-
„Jeg er syv år“Vågn op! – 1999 | 22. maj
-
-
„Jeg er syv år“
Hej. Mit navn er Amelia, og jeg bor på en af de caribiske øer. Jeg er syv år. For nogen tid siden afleverede min far og mor mig til en rig familie i byen. Vi er nemlig fattige.
I dag stod jeg op klokken fem om morgenen. Det gør jeg hver dag. Jeg hentede vand fra en brønd i nærheden. Det var meget svært at bære den tunge vanddunk på hovedet, men heldigvis klarede jeg det, for ellers havde jeg fået tæsk. Derefter lavede jeg morgenmad og serverede den for familien. Det blev lidt for sent, så min herre slog mig med en læderrem.
Bagefter fulgte jeg familiens femårige søn i skole. Da jeg kom hjem, hjalp jeg til med at lave frokost til familien og at servere den. Mellem spisetiderne skulle jeg købe ind på markedet, gå ærinder, passe trækulsilden, feje gården, vaske tøj, gøre rent i køkkenet og vaske op. Jeg måtte også bade min frues fødder. I dag var hun irriteret over et eller andet og gav mig en lussing. Jeg håber at hun er i bedre humør i morgen.
Jeg fik kun rester at spise, men det smagte i det mindste bedre end den majsgrød jeg fik i går. Mit tøj er laset, og jeg har ingen sko. Mine ejere har aldrig givet mig lov til at bade i det vand jeg henter til familien. I nat sov jeg udendørs, men nogle gange lader de mig sove i huset på gulvet. Det er ærgerligt at jeg ikke selv kan skrive dette brev. Men jeg må ikke gå i skole.
Hav det godt. Amelia.
PIGENS navn er opdigtet, men det er hendes levevilkår ikke.a Amelia er blot ét af mange millioner børn der er tvunget til at udføre børnearbejde, ofte under de værst tænkelige forhold. Børnearbejde er en af vor tids største svøber, og der er ingen nemme løsninger på dette komplekse problem. Ud over at børnearbejde har antaget et enormt omfang, er nedbrydende for samfundet og har ødelæggende konsekvenser, går det hårdt ud over børnene og er en krænkelse af den menneskelige værdighed.
Hvor udbredt er børnearbejde? Hvad er årsagen til problemet, og hvilke forskellige former for børnearbejde findes der? Vil der nogen sinde komme en tid hvor børn, den mest sarte og sårbare del af menneskeheden, ikke vil behøve at leve i elendighed og blive udnyttet?
-
-
Udbytningen af børnVågn op! – 1999 | 22. maj
-
-
Udbytningen af børn
„Børn er nu en del af produktionsapparatet og bliver snarere betragtet som handelsvarer end som det fremtidige samfund.“ — Chira Hongladarom, direktør for Human Resources Institute i Thailand.
NÆSTE gang du køber en dukke til din datter, så husk at børn i Sydøstasien kan have været med til at fremstille den. Næste gang din søn sparker til en fodbold, er det værd at tænke over at den kan være syet af en treårig pige der sammen med sin mor og sine fire søskende tjener 4,50 krone om dagen. Og næste gang du køber et tæppe, så tænk på at det måske er blevet vævet af seksårige drenge som hver dag arbejder hårdt og længe under kummerlige forhold.
Hvor udbredt er børnearbejde? Hvilken indvirkning har det på børnene? Og hvad kan der gøres for at løse problemet?
Problemets omfang
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) anslår at der i de mindre udviklede lande er 250 millioner børnearbejdere mellem 5 og 14 år.a Man mener at 61 procent af dem bor i Asien, 32 procent i Afrika, og 7 procent i Latinamerika. Børnearbejde findes dog også i de industrialiserede lande.
