NOGLE kalder dem nattependlere. Men disse unge mennesker arbejder ikke på skiftehold om natten. De går hjemmefra i skumringen fordi det er farligt for dem at opholde sig i hjemmet når mørket falder på i bushen.

I snart 20 år har guerillastyrker gjort indfald i små landsbysamfund og kidnappet børn. Hvert år stjæler de i hundredvis af drenge og piger fra deres forældre og forsvinder med dem i den tætte jungle. Børnene bortføres hovedsagelig om natten og gøres til børnesoldater, bærere og sexslaver. Hvis det tilfangetagne barn ikke samarbejder, kan dets fangevogtere finde på at skære dets næse eller læber af. De børn der tages i flugtforsøg, lider en død som er for grusom til at det kan beskrives.

Der er andre unge ofre for terrorisme. De lemlæstede teenagere i Sierra Leone var kun små børn da de fik hugget hænderne og fødderne af med macheter. Drenge og piger i Afghanistan leger med miner udformet som sommerfugle og mister deres fingre og øjne når dette farverige „legetøj“ eksploderer.

Andre af terrorismens unge ofre rammes på en anden måde. Ved et terrorangreb i Oklahoma City i 1995 var der for eksempel 19 børn blandt de 168 dræbte. Nogle af dem var endnu blebørn. Som et vindpust der slukker et blafrende lys, gjorde bomben på et øjeblik ende på disse spæde liv. Terrorhandlingen fratog dem retten til at være børn, til at lege og more sig og til at putte sig i deres fars og mors arme.

Disse begivenheder er af nyere dato, men, som vi vil se, har menneskeheden i århundreder været plaget af terroristers voldshandlinger.

FOR få år siden var terrorisme tilsyneladende begrænset til nogle få isolerede steder som Nordirland, Baskerlandet i Nordspanien og visse områder i Mellemøsten. Især siden terrorangrebet på Twin Towers i New York den 11. september 2001 har terrorismen bredt sig som en steppebrand og er blevet et globalt fænomen. Den har vist sig på paradisøen Bali, i storbyerne Madrid og London og i Sri Lanka, Thailand og Nepal. Men terrorisme er ikke noget nyt.

Hvad menes der egentlig med udtrykket „terrorisme“? Terrorisme er blevet defineret som „vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab, eller statsterrorisme, forstået som vold udøvet af stater mod egen befolkning eller andre landes befolkninger“. (Den Store Danske Encyklopædi) Terror defineres som ’voldshandlinger der iværksættes for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at få visse krav opfyldt’. (Den Danske Ordbog) Men, som skribenten Jessica Stern udtrykker det: „Den der studerer terrorisme, støder på flere hundrede definitioner ... Men der er kun to karakteristiske kendetegn ved terrorisme som adskiller den fra andre typer vold. ... For det første er terrorisme rettet mod sagesløse. ... For det andet bruger terrorister vold for på dramatisk vis at skabe opmærksomhed. At sprede frygt i en befolkning er ofte vigtigere end selve handlingen. Det der adskiller terrorisme fra mord eller voldelige overfald i almindelig forstand, er det bevidste forsøg på at sprede skræk og rædsel.“

Vold med rødder i fortiden

I det første århundrede kæmpede en voldelig gruppe i Judæa for jødisk uafhængighed af Rom. De blev kaldt zeloterne. Nogle af deres mest nidkære tilhængere blev kendt som sicarii, eller dolkmænd, et navn som kommer af den krumme dolk de skjulte under deres klæder. Ved de jødiske højtider i Jerusalem blandede de sig med folkemængden og skar halsen over på deres fjender eller stak dem ned bagfra.a

I år 66 e.v.t. indtog en gruppe zeloter fæstningen Masada ved Det Døde Hav. De nedslagtede den romerske garnison og gjorde bjergfæstningen til deres bastion. I mange år var det deres base, og herfra tyranniserede de den romerske besættelsesmagt. I år 73 tilbageerobrede den tiende romerske legion Masada under statholderen Flavius Silva, men de fik ikke undertvunget zeloterne. En samtidig historiker hævder at 960 på Masada — alle på nær to kvinder og fem børn — valgte at begå selvmord frem for at overgive sig til romerne.

Nogle betragter zeloternes oprør som begyndelsen til den terrorisme vi kender til. Hvorom alting er, har terrorismen siden efterladt sig dybe spor i historien.

