prædikeren 2:8.

19. Hvordan brugte Jehova ved flere lejligheder kvinder til at tale på sine vegne?

¹⁹ Flere gange i Israels historie brugte Jehova en kvinde til at tale på sine vegne. Om profetinden Debora læser vi: „Israels sønner tog op til hende for at få sager pådømt.“ (Dommerne 4:5) Efter Israels nederlag over for kana’anæerkongen Jabin fik Debora en ganske særlig forret. Hun var åbenbart den der komponerede i det mindste noget af den sejrssang der blev en del af Jehovas inspirerede ord.c (Dommerbogen, kapitel 5) Århundreder senere sendte kong Josias en delegation bestående af blandt andre ypperstepræsten til profetinden Hulda, for at få hende til at rådspørge Jehova. Hulda kunne med fuld bemyndigelse svare: „Således har Jehova, Israels Gud, sagt.“ (2 Kongebog 22:11-15) Ved den lejlighed befalede kongen delegationen at henvende sig til en kvinde, men det var for at søge Jehovas ledelse. — Jævnfør Malakias 2:7.

20. Hvad viser at Jehova har omsorg for kvinders følelser og velfærd?

²⁰ Jehovas omsorg for kvinders velfærd fremgår også af de tilfælde hvor han greb ind til gavn for nogle kvinder der tilbad ham. To gange greb han ind for at beskytte Abrahams smukke hustru Sara mod at blive krænket. (1 Mosebog 12:14-20; 20:1-7) Gud begunstigede Jakobs hustru Lea, som Jakob ikke elskede så højt, ved at ’åbne hendes moderliv’ så hun fik en søn. (1 Mosebog 29:31, 32) Da to gudfrygtige jordemødre blandt israelitterne med livet som indsats reddede de hebraiske drengebørn fra at blive slået ihjel i Ægypten, „skænkede han dem med tiden efterkommere“. (2 Mosebog 1:17, 20, 21) Han besvarede også Hannas inderlige bøn. (1 Samuel 1:10, 20) Og da enken efter en profet stod over for en kreditor der var parat til at tage hendes børn med sig som betaling for hendes gæld, lod Jehova hende ikke i stikken. Gud satte kærligt profeten Elisa i stand til at øge hendes forsyning af olie så hun kunne betale sin gæld, hvorved hun bevarede sin familie og sin værdighed. — 2 Mosebog 22:22, 23; 2 Kongebog 4:1-7.

21. Hvilket billede tegner De Hebraiske Skrifter af kvindernes lod?

²¹ De Hebraiske Skrifter giver således på ingen måde rum for et nedvurderende kvindesyn, men giver en velafbalanceret skildring af kvindernes lod blandt Guds tjenere. Selv om Jehova ikke beskyttede de kvinder der tilbad ham, mod opfyldelsen af det der var blevet forudsagt i Første Mosebog 3:16, blev kvinder behandlet med værdighed og respekt af de gudfrygtige mænd der fulgte Jehovas eksempel og adlød hans lov.

22. Hvordan havde kvindernes stilling ændret sig på det tidspunkt Jesus var på jorden, og hvilke spørgsmål kan man stille?

²² I århundrederne efter at De Hebraiske Skrifter var fuldført, ændredes kvindernes stilling blandt jøderne. På det tidspunkt Jesus fremstod på jorden, havde de rabbinske overleveringer lagt store begrænsninger på kvindernes religiøse privilegier og sociale liv. Påvirkede disse traditioner den måde hvorpå Jesus behandlede kvinder? Hvordan bør kristne kvinder behandles i dag? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.

[Fodnoter]

Kristne kvinder fortjener ære og respekt

„I mænd skal . . . leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige.“ — 1 PETER 3:7.

1, 2. (a) Hvorfor vakte Jesu samtale med den samaritanske kvinde ved brønden undren? (Se også fodnoten.) (b) Hvad viste Jesus ved at forkynde for den samaritanske kvinde?

