Et produkt af elendighed

HVORDAN tror du det er at være flygtning? Forestil dig at du lever en fredelig tilværelse, men pludselig ændres alt omkring dig. Fra den ene dag til den anden bliver naboer til fjender. Du ved at der snart kommer soldater som vil plyndre og nedbrænde dit hjem. Du har ti minutter til at pakke og derefter flygte for livet. Eftersom flugten bliver lang, kan du kun tage én taske med. Hvilke ting vil du pakke ned i den?

Flugten foregår til lyden af geværild og artilleribeskydning. Du møder andre som også er på flugt. Dagene går; du er både sulten og tørstig, og ubegribelig træt. Kroppen presses til det yderste i kampen for at overleve. Du sover på den bare jord og må lede efter noget at spise inde på en mark.

Efterhånden nærmer du dig et sikkert land, men grænsevagterne vil ikke lade dig slippe ind. De gennemroder din taske og tager alt af værdi. Snart finder du en anden kontrolpost, hvor du krydser grænsen. Du bliver anbragt i en ussel flygtningelejr, som er indhegnet af pigtråd. Skønt omgivet af andre i samme situation, føler du dig ensom og forvirret.

Du savner din familie og dine venner og føler dig totalt afhængig af hjælpen udefra. Du har intet arbejde, og intet at tage dig til. Du kæmper mod håbløshed, fortvivlelse og vrede. Du gruer for din fremtid, for opholdet i lejren bliver kun midlertidigt. Lejren er trods alt ikke et hjem — snarere en slags ventesal eller en opmagasineringsplads for uønskede personer. Du spekulerer på om du måske bliver tvunget til at rejse tilbage hvor du kom fra.

Dette er hvad millioner i dag oplever. Ifølge FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) er 27 millioner på verdensplan flygtet fra krig eller forfølgelse. Yderligere 23 millioner er blevet forflyttet inden for deres lands grænser. Sammenlagt betyder det at 1 ud af hver 115 indbyggere på jorden har været tvunget til at flygte. Størstedelen er kvinder og børn. Som et produkt af krig og elendighed er flygtningene blevet overladt til sig selv i en verden der ikke vil vide af dem; en verden der afviser dem, ikke på grund af hvem de er, men på grund af hvad de er.

Flygtningeproblemet er et resultat af gennemgribende omvæltninger i verden. UNHCR udtaler: „Flygtninge er i sidste instans et symptom på samfundsopløsning. De er det sidste og meget synlige led i en kæde af årsager og virkninger der beskriver graden af et lands sociale og politiske sammenbrud. Globalt set er de et barometer for civilisationens øjeblikkelige tilstand.“

Eksperterne siger at problemet aldrig før har været så stort; det er et voksende problem uden udsigt til nogen løsning. Hvad har ført til denne situation? Er der slet ingen løsning? De følgende artikler vil besvare disse spørgsmål.

Et stigende antal flygtninge

STØRSTEDELEN af menneskehedens historie har været skæmmet af krige, sultkatastrofer og forfølgelse. Derfor har der altid været folk som har haft brug for asyl. Traditionelt har nationer og enkeltpersoner taget imod dem der har haft et sådant behov.

Asyllove blev holdt i hævd af de gamle aztekere, assyrere, grækere, hebræere, muslimer og andre. Den græske filosof Platon skrev for mere end 2300 år siden: „Den fremmede, der er afskåret fra sine landsmænd og sin familie, bør vises større kærlighed af mennesker og guder. Der må træffes passende foranstaltninger til at der ikke begås nogen uret over for fremmede.“

I det 20. århundrede er antallet af flygtninge steget drastisk. De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) blev oprettet i 1951 med det formål at tage sig af de 1,5 millioner flygtninge efter Anden Verdenskrig. Man gik ud fra at flygtningene hurtigt ville blive integreret i de samfund hvor de havde fået asyl, og man mente derfor at organisationen kunne opløses efter tre år.

