En folkevandring mod tryghed

„Det 20. århundredes afslutning har ikke medført nogen afslutning på den blodsudgydelse og forfølgelse der tvinger folk til at flygte for livet. Ved begyndelsen af det nye årtusind var flygtningelejre og andre midlertidige opholdssteder fyldt med millioner af flygtninge der af frygt for at blive dræbt ikke vovede at vende hjem.“ — Bill Frelick fra USA’s Komité for Flygtninge.

JACOB havde en drøm. Han drømte om et sted hvor man kunne leve i fred, hvor familiens geder ikke blev slået ihjel af bomber, og hvor han kunne gå i skole.

I hans lille by gik snakken om at der fandtes sådan et sted langt borte. Hans far sagde at det var for risikabelt at tage dertil, for nogle var undervejs omkommet af tørst og sult. Men da en nabokone hvis mand var blevet dræbt, drog af sted sammen med sine to børn, besluttede Jacob at han ville vove den farefulde færd alene.

Jacob medbragte hverken mad eller tøj. Den første dag løb han hele tiden. Der lå mange lig på den vej der førte til sikkerhed. Næste dag mødte han en kvinde fra sin hjemby som gav ham lov til at slå følge med hende og hendes rejsefæller. De vandrede i dagevis og passerede landsbyer der lå forladte hen. På et tidspunkt måtte de krydse et minefelt. Det kostede en af rejsefællerne livet.

Flygtningene spiste løv for at dæmpe sulten, men efter ti dage begyndte sulten og udmattelsen at kræve dødsofre. De blev også udsat for luftangreb. Omsider nåede Jacob over grænsen og fandt vej til en flygtningelejr. Nu går han i skole, og lyden af fly skræmmer ham ikke længere. Alle de flyvemaskiner han ser, medbringer mad, ikke bomber. Men han savner sin familie og længes hjem.

Rundt omkring på kloden er der millioner af skæbner som Jacobs. Mange flygtninge er mærket af krigens rædsler. Mange sulter og tørster. Kun få af dem har oplevet et normalt familieliv, og mange vil aldrig kunne vende hjem. De er de fattigste af verdens fattige.

FN’s Højkommissariat for Flygtninge opdeler disse forarmede hjemløse i to kategorier, flygtninge og internt fordrevne. En flygtning defineres som en der af velbegrundet frygt for vold eller forfølgelse flygter fra sit land. En internt fordrevet er en der ligeledes er blevet tvunget hjemmefra af krig eller andre overhængende farer, men opholder sig i hjemlandet.a

Ingen ved med sikkerhed hvor mange flygtninge og andre fordrevne der lever på et eksistensminimum i interimistiske lejre, eller hvor mange der hjælpeløst flakker omkring på udkig efter et trygt sted at slå sig ned. Ifølge nogle kilder tæller de på verdensplan cirka 40 millioner; heraf er halvdelen børn. Hvor kommer alle de mennesker fra?

Et tidstypisk problem

Flygtningeproblemet antog nye dimensioner da store riger gik i opløsning og etniske minoriteter blev forfulgt som eftervirkning af Første Verdenskrig. Det fik millioner af europæere til at søge asyl i udlandet. Anden Verdenskrig, som var langt mere ødelæggende end den første, drev nye millioner på flugt. Siden 1945 har krigsførelsen været mere lokal, men kampene er gået lige så hårdt ud over de civilbefolkninger som er blevet fanget i krydsilden.

„Krig har altid affødt flygtninge, men først i det tyvende århundrede har internationale konflikter berørt hele befolkninger,“ skrev Gil Loescher i 1993 i sin bog Beyond Charity — International Cooperation and the Global Refugee Crisis. „Da skellet mellem soldater og civile forsvandt, opstod der store flygtningeskarer som desperat forsøgte at undslippe den vilkårlige voldsudøvelses hærgen.“

Desuden er mange af vor tids konflikter borgerkrige der kræver mange ofre, ikke blot blandt mænd i den krigsduelige alder, men også blandt kvinder og børn. Nogle af de konflikter der får næring af indgroet etnisk og religiøst fjendskab, vil tilsyneladende ingen ende tage. I et afrikansk land hvor den nuværende borgerkrig allerede har raset i samfulde 18 år, er fire millioner indbyggere internt fordrevne, mens hundredtusinder er flygtet til andre lande.