I Sydeuropa udfører mange børn betalt arbejde, især sæsonarbejde på marker eller på små værksteder. I Mellem- og Østeuropa er antallet af børnearbejdere steget efter den nylige overgang fra kommunisme til kapitalisme. Ifølge officielle tal er der i De Forenede Stater 5,5 millioner børnearbejdere, men heri er ikke medregnet de mange børn under 12 år der arbejder illegalt på fabrikker, eller som er vandrearbejdere på store farme. Hvordan er disse millioner af børn kommet ud på arbejdsmarkedet?
Årsagerne til børnearbejde
Udnyttelse af fattigdommen. „Det der først og fremmest tvinger børn ud i risikobetonet og skadeligt arbejde, er at arbejdsgiverne udnytter fattigdommen,“ siger The State of the World’s Children 1997. „I fattige familier kan det altafgørende for om familien sulter eller klarer sig, være et barns beskedne indtægt eller den hjælp det kan yde i hjemmet, som gør det muligt for forældrene at gå på arbejde.“ Forældre til børnearbejdere er ofte arbejdsløse eller underbeskæftigede og desperate efter at få en sikker indtægt. Hvorfor er det da børnene der får tilbudt arbejde, og ikke forældrene? Fordi børns lønninger er lavere. Fordi børn er mere føjelige — de gør som regel alt hvad de får besked på, og er som oftest meget autoritetstro. Fordi de er mindre tilbøjelige til at yde modstand når de bliver undertrykt, og fordi de ikke slår igen når de bliver mishandlet.
Mangel på uddannelse. Sudhir, en 11-årig dreng fra Indien, er en af de millioner af børn der er holdt op med at gå i skole og er begyndt at arbejde. Hvorfor? „Lærerne var meget dårlige til at undervise,“ fortæller han. „Når vi bad dem om at lære os alfabetet, slog de os. Nogle gange sov de i timerne. . . . Hvis vi ikke kunne forstå en lektion, ville de ikke undervise os.“ Sudhirs bedømmelse af skolesituationen er sørgeligt nok korrekt. I udviklingslandene er nedskæringer i de sociale udgifter især gået ud over uddannelsesområdet. En FN-undersøgelse fra 1994 af 14 af verdens mindst udviklede lande viste noget interessant i den forbindelse. I halvdelen af disse lande har klasseværelserne til eleverne i første klasse kun siddepladser til 4 ud af 10 elever. Halvdelen af eleverne har ingen lærebøger, og halvdelen af klasseværelserne har ingen tavler. Det er derfor ikke overraskende at mange af de børn der går i sådanne skoler, ender med at arbejde.
Traditionsbestemte fremtidsudsigter. Jo farligere og hårdere et arbejde er, jo større sandsynlighed er der for at det gives til etniske minoriteter, de lavere klasser, de uheldigt stillede og de fattige. FN’s Børnefond skriver at „en fremherskende opfattelse [i ét asiatisk land] er at nogle fødes til at herske over andre og at være åndens arbejdere, mens andre, det store flertal, fødes til at være håndens arbejdere“. Den samme indstilling er heller ikke så ualmindelig i Vesten. Her ønsker de færreste at deres egne børn skal udføre farligt arbejde, men har ikke noget imod at økonomisk dårligt stillede unge fra racemæssige og etniske minoriteter gør det. Børnearbejdere i Nordeuropa er for eksempel ofte af tyrkisk eller afrikansk herkomst; i USA er de typisk fra Asien eller Latinamerika. Børnearbejde forværres af at samfundet i dag vil have mange forbrugsgoder. Efterspørgselen efter billige produkter er stor, og kun få synes at bekymre sig om at disse produkter måske er blevet fremstillet af børn, millioner af anonyme og udnyttede børn.
Former for børnearbejde
Hvilke forskellige former for børnearbejde findes der? Generelt arbejder de fleste børnearbejdere i hjemmene. Sådanne arbejdere er blevet kaldt „verdens mest glemte børn“. Det husarbejde de skal udføre, er ofte risikofyldt. Børnene får kun en lille eller slet ingen løn. Deres herrer fastsætter arbejdsvilkårene fuldstændig efter deres eget behag. Børnene berøves kærlighed og muligheden for at gå i skole, de afskæres fra leg og social aktivitet og bliver nemt ofre for fysisk og seksuelt misbrug.