VED den gamle brønd i nærheden af byen Sykar viste Jesus i en middagsstund i slutningen af år 30 hvordan han mente at kvinder burde behandles. Han havde tilbragt formiddagen med at vandre gennem Samarias bjergland og var træt, sulten og tørstig da han nåede frem til brønden. Som han sad der ved brønden kom en samaritansk kvinde hen for at trække vand op. „Giv mig noget at drikke,“ sagde Jesus til hende. Kvinden må have stirret forbløffet på ham, og hun spurgte: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ Da hans disciple senere kom tilbage efter at have købt fødevarer, blev de overraskede. De undrede sig over at Jesus „talte med en kvinde“. — Johannes 4:4-9, 27.

² Hvad var baggrunden for kvindens spørgsmål og disciplenes undren? Hun var samaritaner, og samaritanere ønskede jøderne ikke at have noget med at gøre. (Johannes 8:48) Men der var tilsyneladende også noget andet der prægede disciplenes tankegang. Dengang var det på grund af den rabbinske overlevering ikke velset at mænd talte med kvinder i al offentlighed.a Ikke desto mindre forkyndte Jesus helt åbent for denne retsindige kvinde, og fortalte hende endog at han var Messias. (Johannes 4:25, 26) Dermed viste Jesus at han ikke lod sig hæmme af ubibelske overleveringer, heller ikke dem der nedvurderede kvinder. (Markus 7:9-13) Jesus viste tværtimod i sin forkyndelse og væremåde at kvinder skulle behandles med ære og respekt.

Hvordan Jesus behandlede kvinder

3, 4. (a) Hvordan behandlede Jesus den kvinde der rørte ved hans klæder? (b) Hvordan satte Jesus et godt eksempel for kristne mænd, især for tilsynsmænd?

³ Jesu inderlige medfølelse med andre afspejlede sig i den måde han behandlede kvinder på. Ved en lejlighed søgte en kvinde der i 12 år havde lidt af stadige blødninger, efter Jesus i en folkemængde. Hendes sygdom gjorde hende ceremonielt uren, så hun burde strengt taget ikke have opholdt sig der. (3 Mosebog 15:25-27) Men hun var så desperat at hun sneg sig hen bag Jesus. Da hun rørte ved hans klædning blev hun øjeblikkelig helbredt! Selv om han var på vej hjem til Jairus, hvis datter var alvorligt syg, standsede Jesus op. Han havde mærket at der udgik en kraft fra ham, og han så sig derfor omkring for at få øje på den der havde rørt ved hans klædning. Til sidst kom kvinden og kastede sig skælvende ned for ham. Skældte Jesus hende ud fordi hun befandt sig i folkeskaren eller fordi hun havde rørt ved ham uden at have fået lov? Nej, han var tværtimod meget venlig og forstående, og sagde: ’Datter, din tro har gjort dig rask.’ Det er det eneste sted vi læser at Jesus direkte tiltaler en kvinde som „datter“. Hvor må det have virket beroligende på hende. — Mattæus 9:18-22; Markus 5:21-34.

⁴ Jesus så ud over Lovens bogstav. Han så på ånden i Loven og forstod at det var nødvendigt at vise medfølelse og barmhjertighed. (Jævnfør Mattæus 23:23.) Jesus forstod den syge kvindes desperate situation og glemte ikke at det var hendes tro der havde bevæget hende til det hun gjorde. Herved satte han et godt eksempel for kristne mænd, især tilsynsmænd. Hvis en kristen søster har personlige problemer eller befinder sig i en vanskelig eller prøvende situation, bør ældste forsøge at se bag om det hun måske umiddelbart gør eller siger og tage omstændighederne og motivet i betragtning. Med en sådan indsigt vil man måske opdage at det der er brug for, er tålmodighed, forståelse og medfølelse, i stedet for vejledning og irettesættelse. — Ordsprogene 10:19; 16:23; 19:11.

5. (a) Hvordan satte de rabbinske overleveringer snævre grænser for kvinderne? (Se fodnoten.) (b) Hvem var de første der så den opstandne Jesus og aflagde vidnesbyrd om det?

⁵ De rabbinske overleveringer var årsag til at kvinderne på Jesu tid var afskåret fra at tjene som vidner i en retssag.b Men læg mærke til hvad der skete om morgenen den 16. nisan år 33, kort efter at Jesus var blevet oprejst fra de døde. Hvem var de første der fik den opstandne Jesus at se, og som aflagde vidnesbyrd over for de øvrige disciple om at deres Herre var blevet oprejst? Det viste sig at være de kvinder der, indtil Jesus udåndede, havde opholdt sig inden for synsvidde af det sted hvor han var blevet pælfæstet. — Mattæus 27:55, 56, 61.