I enhver konflikt har de krigstrætte civile ingen anden mulighed for at undslippe volden end at rejse fra hus og hjem. „Når flygtninge forlader deres hjemland og søger til et andet land, er det ikke af egen fri vilje eller for bekvemmeligheds skyld, men af absolut nødvendighed,“ siger bogen The State of the World’s Refugees 1997-98. Nu om dage er det dog ikke altid så let at få adgang til et andet land.

I 1990’erne faldt antallet af flygtninge på verdensplan fra cirka 17 millioner til 14 millioner. Men det er kun tilsyneladende at situationen er bedret. Man mener at antallet af internt fordrevne i samme periode steg til skønsmæssigt 25-30 millioner. Hvad skyldes det?

Af flere grunde er det blevet sværere at få status som flygtning. I nogle tilfælde kvier andre lande sig ved at tage imod flygtninge, enten fordi de ikke kan håndtere en massiv tilstrømning, eller fordi de frygter at store flygtningemasser kan gøre landet økonomisk og politisk ustabilt. Til tider har de skræmte civile ikke engang proviant, penge eller kræfter nok til at nå en fjerntliggende landegrænse. Deres eneste udvej er at begive sig til et mere sikkert område i deres eget land.

Flere og flere økonomiske flygtninge

Foruden de mange millioner egentlige flygtninge forsøger millioner af andre fattige at få et bedre liv på den eneste måde de kan komme i tanker om, nemlig ved at prøve at få adgang til et land med højere levestandard.

Den 17. februar 2001 strandede et gammelt, rustent fragtskib på den franske kyst. Om bord befandt sig cirka tusind mænd, kvinder og børn der havde været til søs i en lille uges tid uden mad. De havde hver især betalt 2000 dollars (godt 16.000 kroner) for den risikable rejse, endda uden at vide hvilket land der var rejsens mål. Kaptajnen og besætningen forsvandt skyndsomst efter at have sejlet skibet på grund. Glædeligvis blev de skræmte passagerer reddet, og de franske myndigheder lovede at overveje deres asylansøgninger. Hvert år forsøger millioner andre noget lignende.

De fleste økonomiske flygtninge trodser villigt nød og usikkerhed. Fattigdom, vold, diskrimination eller politisk undertrykkelse, i nogle tilfælde alle fire faktorer i forening, får tilværelsen i hjemlandet til at virke håbløs. Og af den grund får de på en eller anden måde skrabet penge sammen til at rejse.

Ikke så få omkommer i forsøget på at opnå et bedre liv. I de seneste ti år er omkring 3500 druknet eller forsvundet på vej over Gibraltarstrædet fra Afrika til Spanien. I år 2000 døde 58 kinesere af iltmangel i en lastbil undervejs fra Belgien til England. Talløse andre flygtninge dør af tørst i Sahara når overlæssede, udtjente lastbiler bryder sammen ude i ørkenen.

Trods farerne stiger antallet af økonomiske flygtninge ubønhørligt. Hvert år smugles rundt regnet en halv million flygtninge ind i Europa og 300.000 ind i USA. I 1993 anslog FN’s Befolkningsfond at der i hele verden var 100 millioner flygtninge. Heraf havde over en tredjedel slået sig ned i Europa og USA. Tallet er utvivlsomt steget betragteligt siden da.

Mange af de omflakkende finder aldrig den tryghed de søger. Og det er kun få flygtninge der finder et trygt og varigt opholdssted. Alt for ofte bliver gamle problemer blot afløst af nye. I den følgende artikel vil vi se nærmere på nogle af problemerne og deres dybereliggende årsager.

[Fodnote]

På vandring for at finde et nyt hjem

„Ingen, ingen plet er skøn som du, mit hjem!“ — John Howard Payne.

FØRST kom krigen, den endeløse krig. Så kom tørken, som trak i langdrag. Tørken medførte hungersnød. Og folk greb til den eneste udvej — de forlod deres hjem og drog ud for at finde vand, mad og arbejde.

