Er vandet ved at slippe op?

„Adgang til en ren, stabil og tilstrækkelig ferskvandsforsyning er en grundlæggende betingelse for menneskehedens overlevelse og velfærd samt den sociale og økonomiske udvikling. Ikke desto mindre bliver vi ved med at bære os ad som om ferskvand var en uudtømmelig ressource. Det er det ikke.“ — Kofi Annan, FN’s generalsekretær.

HVER torsdag middag i de sidste tusind år har en helt speciel domstol holdt retsmøde i den spanske by Valencia. Dens opgave er at afgøre stridigheder angående vand.

Landmændene på Valencias frugtbare slette er afhængige af kunstvanding, og kunstvanding kræver store mængder vand — som altid har været en mangelvare i denne del af Spanien. Landmændene kan appellere til den særlige domstol i Valencia når som helst de mener at de ikke får det der tilkommer dem. Stridigheder om vand er ikke noget nyt, men de bliver sjældent afgjort så retfærdigt som i Valencia.

For næsten 4000 år siden udbrød der en voldsom strid mellem hyrder om adgangen til en kilde nær Be’er-Sjeba i Israel. (1 Mosebog 21:25) Og siden er vandproblemet i Mellemøsten blevet meget større. Mindst to fremtrædende ledere i området har udtalt at spørgsmålet om adgang til vandressourcer kunne få dem til at erklære en nabostat krig.

I jordens vandfattige lande har vandet altid kunnet sætte sindene i kog — af den enkle grund at vand er en livsbetingelse. Kofi Annan har påpeget at „ferskvand er kostbart: vi kan ikke leve foruden. Det er uerstatteligt: der findes ingen alternativer til det. Og det er en sårbar ressource: menneskers gøren og laden har stor indvirkning på kvantiteten og kvaliteten af det ferskvand vi har til rådighed.“

I dag som aldrig før er både kvantiteten og kvaliteten af klodens ferskvand truet. Man skal ikke lade sig narre af at vandet tilsyneladende findes i rigelige mængder i visse begunstigede dele af verden.

Ressourcerne svinder ind

„Noget af det mest selvmodsigende ved os mennesker er at vi kun værdsætter det der er knaphed på,“ påpeger FN’s vicegeneralsekretær Elizabeth Dowdeswell. „Vi værdsætter ikke vandet før kilden tørrer ud. Og kilderne er ved at tørre ud, ikke kun i typiske tørkeområder, men også i områder som man normalt ikke forbinder med vandmangel.“

De der er konfronteret med vandmangel hver dag, forstår kun alt for godt problemet. Asokan, som er kontorassistent i den indiske by Madras, er hver morgen nødt til at stå op to timer før det bliver lyst. Med sine fem spande går han hen til det offentlige aftapningssted, der ligger fem minutters gang fra hans hjem. Eftersom man kun kan få vand mellem klokken 4 og 6 om morgenen, må han stille sig tidligt op i køen. Det vand han bærer hjem i sine spande, skal slå til en hel dag. Mange indere — og en milliard andre i hele verden — er ikke så heldigt stillede. De har ikke noget aftapningssted, nogen flod eller nogen brønd i nærheden af hvor de bor.

Abdullah, en dreng der bor i Afrikas Sahelbælte, er en af dem. På vejen til hans landsby kommer man forbi et skilt der beskriver byen som en oase, men vandet er forsvundet for længe siden, og der er næppe et træ at se så langt øjet rækker. Abdullah har til opgave at hente familiens vand fra en brønd knap en kilometer borte.

I dele af verden er det allerede kommet så vidt at udbudet af rent ferskvand ikke kan stå mål med efterspørgselen. Grunden er enkel: En stor del af verdens befolkning lever i tørre eller halvtørre områder, hvor der længe har været knaphed på vand. (Se kortet på side 3.) Ifølge Stockholm Environment Institute bor en tredjedel af jordens befolkning allerede i områder som er ramt af moderat eller alvorlig vandmangel. Og behovet for vand er steget mere end dobbelt så hurtigt som befolkningstallet.

Vandmængden, derimod, er mere eller mindre stabil. Dybere brønde og nye reservoirer vil måske være en midlertidig hjælp, men mængden af nedbør og grundvand er stort set uændret. Derfor antager meteorologer at det kvantum vand der er til rådighed pr. indbygger i de næste 25 år, måske vil blive halveret.