6, 7. (a) Hvad sagde Jesus til de kvinder der kom ud til graven? (b) Hvordan reagerede Jesu mandlige disciple til at begynde med på det kvinderne fortalte, og hvad kan vi lære af det?

⁶ Tidligt om morgenen den første dag i ugen gik Maria Magdalene og andre kvinder ud til graven med vellugtende stoffer for at behandle Jesu legeme med dem. Da Maria fandt graven tom, løb hun hen for at fortælle det til Peter og Johannes. De andre kvinder blev tilbage. Kort efter viste en engel sig for dem og fortalte dem at Jesus var blevet oprejst. „Gå nu hurtigt hen og sig til hans disciple at han er blevet oprejst,“ befalede engelen. Mens disse kvinder skyndte sig af sted for at overbringe nyheden, viste Jesus selv sig for dem og sagde: „Gå hen og giv mine brødre besked.“ (Mattæus 28:1-10; Markus 16:1, 2; Johannes 20:1, 2) Overvældet af sorg og uden at vide noget om engelens besøg, vendte Maria Magdalene tilbage til den tomme grav. Her viste Jesus sig for hende, og da hun endelig genkendte ham, sagde han: „Gå til mine brødre og sig til dem: ’Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.’“ — Johannes 20:11-18; jævnfør Mattæus 28:9, 10.

⁷ Jesus kunne have valgt først at vise sig for Peter, Johannes eller en af de andre mandlige disciple. Men han valgte i stedet at begunstige disse kvinder ved at lade dem være de første øjenvidner til hans opstandelse, og ved at lade dem fortælle hans mandlige disciple om hans opstandelse. Hvordan reagerede disse mænd til at begynde med? Beretningen lyder: „Disse udtalelser forekom dem som vrøvl, og de ville ikke tro kvinderne.“ (Lukas 24:11) Kunne det tænkes at de fandt det svært at tro på dette vidnesbyrd fordi det kom fra kvinder? I givet fald fik de med tiden rigelige beviser for at Jesus var blevet oprejst fra de døde. (Lukas 24:13-46; 1 Korinther 15:3-8) I dag handler kristne mænd klogt når de tager deres åndelige søstres iagttagelser i betragtning. — Jævnfør Første Mosebog 21:12.

8. Hvad viste Jesus ved den måde han behandlede kvinder på?

⁸ Det er hjertevarmende at betragte hvordan Jesus var over for kvinder. Han var altid medfølende og fuldstændig ligevægtig over for dem, uden hverken at forherlige eller forklejne dem. (Johannes 2:3-5) Han forkastede de rabbinske overleveringer der berøvede kvinderne deres værdighed og som gjorde Guds ord ugyldigt. (Jævnfør Mattæus 15:3-9.) Ved at behandle kvinder med ære og respekt, viste Jesus hvordan Jehova Gud mener at kvinder skal behandles. (Johannes 5:19) Jesus satte således et godt eksempel som kristne mænd må følge. — 1 Peter 2:21.

Jesu lære om kvinder

9, 10. Hvordan gik Jesus imod den rabbinske overlevering om kvinder, og hvad svarede han på farisæernes spørgsmål om skilsmisse?

⁹ Jesus gik imod de rabbinske overleveringer og gav kvinderne deres værdighed tilbage, ikke blot ved det han gjorde, men også i sin lære. Lad os for eksempel betragte hvad Jesus sagde om skilsmisse og ægteskabsbrud.

¹⁰ Jesus blev stillet følgende spørgsmål vedrørende skilsmisse: „Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?“ Ifølge Markus’ beretning svarede Jesus: „Enhver som skiller sig fra sin hustru [af anden grund end utugt] og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende, og hvis en kvinde skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.“ (Markus 10:10-12; Mattæus 19:3, 9) Med disse enkle ord viste han respekt for kvinders værdighed. Hvordan?

