Truslen fra kernevåbnene

FORESTIL dig to drenge der befinder sig i en lukket garage hvor gulvet er overhældt med benzin. Begge drenge har en æske tændstikker i hånden . . .

Sådan kan det nuværende forhold mellem de to supermagter træffende skildres. Begge ligger inde med frygtindgydende kernevåben der, hvis de blev taget i brug, ville medføre begge parters udslettelse. Dag og nat står deres præcisionsstyrede missiler klar til at sprede død og ødelæggelse.

I tusindvis af disse dødens sendebud holdes skjult under jorden i betonsiloer. Andre hundreder er gemt i undervandsbådes skrog, og atter andre er ophængt under jetflys tilbagestrøgne vinger. En skrækslagen verden gruer for hvad der vil ske hvis disse våben en dag bliver taget i anvendelse.

Det redegør en firestjernet general for ved at udtale at en kernekrig ville være „en katastrofe langt større end nogen anden i historien“. En videnskabsmand tilføjer: „Der er en reel fare for at menneskeheden udryddes.“

En græsk anekdote handler om en mand ved navn Damokles der blev anbragt under et sværd som kun var ophængt i et enkelt hår. Sværdet kan passende sammenlignes med kernevåbnene og Damokles med menneskeheden. Fjern sværdet, så er Damokles i sikkerhed, vil nogle sige. Men er der udsigt til at det vil ske? De senere års begivenheder har givet mange håb:

Marts 1983: USA’s præsident, Ronald Reagan, foreslår Det Strategiske Forsvarsinitiativ, der indebærer modforholdsregler som vil gøre kernevåben „ineffektive og forældede“.

Januar 1986: Den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, foreslår alle kernevåben afskaffet ved udgangen af dette århundrede. Han udtaler senere: „Vi er parate til forhandlinger om ikke blot at bringe våbenkapløbet til ophør, men også om de størst mulige våbennedskæringer, så vidt som til generel og fuldstændig afrustning.“

Men hvor sandsynligt er det at disse tendenser nogen sinde vil medføre at verden bliver fri for kernevåben? Hvad stiller sig hindrende i vejen for et gunstigt udfald?

Kernevåbendilemmaet

ØVERST i det spinkle tårn i New Mexicos ørken hang den buttede metalkugle som mændene kaldte Gadget („Dingenot“). I nogle bunkers knap ni kilometer derfra ventede fysikere, kemikere, matematikere og militærfolk rastløst i den årle morgenstund, mens de så på deres ure og spekulerede på om Gadget virkelig ville fungere.

Det gjorde den. Femten sekunder før klokken 5.30 eksploderede Gadget og frigjorde på en milliontedel af et sekund sin kerneenergi. Der opstod en ildkugle som ville have været synlig ude fra verdensrummet, og braget kunne høres godt 300 kilometer derfra. Varmen fra eksplosionen, der i centrum var varmere end solens indre, smeltede det omliggende ørkensand til en ring af jadegrønt radioaktivt glas med en diameter på næsten en kilometer. Nogle svor på at solen den dag stod op to gange.

Den 6. august 1945, 21 dage senere, lagde den anden atombombe den japanske by Hiroshima i grus og kostede cirka 148.000 mennesker livet. Kernevåbenalderen var begyndt.

Det er nu 43 år siden, og i mellemtiden er våben med en sprængkraft på op imod 4000 gange Hiroshimabombens blevet afprøvet. Det anslås at de eksisterende kernevåbensprængladninger tilsammen har en sprængkraft der svarer til 20 milliarder tons TNT — mere end en million gange Hiroshimabombens ødelæggelseskraft!

Opfordringer til at afskaffe kernevåben

Ifølge en undersøgelse som Verdenssundhedsorganisationen foretog i 1983, ville en altomfattende kernevåbenkrig øjeblikkelig kræve en milliard ofre. Endnu en milliard ville senere dø på grund af trykbølgen, brandene og strålingen. Undersøgelser af nyere dato tegner et endnu mere dystert billede. Man forstår derfor at mange har hævet røsten for at få kernevåbnene fuldstændig afskaffet.