Terrorisme med rødder i kristenheden

Fra år 1095 og de næste to århundreder bevægede korstogshære sig frem og tilbage mellem Europa og Mellemøsten. Imod sig havde korsfarerne muslimske styrker fra Asien og Nordafrika. Stridspunktet var herredømmet over Jerusalem, og hver side forsøgte at få overtaget. Disse „hellige krigere“ huggede under deres mange kampe hinanden i småstykker. De brugte også deres sværd og stridsøkser mod uskyldige mennesker. Vilhelm af Tyrus, der var biskop i det 12. århundrede, har beskrevet korsriddernes indtog i Jerusalem i år 1099 således:

„De drog sammen gennem gaderne med deres sværd og spyd i hånden. Alle dem de mødte, slog de ned og dræbte, mænd, kvinder og børn, ingen blev sparet. ... De dræbte så mange i gaderne at dynger af lig hobede sig op så man ikke kunne gå eller passere uden at træde på døde. ... Der var så megen blodsudgydelse at kanaler og rendesten flød med blod, og alle gader i byen var fyldt med døde.“b

I de senere århundreder er terrorister begyndt at bruge sprængstof og skydevåben, med frygtelige konsekvenser til følge.

Millioner af døde

Den 28. juni 1914 betragtes af historikere som et vendepunkt i Europas historie. En ung mand, der af nogle betragtes som en helt, skød den østrigske kronprins, ærkehertug Frans Ferdinand. Dette attentat blev startskuddet til den første verdenskrig. Da krigen sluttede, havde tyve millioner mistet livet.

Den første verdenskrig blev fulgt op af Anden Verdenskrig med dens koncentrationslejre, nedslagtninger af civile i luftbombardementer og gengældelsesangreb på uskyldige mennesker. Efter krigen fortsatte myrderierne. Over en million mennesker døde på Cambodjas slagmarker i 1970’erne. Og befolkningen i Rwanda er endnu rystet over massakren i 1990’erne, som kostede over 800.000 mennesker livet.

Fra 1914 og frem til i dag har mennesker i mange lande været plaget af terrorisme. Men nogle handler som om de intet har lært af historien. Igen og igen dræbes hundreder ved terrorangreb, tusinder lemlæstes, og millioner frarøves retten til at føle fred og tryghed. Bomber eksploderer på markedspladser, landsbyer brændes ned til grunden, kvinder voldtages, børn føres i fangenskab, folk dør. Til trods for love og global fordømmelse er disse sadistiske terrorhandlinger blevet en del af hverdagen. Er der håb om at terrorismen vil høre op?

NOGLE mener at man kun kan opnå politisk frihed og religiøs renhed gennem vold, at det kun er ødelæggende kræfter der kan fjerne uønskede herskere. Selv stater bruger terror til at opretholde orden og få befolkningen under kontrol. Men hvis det er sandt at terrorisme kan bruges som et virkningsfuldt redskab til at styre og gennemføre sociale reformer, burde det kunne bringe fred, sikkerhed og stabilitet. Efter et stykke tid skulle vold og frygt aftage. Men har vi set en sådan tendens?

Sandheden er at terrorisme nedbryder respekten for livet og ofte ender med blodsudgydelse og grusomhed. Ofrenes smerte får dem mange gange til at gøre gengæld, hvilket fører til større undertrykkelse, som atter resulterer i gengældelse.

Vold løser ikke problemerne

I tusinder af år har menneskene selv forsøgt at løse deres politiske, religiøse og sociale problemer. Men alle deres forsøg er slået fejl. Det er som Bibelen siger: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Jesus sagde: „Visdommen skal man kende på dens gerninger.“ (Mattæus 11:19, Seidelin) Sagt med andre ord kan vi ud fra disse bibelske principper se at terrorisme giver falske forhåbninger. Følgerne af terrorisme har ikke været frihed og lykke, men derimod død, lidelse og ødelæggelse. Disse dårlige følger har præget hele det 20. århundrede og er begyndt at dominere det 21. Mange vil sige at terrorismen er et problem i sig selv og ikke en løsning.