Indvirkningen på helbred og fødevarer

Hvordan berøres folk af vandmangelen? Det skader først og fremmest deres helbred. Ikke fordi de kommer til at dø af tørst; de vil snarere blive syge fordi kvaliteten af det vand de bruger til madlavning og drikkevand, er for dårlig. Elizabeth Dowdeswell peger på at „omkring 80 procent af alle sygdomme og over en tredjedel af alle dødsfald i udviklingslandene skyldes forurenet vand“. I halvtørre lande bliver vandressourcerne hyppigt forurenet af menneske- eller dyreekskrementer, pesticider, kunstgødning eller kemikalier fra industrien. En forarmet familie har måske intet valg, men må bruge det forurenede vand.

På samme måde som menneskelegemet har brug for vand for at skille sig af med affaldsstoffer, kræver ordentlig kloakering rigeligt med vand — noget som mange mennesker simpelt hen ikke har adgang til. Antallet af mennesker der må undvære hensigtsmæssig kloakering, er mellem 1990 og 1997 steget fra 2,6 milliarder i 1990 til 2,9 milliarder i 1997. Det er næsten halvdelen af jordens befolkning. Og sanitære forhold er bogstavelig talt et spørgsmål om liv og død. To FN-ledere, Carol Bellamy og Nitin Desai, siger i en fælleserklæring advarende: „Når børn hverken har vand der er egnet til drikkevand eller vand til sanitære formål, er praktisk talt hvert aspekt af deres helbred og udvikling i fare.“

Fødevareproduktionen er afhængig af vand. Mange afgrøder vandes selvfølgelig af regnen, men i de senere årtier er kunstvanding blevet afgørende for at der kan skaffes mad til verdens hurtigt voksende befolkning. I dag er 36 procent af verdens afgrøder afhængige af kunstvanding. Men for 20 år siden toppede arealet af verdens samlede kunstvandede dyrkningsområder for derefter at aftage støt.

Hvis du hjemme hos dig selv har vand der fosser ud af alle haner, samt et hygiejnisk toilet med rigeligt vand i cisternen til at skylle ud med, kan det være svært at tro at jorden er ved at løbe tør for de nødvendige ressourcer. Vi bør dog huske på at kun 20 procent af jordens indbyggere kan tillade sig en sådan luksus. I Afrika bruger mange kvinder mere end seks timer om dagen på at hente vand — ofte forurenet vand. Disse kvinder oplever den barske virkelighed på nært hold. Der er knaphed på rent vand, og knapheden er ved at blive større.

Kan teknologien løse problemet? Kan vandressourcerne udnyttes bedre og mere økonomisk? Hvor er vandet blevet af? I den følgende artikel vil vi forsøge at besvare disse spørgsmål.

[Ramme på side 5]

Vandkrisen

■ Forurening I Polen er kun 5 procent af flodvandet egnet til drikkevand, og 75 procent er så forurenet at ikke engang industrien kan bruge det.

■ Byernes vandressourcer Verdens næststørste by, Mexico City, får 80 procent af sit vand fra vandførende lag i jorden, og her falder grundvandsspejlet ubønhørligt. Der bliver pumpet 50 procent mere op end naturen giver tilbage. Kinas hovedstad, Beijing, har et lignende problem. Byens vandførende lag er gennem nogen tid sunket over en meter om året, og en tredjedel af dens brønde er tørret ud.

■ Kunstvanding Det enorme grundvandsmagasin Ogallala Aquifer i USA er blevet udpint i en sådan grad at de kunstvandede arealer i det nordvestlige Texas er skrumpet ind med en tredjedel på grund af vandmangel. Kina og Indien, der er verdens anden- og tredjestørste fødevareproducenter, står over for en tilsvarende krise. I den sydindiske stat Tamil Nadu har kunstvanding i løbet af 10 år medført en grundvandssænkning på mere end 23 meter.

■ Floder der forsvinder I den tørre årstid løber den vældige Ganges ikke mere ud i havet, for inden da er alt dens vand blevet omdirigeret. Det samme er tilfældet med Coloradofloden i Nordamerika.

[Kort på side 3]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvor det er svært at finde vand

Områder med vandmangel

Hvor er vandet blevet af?

Cherrapunji i Indien er et af de vådeste steder på jorden. I monsunregntiden falder der 900 centimeter nedbør på højdedragene omkring denne by ved Himalayabjergene. Hvor utroligt det end lyder, er der alligevel vandmangel i Cherrapunji.