Der er dog nogle der ønsker dette af andre end rent humanitære årsager. Nogle fremfører at kernevåben blot har ringe eller ingen værdi som kampmidler. Deres frygtindgydende ødelæggelseskraft bevirker at kun den mest yderliggående provokation kan retfærdiggøre brugen af dem. Derfor blev de ikke taget i anvendelse af USA i Korea og Vietnam, af Storbritannien på Falklandsøerne eller af Sovjetunionen i Afghanistan. Som USA’s tidligere forsvarsminister Robert McNamara har sagt: „Kernevåben tjener overhovedet intet militært formål. De er aldeles nytteløse — bortset fra at de kan afskrække en modstander fra at anvende sine egne.“

Kernevåben gør heller ikke megen nytte som diplomatisk pressionsmiddel eller trumfkort over for andre nationer. Supermagterne er lige sårbare; og hvad angår de nationer der ikke har kernevåben, drister de sig hyppigt til at trodse supermagterne uden særlig frygt for gengældelse med kernevåben.

Endelig er der udgifterne. Ifølge en undersøgelse der er blevet offentliggjort i Bulletin of the Atomic Scientists producerede alene USA i perioden 1945 til 1985 cirka 60.000 kernevåbensprængladninger.a Hvad var prisen? Næsten 82 milliarder dollars (godt 530 milliarder kroner) — ikke så ubetydelig en sum for noget man håber aldrig at få brug for.

Bomben som afskrækkelsesmiddel

Afskrækkelsespolitikken er sandsynligvis lige så gammel som krigen selv. Men i kernevåbenalderen har afskrækkelsen antaget nye dimensioner. Enhver nation der måtte overveje et kernevåbenangreb, kan være vis på en omgående og altødelæggende gengældelse med kernevåben.

General B. L. Davis, øverstbefalende for USA’s Strategiske Luftkommando, siger i den forbindelse: „Meget taler for at kernevåbnene . . . har gjort verden til et mere sikkert sted at leve. De har langtfra gjort ende på krig; der dør fortsat i tusindvis hvert år i konflikter som for de indblandede nationer er alt andet end ’småkrige’. Men supermagternes indblanding i sådanne konflikter sker først efter omhyggelige overvejelser for at undgå direkte konfrontation, på grund af risikoen for at krigen optrappes til en verdensbrand — med anvendelse af kernevåben eller konventionelle våben.“

I ethvert hus hvor der opbevares ladte skydevåben er der imidlertid en risiko for vådeskud. Det samme gælder i en verden der er fuld af kernevåben. Følgende omstændigheder kunne udløse en kernekrig:

(1) En fejlfunktion i datamater eller mekanik der får et land til at tro at det er under kernevåbenangreb. Reaktionen ville være et modangreb med egne kernevåben.

(2) Kernevåben kan falde i hænderne på ekstremister eller terrorister der ville have færre skrupler ved at bruge dem end de nuværende kernevåbenmagter har.

(3) En mindre krig der optrappes i et af supermagternes fælles interesseområder — for eksempel Den Persiske Bugt.

Trods disse risici har nationerne indtil nu opretholdt en sikkerhedspolitik der bygger på afskrækkelse. Men i en verden der er fyldt til bristepunktet med kernevåben føler folk sig ikke sikre. Magtbalancen er i virkeligheden en terrorbalance, en selvmordspagt med verdens milliarder af indbyggere som ufrivillige medunderskrivere. Hvis kernevåbnene kan sammenlignes med damoklessværdet, er afskrækkelsen det tynde hår der holder igen på sværdet. Men tænk hvis afskrækkelsen slog fejl. Følgerne ville være så rædselsvækkende at vi slet ikke tør tænke den tanke.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

VIRKNINGERNE AF EN BOMBE PÅ 1 MEGATON

Lys og varmestråling: En kernevåbensprængning frembringer et skarpt lysglimt der midlertidigt eller permanent berøver folk synssansen — på afstande op til 21 kilometer i dagslys og 85 kilometer om natten.

I umiddelbar nærhed af nulpunktet (direkte under den eksploderende bombe) får den stærke hede fra ildkuglen mennesker til at fordampe. Længere borte (op mod 18 kilometer) pådrager folk sig anden- og tredjegradsforbrændinger på ubeskyttet hud. Tøj bryder i brand. Tæpper og møbler antændes. Under visse forhold opstår der en ildstorm der fanger folk i et flammehav.