De strømmede i tusindvis til grænseovergangen. Men i de foregående år havde nabolandet allerede ladet en million flygtninge komme ind, og man ville ikke modtage flere. Grænsevagter med knipler sørgede for at ingen slap igennem.

En lokal embedsmand fra immigrationsmyndighederne begrundede brysk hvorfor man standsede den voksende strøm af flygtninge: „De betaler ikke skat. De ødelægger vejene. De fælder træerne. De bruger alt vandet. Nej, vi vil ikke have flere.“a

Sådanne tragiske optrin forekommer ofte. Flygtningene har opdaget at det er blevet stadig sværere at finde et nyt hjem. „I takt med at flere søger asyl, er modviljen mod at give asyl steget i mange lande,“ hedder det i en nylig publikation fra Amnesty International.

De der har held til at nå frem til en flygtningelejr, finder måske en vis tryghed, men sjældent noget rigtigt hjem. Og forholdene i lejrene kan være alt andet end ideelle.

Tilværelsen i en flygtningelejr

„[Derhjemme] risikerer man at dø af en kugle, men her [i flygtningelejren] dør ens børn af sult,“ klagede en afrikansk flygtning. Som denne fortvivlede far blev klar over, råder der i mange lejre kronisk mangel på mad og vand. Også indkvarteringen og de sanitære forhold er kummerlige. Årsagen er ganske enkelt at de mindre udviklede lande, som pludselig ser sig oversvømmet af mange tusind flygtninge, ofte i forvejen har svært ved at brødføde deres egne indbyggere. De har kun lidt at tilbyde de folkemasser der pludselig gerne vil ind i landet. De velstående lande har deres egne problemer, og nogle af dem er derfor tilbageholdende med at yde nødhjælp til de mange flygtninge i andre lande.

Da over to millioner indbyggere flygtede fra et afrikansk land i 1994, kom de hastigt anlagte flygtningelejre selvsagt til at mangle en ordentlig vandforsyning og sanitære faciliteter. Som følge heraf udbrød der en koleraepidemi der kostede tusinder af mennesker livet inden den blev bragt under kontrol. Situationen blev forværret af at væbnede grupper blandede sig med de civile flygtninge og hurtigt tiltvang sig magt over fordelingen af nødhjælp. Det problem var ikke enestående. „Tilstedeværelsen af bevæbnede grupper blandt flygtningeskarer har øget de civiles risiko. Det har gjort dem sårbare over for trusler, chikane og tvangsudskrivning,“ står der i en FN-rapport.

Den massive tilstrømning af sultende flygtninge går i nogle tilfælde også ud over lokalbefolkningen. I regionen omkring Centralafrikas store søer har nogle embedsmænd klagende udtalt: „[Flygtningene] har drevet rovdrift på vores fødevarereserver, vores marker, vores kvæg og vores naturparker. De har forårsaget hungersnød og spredt epidemier . . . [De] modtager fødevarehjælp — vi får ikke noget.“

Det mest sejlivede problem er måske at mange interimistiske lejre ender med at blive permanente bosættelser. For eksempel er omkring 200.000 flygtninge i et mellemøstligt land presset sammen i en lejr som er beregnet til kun at huse en fjerdedel af dem. „Vi har ingen steder at tage hen,“ siger en af flygtningene bittert. Disse flygtninges langtrukne lidelser forværres af værtslandets strenge betingelser for at få arbejdstilladelse. Det anslås at hele 95 procent af flygtningene er arbejdsløse eller underbeskæftigede. „Jeg aner ærligt talt ikke hvordan [de] skaffer sig til dagen og vejen,“ udtaler en embedsmand fra flygtningeadministrationen.

Hvor usselt flygtninge i flygtningelejre end har det, er de internt fordrevne dog som regel værre stillet.

De fordrevnes elendighed

Ifølge FN’s Højkommissariat for Flygtninge „har problemets størrelse og omfang, dets betydning for den internationale fred og sikkerhed samt de tilgrundliggende menneskelige lidelser med god grund gjort problemet med de internt fordrevne til en sag der vækker stor international bekymring“. Af flere grunde er disse hjemløse som regel mere udsatte end flygtninge.