EFTERSOM plantevæksten er for sparsom til at holde på vandet, forsvinder nedbøren næsten lige så hurtigt som den falder. To måneder efter at regntiden er ovre, bliver der knapt med vand. Robin Clarke har i sin bog Water: The International Crisis for år tilbage beskrevet Cherrapunji som „jordens vådeste ørken“.a

Ikke langt fra Cherrapunji ligger det tæt befolkede Bangladesh, som er lavtliggende og derfor rammes særlig hårdt når vandet fra monsunregnen strømmer ned ad Indiens og Nepals nøgne bjergsider. Nogle år hænder det at to tredjedele af Bangladesh bliver oversvømmet. Men så snart vandmasserne begynder at aftage, løber Ganges langsommere, svinder ind til en bæk, og landet tørrer ind. Over 100 millioner mennesker konfronteres hvert år med denne frygtelige cyklus, hvor oversvømmelse og tørke afløser hinanden. Som om det ikke var slemt nok, er kildevandet blevet forurenet med arsen, der måske allerede har forgiftet millioner af mennesker.

I Nukus i Usbekistan, ikke langt fra Aralsøen, er det salt og ikke arsen der er problemet. Saltet stiger op til overfladen fra den vandfyldte undergrund, og på bomuldsplanterne udfældes saltskorper, som hæmmer deres vækst. Dette problem, der kaldes tilsaltning, er ikke nyt. Mesopotamiens landbrug gik i forfald for fire tusind år siden af nøjagtig samme grund. Overdreven kunstvanding kombineret med utilstrækkelig dræning får jordens salte til at hobe sig op i det øverste lag. Hvis høsten skal være tilfredsstillende, må man bruge stadig mere ferskvand. Til sidst bliver jorden ubrugelig — i mange, mange år.

Hvad bliver der af vandet?

Desværre falder størstedelen af nedbøren som voldsomme regnskyl, der ikke kun forårsager oversvømmelser, men også resulterer i at vandet hurtigt strømmer fra landet og ud i havet. Desuden falder der nogle steder masser af regn, mens der andre steder næsten ikke falder noget. I Cherrapunji er der engang blevet registreret 2600 centimeter nedbør i en periode på 12 måneder, mens Atacama, en ørken i det nordlige Chile, har oplevet flere år uden nævneværdig nedbør.

Endvidere lever størstedelen af verdens befolkning i egne hvor der ikke er særlig meget vand. Der bor for eksempel relativt få mennesker i Afrikas og Sydamerikas tropiske områder, hvor der falder rigeligt med regn. Femten procent af landområdernes regnvand udtømmes i Atlanterhavet via den vældige flod Amazonas. Men da Amazonområdet er tyndt befolket, er der ikke behov for særlig meget vand til husholdningen. I Egypten, derimod, hvor nedbøren er minimal, bor der 60 millioner mennesker, og den overudnyttede Nilflod må dække praktisk talt hele vandbehovet.

For år tilbage skabte sådanne skævheder i vandforsyningen ingen alvorlige problemer. Ifølge en undersøgelse var der i 1950 intet område på jorden hvor vandforsyningen var et væsentligt problem. Men de tider er forbi da der var vand i overflod. I Nordafrikas og Centralasiens tørre egne er der 10 procent mindre vand til rådighed pr. indbygger i dag end i 1950.

Ud over at befolkningstallet er steget og nedbøren i mange tætbefolkede områder er sparsom, er der også andre årsager til at behovet for vand er blevet større. I vore dages verden går fremskridt og velstand hånd i hånd med en stabil vandforsyning.

Det stigende behov for vand

De der lever i et industriland, har sikkert bemærket at man ofte placerer fabrikker ved store floder. Det har en naturlig forklaring. Industrien har brug for vand til praktisk talt alt hvad den fremstiller, fra computere til papirclips. Der indgår forbavsende store mængder vand i fødevareproduktionen. Kraftværker har også et umætteligt behov for vand og er derfor placeret ved floder og søer.

Landbrugets behov for vand er endnu større. Mange steder er nedbøren enten for knap eller for ustabil til at sikre en god høst. En overgang så det derfor ud til at kunstvanding var den ideelle løsning hvis man ville brødføde en sulten planet. I dag er man altså afhængig af kunstvandede afgrøder, med det resultat at landbruget lægger beslag på en betydelig del af klodens ferskvandsforsyning.

