Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Side 2
    Vågn op! – 1990 | 8. januar
    • „De strejfer om som sigøjnere og sover i rør på byggepladser og i forladte bygningers rottebefængte kældre, eller klumper sig sammen på gadehjørner. Deres madrasser er avispapir, deres tøj hænger i laser. De lever af tiggeri, prostitution og småkriminalitet. De udplyndrer både hinanden og de forbipasserende.“ Hvem er de? Gadebørn i en stor latinamerikansk by, skriver bladet Time. Men dette kunne være en beskrivelse af hjemløse børn og unge i næsten enhver storby i verden. Der er millioner af dem, og der bliver flere for hver dag der går.

  • Hjemløse børn — Hvem bærer ansvaret?
    Vågn op! – 1990 | 8. januar
    • Hjemløse børn — Hvem bærer ansvaret?

      Af Vågn op! korrespondent i Brasilien

      FRANCISCO besøger en aften det lokale pizzeria sammen med sin kone og sine børn. På parkeringspladsen tilbyder en dreng i laset tøj at holde øje med bilen mens familien spiser. Da Francisco og hans familie kommer ud fra restauranten, rækker drengen ivrigt hånden frem for at få et par mønter for sin ulejlighed. Til langt ud på natten kæmper børn som han på byens gader for at tjene til livets ophold. De har ikke noget at skynde sig efter, for gaden er deres hjem.

      HJEMLØSE børn betragtes som nogle af samfundets tabere og er blevet kaldt „herreløse“ og „kasserede“ børn. Det er svært at sige præcis hvor mange børn der lever på gaden — nogle mener at det drejer sig om 40 millioner — men alle eksperter er enige om at problemet vokser overalt i verden, især i Latinamerika. Synet af hjemløse børn der klumper sig sammen i porte eller tigger om penge er så medynkvækkende at man for at kunne holde det ud er nødt til at forvandle dem til kolde tal på tabslisten, trække på skuldrene og gå videre. Men i virkeligheden kan samfundet ikke længere tillade sig at vise ligegyldighed. Ifølge UNICEF (De Forenede Nationers Børnefond) bruger 60 procent af de hjemløse mellem 8 og 17 år bevidsthedsudvidende stoffer, 40 procent drikker alkohol, 16 procent er narkomaner, og 92 procent ryger tobak. Da de ikke har mulighed for at få arbejde overlever de fleste kun ved at prostituere sig, tigge eller stjæle. Og da de vokser op som forældreløse er der fare for at de fortsætter som kriminelle når de bliver voksne, og dermed kommer til at udgøre en trussel mod samfundets sikkerhed.

      Den brasilianske avis O Estado de São Paulo skriver om en bande hjemløse børn: „De har ingen familie, ingen slægtninge og intet fremtidshåb. De lever hver dag som var det deres sidste. . . . Børnene . . . spilder ikke tiden: I løbet af få sekunder har de taget en teenagers armbåndsur, revet halskæden af en kvinde, dykket ned i en gammel mands lomme. Og så er de med ét forsvundet i vrimmelen. . . . De bliver seksuelt aktive i en meget ung alder. Elleveårs piger og tolvårs drenge kommer sammen og slår op en måned eller to senere, med samme selvfølgelighed som romancen begyndte.“

      Hvorfor de bor på gaden

      Det er ikke let at hjælpe de hjemløse børn. En undersøgelse viste at 30 procent af gadebørnene var så bange at de nægtede at give myndighederne nogen som helst oplysninger om deres baggrund, selv deres navn. Men hvorfor bor de på gaden? Er det fordi de gerne vil være uafhængige? Det var i hvert fald tilfældet med en brasiliansk dreng — han nægtede at tage hjem fordi hans far ikke ville lade ham gøre som han havde lyst til. Men ifølge den mexicanske avis El Universal er hovedårsagen til det høje antal gadebørn at fædrene har forladt familien. De mange opløste ægteskaber bærer derfor en væsentlig del af skylden for stigningen i antallet af gadebørn.

      Nogle forældre svigter desuden deres børn på en anden måde. De slår dem, misbruger dem seksuelt, ignorerer dem eller smider dem ligefrem ud hjemmefra. Mange af disse mishandlede børn føler at de har det bedre alene, selv om det betyder at de må bo på gaden.