11. Hvad viser Jesu ord „af anden grund end utugt“ om det ægteskabelige bånd?

¹¹ For det første lod Jesus med ordene „af anden grund end utugt“ (som findes i Mattæus’ evangelieberetning) forstå at man ikke kan tage let på ægteskabet og uden videre bryde det ægteskabelige bånd. Den lære rabbinerne fremholdt, tillod imidlertid skilsmisse hvis hustruen blot havde spoleret et måltid mad eller havde talt med en fremmed mand. Man tillod endog skilsmisse hvis manden fandt en kvinde som han syntes var mere tiltrækkende. En bibelforsker siger: „Da Jesus udtalte sig som han gjorde, . . . slog han et slag for kvinderne ved at søge at bringe ægteskabet tilbage til det stade hvor det rettelig burde være.“ Ægteskabet skulle være en varig forbindelse, en ordning hvorunder en kvinde kunne føle sig tryg. — Markus 10:6-9.

12. Hvilken ny opfattelse lå der i Jesu ord „begår ægteskabsbrud mod hende“?

¹² For det andet gjorde Jesus med udtrykket „begår ægteskabsbrud mod hende“, sig til talsmand for en ny holdning som ikke blev anerkendt ved rabbinernes domstole, nemlig det begreb at en mand kunne begå ægteskabsbrud mod sin kone. Det hedder i The Expositor’s Bible Commentary: „I den rabbinske jødedom kunne en kvinde begå ægteskabsbrud mod sin mand ved at være ham utro; og en mand kunne, ved at stå i et seksuelt forhold til en anden mands hustru, begå ægteskabsbrud mod ham. Men en mand kunne aldrig begå ægteskabsbrud mod sin hustru, uanset hvad han gjorde. Ved at opstille de samme moralske forpligtelser for mænd som for hustruer, bidrog Jesus til at højne kvindens stilling og værdighed.“

13. Hvordan viste Jesus at der under den kristne ordning skulle gælde en og samme norm for mænd og kvinder med hensyn til skilsmisse?

¹³ For det tredje anerkendte Jesus med ordene „hvis en kvinde skiller sig fra sin mand“, at en kvinde havde ret til at lade sig skille fra en utro ægtemand, hvilket åbenbart var muligt men ikke almindeligt under datidens jødiske lov.c Det blev sagt at „man kan lade sig skille fra en kvinde med eller uden hendes samtykke, men man kan kun lade sig skille fra en mand med hans samtykke“. Under den kristne ordning gjaldt der ifølge Jesus en og samme norm for både mænd og kvinder.

14. Hvad afspejlede Jesu lære?

¹⁴ Jesu lære afspejler således tydeligt en dyb omsorg for kvinders velfærd. Det er derfor ikke vanskeligt at forstå hvorfor nogle kvinder elskede Jesus så højt at de var villige til at bruge deres materielle midler til at sørge for hans fornødenheder. (Lukas 8:1-3) „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig,“ sagde Jesus. (Johannes 7:16) I sin undervisning afspejlede Jesus Jehovas egen kærlige omsorg for kvinder.

’Vis dem ære’

15. Hvad skrev apostelen Peter om den måde en ægtemand skulle behandle sin hustru på?

¹⁵ Apostelen Peter fik et førstehåndsindtryk af hvordan Jesus behandlede kvinder. Omkring 30 år senere skrev han, efter først at have givet hustruer kærlig vejledning: „I mænd skal på samme måde leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ (1 Peter 3:7) Hvad mente Peter med ordene „idet I viser dem ære“?

16. (a) Hvad er betydningen af det græske navneord der oversættes med „ære“? (b) Hvordan ærede Jehova Jesus ved forklarelsen på bjerget, og hvad lærer vi heraf?

¹⁶ Ifølge én ordbog betyder det græske navneord der her oversættes med „ære“ (timēʹ), „pris, værdi, ære, respekt“. Former af ordet gengives også med „gaver“ og „værdifuld“. (Apostelgerninger 28:10; 1 Peter 2:7) Hvad det vil sige at ære nogen fremgår af den måde hvorpå Peter bruger ordet i Andet Petersbrev 1:17. Her beskrives Jesu forklarelse med ordene: „Han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’“ Ved Jesu forklarelse ærede Jehova sin søn ved at give udtryk for at han godkendte ham, og det gjorde han mens andre hørte på det. (Mattæus 17:1-5) En mand der ærer sin kone vil derfor ikke ydmyge eller forklejne hende. Han viser derimod i ord og handling — både privat og offentligt — at han agter hende højt. — Ordsprogene 31:28-30.

