Vi betragter verden
Højteknologisk eksamenssnyderi
Det er ikke noget nyt at der snydes ved eksamener. Men et nyt armbåndsur med en hukommelse på 500 ord har nu gjort det muligt at snyde ved hjælp af højteknologi. Ifølge den australske avis The Australian har en lærer udtalt: „Dette ur kan komme til at skabe store problemer. Hvis lærere ikke er klar over dets eksistens, eller hvis eksamensvagterne er uopmærksomme, kan det i høj grad kompromittere en eksamen.“ De japansk fabrikerede ure koster 230 australske dollars og er specielt fremstillet for at hjælpe travle folk til at huske vigtige aftaler og andet. Hvad mener skoleeleverne om dem? En 16-årig siger: „Det var alle tiders hvis lærerne ikke kendte noget til dem.“
Computervandaler
„En ny type vandaler som opererer inden for de omfattende amerikanske edb-net der kaldes ’bulletin boards’ [opslagstavler], udarbejder avancerede programmer som sletter eller ødelægger intetanende brugeres edb-lagre,“ skriver The New York Times. „Jeg tror at de der udarbejder disse programmer, er folk der simpelt hen føler glæde ved at ødelægge andre menneskers arbejde,“ siger edb-konsulenten Ross M. Greenberg. Nogle af programmerne er så udspekulerede at de kan fungere som almindelige programmer i månedsvis før de pludselig træder i funktion som ødelæggere.
Hjemløse overalt
Hvert fjerde menneske i verden er enten hjemløst eller bor „i en ussel og usund bolig“. En undersøgelse foretaget af FN har afsløret at mindst 100 millioner mennesker må sove på gaden, under broer, i portåbninger eller i forladte ejendomme. Tyve procent af disse mennesker er teenagere i Latinamerika. I visse afrikanske byer bor op til 80 procent af indbyggerne i slumkvarterer. I De Forenede Stater er der 2,5 millioner hjemløse, og i Storbritannien omkring 250.000.
Mennesket — en truet art?
Den ødelæggelse af jordens miljø der foregår i dag vil få så alvorlige følger at menneskelivet er i fare, konkluderer Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling. I de første 900 dage siden kommissionens første møde var 60 millioner børn døde som følge af sygdomme forårsaget af underernæring og forurenet drikkevand. Tørken i Afrika havde gjort ende på en million menneskers liv. Industriulykker som dem i Bhopal (Indien) og Tjernobyl (USSR) havde krævet 3000 menneskeliv og berørt flere millioner. Hvordan er udsigterne for de næste 30 år? Ifølge Londonavisen The Times vil et landbrugsområde på størrelse med Saudi-Arabien blive til ørken, og et skovområde svarende til Indiens areal vil blive udryddet. Kommissionen, der er nedsat af FN, siger at „en beslutsom international indsats er bydende nødvendig“ hvis menneskehedens fortsatte eksistens skal sikres.
Affaldet laves til mursten
I mange storbyer i den industrialiserede verden har man problemer med at komme af med affald. Shanghai, Kinas folkerigeste by, er ingen undtagelse. Hver dag skal man af med 10.000 tons affald. En del af dette bliver imidlertid behandlet på en fabrik som kommunen driver. Meget af det behandlede affald bruges til kunstgødning og opfyldning. Tidsskriftet China Reconstructs (Kina genopbygger) oplyser at kineserne har fundet ud af at man ved at blande aske, sten og murstensbrokker med behandlet affald kan fremstille nogle mursten der er gode nok til at de kan anvendes i husbyggeri. I løbet af de sidste par år er der efter sigende blevet fremstillet millioner af den slags mursten. I Shanghai er der opsving i byggeriet, og derfor er der stor efterspørgsel efter mursten.