      Børn har brug for kærlig omsorg og vejledning. James Grant, UNICEF’s øverste leder, har formuleret dette godt. I en lederartikel med titlen „Børn og morgendagen“ i Latin America Daily Post citeres han for denne udtalelse: „I tre-fire-årsalderen er der allerede dannet forbindelser mellem 90 procent af et menneskes hjerneceller, og den fysiske udvikling er så langt fremme at et mønster er lagt for resten af livet. I de første år har børnene derfor et stærkt behov for beskyttelse, både som et forsvar for deres ret til at udvikle alle deres evner fuldt ud, og som en investering i deres udvikling så de kan yde mere til familiens og landets bedste.“

      Mange iagttagere giver i deres bekymring økonomien, regeringerne og offentligheden skylden for at der findes hjemløse børn. Lederartiklen fortsætter: „Hverken det humanitære eller det økonomiske forsvar for ’investering i børn’ har gjort de store fremskridt. . . . ’Økonomisk regulering’ har ofte betydet nedskæring af tilskuddene til mad og andre fornødenheder. . . . Når disse nedskæringer kommer oven i den stigende arbejdsløshed og den faldende realløn, gives den tungeste byrde videre til dem der er dårligst i stand til at bære den — de fattigste familier og deres børn.“

      Der er ingen tvivl om at den dårlige økonomi i mange lande er en af grundene til at der bliver flere og flere gadebørn. Forældre skubber deres børn ud på gaden så de kan tjene penge på en hvilken som helst måde. Men hvorfor er dette problem så svært at løse?

  • Hjemløse børn — Hvorfor så svært at hjælpe dem?
    Vågn op! – 1990 | 8. januar
    • Hjemløse børn — Hvorfor så svært at hjælpe dem?

      DEN 14. oktober 1987 faldt lille Jessica McClure ned i en næsten 7 meter dyb, udtørret brønd i De Forenede Stater. Gennem 58 angstfyldte timer huggede redningsfolk sig vej gennem fast klippegrund for at komme ned til den lille, 18 måneder gamle, pige. Episoden blev omtalt på avisernes forsider, alle fulgte med i hvordan det gik, og det amerikanske fjernsyn holdt seerne tryllebundet til Jessica blev løftet op af den mørke brønd i live.

      Jessica havde imidlertid et hjem. Af en eller anden grund vækker de hjemløse børns ulykkelige situation ikke nær så stor interesse. Kan grunden være at de er fattige? En skribent for Verdenssundhedsorganisationens blad World Health analyserer de nødlidendes situation med ordene: „De fattige i byerne er ikke i egentlig forstand borgere i deres eget land, for de har ingen politiske, sociale eller økonomiske rettigheder. De fattige ældes hurtigt og dør unge.“ Regeringer og enkeltpersoner må derfor ændre syn på de fattige før der er håb om at de vil bekoste tilstrækkeligt med mad, tøj og boliger til dem.

      Hvordan nogle kan hjælpes

      Hvorfor synes de ædle idealer der udtrykkes i FN’s Erklæring om Barnets Rettigheder, så uopnåelige? (Se rammen.) De fleste kan lide børn og ønsker at det skal gå dem godt. Desuden har børn jo stor betydning for et lands fremtid. I Latin America Daily Post skriver James Grant fra UNICEF: „Det er trods alt børnene der til sin tid skal føre deres lande ud af det økonomiske dødvande.“ En rapport viser, fortæller Grant videre, at „investering i lægehjælp og grundlæggende skoleuddannelse kan føre til en betydelig stigning i produktiviteten og den økonomiske vækst“. I Brasilien (og andre lande) er man bestemt ikke uvidende om hvilket negativt indtryk gadebørnene og den dermed forbundne kriminalitet giver. Man forsøger at løse problemet ved hjælp af velgørenhed, plejefamilier, børnehjem og opdragelsesanstalter.

      Nogle regeringer finder det gavnligt at støtte de fattige samfunds og familiers egne initiativer til at skaffe boliger, i stedet for blot at bygge nogle huse. På den måde er de fattige selv med til at skabe forandringerne.

      De fattige familier må derfor være villige til selv at gøre noget, og ikke blot nøjes med at modtage hjælp fra forskellige sider. En familie klarer sig langt bedre økonomisk og socialt hvis dens medlemmer holder sammen og gør en indsats for at løse problemerne. Hvis det er nødvendigt kan alle arbejdsdygtige medlemmer af familien bidrage til dens underhold.