Ingen international organisation tager sig af de internt fordrevne, og deres fortvivlede situation får som regel kun sparsom omtale i medierne. Myndighederne i deres eget land er opslugt af krigsførelse af den ene eller den anden slags og er derfor ofte uvillige eller ude af stand til at beskytte dem. Mange familier bliver splittet under flugten fra de farefulde områder. De fleste internt fordrevne er henvist til at bevæge sig til fods, og en del omkommer på vej mod sikkerheden.

Mange af disse rodløse søger til byerne, hvor de er henvist til at hutle sig igennem i barakbyer eller forladte bygninger. Andre klumper sig sammen i nødtørftige lejre, der somme tider bliver udsat for væbnede angreb. Som regel er dødeligheden i lejrene den højeste i landet.

Selv velment nødhjælp ydet for at bedre de internt fordrevnes kår, kan give bagslag. The State of the World’s Refugees 2000 forklarer hvorfor: „I det sidste årti af det 20. århundrede reddede humanitære organisationer tusinder af liv og gjorde meget for at afhjælpe menneskelige lidelser i krigshærgede lande. En meget vigtig lære vi uddrog af årtiets begivenheder, var imidlertid at krigsførende parter har let ved at manipulere med nødhjælpen, og det kan have den utilsigtede virkning at konsolidere regimer der krænker menneskerettighederne. Desuden risikerer man at nødforsyninger fra humanitære organisationer bliver brugt til at finansiere krigsførelsen, hvorved hjælpen fremmer og forlænger krigen.“

Drevet af ønsket om bedre økonomi

Foruden flygtningene og de internt fordrevne bliver der flere og flere økonomiske flygtninge. Det er der adskillige grunde til. Svælget mellem de rige og de fattige lande bliver stadig større, og nogle af de fattigste mennesker i verden bliver daglig gennem tv-programmer præsenteret for velstanden i de rige lande. Det er blevet let at rejse langt og at komme over grænserne. Borgerkrig og etnisk eller religiøs diskrimination motiverer i høj grad folk til at søge mod velstående lande.

Nogle udvandrere, især de der i forvejen har slægtninge i industrilandene, har held til at skabe sig en tilværelse i et nyt land. Andre får kun en ynkelig tilværelse. De der falder i hænderne på menneskesmuglere, løber en særlig høj risiko. (Se rammerne.) Man gør klogt i at tage disse farer i betragtning før man udvandrer af økonomiske grunde.

I 1996 kæntrede en plimsoller i Middelhavet, og 280 ombordværende udvandrere fra Indien, Pakistan og Sri Lanka druknede. De havde hver især betalt mellem 6000 og 8000 dollars (48.000-64.000 kroner) for at blive fragtet til Europa. Inden skibbruddet havde de allerede i ugevis udholdt sult, tørst og mishandling. Deres „rejse til rigdom“ blev et mareridt der endte med en tragedie.

Praktisk taget alle flygtninge, internt fordrevne og illegale indvandrere kan berette om et personligt mareridt. Uanset af hvilken grund de er brudt op — krig, forfølgelse eller fattigdom — rejser deres lidelser spørgsmålet: Vil problemet nogen sinde blive løst? Eller vil der blot blive flere og flere flygtninge?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 8]

Illegale indvandrere — ringe stillet

Foruden flygtningene og de internt fordrevne er der i hele verden mellem 15 og 30 millioner illegale indvandrere. De fleste er flygtet fra fattigdom, eventuelt også fra fordom og forfølgelse, og har søgt mod de velstående lande.

De senere års stramninger med hensyn til legal indvandring har fået menneskesmuglingen til at blomstre op. Faktisk er menneskesmugling blevet et indbringende erhverv for internationale forbrydersyndikater. Nogle politifolk anslår at smuglerne årligt tjener 12 milliarder dollars (knap 100 milliarder kroner), uden nogen nævneværdig risiko for dem selv. En af FN’s vicegeneraldirektører, Pino Arlacchi, har kaldt det „den form for illegal handel der breder sig hurtigst i hele verden“.

Illegale indvandrere er i realiteten retsløse, og menneskesmuglerne beslaglægger konsekvent deres pas. Typisk får indvandrerne underbetalt arbejde som hushjælp, i fiskeindustrien, andre industrier eller ved landbruget. Nogle ender som prostituerede. Hvis de bliver pågrebet af myndighederne, bliver de sandsynligvis sendt hjem uden penge på lommen. Hvis de beklager sig over de usle forhold, risikerer de at blive gennembanket eller voldtaget, eller de bliver truet med repressalier mod deres familie i hjemlandet.