„Jeg håber hver dag at ingen i min familie eller blandt mine venner dør ... Jeg tror vi har brug for et mirakel.“ Sådan skrev en ung pige hvis hjemland var sat i brand af voldelige terrorhandlinger. Hendes ord indeholder en konklusion som mange er nået til: Løsningen på menneskenes problemer ligger uden for deres rækkevidde. Kun menneskets Skaber kan løse jordens nuværende problemer, deriblandt terrorisme. Men kan vi have tillid til at han vil det?

Hvorfor vi kan have tillid til Gud

En af grundene til at vi kan have tillid til Jehova Gud, er at han som Skaber har givet os livet og ønsker at vi skal nyde det under fredelige og trygge forhold. Guds profet Esajas udtrykte det på denne måde: „Nu, Jehova, du er vor Fader. Vi er leret, og du er den som har dannet os; ja, alle er vi et værk af din hånd.“ (Esajas 64:8) Jehova er menneskehedens Fader, og folk fra alle nationer betyder noget for ham. Det er ikke ham der står bag den uretfærdighed og det had der fører til terrorisme. Den vise kong Salomon udtalte engang: „Den sande Gud har frembragt menneskene retskafne, men de har fundet på så mange planer.“ (Prædikeren 7:29) Det der ligger til grund for terrorisme, er menneskelig ondskab og dæmonisk indflydelse, ikke manglende kompetence fra Guds side. — Efeserne 6:11, 12.

Endnu en grund til at vi kan have tillid til Jehova, er at han, eftersom han har skabt os, bedre end nogen anden kender vore problemer og ved hvordan de skal løses. Bibelen siger i Ordsprogene 3:19: „Jehova har grundlagt jorden med visdom; han har grundfæstet himmelen med dømmekraft.“ Med fuld tillid til Gud skrev en mand i fortiden: „Hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp er fra Jehova, som frembragte himmel og jord.“ — Salme 121:1, 2.

En tredje grund til at vi kan have tillid til Gud, er at han har magt til at standse den voldelige blodsudgydelse. På Noas tid ’blev jorden fyldt med vold’. (1 Mosebog 6:11) Guds dom var pludselig og fuldstændig. ’Han skånede ikke en gammel verden da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige.’ — 2 Peter 2:5.

Bibelen definerer selv hvad vi kan lære af vandfloden på Noas tid: „Jehova [forstår] at udfri gudhengivne mennesker af prøvelse og at bevogte uretfærdige til afskærelse på dommens dag.“ (2 Peter 2:9) Jehova kan skelne mellem dem der oprigtigt ønsker et bedre liv, og dem der ødelægger livet for andre. Han har bevaret den sidstnævnte kategori til „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. Men for dem der ønsker fred, har han truffet forberedelser til en ny jord hvori retfærdighed skal bo. — 2 Peter 3:7, 13.

Varig fred på jorden!

Bibelens skribenter anvendte ofte ordet „jorden“ om hele menneskeheden. I Første Mosebog 11:1 siges der at „hele jorden“, de mennesker der levede på det tidspunkt, kun havde ét sprog. Det var denne betydning Peter havde i tanke da han brugte udtrykket „en ny jord“. Jehova Gud ville forny menneskenes samfund på en sådan måde at vold og had permanent ville blive erstattet med ret og retfærdighed. I en profeti nedskrevet i Mika 4:3 står der: „Han vil fælde dom mellem mange folkeslag og afgøre sager vedrørende mægtige nationer langt borte. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“

Hvordan vil folk bo når denne profeti får sin opfyldelse? Det fremgår af næste vers, hvor der siges: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ I det jordiske paradis vil ingen leve i frygt for det næste terrorangreb. Kan man tro på dette løfte? Ja, „for Hærstyrkers Jehovas mund har talt“. — Mika 4:4.

Så når terrortruslerne eskalerer og nationerne skælver på grund af vold, er løsningen for dem der elsker fred, at have tillid til Jehova. Der findes ikke noget problem han ikke kan løse. Han vil gøre ende på kvæstelser og lidelser, ja, endog på døden. Bibelen siger: „Han vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter.“ (Esajas 25:8) I de mange smukke lande der nu er fyldt med smerte og frygt som følge af terrorisme, vil der snart blive en overflod af fred. Det er den fred menneskeheden så desperat har brug for, og som Gud, „der ikke kan lyve“, har givet løfte om. — Titus 1:2; Hebræerne 6:17, 18.