      Hvordan nogle har klaret sig

      Det er lykkedes for nogle hjemløse børn at komme væk fra miljøet. Lad os som et eksempel tage Guillermo. Før han blev født boede hans familie i en lille landsby, men på grund af dårlig økonomi flyttede den til hovedstaden. Da Guillermo var tre måneder gammel blev hans far myrdet, og nogle få år senere døde også hans mor. Han og hans søskende blev nu overladt til deres bedstemor, og allerede da han var ganske lille begyndte han derfor at holde til på gaden. Til langt ud på natten gik han hver dag gennem fem år rundt til restauranter og barer og bad om mad og penge til sig selv og sin familie. Venlige mennesker som mødte ham på gaden lærte ham det mest elementære om opførsel og personlig hygiejne. Senere blev han samlet op på gaden af myndighederne og sendt på børnehjem, hvor han fik mad og skoleundervisning. Jehovas vidner hjalp ham til at forstå at Skaberen var interesseret i ham, og dækkede hans åndelige behov. Deres oprigtighed og venlighed gjorde indtryk på Guillermo. Han sagde senere: „Hvem vil hjælpe en dreng der er vokset op stort set uden tugt og vejledning? Kun de kærlige brødre hjalp mig på den måde, og desuden støttede de mig økonomisk.“ Da Guillermo var 18, blev han døbt. Nu tjener han som medlem af staben på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i sit land.

      Der er også João, der som dreng sammen med sine brødre blev smidt ud hjemmefra af sin fordrukne far. João blev imidlertid ansat af en købmand, og da han var flittig blev han forfremmet og vandt snart sine medarbejderes og andres tillid. Nu er han en lykkelig mand og har sin egen familie. Roberto blev smidt ud hjemmefra som 12-årig. Han begyndte som skopudser og sliksælger, og senere fik han arbejde som maler. Villighed til at arbejde og lære hjalp både João og Roberto til at overvinde mange hindringer. Mens de var hjemløse følte de sig tit bange og utrygge, men studiet af Bibelen sammen med Jehovas vidner hjalp dem. Disse få eksempler viser at børn normalt er næsten ukuelige, og at de, med den rigtige hjælp, kan klare sig på trods af de mest ugunstige betingelser, selv hvis de er hjemløse.

      Dertil kommer at når forældre vejleder deres børn ud fra Guds ord, skaber det stabile familier, og problemer som børnemishandling og hjemløse børn undgås.

      Hvorfor menneskers forsøg slår fejl

      Vore dages millioner af hjemløse børn er et tydeligt bevis på at mennesker har måttet give op over for dette alvorlige problem. Lederen af en børnehjælpsorganisation citeres i bladet Time for at have sagt: „Et sindslidende, mentalt svækket menneske, et sygt menneske — eller en syg, sårbar befolkning — kan ikke fremme udviklingen.“ Samme blad forudser at et latinamerikansk land som følge af dette vil „blive bebyrdet med millioner af voksne der er så underernærede, uvidende og uskolede at de vil være uimodtagelige for ethvert rehabiliteringsforsøg“.

      Tror du, i betragtning af dette, at mennesker på egen hånd kan fjerne virkningerne af underernæring, seksuelt misbrug og vold? Tror du at en menneskeskabt indsats kan hjælpe alle gadebørnene efter at de har måttet kæmpe for at overleve på gaden blandt aggressive, hensynsløse forbrydere? Kan du forestille dig hvordan man skulle kunne lære forældre at opdrage deres børn på en god, omsorgsfuld måde? Nej, desværre — uanset hvor oprigtige mennesker er, kan de ikke til fulde løse problemet med de hjemløse børn.

      Hvorfor er det umuligt? Hvad er det der hindrer problemet i at blive løst? Jesus omtalte en person som han kaldte „verdens hersker“. (Johannes 14:30) Det er Satan Djævelen. (Se side 12.) Hans snigende indflydelse på menneskeheden er den største hindring for at vi kan løse vore problemer og opnå sand lykke. (2 Korinther 4:4) Denne usynlige skabning må derfor fjernes hvis der skal indføres retfærdige forhold, til gavn for de hjemløse børn og alle andre underprivilegerede grupper. Vil vi engang opleve en verden uden gadebørn og andre ulykkelige forhold? Findes der et reelt håb for de hjemløse børn?

      [Tekstcitat på side 6]

      ’Hvem vil hjælpe en dreng der er vokset op uden tugt og vejledning?’

      [Ramme på side 7]

      FN’s Erklæring om Barnets Rettigheder:

      ◼ Retten til navn og nationalitet.

      ◼ Retten til hengivenhed, kærlighed, forståelse og materiel tryghed.

      ◼ Retten til hensigtsmæssig ernæring, bolig og lægehjælp.

      ◼ Retten til særlig pleje hvis barnet er fysisk, psykisk eller socialt hæmmet.