Trykbølgen: Kernesprængningen afstedkommer vinde af orkanstyrke. I nærheden af nulpunktet er ødelæggelsen altomfattende. Længere borte er folk der opholder sig indendørs, i fare for at blive knust af nedfaldende bygningsdele; andre kvæstes eller dræbes af flyvende genstande. Atter andre kvæles i de tætte støvskyer når byggematerialer pulveriseres. Overtrykket sprænger trommehinderne og forårsager blødning i lungerne.

Radioaktiv stråling: Der afgives store mængder neutroner og gammastråler. Lettere stråledoser forårsager kvalme, opkastning og udmattelse. Blodlegemerne tager skade sådan at ens modstandskraft mod sygdomme nedsættes og læsioner er længere om at hele. Hos svært bestrålede opstår der krampeanfald, rystelser, letargi og manglende koordinationsevne. Døden indtræder i løbet af 1 til 48 timer.

Hos de øvrige stråleramte øges kræftrisikoen. Der er også større risiko for at de videregiver arvelige defekter til deres afkom, deriblandt nedsat frugtbarhed, spontane aborter, deforme eller dødfødte børn, samt diverse andre medfødte svagheder.

Kilde: Comprehensive Study on Nuclear Weapons, udgivet af De Forenede Nationer.

Man leder efter en løsning

„Den såkaldte M.A.D.-DOKTRIN [Mutual Assured Destruction: gensidig forvisning om ødelæggelse] er umoralsk. Der er noget mildt sagt makabert ved at vi bygger vor sikkerhed på vor evne til at myrde russiske kvinder og børn. Og det er om muligt endnu mere forkasteligt med overlæg at øge risikoen for at vort eget folk bliver udslettet i en kernevåbenkrig blot for at leve op til et abstrakt begreb, en fortidig, ubevist og ulogisk teori.“ Disse ord af den amerikanske senator William Armstrong afspejler den utryghed mange amerikanere føler ved et forsvar der er bygget på gengældelsesevnen.

Som alternativ foreslog præsident Reagan i marts 1983 SDI (Det Strategiske Forsvarsinitiativ), populært kaldet „Stjernekrigsprojektet“. Han sagde: „Jeg appellerer til den videnskab der skænkede os kernevåbnene, om at stille sine store evner til rådighed for menneskehedens og verdensfredens sag og skænke os de midler der skal til for at gøre disse kernevåben ineffektive og forældede.“

Reagan forestillede sig at der ville blive udviklet raffinerede, teknisk avancerede våben — røntgenlaservåben, elektromagnetiske skinnekanoner, kollisionsvåben og partikelstrålevåben — der kunne forsvare USA og dets allierede ved at splintre fjendtlige missiler før de nåede deres mål.

Men SDI har fra første færd været heftigt og udførligt omdiskuteret. Modstanderne hævder at det er en teknisk umulighed at skabe en „vandtæt paraply“ mod et målrettet angreb — og en ’hullet paraply’ er uanvendelig mod kernevåben. Et amerikansk kongresmedlem opregnede ved en lejlighed en del andre indvendinger og sagde ironisk at „bortset fra den omstændighed at SDI-systemet kan omgås ved lavtflyvning, kan løbes over ende, kan narres, er datamatstyret (og altså ikke kan styres af mennesker), [at den] ville krænke en række traktater angående våbenkontrol og ville kunne udløse en termonuklear krig, . . . er det ikke noget dårligt system.“

Også Sovjetunionen protesterer stærkt imod SDI. Som grund angives blandt andet at USA ganske enkelt ønsker at fremstille et skjold for at kunne svinge sværdet. Embedsmænd fra USA beskylder samtidig Sovjetunionen for i hemmelighed at udvikle sit eget strategiske forsvarssystem.

SDI vil under alle omstændigheder være overordentlig bekosteligt at udvikle og opstille. Udgifterne vurderes til et sted mellem 126 milliarder dollars (knap 820 milliarder kroner) og 1,3 billioner dollars (8,4 billioner kroner). Til sammenligning har hele USA’s hovedvejsnet kostet 123 milliarder dollars (cirka 800 milliarder kroner)! Ikke desto mindre har den amerikanske kongres allerede bevilget milliarder af dollars til SDI-forskning.