Det er meget almindeligt at bander lokker de potentielle flygtninge med løfter om vellønnet arbejde. Det får nogle fattige familier til at pantsætte alle deres ejendele for at få råd til at sende et enkelt familiemedlem til Europa eller USA. Hvis vedkommende ikke kan betale sine udgifter, bliver han eller hun tvunget til at arbejde gælden af. Den kan løbe helt op i 40.000 dollars (320.000 kroner). Den ’nye tilværelse’ der blev stillet i udsigt, viser sig at være en slavetilværelse.

[Illustration]

Illegale flygtninge i Spanien

[Ramme/illustration på side 9]

Berøvet deres uskyld

Siris familie var risavlere i et sydøstasiatisk land. En dag fortalte en kvinde hendes forældre at hun kunne skaffe Siri et velbetalt job i byen. Hun tilbød hvad der svarede til 16.000 kroner, og hendes forældre kunne ikke sige nej til det der for dem var en mindre formue. Men det betød at Siri kort efter måtte arbejde på et bordel hvis ejere forlangte hvad der svarede til 64.000 kroner for at slippe hende fri. Hun var dengang kun 15 år.

Siri kunne ikke betale. Med prygl og seksuelt misbrug blev hun tvunget til at makke ret. Så længe hun kunne bruges, blev der ikke tale om at lade hende gå. Den barske virkelighed er at mange prostituerede med tiden får deres frihed — kun for at vende hjem til deres landsby og dø af aids.

En tilsvarende menneskehandel foregår i andre dele af verden. I en rapport fra 1999 med titlen International Trafficking in Women to the United States („International kvindesmugling til De Forenede Stater“) anslår man at der hvert år smugles mellem 700.000 og 2.000.000 kvinder og børn, mange af dem til prostitution. Nogle bliver lokket, andre bliver kidnappet, men praktisk taget alle bliver tvunget til at arbejde mod deres vilje. En østeuropæisk teenager der blev reddet fra en bande alfonser, sagde om sine bortførere: „Jeg troede ikke at sådan noget kunne ske. De er som dyr!“

Nogle af de ulykkelige ofre er blevet rekrutteret i flygtningelejre, hvor løftet om arbejde og gode penge i Europa eller USA kan virke uimodståeligt. Utallige kvinder der er rejst ud for at opnå en bedre levefod, er endt som sexslaver.

[Ramme på side 10]

Beregn omkostningerne før du flytter af økonomiske grunde

Menneskesmuglingens uvæsen og industrilandenes restriktioner angående legal indvandring betyder at familieoverhoveder omhyggeligt bør overveje følgende spørgsmål før de træffer en afgørelse.

1. Er vi virkelig så dårligt stillet at en i familien eller vi alle er nødt til at flytte til et land med højere lønninger?

2. Hvor stor gæld bliver vi nødt til at stifte for at bekoste rejsen, og hvordan skal gælden afvikles?

3. Er det værd at splitte familien for et måske urealistisk håb om bedre levevilkår? Mange illegale indvandrere har opdaget at det er praktisk taget umuligt at få fast arbejde i industrilandene.

4. Har vi grund til at tro på rygterne om god løn og sociale ydelser? Bibelen siger at „den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt“. — Ordsprogene 14:15.

5. Hvilken garanti er der for at vi ikke falder i hænderne på forbrydere?

6. Hvis det er kriminelle der organiserer rejsen, har jeg da indset at min kone eller min datter sandsynligvis bliver tvunget ud i prostitution?

7. Har jeg gjort mig det klart at det sikkert bliver umuligt for mig at få fast arbejde hvis jeg rejser illegalt ind i et land? Erkender jeg at jeg i så fald risikerer at blive sendt hjem og at have tabt alle de penge jeg betalte for rejsen?

8. Føler jeg mig fristet til at overveje at indvandre illegalt eller på anden uærlig måde skaffe mig adgang til et mere velstående land? — Mattæus 22:21; Hebræerne 13:18.

