Sundhed for alle — hvornår?

„I de rige lande bruges der flere penge til beroligende medicin end de offentlige sundhedstjenester i verdens 67 fattigste udviklingslande, Kina undtaget, tilsammen bruger på hele deres sundhedsvæsen.“ — Health Crisis 2000.

„SUNDHED for alle i år 2000.“ Dette slogan er blevet gentaget mange gange, især siden WHO (Verdenssundhedsorganisationen) og UNICEF (FN’s Børnefond) i 1978 afholdt Den Internationale Konference om Primær Sundhedspleje. Konferencen blev overværet af delegerede fra omkring 134 lande, og skabte således international opmærksomhed om hvor store mangler der findes ved sundheden i verden.

Den daværende generaldirektør for UNICEF, Henry R. Labouisse, udtalte: „I betragtning af de skandaløse uligheder man ser i forskellige dele af verden, ja selv inden for det samme land, hvad adgangen til sundhedsvæsen angår, er det vores overbevisning at sådanne forhold ikke længere kan accepteres, og det er en af grundene til at vi er samlet i dag.“

På verdensplan er der en kolossal forskel på sundhedsvilkårene i de rige og de fattige lande, hvilket blev omtalt i en rapport forud for konferencen. En rapport fra UNICEF samme år meddelte at i visse fattige lande „har kun 10 procent af befolkningen adgang til ordentlig sundhedspleje“. Desuden anslår man at kun tyve procent har rent drikkevand.

Konferencen opfordrede til bestræbelser for „øget fødevarehjælp, den rette ernæring, tilstrækkeligt med rent vand og grundlæggende hygiejne; børnesundhedspleje og mødrehjælp, . . . tilvejebringelse af den nødvendige medicin“.

Alt dette koster mange penge, især for folk i de fattige lande. Hvorfra skaffer man pengene til at dække disse behov? Konferencen udtrykte at „fred, afspænding og nedrustning“ ville frigøre kolossale pengesummer til sådanne gøremål. Dette fik bladet World Health, der udgives af WHO, til at skrive: „Forestil Dem en mønsterverden hvor al den opfindsomhed, alle de penge og alle de menneskelige ressourcer der i dag anvendes på våben, i stedet blev anvendt til fremme af verdenssundheden!“

Men har vi i årene siden 1978 oplevet en sådan fred, afspænding og nedrustning? Er nationerne ikke på vej i den stik modsatte retning mens sundhedsproblemet fortsat vokser?

[Illustration på side 3]

Colombianske skolebørn vaccineres

[Kildeangivelse]

P. Almasy/WHO

Sundhed for alle — et grundlæggende behov

DER er foregået en enestående udvikling inden for den moderne lægevidenskab. Årsagerne til fortidens store pestsygdomme er ikke længere et mysterium. Forbløffende fremskridt har resulteret i at man i dag kan gøre det utrolige på det medicinske område.

Alligevel findes der stadig kolossale sundhedsproblemer. Da Den Internationale Konference om Primær Sundhedspleje blev afholdt i 1978, havde 80 procent af verdens landbefolkning og den fattige del af befolkningen i byerne ikke adgang til nogen form for sundhedstjeneste, og 30 af hver 31 børn under fem år der dette år ville dø, boede i de fattige lande. Miljøets nedbrydning, forureningen og giftaffaldet udgør desuden en stadig voksende trussel mod livet i de industrialiserede lande.

WHO’s europæiske regionalkontor forudsiger imidlertid ikke sundhed for alle i år 2000, men snarere risikoen for en krise. Dette kontor finansierede i 1983 udgivelsen af bogen Health Crisis 2000, skrevet af Peter O’Neill, der omtaler den „forstemmende erkendelse“ at et væld af „nye sygdomme“ har sneget sig ind på den civiliserede verden. Hvilke sygdomme er det? Miljøfremkaldt kræft, hjertesygdomme, stofmisbrug, mentale sygdomme og seksuelt overførte sygdomme. Dertil kommer „rygerens og drankerens selvdestruktive trang“ og „’epidemien af trafikulykker’ der berøver mange livet og dræner vore økonomiske ressourcer“. Disse problemer, der kaldes „de velhavende samfunds sygdomme“, spredes til de fattige lande.

