Vil enhed i verden nogen sinde blive en realitet?

„HVIS det i løbet af de næste få generationer skulle lykkes os at omdanne den nuværende verden af suveræne lande til en form for ægte internationalt samfund, . . . ville vi samtidig effektivt have afskaffet den ældgamle institution som hedder krig . . . Men hvis det ikke lykkes, vil der sandsynligvis ikke blive . . . nogen civilisation tilbage.“ Sådan skriver militærhistorikeren Gwynne Dyer i sin bog med titlen War.

Dyer siger at historien er fyldt med beretninger om lande og andre magtfulde grupper som har tyet til krig for at bilægge stridigheder. Splittelserne imellem dem har ødelagt tilværelsen for millioner eller kostet dem livet. Kong Salomons beskrivelse af hvordan ufred berørte folk på hans tid, er stadig aktuel. Han skrev: „Jeg vendte tilbage og så al den undertrykkelse der begås under solen, og se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten, og ingen trøstede dem.“ — Prædikeren 4:1.

I dag er medfølelse for de undertrykte ikke den eneste grund til at verdens suveræne lande må omdannes til en form for ægte internationalt samfund, som førnævnte historiker udtrykker det. Selve civilisationens overlevelse står på spil! Moderne krigsførelse kan betyde udslettelse for ethvert land der griber til dette middel, og ingen vil stå tilbage som sejrherre.

Udsigt til enhed i verden?

Hvordan er udsigterne til at opnå verdensomspændende enhed? Kan det nuværende verdenssamfund få bugt med de splittende kræfter som truer jordens overlevelse? Det er der nogle der mener. John Keegan, der redigerer militærstoffet ved den engelske avis Daily Telegraph, siger: „Trods forvirring og usikkerhed er det som om man kan skimte det fremtonende omrids af en verden uden krig.“

Hvad bygger han sin optimisme på? Hvorfor er mange fortrøstningsfulde trods historiens lange beretning om krigsførelse og menneskets tilsyneladende manglende evne til at regere over sig selv? (Jeremias 10:23) Engang sagde man: ’Det går fremad for menneskeheden. Historiens forløb har været kendetegnet af vedvarende fremgang.’ Selv i dag er der mange som tror at menneskets iboende godhed på en eller anden måde vil sejre over ondskaben. Er det et realistisk håb? Eller er det blot en illusion som vil føre til flere skuffelser? I sin bog Shorter History of the World skriver historikeren J. M. Roberts meget realistisk: „Verdens fremtid kan næppe beskrives som sikker. Der er i dag ingen udsigt til at menneskers lidelser vil ophøre, og der er heller ingen grund til at tro at det nogen sinde vil ske.“

Er der saglige grunde til at tro at folkeslag og nationer vil lægge deres gensidige mistillid og splittende uoverensstemmelser bag sig? Eller skal der mere til end menneskers bestræbelser? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

Enhed i verden — hvordan?

DEN nuværende verdensordning er i lighed med en faldefærdig bygning der er blevet ødelagt af forsømmelige lejere, kun egnet til én ting: at blive revet ned og erstattet af en ny. Dette er ikke kynisk dommedagssnak. Ifølge Bibelen er det den eneste realistiske løsning. Hvorfor?

Den nuværende verdensordnings fundament er usikkert. Hele bygningen er undermineret af termitter og hussvamp. Stålkonstruktionen ruster, og støttemurene er svækkede. Taget synker på midten, og rørene er utætte. El-installationerne er defekte og farlige. Beboerne slås ustandselig indbyrdes og laver hærværk i hele bygningen. Både bygningen og omgivelserne er hjemsøgt af skadedyr og er livsfarlige at færdes i.

’Danser på gravens rand’

På grund af uophørlige politiske konflikter, begærlighed, aggression samt dybt rodfæstede stammekonflikter og etniske stridigheder „danser hele menneskeheden på gravens rand“, som Gwynne Dyer udtrykker det. Over hele verden søger målrettede minoriteter — pressionsgrupper, frihedskæmpere, kriminelle bander, internationale terrorister og andre — at føre deres egne selviske planer ud i livet, og de kan tilsyneladende ødelægge enhver mulighed for fred efter forgodtbefindende. Som destruktive beboere kan de gøre livet surt for alle andre.

Ifølge mange kommentatorer er afvigergrupper og uregerlige enkeltpersoner imidlertid ikke de eneste der modarbejder enheden i verden. Den største hindring er nationalstaterne selv. Militæreksperten S. B. Payne jr. siger at uafhængige lande befinder sig i „en tilstand af internationalt anarki“. De gør hvad der tjener deres egne nationale interesser bedst, stort set uden hensyntagen til andre. Gennem hele historien har dette resulteret i at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. — Prædikeren 8:9.