17. (a) Hvorfor har en hustru krav på at der vises hende ære? (b) Hvorfor bør en mand ikke føle at han er mere værd i Guds øjne end en kvinde?

¹⁷ Det er en sådan ære en kristen ægtemand ifølge Peter skal vise sin kone. Der er ikke tale om en ære manden allernådigst viser, men en ære som hustruen har krav på. Hvorfor er hustruer berettigede til en sådan ære? Fordi, som Peter siger til ægtemænd, „I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er“. I det første århundrede var alle de mænd og kvinder Peter skrev til, kaldede til at være medarvinger med Kristus. (Romerne 8:16, 17; Galaterne 3:28) De havde ikke de samme ansvarsopgaver i menigheden, men til sin tid skulle både mænd og kvinder herske sammen med Kristus i himmelen. (Åbenbaringen 20:6) Også i dag, hvor de fleste blandt Guds folk har et jordisk håb, vil det være en alvorlig fejl hvis en kristen mand mener at han på grund af de forrettigheder han har i menigheden, er mere værd i Guds øjne end en kvinde. (Jævnfør Lukas 17:10.) Mænd og kvinder har i åndelig henseende den samme stilling over for Gud, da Jesu offerdød har gjort det muligt for både mænd og kvinder at blive frigjort fra syndens og dødens fordømmelse og opnå evigt liv. — Romerne 6:23.

18. Af hvilken tvingende grund må en ægtemand ifølge Peters ord ære sin hustru?

¹⁸ Peter anfører en anden tvingende grund til at en mand skal ære sin hustru, nemlig ’for at hans bønner ikke skal blive hindret’. Det ord der oversættes med „blive hindret“ kommer af et græsk udsagnsord (e[n]gkopʹtō), der bogstaveligt betyder „at skære ind i“. Ifølge Vines Expository Dictionary of New Testament Words „blev det brugt om det at genere folk ved at ødelægge vejen, eller ved pludselig at anbringe en hindring på vejen“. Den mand der undlader at vise sin kone ære, opdager måske at der er noget der hindrer hans bønner, eller noget der hindrer Gud i at lytte til dem. Måske føler manden sig uværdig til at henvende sig til Gud, eller Jehova ønsker måske ikke at lytte til bønnen. Det er således tydeligt at Jehova i høj grad er interesseret i hvordan mænd behandler kvinder. — Jævnfør Klagesangene 3:44.

19. Hvordan kan mænd og kvinder tjene sammen i menigheden og vise hinanden respekt?

¹⁹ Det er dog ikke kun mænd der skal vise deres hustruer ære. En ægtemand skal ganske vist ære sin hustru ved at behandle hende kærligt og med værdighed, men en hustru skal også ære sin mand ved at underordne sig ham og vise ham dyb respekt. (1 Peter 3:1-6) Desuden formanede Paulus de kristne til at „vise hinanden ære“. (Romerne 12:10) Dette er en opfordring til at mænd og kvinder i menigheden tjener sammen og viser hinanden respekt. Når det er denne indstilling der hersker, vil kristne kvinder ikke tale på en måde der underminerer den myndighed der er tildelt dem der fører an. De vil derimod støtte de ældste og samarbejde med dem. (1 Korinther 14:34, 35; Hebræerne 13:17) Kristne tilsynsmænd vil for deres vedkommende behandle ’ældre kvinder som mødre og yngre kvinder som søstre i al renhed’. (1 Timoteus 5:1, 2) Det vil være klogt af ældste at tage kærligt hensyn til hvad deres kristne søstre har at sige. Når en søster tager hensyn til den teokratiske ledelse og respektfuldt stiller et spørgsmål eller måske peger på noget som kræver opmærksomhed, vil de ældste med glæde behandle spørgsmålet eller problemet.

20. Hvordan bør kvinder behandles ifølge det der står i Bibelen?

²⁰ Lige siden syndens indtog i Eden har kvinder i mange kulturer været henvist til at indtage en plads der har været forbundet med vanære. Men det er ikke hvad Jehova oprindelig havde i tanke for disse kvinder. Uanset hvilken kulturelt betinget indstilling man finder til kvinder, viser både De Hebraiske og De Græske Skrifter at gudfrygtige kvinder skal behandles med ære og respekt. Det er deres gudgivne ret.

[Fodnoter]