Hvor er der et land uden kriminalitet?

Begravelsen var den største Moskva havde været vidne til i årevis. En ung russers liv var endt brat den 1. marts 1995 da han faldt for snigmorderes kugler, og nu stod i tusindvis af mennesker langs begravelsestogets rute for at vise ham den sidste ære. Vladislav Listjev, en meget populær tv-reporter, der var blevet valgt som årets journalist i 1994, blev dræbt næsten ved indgangen til sit hjem.

DEN 20. marts, mindre end tre uger efter, blev Tokyos undergrundsbane ramt af et giftgasangreb midt i morgenmyldretiden. Adskillige døde; mange andre fik svære skader.

Og den 19. april blev Oklahoma City brændpunktet for fjernseere verden over. De så til i rædsel mens redningsmandskabet bar lemlæstede kroppe ud af ruinerne af en offentlig bygning der netop var blevet ødelagt af en terrorbombe. Antallet af dræbte nåede op på 168.

Sidst i juni måned i år fandt et lignende terrorangreb sted nær Dhahran i Saudi-Arabien; 19 amerikanere blev dræbt, og cirka 400 blev såret.

Disse fire begivenheder viser at kriminaliteten har antaget nye dimensioner. Den „almindelige“ kriminalitet har i stadig stigende grad fået følgeskab af brutale terroraktioner. Og alle fire hændelser viser, på hver sin måde, hvor sårbare vi alle er blevet over for kriminelle overgreb. Hvad enten man er hjemme, på arbejde eller på gaden, kan man blive det næste offer for en forbrydelse. En britisk undersøgelse har vist at næsten tre fjerdedele af briterne mener at der i dag er større risiko for at de bliver ofre for kriminalitet end der var for ti år siden. Måske er det også sådan der hvor du bor.

Lovlydige borgere længes efter en regering der vil gøre mere end blot at holde kontrol med kriminaliteten. De ønsker en regering der vil gøre ende på den. Statistikkerne kunne tyde på at nogle regeringer er bedre end andre til at forebygge kriminalitet, men det samlede billede viser at jordiske regeringer taber kampen mod kriminaliteten. Det er imidlertid ikke urealistisk at tro at en regering snart vil gøre ende på al kriminalitet. Men hvilken regering vil gøre det? Og hvornår?

[Ramme/kort på side 4, 5]

En verden fuld af kriminalitet

Europa: En italiensk bog siger at berigelsesforbrydelser i Italien på kort tid „har nået et omfang som [tidligere] blev anset for utænkeligt“. I Ukraine blev der i 1985 anmeldt 490 forbrydelser pr. 100.000 indbyggere; men i 1992 var tallet oppe på 922. Tallet stiger fortsat. Det er ikke så mærkeligt at en russisk avis har skrevet: „Vi ønsker at leve, ja, at overleve denne angstfyldte tid, [en tid hvor man] frygter for at tage med toget (det kunne blive afsporet eller vandaliseret), frygter for at flyve (flyet kunne blive kapret eller måske styrte ned), frygter for at tage med undergrundsbanen (hvor der er fare for kollisioner og eksplosioner), frygter for at gå på gaden (man kunne blive fanget i en krydsild eller blive bestjålet, voldtaget, slået eller dræbt), frygter for at køre bil (den kunne blive antændt, sprængt i luften eller stjålet), frygter for at træde ind i en opgang, i en restaurant eller en forretning (steder hvor man nemt kunne komme til skade eller blive slået ihjel).“ Det ungarske magasin HVG har sammenlignet en solbeskinnet by i Ungarn med „mafiaens hovedkvarter“ og sagt at den i de sidste tre år har været „udgangspunktet for enhver ny form for kriminalitet . . . Frygtens kædereaktion er vokset efterhånden som folk har set at politiet er uforberedt til kampen mod mafiaen.“

Afrika: Den nigerianske avis The Daily Times har skrevet at „de højere læreanstalter“ i et vestafrikansk land har oplevet „en bølge af terror iværksat af medlemmer af hemmelige kulter; den har næsten sat en stopper for alle betydelige akademiske udfoldelser“. Avisen fortsætter: „Denne bølge skyller frem, med tab af liv og ejendom til følge.“ Og om et andet afrikansk land siger den sydafrikanske avis The Star: „Der er to former for vold: konflikter mellem samfundsgrupper og almindelig kriminel vold. Den første er faldet bemærkelsesværdigt, den anden er steget drastisk.“

Oceanien: Det Australske Institut for Kriminologi anslår at forbrydelser i dette land „koster mindst 27 milliarder australske dollars om året, eller næsten 1600 australske dollars for hver indbygger, mand, kvinde og barn“. Dette svarer til „cirka 7,2 procent af landets bruttonationalprodukt“.