Vor tids problemer

Lad os betragte nogle af vor tids problemer:

KRÆFT er den næsthyppigste dødsårsag i De Forenede Stater. Hver fjerde amerikaner (og for øvrigt også hver fjerde dansker) bliver ramt af denne sygdom, og man anslår at 40 millioner mennesker i hele verden lider af kræft. Det vrimler med kræftfremkaldende stoffer overalt.

FORURENING. Farlige produkter og skadelige affaldsstoffer forurener vort miljø. Nogle fødevarer indeholder pesticider. Floder og have er blevet forurenede. Nogle steder er selv grundvandet i brønde forurenet.

STOFMISBRUG. Bogen Health Crisis 2000 kalder stofmisbrug „den langsomme nedtur til helvede“. Den udtrykker at „nedbrydningen af et ungt menneskes sind og legeme . . . er så frygtindgydende, og revalideringsprocessen så langvarig og vanskelig for både patienten og dem der skal forsøge at hjælpe, at studiet af dette kræver særlig opmærksomhed“.

SEKSUELT OVERFØRTE SYGDOMME. Det moralske sammenbrud har medført at spredningen af kønssygdomme har nået det punkt hvor det er blevet kaldt en pandemi — en udbredt epidemi. Bladet World Health skriver at „kønssygdomme er så almindeligt udbredte blandt befolkningen i dag at enhver seksuelt aktiv person [der har flere partnere] risikerer at blive smittet“.

ALKOHOLMISBRUG. Mange steder er kvinder, unge og selv børn stærkt repræsenteret i alkoholikernes rækker. Alkohol siges at være en medvirkende faktor ved 40 procent af alle trafikulykker. Selv den der kun drikker i selskab med andre kan udslette en familie når han skal bevise at han ’sagtens kan køre hjem’.

NUTIDENS REJSEMETODER. Vore dages bekvemme rejsemetoder har skabt mulighed for en hurtig spredning af epidemier i hele verden. AIDS og visse typer gonorré der er modstandsdygtige over for penicillin er af folk der rejser blevet spredt til hele verden, og man mener at udbredelsen af disse sygdomme skyldes „den store forflytning af befolkningsgrupper der er så karakteristisk for det tyvende århundrede“.

BEFOLKNINGSPROBLEMER. Befolkningseksplosionen og landbefolkningernes hastige flugt til de allerede overfyldte byer er med til at komplicere verdens sundhedsproblemer yderligere. I 1983 havde 26 byer en befolkning på mindst fem millioner indbyggere. I år 2000 anslås antallet af sådanne byer til at være oppe på 60. Bladet World Health siger at der til den tid måske vil være over en milliard mennesker „som vil bo i byområder i yderste fattigdom“. Tidligere præsident for Verdensbanken Robert McNamara har advarende sagt: „Hvis ikke byerne begynder at indvirke konstruktivt på fattigdomsproblemet, vil fattigdomsproblemet begynde at indvirke destruktivt på byerne.“

Trods manges slidsomme og ihærdige indsats lader det alligevel til at „sundhed for alle“ er et mål der ligger langt uden for rækkevidde. Egentlig skal dette slogan heller ikke opfattes bogstaveligt. Meningen var ikke at det skulle opfattes sådan at ethvert menneske ville opnå sundhed i år 2000. Det man stræber efter er at gøre i det mindste en primær sundhedspleje tilgængelig for alle. En brochure fra WHO siger at målet er at „fordele ressourcerne til sundhedspleje ligeligt . . ., at skaffe alle mennesker adgang til nødvendig lægehjælp . . . og at få folk til at benytte bedre fremgangsmåder end de gør i øjeblikket“ med hensyn til at forebygge og nedbringe antallet af sygdomme og legemlige skavanker.

[Kildeangivelse på side 4]

P. Almasy/WHO