Andre børn gøres til tvangsarbejdere. I Sydasien og i andre områder bliver børn helt ned til otte- eller niårsalderen pantsat af deres forældre til fabriksejere eller deres mellemmænd for mindre lån. Børnenes livslange slaveri formår dog aldrig at nedbringe gælden.
Så er der den kommercielle seksuelle udnyttelse af børn. Det anslås at der hvert år er en million piger verden over der lokkes ind i sexbranchen. Også drenge bliver seksuelt udnyttet. Den fysiske og følelsesmæssige skade som dette misbrug volder — for ikke at nævne hiv-infektion — gør den til den farligste form for børnearbejde. „Vi har samme status i samfundet som vagabonderne,“ siger en 15-årig prostitueret fra Senegal. „Ingen ønsker at kendes ved os eller at blive set sammen med os.“b
En stor procentdel af børnearbejderne tvinges til at arbejde inden for industrien eller på plantager. Disse børn udfører ofte minearbejde der for voksne ville blive betragtet som for risikabelt. Mange lider af tuberkulose, bronkitis og astma. Børn der arbejder på plantager, udsættes for pesticider samt slange- og insektbid. Nogle er blevet lemlæstet af macheter mens de skar sukkerrør. For millioner af andre børn er gaderne blevet deres arbejdsplads. Tag for eksempel den 10-årige Shireen, der lever af at gennemsøge affald som hun sælger. Hun har aldrig gået i skole, men hun er godt inde i hvordan man kan overleve økonomisk. Hvis hun kan få 2-3 kroner for sit papiraffald og sine plasticposer, kan hun købe sig noget at spise. Tjener hun mindre, må hun klare sig uden mad. Gadebørn, der ofte er flygtet fra et hjem hvor de blev misbrugt eller forsømt, slipper ikke for at blive mishandlet på gaden. „Hver dag beder jeg en bøn om at jeg ikke kommer i hænderne på onde mennesker,“ siger Josie, en tiårig pige der sælger slik på gennemfartsvejene i en asiatisk by.
Barndommen ødelægges
Millioner af børnearbejdere udsættes for alvorlige helbredsrisici der kan skyldes selve arbejdet eller dårlige arbejdsforhold. De rammes desuden af flere arbejdsulykker end voksne. Årsagen er at børns anatomi er anderledes end voksnes. Deres rygsøjle og bækken kan let blive misdannet af hårdt arbejde. Børn er også mere sårbare end voksne over for farlige kemiske stoffer og stråling, og de er ikke fysisk egnede til at udføre anstrengende og monotont arbejde i mange timer, hvilket ofte er deres lod. De er som regel heller ikke opmærksomme på farer og har kun lidt kendskab til de forholdsregler de bør tage.
Børnearbejde har desuden en alvorlig virkning på børnenes psykologiske, følelsesmæssige og forstandsmæssige vækst. Disse børn bliver berøvet kærlighed. Vold, forhånelser, seksuelt misbrug og straf i form af udsultning er almindeligt forekommende. En undersøgelse viser at næsten halvdelen af de cirka 250 millioner børnearbejdere der er i udviklingslandene, har forladt skolen. Man har også konstateret at lang arbejdstid kan forringe børnenes indlæringsevne.
Alt dette viser at de fleste børnearbejdere er dømt til et liv med fattigdom, elendighed, sygdom, manglende uddannelse og sociale problemer. Det viser også, som journalisten Robin Wright udtrykker det, ’at verden trods alle sine videnskabelige og tekniske fremskridt her ved slutningen af det 20. århundrede frembringer millioner af børn der ikke har store muligheder for at få et normalt liv, endsige føre verden ind i det 21. århundrede’. Det rejser nogle spørgsmål: Hvilken behandling har børn krav på? Og vil der nogen sinde blive sat en stopper for denne grove udbytning af børn?