[Diagram/kort på side 8, 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Flygtninges og udvandreres ruter

Områder med større grupper af flygtninge og fordrevne

→ Hovedruter for arbejdssøgende udvandrere

[Kildeangivelser]

Kilder: The State of the World’s Refugees; The Global Migration Crisis; World Refugee Survey 1999.

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 7]

En flygtning venter på indkvartering

[Kildeangivelse]

FN-FOTO 186226/M. Grafman

En verden hvor alle har et hjem

„Flygtningeproblemet er globalt, og derfor må indsatsen for at finde en løsning på det også være global.“ — Gil Loescher, professor i internationale relationer.

DET unge par tog af sted i ly af mørket. Skønt de havde et lille barn, turde manden ikke vente, for han havde hørt at landets hensynsløse diktator planlagde et morderisk overfald i byen. Efter en anstrengende rejse på over 150 kilometer kom familien til et land hvor de var i sikkerhed.

Denne fattige familie blev senere kendt i hele verden. Barnet hed Jesus, og hans forældre var Maria og Josef. De forlod ikke hjemlandet for at få flere materielle goder, men fordi deres barn var i livsfare. Barnet var selve målet for overfaldet!

Ligesom mange andre flygtninge vendte Josef og hans familie tilbage til deres land da de politiske forhold blev bedre. Men det reddede utvivlsomt deres barns liv at de flygtede i tide. (Mattæus 2:13-16) Deres værtsland, Ægypten, havde tradition for at tage imod både politiske og økonomiske flygtninge. Mange hundrede år forinden havde Jesu forfædre fået ophold i Ægypten da hungersnød gjorde det umuligt at blive i Kana’ans land. — 1 Mosebog 45:9-11.

Sikkerhed uden tilfredshed

Eksempler fra både Bibelen og nutiden viser at det kan være nødvendigt at flygte til et fremmed land for at redde livet. Men det vil under alle omstændigheder være traumatisk for en familie at forlade hjemmet. Uanset hvor beskedent det er, repræsenterer det ofte års investeringer af tid og penge. Der er måske tilmed tale om en arvet ejendom der knytter familien til kulturen og landet. Desuden kan flygtninge som regel kun medbringe ganske få eller måske slet ingen ejendele, så uanset deres tidligere status vil de nu være fattige.

Lettelsen over at være kommet i sikkerhed kan hurtigt fortage sig hvis man kun kan se frem til et permanent ophold i en flygtningelejr. Og jo længere man er flygtning, desto mere uudholdeligt bliver det, især hvis man ikke bliver integreret i lokalsamfundet. Flygtninge ønsker ligesom alle andre at have et fast tilhørsforhold til et sted. Og en flygtningelejr er langtfra nogen ideel ramme om børns opvækst. Vil alle en dag få et varigt sted at bo?

Tilbage til hjemlandet?

I løbet af 1990’erne vendte cirka ni millioner flygtninge og fordrevne hjem. Nogle gjorde det med glæde og gik ivrigt i gang med at genetablere sig. Andre vendte kun tilbage fordi de havde opgivet at få en tålelig tilværelse i det land de havde søgt asyl i. Deres problemer i udlandet voksede sig så store at de blev enige med sig selv om at det var bedre at vende hjem trods den utryghed det utvivlsomt ville føre med sig.

Selv under gunstige omstændigheder er det hårdt at vende tilbage til hjemlandet, for det betyder et fuldstændigt opbrud for anden gang. „Hver gang man bosætter sig et nyt sted, mister man sit eksistensgrundlag, for eksempel jord, arbejde, hjem og husdyr,“ står der i The State of the World’s Refugees 1997-98. „Og hver ny bosætning markerer indledningen til en barsk genopbyggelsesproces.“ En undersøgelse blandt hjemvendte flygtninge i Centralafrika viste at „nogle af de flygtninge der havde modtaget hjælp i udlandet, fandt det sværere atter at falde til hjemme end at bo i et fremmed land“.

Situationen er imidlertid endnu mere problematisk for de millioner af flygtninge der tvinges hjem mod deres vilje. Hvad venter der dem? „De tilbagevendende bliver måske tvunget til at lide under anarki, bandeuvæsen og omfattende voldskriminalitet, at hjemsendte soldater plyndrer de civile, og at hovedparten af befolkningen har adgang til lette våben,“ hedder det i en FN-rapport. Det siger sig selv at de tilbagevendte ikke er i sikkerhed under så barske forhold.