Nord- og Sydamerika: The Globe and Mail fra Canada har rapporteret at der i en nylig periode af 12 på hinanden følgende år skete en stigning i voldskriminaliteten, alt sammen „som en del af en tendens der har medført en 50 procents forøgelse af volden inden for det sidste tiår“. Den colombianske avis El Tiempo har skrevet at der på ét år for nylig foregik 1714 kidnapninger i Colombia, „et tal der er mere end dobbelt så stort som det samlede antal kidnapninger i resten af verden i samme periode“. Og ifølge justitsministeriet i Mexico blev der i hovedstaden i et af de senere år begået én sædelighedsforbrydelse hver fjerde time. En talskvinde udtalte at det 20. århundrede har været præget af en stadig reduktion af den enkeltes værd. „Vi lever i en brug-og-smid-væk-generation,“ konkluderer hun.

På verdensplan: Bogen The United Nations and Crime Prevention bemærker at der „i 1970’erne og 80’erne på verdensplan har været en stadig stigning i den kriminelle aktivitet. . . . Antallet af registrerede forbrydelser steg fra cirka 330 millioner i 1975 til næsten 400 millioner i 1980, og det anslås at være nået op på en halv milliard i 1990.“

Kampen for at bringe kriminalitet til ophør

„UNGE hævder at kedsomhed er hovedårsagen til ungdomskriminalitet,“ lød en overskrift i en førende britisk avis. „Stridigheder i hjemmet får skylden for den stigende kriminalitet,“ stod der i en anden avis. I en tredje hed det: „Substansmisbrug ’årsag til i tusindvis af forbrydelser’.“ Ja, 75 procent af alle voldelige forbrydelser i Manila bliver begået af stofmisbrugere, anslår tidsskriftet The Philippine Panorama.

Andre faktorer kan også medvirke til at fremme en kriminel adfærd. „Fattigdom i kontrast til stor rigdom“ var én årsag der blev nævnt af det nigerianske politis generalinspektør. Af andre forhold kunne nævnes gruppepres, ringe muligheder for at få arbejde, blødsødenhed ved udmåling af straffe, sammenbrud af familiens værdinormer, manglende respekt for lov og orden samt den udprægede vold i tv- og videofilm.

Endnu en årsag er at mange er begyndt at tro at forbrydelse betaler sig. En sociolog ved Bolognas Universitet i Italien lagde over en periode på mange år mærke til at „antallet af anmeldte tyverier og antallet af tyveridømte gik i hver sin retning“. Han bemærkede at „antallet af domsafsigelser i forhold til det totale antal registrerede tyverier var faldet fra 50 til 0,7 procent“.

Det er sørgeligt, men sandt hvad der siges i The New Encyclopædia Britannica: „Den stigende kriminalitet synes at være et karaktertræk ved alle moderne, industrialiserede samfund, og ingen udvikling med hensyn til love eller straffelære kan siges at have haft nogen nævneværdig effekt på problemet. . . . I det moderne bysamfund, hvor økonomisk vækst og personlig succes er fremtrædende værdinormer, er der ingen grund til at tro at kriminaliteten ikke fortsat vil øges.“

For negativt?

Er situationen virkelig så skræmmende? Rapporteres der ikke om faldende kriminalitet i nogle områder? Jo, men statistik kan være vildledende. For eksempel blev der fra Filippinerne rapporteret om et fald i kriminaliteten på 20 procent efter indførelsen af et våbenforbud. Men som Asiaweek forklarer, mente en embedsmand at biltyve og bankrøvere var „gået over til kidnapning i stedet for“. De færre bankrøverier og biltyverier fik det totale antal forbrydelser til at falde, men det hjælper jo ikke meget når der samtidig er sket en firdobling i antallet af kidnapninger!

Tidsskriftet HVG skriver om Ungarn: „I forhold til den første halvdel af 1993 er kriminaliteten faldet med 6,2 procent. Hvad politiet har glemt at nævne, er at nedgangen . . . hovedsagelig skyldes administrative ændringer.“ Den økonomiske bundgrænse for hvornår tyveri, bedrageri og vandalisme bliver registreret, er blevet hævet med 250 procent. Berigelsesforbrydelser under bundgrænsen registreres ikke længere. Eftersom berigelsesforbrydelser tæller tre fjerdedele af alle forbrydelser i landet, har der næppe været tale om et egentligt fald.