I årenes løb er antallet af flygtninge imidlertid steget ubønhørligt. I 1975 var tallet oppe på 2,4 millioner. I 1985 var det 10,5 millioner, og i 1995 modtog hele 27,4 millioner mennesker beskyttelse og hjælp fra UNHCR.

Mange havde håbet at tiden efter den kolde krig ville bane vej for en løsning af det globale flygtningeproblem; det gjorde den ikke. Nationerne har i stedet været splittede på grund af historiske eller etniske spørgsmål, hvilket har skabt konflikter. Mens krigene har raset, er folk flygtet, idet de har været klar over at myndighederne ikke kan eller vil beskytte dem. For eksempel flygtede næsten to millioner irakere ind i nabolandene i 1991. Siden da har cirka 735.000 flygtninge forladt det tidligere Jugoslavien. Og i 1994 tvang borgerkrigen i Rwanda mere end halvdelen af landets 7,3 millioner indbyggere til at flygte fra deres hjem. Cirka 2,1 millioner rwandere søgte tilflugt i nærliggende afrikanske lande.

Hvorfor bliver problemet værre?

Adskillige faktorer bidrager til at der bliver stadig flere flygtninge. Nogle steder, som for eksempel Afghanistan og Somalia, er det nationale styre brudt sammen. Derved har bevæbnede militser haft frit spil til at plyndre uhæmmet, og det har skabt panik og drevet folk på flugt.

Andre steder skyldes stridighederne nogle komplekse etniske eller religiøse forskelle hvor de stridende parter har som mål at drive bestemte grupper af civilbefolkningen bort. I midten af 1995 klagede en FN-repræsentant over krigen i det tidligere Jugoslavien: „Mange har svært ved at forstå grunden til denne krig, både hvem der kæmper, og hvorfor de gør det. Først er der en masseflugt fra den ene side, og så, tre uger senere, er der en masseflugt fra den anden side. Det er meget svært at forstå selv for dem som er nødt til at følge med i det.“

Vor tids kraftige ødelæggelsesvåben, såsom slagkraftige raketbatterier, missiler, konventionelt artilleri og deslige, gør myrderierne og stridighederne mere omfattende. Resultatet er endnu flere flygtninge. I nyere tid kommer cirka 80 procent af verdens flygtninge fra ulande og er flygtet til tilgrænsende ulande som ikke er i stand til at sørge for dem.

Mange konflikter forværres også af mangelen på fødevarer. Når folk sulter, måske fordi konvojer med nødforsyninger holdes tilbage, tvinges de til at flytte. The New York Times bemærker: „I områder som Afrikas Horn har tørke og krig i forening hærget landet i en sådan grad at det ikke længere kan tilvejebringe et levebrød. Om de tusinder der drager væk er på flugt fra krig eller sult, er kun et akademisk spørgsmål.“

De millioner af uønskede

Principielt går nationerne ind for tanken om asyl, men de bryder sig ikke om de mange flygtninge. Situationen svarer til det der skete i fortidens Ægypten. Da Jakob og hans familie søgte tilflugt i Ægypten for at flygte fra syv års hærgende hungersnød, blev der taget godt imod dem. Farao gav dem lov til at bosætte sig i „den bedste del af landet“. — 1 Mosebog 47:1-6.

Men efterhånden blev israelitterne talrige, „så landet blev fyldt med dem“. Nu begyndte ægypterne at behandle dem strengt, men „jo mere de undertrykte dem, jo talrigere blev de, og jo mere bredte de sig, så man til sidst nærede dyb rædsel for Israels sønner“. — 2 Mosebog 1:7, 12.

På lignende måde nærer nationerne i dag „dyb rædsel“ for det efterhånden stigende antal flygtninge. En af hovedårsagerne til deres frygt er af økonomisk art. Det koster mange penge at give millioner af flygtninge asyl, samt at sørge for mad, tøj og boliger til dem. Mellem 1984 og 1993 steg UNHCR’s årlige udgifter fra 444 millioner dollars til 1,3 milliarder dollars. De fleste af disse penge skænkes af mere velstående lande, hvoraf nogle selv kæmper med økonomiske problemer. Disse lande klager til tider: ’Vi har rigeligt at se til med at hjælpe de hjemløse i vore egne gader. Hvordan kan vi tage ansvaret for de hjemløse i hele verden, især i betragtning af at problemet bliver større og ikke mindre?’