Udsigterne til nedrustning

Fra det sovjetiske forsvarsministerium lyder det: „Det sovjetiske folk er overbevist om at kernevåbennedrustning er den pålideligste garanti for at man vil kunne forebygge en kernekatastrofe.“ Alt imens fortsætter våbenkapløbet med uformindsket styrke uden hensyntagen til de høje idealer.

Hvad er den grundlæggende hindring for nedrustningen? Det er mistilliden. I publikationen Soviet Military Power 1987 beskylder USA’s forsvarsministerium Sovjetunionen for at ’tragte efter verdensherredømmet’. Og USSR’s forsvarsministerium taler i publikationen Whence the Threat to Peace om USA’s „imperialistiske ambition om at ’beherske verden’“.

Selv når parterne mødes for at drøfte våbenkontrol beskylder de hinanden for at have selviske bevæggrunde. Førnævnte sovjetiske publikation beskylder således USA for at „blokere fremskridt hen imod nedrustning på alle felter“ i et forsøg på at „styre de internationale anliggender fra en magtposition“.

Hertil svarer USA at våbenkontrol for Sovjetunionen ganske enkelt er et skalkeskjul for at „fastholde et eksisterende militært forspring . . . Desuden betragter [Moskva] våbenkontrolforhandlinger som et middel til at fremme Sovjets militære målsætninger og underminere den folkelige opbakning i Vesten til forsvarspolitik og forsvarsprogrammer.“ — Soviet Military Power 1987.

Nylig indgåede aftaler om at afskaffe alle mellemdistancemissiler tager sig ud som et kæmpemæssigt fremskridt. Det er den første aftale hvor man faktisk nedskærer — ikke blot begrænser — antallet af kernevåben. Men selv efter at en sådan historisk traktat er blevet ført ud i livet, er der stadig lang vej igen før alle kernevåben er blevet afskaffet.

Kontrolproblemet

Lad os antage at alle kernevåbenmagterne faktisk blev enige om en total afrustning. Hvad ville i så fald afholde en nation, eller måske alle nationer, fra at føre de andre bag lyset, enten ved at undlade at skille sig af med alle de forbudte våben eller ved at fremstille dem i al hemmelighed?

Herom udtaler Kenneth Adelman, en forhenværende direktør for USA’s Kontor for Våbenkontrol og Nedrustning: „Afskaffelse af kernevåben ville fordre den mest omfattende og indgående inspektion som tænkes kan . . . Det ville igen kræve at alle nationer viste en åbenhed uden fortilfælde over for fremmed indblanding.“ Det er vanskeligt at forestille sig at noget land ville gå med til en sådan ’åben-dør-politik’.

Men lad os blot antage at nationerne på en eller anden måde overvandt alle disse kolossale hindringer og virkelig nedrustede. Da ville den teknologi og viden der skal til for at fremstille en bombe, stadig findes. Hvis der udbrød en konventionel krig ville der altid være en risiko for at den blev optrappet til et punkt hvor man igen begyndte at fremstille kernevåben — og bruge dem.

I den anledning udtalte Hans Bethe, en af de fysikere der var med til at fremstille den første atombombe, for nylig: „Vi mente at vi kunne kontrollere ånden i flasken. Den ville ganske vist ikke ned i flasken igen, men vi havde rimelige grunde til at antage at vi kunne holde hånd i hanke med den. Jeg er nu klar over at det var en illusion.“

[Illustration på side 7]

Nogle hævder at det er bedre at satse på forsvar mod et kernevåbenangreb end på modangreb

Hvordan vil kernevåbnene blive afskaffet?

VOR tid kan passende betegnes som angstens tidsalder. De tætte bånd mellem videnskaben og krigsmaskineriet har forårsaget at der findes i tusindvis af våben med ufattelig stor ødelæggelseskraft, vilkårlige dræbere der formår at udslette menneskeheden.

Det er forstemmende at se hvor beredvilligt mennesker slår deres næste ihjel. Men allerede fra de tidligste tider har mennesker udvist mordlyst. Bibelen fortæller: „Mens de var på marken [overfaldt] Kain . . . sin broder Abel og dræbte ham.“ (1 Mosebog 4:8) Lige siden har mennesker slået hinanden ihjel. Ganske vist har man efter 1945 holdt sig tilbage fra at anvende kernevåben i krigsførelsen, men vort århundrede er alligevel det mest blodtørstige i historien.