Det er svært at gøre antallet af forbrydelser nøjagtigt op. En af grundene er at mange forbrydelser, måske op til 90 procent i visse kategorier, ikke bliver anmeldt. Men i virkeligheden er det irrelevant at diskutere om der begås flere eller færre forbrydelser. Folk længes efter at kriminalitet bringes helt til ophør og ikke blot reduceres.

Myndighedernes indsats

En FN-undersøgelse fra 1990 afslørede at de industrialiserede lande bruger mellem to og tre procent af deres årlige budget på kriminalitetsbekæmpelse, mens udviklingslandene bruger endnu mere, i gennemsnit mellem 9 og 14 procent. Nogle steder lægger man vægt på større politistyrker med bedre udstyr. Resultaterne er imidlertid ikke entydige. Nogle ungarere klager: „Der er aldrig politi nok til at fange de kriminelle, men altid nok til at fange trafiksynderne.“

Mange regeringer har for nylig fundet det nødvendigt at indføre strengere straffelove. Time siger for eksempel at eftersom „der foregår stadig flere kidnapninger i Latinamerika“, har myndighederne reageret ved at udstede love som „på én gang er hårde og virkningsløse. . . . At udstede love er én ting,“ indrømmer bladet, „men at håndhæve dem er noget helt andet.“

Det er blevet anslået at der i 1992 var 100.000 nabohjælpsordninger i England, hvilket dækker mindst fire millioner hjem. Lignende tiltag blev gjort i Australien i midten af 1980’erne. Ifølge Det Australske Institut for Kriminologi er målet at nedbringe kriminaliteten „ved at gøre borgerne mere opmærksomme på den offentlige sikkerhed, ved at ændre borgernes indstilling og handlemåde, så de i højere grad indgiver anmeldelse om kriminalitet og mistænkelige hændelser i nabolaget, og ved at gøre folk mindre sårbare over for kriminalitet gennem mærkning af indbo og installation af gode sikkerhedssystemer“.

Internt tv bruges nogle steder som en direkte forbindelse mellem politistationer og forretningsejendomme. Videokameraer bruges af politi, banker og forretninger til at afskrække forbrydere eller som en måde at identificere disse på.

I Nigeria har politiet opsat kontrolposter på større veje med henblik på at kunne fange tyve og bilkaprere. Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe der tager sig af uregelmæssigheder i handel, med det sigte at bekæmpe bedrageri. Nogle af lokalsamfundenes ledere er med i en komité der skal sikre et godt forhold mellem politiet og lokalsamfundet, og disse komitéer oplyser politiet om kriminelle handlinger og folk af tvivlsom karakter.

Folk der besøger Filippinerne, lægger mærke til at hjemmene som regel bliver overvåget, og at mange har en vagthund. Forretningsfolk ansætter private sikkerhedsvagter til at beskytte forretningen. Tyverisikringer til biler sælger godt. De der har råd til det, søger i sikkerhed i bebyggelser eller kvarterer med øgede sikkerhedsforanstaltninger.

Londonavisen The Independent siger: „I takt med at tilliden til lovene daler, organiserer borgerne i stadig højere grad lokale vagtværn.“ Flere og flere er desuden bevæbnede. I USA anslås det for eksempel at hver anden husstand ejer mindst ét skydevåben.

Myndighederne udtænker til stadighed nye metoder til bekæmpelse af kriminalitet. Men V. Vsevolodov fra Akademiet for Indenrigsanliggender i Ukraine peger på at der ifølge FN-kilder er så mange dygtige mennesker der finder på „unikke metoder til at fortsætte deres kriminelle virke“, at „oplæringen af lovens håndhævere“ ikke kan holde trit. De drevne kriminelle leder store summer tilbage i forretningsverdenen og i socialt arbejde, hvorved de blander sig med samfundet og „opnår store stillinger“ i det.

Tilliden svækkes

I nogle lande mener flere og flere at myndighederne i sig selv er en del af problemet. Asiaweek har citeret en leder af et vagtværn for at sige: „Omkring 90 procent af de mistænkte vi anholder, er enten politi- eller militærfolk.“ Sande eller ej, rapporter som denne har fået et medlem af en lovgivende forsamling til at sige: „Hvis de der ved en ed har forpligtet sig til at holde loven, selv er lovovertrædere, har vort samfund store problemer.“

Korruptionsskandaler hvor højtstående embedsmænd er involveret, har rystet regeringerne i mange dele af verden og yderligere svækket borgernes tillid. Ud over at folk mister troen på at myndighederne kan standse kriminaliteten, er de nu også begyndt at tvivle på at de vil. En lærer har spurgt: „Hvordan skulle myndighederne kunne bekæmpe kriminaliteten når de selv er dybt begravet i sølet?“

Regeringer kommer og går, men kriminaliteten består. Der vil dog snart komme en tid hvor der ikke mere vil være nogen kriminalitet.

