Hvad skete der med enheden i verden?

„For første gang siden den anden verdenskrig står verdenssamfundet forenet. . . . Verden kan derfor gribe denne lejlighed til at indfri det længe lovede løfte om en ny verdensorden.“

SÅDAN sagde en præsident for USA engang i 1990’erne. På det tidspunkt gav de internationale begivenheder det indtryk at enhed i verden var nært forestående. Det ene totalitære regime efter det andet brød sammen. Berlinmurens fald indvarslede en ny epoke for Europa. Sovjetunionen, som mange i Vesten mente stod bag globale konflikter, ophørte med at eksistere — til stor overraskelse for hele verden. Den kolde krig blev afsluttet, og man talte optimistisk om nedrustning, blandt andet af atomvåben. Der udbrød ganske vist krig i Den Persiske Golf, men det forekom blot at være et midlertidigt problem der bevirkede at en stor del af verden blev endnu mere opsat på at skabe en fredfyldt orden.

Det var ikke kun på den politiske scene at de positive tegn kunne ses, også på andre områder var de tydelige. Levefoden blev højere i mange dele af verden. Lægevidenskabelige fremskridt gjorde det muligt at udføre hvad man ville have kaldt mirakler blot nogle få årtier tidligere. Desuden var den økonomiske vækst i rivende udvikling, og den foregik så hurtigt at man skulle tro at det ville føre til velstand i hele verden. Kort sagt: Tingene så ud til at bevæge sig i den rigtige retning.

I dag, blot nogle år senere, må vi uvilkårligt spørge: ’Hvad gik der galt? Hvor er den verdensenhed man gav løfte om?’ Det ser snarere ud som om verden bevæger sig i den modsatte retning. Pressen rapporterer jævnlig om selvmordsbombere, terroristangreb, spredning af masseødelæggelsesvåben og andre foruroligende tendenser som synes at gøre det sværere og sværere for verden at opnå enhed. En fremtrædende finansmand har for nylig sagt: „Vi er ved at blive fanget i en ond cirkel af eskalerende vold.“

Verdensenhed eller global splittelse?

Da De Forenede Nationer blev oprettet, var et af dens erklærede formål „at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, hvilende på respekt for grundsætningen om folkenes ligeret og selvbestemmelse“. Har man efter snart 60 år nået dette ædle mål? Langtfra! I stedet for at skabe „venskabelige forhold“ synes nationerne at være mere optaget af „selvbestemmelse“. Befolkninger og etniske grupper kæmper for at skabe deres egen identitet og bevare deres suverænitet, og det har gjort verden mere og mere splittet. Ved oprettelsen af De Forenede Nationer var der 51 medlemslande. I dag er der 191.

Som vi har set, var der i slutningen af det 20. århundrede en udbredt forventning om enhed i verden. Denne forventning har vendt sig til forfærdelse, for vi har siden da været vidne til en stadig større splittelse af verdenssamfundet. Den voldelige opløsning af Jugoslavien, sammenstødene mellem Tjetjenien og Rusland, krigen i Irak og de fortsatte myrderier i Mellemøsten — alt sammen noget der i høj grad vidner om voksende uenighed.

Man har forsøgt at skabe fred. Og der er ingen tvivl om at mange af disse bestræbelser har været oprigtige og velmente. Til trods herfor synes det umuligt at opnå verdensenhed. Mange spørger sig selv: ’Hvorfor er det stadig så svært at skabe enhed i verden? Ja, hvor er verden på vej hen?

Hvor er verden på vej hen?

VERDENSENHED. Det lyder så godt, og hvem kunne ikke tænke sig det? Ja, man har talt meget om enhed. Ved møder hvor verdens ledere har været samlet, har man igen og igen fokuseret på dette emne. I august 2000 var over 1000 religiøse ledere samlet i FN’s bygninger i New York til Millennium World Peace Summit, et freds-topmøde i anledning af årtusindskiftet. De drøftede hvordan man kunne løse konflikterne i verden. Men dette topmøde var i sig selv en afspejling af verdens ulmende stridigheder. En muslimsk retslærd fra Jerusalem nægtede for eksempel at deltage fordi der ville være en jødisk rabbiner til stede. Og andre var misfornøjede med at man, af frygt for at vække Kinas vrede, havde undladt at invitere Dalai Lama de to første dage.