Enkelte lande har ganske vist opnået gode resultater i forbindelse med at bekæmpe uretfærdighed og undertrykkelse inden for deres egne landegrænser og til en vis grad også i international målestok. Tid efter anden har de indført et vist mål af international enhed. Men selv når lande har allieret sig med hinanden for at forsvare sig mod en aggressor, er det nærliggende at mistænke dem for at have handlet ud fra selviske motiver snarere end af sand uegennytte. Det er en kendsgerning at menneskers regeringer ikke har noget altomfattende og varigt middel mod splittelserne i verden. Gwynne Dyer siger: „Tanken om at alle lande i verden vil slutte sig sammen for at hindre eller straffe angreb fra et rebelsk land, er i princippet god nok. Men hvilke lande skal bestemme hvem der er aggressor, og hvem skal betale den pris i form af penge og menneskeliv som kan være nødvendig for at standse en fælles fjende?“

Et land kan naturligvis kun gå til angreb på et andet land såfremt hovedparten af befolkningen i det angribende land godkender det. Historien har gang på gang vist at det ikke kun er i ’de rebelske lande’ at borgerne, med rette eller urette, har støttet deres ledere. Det har størstedelen af jordens befolkning faktisk gjort. De har blindt rettet sig efter en stribe politiske og religiøse lederes „løgne, demagogi og propaganda“, som tidsskriftet Time udtrykker det.

Nationalisme har bragt følelserne i kog hos ellers fornuftige og medfølende mennesker og fået dem til at begå gruopvækkende forbrydelser mod mænd, kvinder og børn af anden nationalitet. I sin omtale af den første verdenskrig skriver historikeren J. M. Roberts: „Et af paradokserne ved 1914 er at der i hvert land overraskende nok var et stort antal mennesker fra alle politiske partier og trosretninger og af alle mulige afstamninger som tilsyneladende villigt og med glæde gik i krig.“ Har folk taget ved lære siden da? Nej! „Skyklapnationalismens“ udyr, som journalisten Rod Usher kalder fænomenet, fortsætter med at ødelægge enhver mulighed for at opnå enhed i verden.

Ydre kræfter på spil

Der er imidlertid en endnu større hindring for verdensomspændende enhed. Bibelen afslører at ydre kræfter er i virksomhed. De identificeres som Satan Djævelen og hans håndlangere, dæmonerne. Ifølge Bibelen er Satan „denne tingenes ordnings gud [som] har forblindet de ikketroendes forstand“ for at „den herlige gode nyhed om Messias“ ikke skal kunne gøre indtryk på dem. — 2 Korinther 4:4; Åbenbaringen 12:9.

Dette fritager selvfølgelig ikke den enkelte fra ansvaret for sine egne handlinger, men det forklarer hvorfor menneskelige regeringer aldrig vil kunne skabe en forenet verden. Så længe Satan Djævelen eksisterer, vil han påvirke mænd og kvinder til at frembringe det Bibelen kalder „kødets gerninger“, deriblandt ’fjendskaber, strid, tilfælde af stridbarhed og splittelser’. — Galaterne 5:19-21.

En verdensregering

Hvad er da løsningen? For cirka syv hundrede år siden pegede den berømte italienske digter og filosof Dante på svaret. Han anførte at fred og enhed blandt mennesker kun kan opnås ved hjælp af en verdensregering. Mange betragter håbet om en verdensregering som en illusion, noget man ikke kan sætte sin fulde lid til. Den føromtalte forfatter Payne konkluderer: „På dette tidspunkt i historien er en verdensregering helt udelukket.“ Hvorfor? Fordi en verdensregering må opfylde to krav som det ikke er muligt for mennesker at tilgodese. Den „må standse al krig, og den må ikke være et globalt tyranni“.

Det står fast at ingen regering foranstaltet af mennesker nogen sinde vil kunne leve op til disse krav. Men Guds rige under Jesu Kristi herredømme kan og vil afskaffe krig. (Salme 46:9, 10; Mattæus 6:10) Det vil fjerne alle dem der ophidser til krig. Profeten Daniel tilkendegiver at menneskers styre i slutningen af Guds fastsatte tid for menneskets herredømme over jorden ville „være delt“ ligesom „jern blandet med fugtigt ler“. (Daniel 2:41-43) Dette ville resultere i politisk splittelse og uundgåelige konflikter. Daniel siger imidlertid at Gud „vil knuse og gøre ende på alle disse [nationalistiske og splittede] riger“ eller regeringer og erstatte dem med sit længe ventede rige under administration af Jesus Kristus. — Daniel 2:44.