      ◼ Retten til under alle omstændigheder at være blandt de første der modtager beskyttelse og nødhjælp.

      ◼ Retten til at blive beskyttet mod alle former for vanrøgt, grusomhed og udbytning.

      ◼ Retten til fuld adgang til leg og adspredelse, samt ret til gratis og obligatorisk undervisning der sætter barnet i stand til at udvikle sine evner og blive et nyttigt medlem af samfundet.

      ◼ Retten til at udvikle sig normalt under frie og værdige forhold.

      ◼ Retten til at blive opdraget i en ånd af forståelse, tolerance, venskab mellem nationerne, fred og internationalt broderskab.

      ◼ Retten til at nyde disse rettigheder uanset, race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling.

      [Kildeangivelse på side 5]

      Reuters/Bettmann Newsphotos

  • Hjemløse børn — Er der en løsning?
    Vågn op! – 1990 | 8. januar
    • Hjemløse børn — Er der en løsning?

      NÆSTEKÆRLIGE mennesker ønsker ikke at give op som om der ikke kunne gøres mere for de hjemløse børn. De er klar over at gadebørnene har behov for mere end tag over hovedet. Børn trives når de har fred i sindet, selvtillid, et godt helbred og noget fornuftigt at tage sig til. Det er rosværdigt at mange uegennyttige mænd og kvinder villigt ofrer sig for de hjemløses interesser. Men trods alt det de gør, er problemet med hjemløse børn ikke blevet løst.

      Grunden er at der ikke kan rettes op på den nuværende tingenes ordning som opretholder de forhold der skaber problemerne. Ligesom en totalskadet bil må den kasseres. Bør vi ikke være realistiske og indse at vi mennesker, til trods for vor store opfindsomhed, ikke kan indføre retfærdige forhold på jorden?

      Lykkeligvis er der mulighed for en forandring — men den vil ikke komme fra mennesker. Kun den almægtige Gud har den nødvendige visdom og magt til at fjerne alt hvad der er ondt og skadeligt på jorden. Hans ord, Bibelen, fortæller om hans himmelske rigsregering og hvordan den vil indfri menneskenes ønske om retfærdighed her på jorden. — Daniel 2:44.

      Gud er interesseret i os

      Tror du at Gud er i stand til at fjerne den nuværende ordning og indføre en ny livsform? Hvis du gør, må du huske at det ikke kun drejer sig om menneskers frelse, men først og fremmest om Jehova Guds navn. Som Skaberen, den der har sat det bedste eksempel i orden og punktlighed, forsikrer han os om at han vil gribe ind til den tid og på den måde han ønsker, og at det vil ske gennem hans rige. Dette rige er ikke noget tåget og vagt, men en himmelsk regering der kan dække menneskenes behov ved at føre tilsyn og give fremadskridende oplæring. — Esajas 48:17, 18.

      Hjemløse børn kan hente trøst i Davids ord i Salme 27:10: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ Det er også opmuntrende at vide at en lav status i verden ikke hindrer en i at lære om Guds vilje. I Ordsprogene 22:2 siges der: „Den rige og den der har få midler mødes. Jehova er den der har frembragt dem alle.“ Ja, de dårligt stillede kan, hvis de er oprigtige, være forvissede om at Jehova Gud er villig til at hjælpe dem. — Salme 10:14, 17.

      Jehova ønsker at det skal gå os godt, og han er i stand til at opfylde vore retmæssige ønsker. Engang spurgte han israelitterne gennem profeten Esajas: „Er dette ikke den faste jeg foretrækker: . . . Er det ikke at du deler dit brød med den sultne og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i dit hus? At du klæder den nøgne når du ser ham?“ (Esajas 58:6, 7) Gennem sin rigsregering vil Gud indføre denne lighed og retfærdighed. Ingen vil blive ignoreret eller behandlet som om de ikke eksisterede. I Salme 145:19 står der: „Han gør hvad de der frygter ham ønsker, og han hører deres råb om hjælp, og han frelser dem.“ Menneskeheden vil blive knyttet sammen af kærlighed til Gud og næsten, og som følge deraf vil problemet med de hjemløse børn blive løst. Ingen vil være overladt til sig selv!

      Vil menneskenes ufuldkommenhed hindre gennemførelsen af Guds hensigt?

      Nej, menneskenes onde tilbøjeligheder vil ikke få lov til at hindre gennemførelsen af Jehovas hensigt: at forvandle jorden til et glædens paradis. De der får den forret at leve i Guds nye verden, enten fordi de overlever Harmagedonslaget, som er beskrevet i Bibelen, eller fordi de oprejses fra de døde for atter at opnå liv på jorden, vil blive tilskyndet til at gøre deres bedste. — Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 16:14, 16.