Desuden er husholdningernes vandforbrug steget. I 1990’erne fik byerne hele 900 millioner nye indbyggere, som har brug for ordentlige sanitære forhold og adgang til rent vand. Floder og brønde, de steder man traditionelt får vandet fra, kan ikke længere dække storbyernes behov. For eksempel får Mexico City nu tilført sit vand fra en egn der ligger over 100 kilometer borte. Herfra ledes det gennem en bjergkæde som hæver sig 1200 meter over byens niveau. Dieter Kraemer siger i sin rapport Water: The Life-Giving Source at byen „minder lidt om en blæksprutte; den rækker armene ud i et forsøg på at få vand“.

Derfor har der fra alle sider — industri, landbrug og byer — lydt krav om mere vand. Mange af kravene er også blevet tilgodeset — indtil videre ved at trække på klodens reserver af grundvand. Et af jordens vigtigste ferskvandsdepoter er de vandførende lag. Men de er ikke uudtømmelige. Sådanne depoter er som en bankkonto; man kan ikke blive ved med at hæve på den hvis man sjældent indsætter noget. Før eller siden kommer regnskabets dag.

Brug og misbrug af grundvandet

Grundvandet er den vandressource vi tapper af når vi graver en brønd. FN’s Børnefond anslår i sin rapport Groundwater: The Invisible and Endangered Resource at halvdelen af det vand der bruges i husholdningen og til kunstvanding, er grundvand. Eftersom grundvand normalt er mindre forurenet end overfladevand, er det også herfra vi får en stor del af vores drikkevand, både i byerne og på landet. Hvis man nøjedes med at pumpe moderate mængder vand op, ville grundvandsbeholdningen være konstant, for den bliver regelmæssigt fornyet når regnvand langsomt siver ned til disse underjordiske reservoirer. Men i årtier har mennesket pumpet mere vand op end den naturlige cyklus kan erstatte.

Resultatet er at grundvandsspejlet synker, sådan at det bliver enten uøkonomisk eller upraktisk at bore ned til det. Når brønden løber tør, fører det økonomisk og menneskeligt til en katastrofe. I Indien er man allerede så småt ved at opleve sådanne tragedier. Eftersom den milliard mennesker der bor på de centrale sletter i Kina og Indien, er afhængig af de underjordiske vandreserver, er udsigterne foruroligende.

Udtømningen af grundvandsbeholdningen forværres af forureningen. Kunstgødning fra landbruget, menneske- og dyreekskrementer samt kemikalier fra industrien siver alt sammen ned i grundvandet. „Når først et vandførende lag er blevet forurenet, kan det blive langsommeligt og bekosteligt, for ikke at sige umuligt, at rette op på det,“ oplyser en rapport fra Den Meteorologiske Verdensorganisation. „De forurenende stoffers langsomme nedsivning i grundvandet er blevet kaldt ’en tikkende kemisk bombe’. Det er en trussel mod menneskeheden.“

Ironisk nok vil det måske vise sig at det vand der bliver pumpet op fra de vandførende lag under jorden, ødelægger den jord som det skulle have vandet. Mange af de kunstvandede arealer i verdens tørre og halvtørre lande er ramt af tilsaltning. I Indien og USA, to af verdens førende fødevareproducenter, har 25 procent af de kunstvandede arealer allerede lidt alvorlig skade.

„Den der spar’, har“

Problemerne er talrige, men situationen ville ikke være nær så dyster hvis jordens kostbare vand blev brugt med større omtanke. Ineffektive kunstvandingsmetoder betyder ofte at 60 procent af vandet går til spilde inden det når afgrøderne. Hvis man øgede effektiviteten — ved at udnytte den forhåndenværende teknologi — kunne man halvere industriens vandforbrug. Selv byerne kunne skære 30 procent ned på deres forbrug hvis utætte rør hurtigt blev repareret.

Hvis man vil reducere vandforbruget, kræver det ikke alene at man har viljen, men også evnen til at gøre noget. Er der grund til at tro at der vil være nok af det kostbare vand til fremtidige generationer? Det spørgsmål vil vi behandle i den sidste artikel.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 7]

Vand holder verden i gang

Praktisk talt alle grene af industrien forbruger store mængder vand.

■ Produktionen af et ton stål kan sluge 280 tons vand.

■ Fremstillingen af et kilo papir kan kræve hele 700 liter vand (medmindre fabrikken genbruger vandet).

■ Til fremstillingen af en bil bruger man 50 gange bilens vægt i vand.