I oktober 2003 drøftede landene omkring Stillehavet spørgsmål vedrørende sikkerheden i verden. Drøftelserne fandt sted ved et topmøde der blev afholdt i Thailand af Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC). De 21 nationer der var repræsenteret ved mødet, gav løfte om at de ville opløse terroristgrupper, og enedes om hvordan man skulle øge den globale sikkerhed. Men under konferencen beklagede adskillige repræsentanter sig over en statsministers udtalelser der efter sigende var et hadefuldt angreb på jøderne.

Hvorfor ingen enhed?

Der tales meget om at forene verden, men resultaterne er svære at få øje på. I betragtning af hvor ihærdigt mange har forsøgt, kunne man spørge hvorfor man her i begyndelsen af det 21. århundrede stadig ikke har opnået enhed.

Svaret fremgår delvis af en kommentar fra en statsminister der deltog i APEC-topmødet: „Der er noget der hedder national stolthed.“ Ja, samfundet er gennemsyret af nationalisme. Alle nationer og etniske grupper er drevet af ønsket om selvbestemmelse. National suverænitet blandet med konkurrenceånd og begærlighed har resulteret i en farlig cocktail. Når nationale interesser kommer i konflikt med globale fællesinteresser, bliver de nationale interesser i det ene tilfælde efter det andet prioriteret højest.

Hvis man skal beskrive hvad nationalisme er, dækker salmistens udtryk „pesten der volder ulykke“ meget godt. (Salme 91:3) Ja, nationalismen har, ligesom en pest, bragt talløse lidelser over menneskeheden. Nationalisme og det had til andre mennesker der opstår i dens kølvand, har eksisteret i århundreder. I dag er nationalistiske følelser fortsat årsag til splittelser, og verdenslederne har ikke kunnet stille noget op.

Mange autoriteter erkender at nationalisme og selviskhed er den egentlige årsag til verdens problemer. FN’s tidligere generalsekretær U Thant har for eksempel sagt: „Der er så mange af de problemer vi står over for i dag, som skyldes eller er et resultat af forkerte indstillinger . . . Blandt disse er den snæversynede nationalistiske betragtningsmåde: ’Ret eller uret — det er mit fædreland!’“ Nationerne er fortsat optaget af deres egne interesser, og de gør i større og større udstrækning krav på at bevare deres suverænitet. End ikke verdens førende nationer ønsker at afgive så meget som en tøddel af deres suverænitet. For eksempel har avisen International Herald Tribune udtalt om den Europæiske Union: „Europæisk politik er i bund og grund kendetegnet af rivaliseren og mistillid. De fleste EU-medlemslande vil stadig ikke acceptere at andre medlemslande som de sammenligner sig med, forsøger at opnå større indflydelse og tage ledelsen.“

Guds ord, Bibelen, beskriver meget rigtigt hvad menneskers styre har ført til, med ordene: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Prædikeren 8:9) Grupper såvel som enkeltpersoner har ved at dele verden op i hver sit magtområde erfaret at følgende bibelske princip er sandt: „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ — Ordsprogene 18:1.

Skaberen, der ved hvad der er bedst for menneskene, har aldrig haft til hensigt at de skulle oprette deres egne styreformer og herske selv. Ved deres handlemåde har de set bort fra Guds hensigt og ignoreret at alt tilhører ham. Salme 95:3-5 siger: „Jehova er en stor Gud og en stor konge over alle andre guder — han i hvis hånd jordens dybder hviler og han hvem bjergenes tinder tilhører; han hvem havet tilhører — ja, han frembragte det selv — og det tørre land har hans hænder dannet.“ Gud er den retmæssige Suveræn, og alle bør underlægge sig hans herredømme. Nationerne hæger om deres egen suverænitet, og derved modarbejder de hans vilje. — Salme 2:2.