De hungrende og de døende

Begærlige nationale egeninteresser hindrer ofte regeringernes bestræbelser for at hjælpe de fattige på en effektiv måde. Så langt tilbage som i 1952 sagde videnskabsmanden og ernæringseksperten sir John Boyd Orr: „Regeringer er indstillede på at samle mandskab og midler til en verdenskrig, men stormagterne er ikke indstillede på at gå sammen om at fjerne verdens sult- og fattigdomsproblemer.“ — Food Poverty & Power af Anne Buchanan.

Mange lande yder selvfølgelig deres borgere en vis form for hjælp, men hvordan er livets reelle vilkår for det forarmede og forsømte flertal af verdensbefolkningen? En nylig rapport oplyser at det til trods for en stigning i fødevareproduktionen stadig er et problem at „størstedelen af verdens fattige hjemsøges af sult og fejlernæring . . . En femtedel [over en milliard] af verdensbefolkningen går sultne i seng hver dag.“ Rapporten tilføjer: „Derudover lider 2 milliarder af underernæring, ’den skjulte hunger’, der kan føre til alvorlige lidelser.“ (Developed to Death — Rethinking Third World Development;) Disse tal burde unægtelig være forsidestof!

Den voksende kløft mellem de rige og de fattige

James Gustave Speth, direktør for FN’s Udviklingsprogram (UNDP), siger ifølge avisen The New York Times at „en voksende elite i hele verden samler sig store formuer og magt, mens over halvdelen af menneskeheden må leve i dyb fattigdom“. Han tydeliggør den farlige kløft mellem rig og fattig ved at sige: „Over halvdelen af jordens befolkning — godt 3 milliarder — har stadig kun en indtægt på knap 12 kroner om dagen.“ Han tilføjer: „For de fattige, der ser forskellen op til de rige, skaber denne situation grobund for håbløshed, vrede og frustration.“

Noget andet der bidrager til håbløsheden, er at mange velhavende tilsyneladende hverken har skrupler over eller interesse for de fattige og sultende menneskemassers vilkår.