Landbruget kan have et lige så stort forbrug, især hvis husdyr opdrættes i jordens halvtørre egne.

■ Produktionen af et halvt kilo bøfkød fra californisk slagtekvæg kræver over 9500 liter vand.

■ For at rense og nedfryse blot én kylling er det nødvendigt med mindst 26 liter vand.

[Grafisk fremstilling/illustrationer på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvem bruger vandet?

Private husholdninger 10%

Industrien 25%

Landbruget 65%

[Illustrationer på side 9]

Millioner af liter vand går til spilde på grund af utætte hovedvandledninger og fordi folk bare lader vandhanen løbe

[Kildeangivelse]

AP Photo/Richard Drew

Hvor finder man livgivende vand?

FOR over to tusind år siden fik en blomstrende handelsby i Den Arabiske Ørken en fremtrædende stilling. Med kun 150 millimeter nedbør om året er klimaet i området barskt, men byen Petra med sine 30.000 indbyggere lærte at klare sig med de få regndråber — og blev velstående.

Petras nabatæiske indbyggere havde ingen elektriske vandpumper. De anlagde heller ingen store dæmninger. Men de vidste hvordan man opsamlede vand og sparede på det. Ved hjælp af et vældigt system af mindre reservoirer, små diger samt kanaler og cisterner kunne de lede det omhyggeligt opsamlede vand ind i deres by og hen til deres små jordlodder. Ikke en dråbe gik til spilde. Deres brønde og cisterner var så velkonstruerede at beduinerne stadig bruger dem.

„De sindrige vandanlæg er Petras skjulte pryd,“ siger en hydrolog fuld af beundring. „Disse nabatæere var simpelt hen geniale.“ For nylig har israelske eksperter søgt at drage nytte af nabatæernes knowhow. Nabatæerne dyrkede nemlig også afgrøder i Negeb, hvor der sjældent falder mere end 100 millimeter regn om året. Agronomer har undersøgt ruinerne af tusinder af nabatæiske smågårde hvis ejere behændigt ledte vinterens regnvand til deres små terrasseformede marker.

I Afrikas tørkeplagede Sahelstater drager bønderne allerede nytte af de gamle nabatæeres viden. Der findes også moderne vandbesparende metoder. På den kanariske ø Lanzarote ud for Afrikas kyst har landmændene lært at dyrke druer og figner hvor det praktisk talt aldrig regner. De planter vinstokke og figentræer i bunden af runde hulninger og dækker jorden med et lag vulkansk aske for at hindre fordampning. På den måde kan der også sive tilstrækkeligt med dug ned til rødderne til at sikre en god høst.

Lavteknologiske løsninger

I hele verden kan man finde lignende eksempler på at mennesket har tilpasset sig tørre klimaer. Det gælder for eksempel bishnoifolket, som lever i den indiske ørken Thar, turkanakvinderne i Kenya og navajoindianerne i Arizona i USA. Deres teknikker til opsamling af vand, som de har lært gennem flere århundreder, viser sig at være en langt mere bæredygtig løsning for landbruget end imponerende højteknologiske hjælpemidler.

Det 20. århundrede var dæmningernes æra. Man dæmmede mægtige floder op, som man udvandt energi fra, og man frembragte omfattende systemer til kunstvanding. En forsker skønner at 60 procent af verdens åer og floder til en vis grad er blevet reguleret. Ganske vist har der været fordele ved den type projekter, men økologer peger på den skade miljøet har lidt, for ikke at tale om de millioner af mennesker der har mistet deres hjem.

Selv om man har haft de bedste hensigter, er det sjældent at de landmænd der har så hårdt brug for vandet, får gavn af disse ordninger. Angående kunstvandingsprojekter i Indien har landets tidligere premierminister Rajiv Gandhi sagt: „I 16 år har vi postet penge ud. Befolkningen har intet fået til gengæld, ingen kunstvanding, intet vand, ingen produktionsstigning, ingen hjælp i deres dagligdag.“

Lavteknologiske løsninger har vist sig at være langt mere nyttige og miljøvenlige. I Kina er der på lokalt plan med stor succes blevet anlagt småsøer og dæmninger — hele 6 millioner. I Israel har folk fundet ud af at man med lidt opfindsomhed kan bruge det samme vand flere gange; først til vask, så til sanitære formål og endelig til kunstvanding.