En kommende verden med sikkerhed for alle

Flygtningeproblemet kan ikke løses ved at flygtninge tvinges eller nødes til at tage hjem. Det kræver at man gør noget ved de grundlæggende årsager. Sadako Ogata, FN’s tidligere højkommissær for flygtninge, udtalte i 1999: „Begivenhederne i dette årti — faktisk så sent som i det foregående år — viser tydeligt at flygtningespørgsmål ikke kan drøftes uden at man kommer ind på sikkerheden.“

Det er millioner af mennesker der har akut behov for sikkerhed. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, siger: „I nogle dele af verden er nationer gået i opløsning som følge af borgerkrig og mindre, lokale konflikter, og indbyggerne er derfor værgeløse. Andre steder er menneskers sikkerhed bragt i fare af regeringer der nægter at tage hensyn til det fælles bedste, forfølger deres modstandere og straffer uskyldige fra minoritetsgrupper.“

Krig, forfølgelse og had, det Kofi Annan omtaler som de grundlæggende årsager til usikkerhed, har deres rødder i had, fordom og uretfærdighed. Disse onder er vanskelige at udrydde. Betyder det at flygtningeproblemet uundgåeligt vil forværres?

Hvis det kom an på mennesker, ville problemet uden tvivl blive større. Men i Bibelen lover Gud at „han standser krige indtil jordens ende“. (Salme 46:9) Gennem profeten Esajas beskriver han en tid hvor folk „skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. . . . De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel; for de er et afkom bestående af Jehovas velsignede, og deres efterkommere er hos dem.“ (Esajas 65:21-23) Sådanne forhold ville helt sikkert kunne afhjælpe flygtningeproblemet. Men kan de realiseres?

„Eftersom krige begynder i menneskets sind, må forsvaret for freden ligeledes opbygges i menneskets sind,“ hedder det i UNESCO’s formålsparagraf. Skaberen véd at det er nødvendigt at ændre menneskers tankegang. Førnævnte profet forklarer hvorfor alle på jorden en dag vil leve i sikkerhed: „De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:9.

Jehovas Vidner har allerede erfaret at kundskaben om Jehova kan overvinde fordom og had. Som led i deres globale forkyndelse søger de at udbrede de kristne værdinormer, der tilskynder folk til at opdyrke kærlighed i stedet for had, også i krigshærgede lande. De tilbyder også flygtninge den hjælp de med rimelighed kan yde.

Samtidig har de indset at det er Jesus Kristus, Guds udnævnte konge, der kan realisere den fuldstændige løsning på flygtningeproblemet. Han er godt kendt med hvor let had og vold kan ødelægge menneskers liv. Bibelen forsikrer os om at han vil ’dømme de ringe med retfærdighed’. (Esajas 11:1-5) Under hans himmelske styre vil Guds vilje ske på jorden som i himmelen. (Mattæus 6:9, 10) Til den tid vil ingen nogen sinde behøve at flygte. Og alle vil have et varigt sted at bo.

[Ramme på side 12]

Hvad skal der til for at løse flygtningeproblemet?

„At dække samtlige behov hos verdens flygtninge og internt fordrevne er langt mere komplekst end blot at sørge for kortsigtet sikkerhed og hjælp. Man er nødt til at tage fat om det der får folk til at forlade deres hjem — forfølgelse, vold og konflikter. Man er nødt til at anerkende alle mænds, kvinders og børns menneskerettigheder, deres ret til fred, sikkerhed og et værdigt liv hvor de ikke bliver tvunget til at flygte fra deres hjem.“ — The State of the World’s Refugees 2000.

[Ramme/illustrationer på side 13]

Hvilke forhold bliver indført under Guds rige?

„I ørkenen skal ret tage bolig, og i frugthaven vil retfærdigheden bo. Og retfærdighedens værk skal være fred; og retfærdighedens virkning, ro og tryghed for stedse. Og mit folk skal bo på et fredfyldt bosted, og i trygge boliger og på uforstyrrede hvilesteder.“ — Esajas 32:16-18.