Omsider — en regering der vil gøre ende på al kriminalitet

BIBELEN har forudsagt at folk i vor tid ville være „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:2, 3) Sådanne mennesker begår kriminelle handlinger.

Eftersom det er mennesker der begår forbrydelser, vil kriminaliteten blive reduceret i takt med at de ændrer sig til det bedre. Det har imidlertid aldrig været let for mennesker at ændre sig til det bedre. I dag er det vanskeligere end nogen sinde, for siden 1914, et årstal Bibelens kronologi peger på, har vi levet i „de sidste dage“ for denne tingenes ordning. Som Bibelen har forudsagt, kendetegnes denne periode af „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Disse kritiske tider forårsages af Satan Djævelen, den største af alle forbrydere, som „har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. — 2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 12:12.

Dette forklarer stigningen i kriminaliteten. Satan ved at han og hans onde ordning snart vil blive tilintetgjort. I den korte tid han har tilbage, søger han på enhver måde at indgive menneskene de negative karaktertræk der er nævnt i Andet Timoteusbrev, kapitel 3. Hvis en regering skal gøre ende på kriminalitet, må den altså først slippe af med Satans indflydelse og desuden hjælpe folk med at ændre sig, så de ikke længere handler på den ovenfor beskrevne måde. Men kan nogen regering klare denne overmenneskelige opgave?

Nej, det vil ingen jordisk regering være i stand til. J. Vaskovitj, der underviser i jura i Ukraine, nævner at der er behov for „et fælles handledygtigt organ som kan forene og koordinere alle staters og offentlige organisationers anstrengelser“. Ved en verdenskonference om kriminalitet udtalte Filippinernes præsident, Fidel Ramos: „Da de tekniske fremskridt har gjort verden mindre, er det lykkedes kriminaliteten at krydse de nationale grænser, og den har udviklet sig til et tværnationalt problem. Derfor må løsningen også være tværnational.“

„En verdensomspændende tragedie“

De Forenede Nationer er et tværnationalt (internationalt) organ. Siden dets grundlæggelse har det søgt at bekæmpe kriminalitet. Men det har ikke flere løsninger end de nationale regeringer har. Bogen The United Nations and Crime Prevention siger: „De fleste lande har mistet kontrollen med den hjemlige kriminalitet, og kriminaliteten på tværs af landegrænserne er vokset i en sådan grad at den er uden for rækkevidde af det internationale fællesskab. . . . Forbrydelser begået af organiserede bander har nået et foruroligende omfang, der især har haft konsekvenser i form af fysisk vold, trusler og bestikkelse af embedsmænd. Terrorisme har krævet titusinder af uskyldige ofre. Den griske handel med vanedannende narkotika er blevet et verdensomspændende problem.“

James Madison, De Forenede Staters fjerde præsident, sagde engang: „Ved dannelsen af en regering hvor mennesker hersker over mennesker, ligger den store vanskelighed i dette: regeringen skal først have herredømme over dem den skal herske over; derefter skal den tvinges til at kontrollere sig selv.“ (Jævnfør Prædikeren 8:9.) Den ideelle løsning ville således være at erstatte de regeringer „hvor mennesker hersker over mennesker“, med et system hvor Gud hersker. Men er dette en realistisk løsning?

Den regering der vil gøre ende på kriminalitet

Sande kristne tror på det Bibelen siger om Guds rige.a Det er en virkelig regering. Riget er usynligt fordi det befinder sig i himmelen, men det er tydeligt hvad det udretter på jorden. (Mattæus 6:9, 10) Det består af Kristus Jesus og 144.000 „af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“, og de skal „herske som konger over jorden“. Denne magtfulde regering vil herske over „en stor skare“ af undersåtter, der, som Bibelen forudsiger, også kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 5:9, 10; 7:9) Både herskerne og deres undersåtter har altså en international baggrund. De er et virkelig forenet folk fra alle nationer, og de har Guds godkendelse.