Årsager og hjælpemidler

Problemets rod skal tydeligvis ikke søges i selve våbnene. Nogle forskere er af den opfattelse at årsagerne skal findes i menneskets natur, da det jo er mennesket der udkæmper krige. De mener at vi fører krig på grund af selviskhed, tåbelighed og ubeherskede aggressioner. Der er delte meninger om hvad man skal stille op, men mange har det synspunkt at freden kun kan indføres hvis vi ændrer vores tankegang og adfærd.

Andre siger at eftersom krigen udkæmpes mellem nationer, skal dens årsager søges i den måde det internationale politiske system er opbygget på. Da hver enkelt suverænstat handler i overensstemmelse med sine egne målsætninger og ønsker, vil der uvægerlig opstå stridigheder. Og da der ikke findes nogen pålidelig og konsekvent måde at bilægge uoverensstemmelser på, udbryder der krig.

I en analyse af årsagerne til krig bemærker videnskabsmanden Kenneth Waltz at „en verdensregering er hjælpemidlet mod en verdenskrig“. Han tilføjer derpå: „Skønt en verdensregering er den eneste logiske løsning, er den uopnåelig i praksis.“ Andre deler denne holdning. Forfatteren Ben Bova har i tidsskriftet Omni skrevet: „De forskellige nationer må forene sig under blot én regering der kan kontrollere oprustningen og forebygge krig.“ Han udtaler imidlertid: „De fleste betragter en sådan verdensregering som et tomt valgløfte, en urealistisk fremtidsdrøm der aldrig kan blive til virkelighed.“ FN’s manglende resultater giver denne dystre konklusion vægt. Nationerne har været særdeles uvillige til at afgive deres suverænitet til denne og andre organisationer!

En verdensregering — en realitet!

Bibelen forsikrer os imidlertid om at Gud har til hensigt at oprette en virkelig verdensregering. Millioner har ubevidst bedt om at denne regering måtte komme til magten når de har bedt bønnen Fadervor: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Mattæus 6:10, da. aut.) I spidsen for denne regering står Fredsfyrsten, Jesus Kristus. Angående hans styre lover Bibelen: „Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger,“ det vil sige de jordiske regeringer. — Daniel 2:44.

Denne verdensregering vil indføre virkelig fred og sikkerhed, ikke ved hjælp af afskrækkelse med kernevåben eller ved et avanceret system af højt udviklede forsvarsvåben eller uholdbare politiske traktater. Salme 46:9 profeterer at Jehova „standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild“. Dette betyder at alle våben, også kernevåben, vil blive tilintetgjort.

Men hvad vil der blive gjort ved de aggressive sider af menneskets natur? Under Guds himmelske regerings styre skal jordens indbyggere „smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig“. (Esajas 2:4) Allerede nu retter over tre millioner mennesker sig efter dette skriftsted. De er Jehovas vidner.

Jehovas vidner findes i over 200 lande og er af vidt forskellig afstamning. Nogle af dem har, før de blev sande kristne, været stridbare og måske endda ondskabsfulde. Men som følge af at de har fået kundskab om Gud nægter de nu at løfte våben mod hinanden eller mod andre. Deres neutralitet under politiske konflikter er en velbevidnet historisk kendsgerning. Det fredelige standpunkt Jehovas vidner har indtaget på internationalt plan, er et vidnesbyrd om at en verden uden krig og kernevåben er mulig.

Millioner af nulevende er født i kernevåbentidsalderen og regner med at dø i den — hvis de da ikke ligefrem dør på grund af den. Jehovas vidner ser ikke så mørkt på fremtiden. De nærer uforbeholden tillid til Riget og til deres Gud, Jehova, „for intet som Gud siger, vil være umuligt for ham“. — Lukas 1:37.

[Illustration på side 9]

Ifølge Bibelen er det Gud der vil udrydde alle krigsvåben

[Illustration på side 10]

Under Guds himmelske regerings styre vil jorden være fri for krig og ødelæggelsesvåben