[Fodnoter]
a ILO fastsætter 15 år som den generelle lavalder for arbejdere, forudsat at 15 år ikke er lavere end den alder de unge har ved afslutningen af den undervisningspligtige skolegang. Dette har været den mest anvendte målestok i forbindelse med at fastslå hvor mange børn der er beskæftiget på verdensplan.
-
-
Udbytningen af børnVågn op! – 1999 | 22. maj
-
-
„Der kan gøres endnu mere“
DEN Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er gået foran i arbejdet med at fjerne de mest ekstreme former for børnearbejde. Organisationen opfordrer regeringer til at vedtage love der forbyder arbejde udført af børn under 15 år. Den søger også gennem nye konventioner at forbyde beskæftigelse af børn under 12 år samt de værste former for udnyttelse. For at høre mere om disse bestræbelser har en Vågn op!-korrespondent talt med direktøren for The International Child Labor Program under det amerikanske arbejdsministerium, Sonia Rosen, som har arbejdet med forskellige ILO-programmer. Her er et uddrag fra interviewet.
Sp.: Hvad er den mest effektive måde at bekæmpe børnearbejde på?
Sv.: Vi har ikke nogen patentløsning på problemet. Men på internationalt plan har vi drøftet nogle af de væsentligste spørgsmål, nemlig en effektiv håndhævelse af loven kombineret med en universel grundlæggende uddannelse, helst obligatorisk og gratis. Det er også vigtigt at sørge for at forældrene har et arbejde som sætter dem i stand til at forsørge deres familie.
Sp.: Er De tilfreds med de fremskridt der allerede er sket i bekæmpelsen af børnearbejde?
Sv.: Jeg er aldrig tilfreds. Vi plejer at sige at ét barn der arbejder under kummerlige forhold, er ét barn for meget. Vi har gjort enorme fremskridt ved hjælp af ILO-programmerne, men der kan gøres endnu mere.
Sp.: Hvordan reagerer det internationale samfund på bestræbelserne for at fjerne børnearbejde?
Sv.: Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal svare på det spørgsmål. I dag er der heldigvis rundt om i verden almindelig enighed om at børnearbejde er et problem der skal gøres noget ved. De vigtigste spørgsmål er nu: Hvordan, og hvor hurtigt? Hvad er den bedste måde at komme visse former for børnearbejde til livs på? Det er efter min mening vores største udfordring.
Sp.: Hvordan tegner fremtiden sig for børnearbejdere?
Sv.: Repræsentanter fra hele verden mødes igen i år i Genève for at vedtage den endelige udformning af en ny konvention om de mest ekstreme former for børnearbejde. Det lover godt — alle landene plus fagforbund og arbejdsgiverorganisationer vil være repræsenteret. Forhåbentlig vil det skabe nogle nye rammer der kan medvirke til at de allerværste former for børnearbejde bliver fjernet.
Men ikke alle er så optimistiske. Charles MacCormack, generalsekretær for Red Barnet i USA, har visse betænkeligheder. Han siger: „Den politiske vilje og befolkningens erkendelse af problemet mangler.“ FN’s Børnefond siger: „Børnearbejde er ofte et indviklet problem. Det opretholdes af magtfulde kræfter, deriblandt mange arbejdsgivere, grupper med kapitalinteresser og økonomer der holder på at det frie marked for enhver pris skal bevares, samt traditionalister der mener at børn af bestemte kaster eller klasser ikke har krav på visse rettigheder.“
-
-
Udbytningen af børnVågn op! – 1999 | 22. maj
-
-
Barn der gennemsøger affald
[Illustration på side 7]
Barn der udfører et slidsomt arbejde med at samle brænde
[kildeangivelse]
UN PHOTO 148046/J. P. Laffont - SYGMA
[Illustration på side 7]
Børn ansat på en garnfabrik
-