Magnet afløser tråd
Sovjetiske kirurger har udført over hundrede operationer hvor de har brugt magneter i stedet for tråd, oplyser bladet Sputnik. Tarme er blevet sat sammen ved hjælp af „to tynde magnetiske ringe der passer til tarmenes størrelse“. Der indlægges en magnetring i hver af de adskilte tarmender. „Magneterne ’limer’ tarmene sikkert sammen og udgør et hermetisk lukke der heler bedre end hvis man bruger nål og tråd,“ siger Sputnik. Den nye metode har vist sig at fjerne mange af de komplikationer der ofte støder til efter operationer fordi tråden ikke lukker såret helt til eller fordi nålen forårsager yderligere skader på vævet. Man lader de magnetiske ringe blive der, og ifølge lægerne skulle de ikke kunne fremkalde forstoppelse eller andre gener.
Uhyggelige tal
Omkring 350.000 amerikanere vil i år dø af cigaretrygning, meddeler Den Amerikanske Lungeforening. Dette er flere end der tilsammen dør som følge af mord, selvmord, alkohol, stofmisbrug og trafikulykker. Ifølge en artikel i New York Post er cigaretterne hvert år skyld i 17,2 procent af alle dødsfald i USA, flere amerikanere end der døde i den anden verdenskrig og Vietnamkrigen tilsammen. Omkostningerne er også store: De beløber sig til 160 milliarder kroner årligt til medicinsk behandling, og omkring 210 milliarder kroner årligt i form af tabt arbejde og produktivitet. Artiklen oplyser at 31 procent af den voksne befolkning er rygere.
Astrologer afsløret
Astrologer som hævder at kunne analysere et menneskes personlighed og forudsige dets fremtid blot ved at læse i stjernerne, narrer sig selv og andre, siger Shawn Carlson, en forsker på Lawrence Berkeley-laboratoriet ved Californiens Universitet. I en nøje kontrolleret undersøgelse som var udarbejdet med det særlige formål at afprøve om astrologerne kan det de hævder at kunne, fandt videnskabsmændene ud af at de astrologiske oplysninger alene ikke gav astrologerne nogen særlig mulighed for at fortolke et menneskes personlighed. „Det er mere sandsynligt at astrologerne, når de sidder ansigt til ansigt med klienten, aflæser vedkommendes behov, håb og tvivl ud fra kropssproget,“ siger Carlson.
Ensomme japanere
Det bliver sværere og sværere at finde sig en hustru i Japan. Hvorfor? Fordi der er flere unge mænd end unge kvinder. Desuden har Japans „frigjorte“ unge kvinder intet hastværk med at gifte sig, og når de endelig bliver gift er de ikke særlig opsatte på at passe ind i den traditionelle husmoderrolle. De unge mænd på landet har det sværest. Mange landmandssønner som ikke har været i stand til at finde nogen japansk pige der var villig til at slutte sig til dem i deres arbejde, har på det seneste opdaget at piger fra andre asiatiske lande kan være ganske udmærkede livsledsagere. I byerne prøver de unge mænd imidlertid at vinde pigernes hjerte på en anden måde. Ifølge Asahi Evening News bruger Tokyos modebevidste unge mænd i gennemsnit over 14.200 yen (700 kroner) om måneden på kosmetik for at gøre indtryk på deres kvindelige bekendtskaber. Sådanne bestræbelser får imidlertid ikke altid en positiv modtagelse. En 22-årig kvindelig universitetsstuderende i Tokyo beklagede sig over hvor irriterende det var for hende og hendes veninder når de „måtte vente . . . på at mændene fik renset deres ansigt, smurt sig ind i mælkelotion eller kommet skum i håret“.
Selvmordsrekord
I Finland er antallet af selvmord dobbelt så stort som antallet af trafikdræbte. Ifølge de nyeste tilgængelige tal viste 1984 sig at være et rekordår hvad selvmord angår, da i alt 1231 personer, heraf cirka 80 procent mænd, tog deres eget liv. Et alvorligt aspekt af dette problem er væksten i antallet af unge som begår selvmord. Omkring 45 procent af alle dødsfald i aldersklassen 20 til 24 år skyldtes selvmord. Finlands yngste selvmorder i 1984 var kun 10 år gammel.