Jehovas vidner accepterer Guds styre og har som følge deraf næsten fuldstændig overvundet problemet med kriminalitet inden for deres egne rækker. Hvordan det? Ved at de har fået forståelse af visdommen i de bibelske principper, ved at de følger dem i deres egen tilværelse, og ved at de lader sig motivere af den største drivkraft i universet, nemlig Guds ånd og dens frugt — kærlighed. Guds ord siger: „[Ifør] jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kolossenserne 3:14) I mere end 230 lande praktiserer Jehovas vidner denne kærlighed og enhed og viser dermed hvordan Guds rige allerede nu tager skridt til at gøre ende på al kriminalitet.

Dette fremgår af en undersøgelse fra 1994 hvori 145.958 Jehovas vidner i Tyskland deltog. Mange af dem indrømmede at de havde måttet overvinde alvorlige svagheder for at kunne blive Jehovas vidner. De blev motiveret til dette gennem et studium af Bibelen. Eksempelvis havde 30.060 måttet gøre sig fri af tobaks- og narkotikamisbrug, 1437 var holdt op med at tage del i hasardspil, 4362 havde rettet op på en voldelig eller kriminel adfærd, 11.149 havde bekæmpet dårlige egenskaber som jalousi og had, og 12.820 havde fået et fredeligt forhold i et ellers anstrengt familieliv.

Ganske vist er der her kun tale om Jehovas vidner i et enkelt land, men det samme er kendetegnende for Jehovas vidner i hele verden. Tag for eksempel en ukrainer ved navn Jurij. Da han begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner, var han lommetyv. Han rejste endda til Moskva hvor han vidste at der i de store menneskemængder ville være bedre betingelser for hans „arbejde“.

I 1993 befandt Jurij sig igen i Moskva i en stor menneskemængde. Men ingen af de mere end 23.000 der fredag den 23. juli var forsamlet på Lokomotiv Stadion, havde noget at frygte fra Jurijs side, for han var nu blevet et af Jehovas vidner. Jurij var også med på scenen hvor han deltog i et programpunkt der blev præsenteret for en international tilhørerskare. Han havde ændret sig til det bedre i overensstemmelse med Bibelens formaning: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere.“ — Efeserne 4:28.

Mange andre har, ligesom Jurij, lagt en kriminel løbebane bag sig for at kunne kvalificere sig til livet i Guds nye, retfærdige verden. Dette understreger sandheden i hvad sir Peter Imbert, en tidligere højtstående engelsk politimand, har sagt: „Kriminalitet kunne fjernes fra den ene dag til den anden hvis alle var indstillet på at lægge sig i selen for det.“ Det bibelske oplæringsprogram som Guds regering giver adgang til, skaber ærlige mennesker som har den fornødne motivation til at „lægge sig i selen for det“.

En verden uden kriminalitet

Enhver form for kriminalitet er et udtryk for manglende kærlighed til andre. Kristne følger Jesu eksempel. Han sagde: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ Og: „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Mattæus 22:37-39.

Den eneste regering der bestræber sig for at gøre ende på kriminalitet ved at lære folk at adlyde disse to bud, er Guds rige. I dag har over fem millioner Jehovas vidner gavn af denne oplæring. De er besluttede på ikke at lade forbryderiske tendenser slå rod i deres hjerte, og de er indstillet på at gøre enhver bestræbelse der måtte være nødvendig, for at bidrage til en verden uden kriminalitet. Det Gud har udrettet i dem, er kun en forsmag på hvad han vil gøre i den nye verden under sin himmelske regerings herredømme. Forestil dig en verden hvor der hverken er behov for politi, domstole, advokater eller fængsler.

Dette vil kræve den største regeringsomvæltning i historien, og det vil Gud sørge for. I Daniel 2:44 siges der: „I de [nuværende] kongers dage vil himmelens Gud oprette et [himmelsk] rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ Gud vil desuden knuse Satan og dermed gøre ende på hans onde påvirkning. — Romerne 16:20.

Når de jordiske regeringer er blevet erstattet af Guds himmelske regering, vil mennesker aldrig herske over hinanden igen. Himmelske konger, konger der endda står over englene, vil da lede menneskeheden ad retfærdighedens vej. Til den tid vil der ikke være nogen snigmord, ingen giftgasangreb og ingen terrorbomber. Ingen sociale uretfærdigheder som fostrer kriminalitet. Ingen der beriger sig på andres bekostning.

Professor S. A. Aluko fra Obafemi Awolowo-universitetet i Nigeria har udtalt: „De fattige kan ikke sove om natten fordi de er sultne; de rige kan ikke sove fordi de fattige er vågne.“ Men snart vil alle kunne sove trygt i bevidstheden om at der er en regering — nemlig Guds regering — som omsider har gjort ende på al kriminalitet.