      Ingen vil finde sit arbejde indholdsløst, og alle vil høste lønnen for deres slid. Læg mærke til Guds løfte: „De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud. De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom af Jehovas velsignede, og deres efterkommere er hos dem.“ (Esajas 65:22, 23) Ville du og din familie ikke synes om at se disse ord blive til virkelighed? Til den tid vil der ikke findes hungersnød, fattigdom, arbejdsløshed eller hjemløse børn noget sted på jorden!

      Der er ingen tvivl om at de der i øjeblikket lider nød, som de hjemløse børn, i endnu højere grad vil værdsætte den velsignelse at have en lykkelig familie og et dejligt hjem. Som vi læser i Esajas 65:17: „Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ De der lever til den tid vil opdage at de dårlige forhold er borte for evigt og at mennesker fra alle nationer, sproggrupper og racer arbejder sammen i et kærligt broderskab. Familier der overlever til den tid vil uden tvivl fortsætte med at prise Gud. I Salme 37:11 siges der om dette jordiske paradis: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“

      Hvordan kan du forberede dig på fremtiden?

      Du kan allerede nu tilegne dig livgivende kundskab og opdyrke gode egenskaber som kærlighed og godhed. Hvordan? Jehova elsker menneskeheden, og gennem sin søn, Jesus Kristus, „drager“ han mennesker til Kristus ved sit ord og sit folk. (Johannes 6:44) Han har også en jordisk organisation med et undervisningsprogram der kan hjælpe dig til at gøre Guds vilje så du kan se frem til et lykkeligt og meningsfyldt liv der aldrig får ende. Den gode nyhed om Guds rige forkyndes også for folk der er i nød. (Mattæus 24:14) Guds ord siger: „Den som foragter sin næste synder, men lykkelig er den der viser de nødstedte sin gunst.“ (Ordsprogene 14:21) Det er dejligt at vide at alle, også de underprivilegerede, kan henvende sig til Gud hvis de gør det med det rigtige motiv. Salmisten skrev: „Jeg er nødstedt og fattig. Gud, gør hurtigt noget for mig. Du er min hjælp og den der bringer mig i sikkerhed. Jehova, tøv ikke.“ — Salme 70:5.

      Ja, Guds ord kan give dig et reelt fremtidshåb. Når man taler om „håb“ er det ganske vist ikke altid lige realistisk og sikkert. I Brasilien hører man ofte mundheldet: „A esperança é a última que morre“ (svarende til det danske: „Håbet beskæmmer ingen“ og „Håbet er lysegrønt.“) Tanken er at man skal blive ved med at håbe selv om der egentlig ikke er grund til det. Men Bibelen giver et solidt grundlag for en stærk tro på Gud og en fast tillid til hans løfter. Som der står i Romerbrevet 10:11: „Ingen som tror på ham vil blive skuffet.“ Man vil ikke blive skuffet hvis ens håb er baseret på Bibelen. Ligesom jordens vidunderlige skaberværk er virkeligt, og vidner om Jehovas visdom og kærlighed, er Bibelens profetier til at stole på. De giver os mulighed for at se positivt på fremtiden og have et realistisk fremtidshåb. — Romerne 15:13.

      Guds rige er det eneste sande håb for hjemløse børn, ja, for alle der elsker retfærdighed. Hvis du tilegner dig nøjagtig kundskab om Bibelen nu, vil du få mulighed for at leve evigt i lykke i Guds nye verden. Disse løfter er ikke bare ønsketænkning. Som der står i Ordsprogene 11:19: „Den der står fast for retfærdighed, har liv i vente.“

      [Ramme på side 11]

      En midlertidig løsning?

      Det er svært at gå forbi en udstrakt hånd fra et hjemløst barn med store, sørgmodige øjne. Mange vil gerne hjælpe, men hvad skal man gøre? For at blive den dårlige samvittighed kvit lægger nogle et par mønter i barnets hånd og går hurtigt deres vej. Men chancerne for at pengene virkelig bliver brugt på mad og husly er små. De bliver snarere omsat i stoffer og alkohol. Nogle samfundsbevidste mennesker foretrækker derfor at støtte de projekter myndighederne sætter i gang for at hjælpe de hjemløse børn. Andre mener at det bedste man kan gøre er at fortælle barnet hvor det kan få hjælp. Hver især føler de at de på denne måde gør hvad de kan for at forbedre forholdene i deres lokalsamfund.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del