Hvilke forhold komplicerer sagen?

De flygtninge som når frem til et rigt land, finder ofte at deres situation kompliceres af de mange tusinder som er emigreret til samme land af økonomiske årsager. Disse økonomiske emigranter er ikke blevet flygtninge på grund af krig, forfølgelse eller hungersnød. De er kommet for at få et bedre liv, et liv uden fattigdom. Da de ofte foregiver at være flygtninge og besværer asylorganisationerne med falske påstande, gør de det vanskeligt for rigtige flygtninge at få en retfærdig behandling.a

Tilstrømningen af flygtninge og emigranter er blevet sammenlignet med to strømme der i årevis har flydt side om side ind i de rige lande. De stadig strengere immigrationslove har blokeret for strømmen af økonomiske emigranter. Derfor er de blevet en del af flygtningestrømmen, og denne strøm er blevet til en hel flodbølge.

Idet de økonomiske emigranter ved at det kan tage år at behandle deres ansøgning, føler de at det kun kan forbedre deres situation. Hvis deres asylansøgning godkendes, er det godt på den måde at de så kan bo i et mere velstillet land. Hvis ansøgningen afvises, har de i det mindste fået det ud af det at de har tjent nogle penge og lært nogle færdigheder som de kan tage med sig hjem.

I takt med at stadig flere flygtninge, sammen med bedragere, søger ind i de forskellige lande, er mange lande begyndt at afvise flygtninge. Nogle har lukket grænserne for dem. Andre lande har indført love og procedurer der i praksis betyder at man afviser dem. Atter andre har sendt flygtningene tilbage til de lande de kom fra. En UNHCR-publikation har denne kommentar: „Den ubønhørlige stigning i antallet af såvel rigtige flygtninge som økonomiske emigranter har lagt et stærkt pres på den 3500 år gamle asyltradition, som er nær ved at bryde sammen.“

Had og frygt

Noget der bidrager til flygtningenes problemer, er xenofobi, frygt for og had til fremmede. I mange lande er folk af den opfattelse at fremmede er en trussel mod den nationale identitet, kulturen og arbejdspladserne. En sådan frygt kommer nogle gange til udtryk i voldshandlinger. Bladet Refugees siger: „I Europa finder der racistiske overgreb sted hvert tredje minut — og i alt for mange tilfælde er asylcentre mål for angrebene.“

En plakat fra Centraleuropa udtrykker dyb fjendtlighed, en fjendtlighed der i stadig stigende grad genlyder i mange lande. Skydeskiven er de fremmede, der bliver ramt af dens giftige og ondskabsfulde budskab: „De er en afskyelig og smertende byld på vor nations legeme. En etnisk gruppe uden kultur, moral eller religiøse idealer, en pøbel af nomader der kun røver og stjæler. Uvaskede og lusebefængte fylder de vore gader og jernbanestationer. Lad dem pakke deres snavsede pjalter sammen og forsvinde for altid!“

De fleste flygtninge ville hellere end gerne „forsvinde for altid“. De længes efter at komme hjem og leve et fredeligt og normalt liv med deres familie og venner. Men de har ikke noget hjem at rejse til.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6]

Flygtningenes vilkår

„Vidste du at hundredtusinder af flygtningebørn må gå sultne i seng hver aften? Eller at kun hvert ottende barn af flygtninge nogen sinde har gået i skole? De fleste af disse børn har aldrig været i biografen eller gået tur i en park, og da slet ikke været på museum. Mange af dem vokser op i isolerede lejre, måske bag pigtråd. De har aldrig set en ko eller en hund. Mange flygtningebørn tror også at grønt græs er noget man spiser, ikke at det er noget man tumler rundt og leger på. Flygtningebørn er den mest triste del af mit job.“ — Sadako Ogata, FN’s højkommissær for flygtninge.