En anden praktisk løsning er drypvanding. Denne metode skåner jordbunden og bruger kun 5 procent af det vand traditionelle metoder kræver. Vil man gøre klog brug af vandet i tørre egne, indebærer det også at man vælger afgrøder der passer til et tørt klima, som durra og hirse, i stedet for nogle der kræver omfattende kunstvanding, som for eksempel majs og sukkerrør.

Med lidt umage kan både private forbrugere og industrien skære ned på vandforbruget. Til papirfremstilling kan man for eksempel nøjes med cirka en liter vand pr. halve kilo papir hvis fabrikken genbruger vandet. Det er en besparelse på over 99 procent. I Mexico City har man erstattet konventionelle wc’er med nogle der bruger to tredjedele mindre vand. Byen har sponsoreret en informationskampagne der skal begrænse vandforbruget betydeligt.

Hvad er der behov for?

Som de fleste miljøproblemer nødvendiggør vandkrisen en holdningsændring hvis den skal løses. Folk må være samarbejdsvillige, ikke egoistiske, hvis de skal bringe de nødvendige ofre. De må desuden være besluttede på at passe på Jorden af hensyn til de fremtidige indbyggere. I den forbindelse siger Sandra Postel i sin bog Last Oasis — Facing Water Scarcity: „Vi har brug for en vand-etik — en rettesnor for hvordan vi handler hensigtsmæssigt når der skal tages komplekse beslutninger om systemer i naturen som vi ikke har forudsætninger for at forstå fuldt ud.“

En sådan „vand-etik“ kræver mere end at man blot på lokalt plan finder en måde at gribe problemet an på. Der må samarbejdes både lokalt og internationalt, for floder bekymrer sig ikke om landegrænser. „Vandets kvantitet og kvalitet — der traditionelt har været betragtet som to forskellige problemer — må nu betragtes som et internationalt anliggende,“ siger Ismail Serageldin i sin rapport Beating the Water Crisis.

Men det er ikke nogen let opgave at tackle globale problemer, indrømmer FN’s generalsekretær Kofi Annan og siger: „I vore dages globaliserede verden er mulighederne for enig handling kun i fosterstadiet. Det er på høje tid at begrebet ’det internationale samfund’ får konkret betydning.“

Naturligvis er en tilstrækkelig forsyning med godt vand en nødvendighed — men ikke nok — hvis vi skal leve et sundt og lykkeligt liv. Menneskene må først og fremmest forstå at de har en forpligtelse over for Ham der tilvejebragte vandet og livet. (Salme 36:9; 100:3) Og i stedet for at være kortsynede og drive rovdrift på jorden og dens ressourcer er de nødt til at „dyrke den og tage sig af den“ — sådan som Skaberen gav vore første forældre besked om. — 1 Mosebog 2:8, 15; Salme 115:16.

Vand af en særlig slags

Eftersom vand er livsnødvendigt, er det ikke overraskende at Bibelen har givet det en symbolsk betydning. For at vi kan glæde os over livet, som det var hensigten, er det yderst vigtigt at vi anerkender Kilden til det symbolske vand. Vi må have den samme indstilling som den kvinde i det første århundrede der bad Jesus: „Herre, giv mig dette vand.“ (Johannes 4:15) Lad os se nærmere på det der skete.

Jesus gjorde holdt ved en dyb brønd i nærheden af det nutidige Nablus — sandsynligvis den samme brønd som folk fra hele verden besøger den dag i dag. Dengang traf han på en samaritansk kvinde. Som mange kvinder i det første århundrede begav hun sig uden tvivl regelmæssigt til brønden for at hente vand. Men Jesus sagde til hende at han kunne give hende „levende vand“, vand der aldrig ville slippe op. — Johannes 4:10, 13, 14.

Forståeligt nok vakte det kvindens interesse. Men det „levende vand“ Jesus talte om, var selvfølgelig ikke bogstaveligt vand. Jesus talte om de åndelige foranstaltninger der kan give menneskene evigt liv. Der er dog en forbindelse mellem symbolsk og bogstaveligt vand — vi har brug for begge dele for fuldt ud at kunne glæde os over livet.

Ved mere end én lejlighed løste Gud problemet når hans folk manglede vand. Da en vældig skare af israelitter flygtede gennem Sinaj Ørken til det forjættede land, forsynede Gud dem mirakuløst med vand. (2 Mosebog 17:1-6; 4 Mosebog 20:2-11) Elisa, som var en af Guds profeter, rensede den kilde i Jeriko som var blevet forurenet. (2 Kongebog 2:19-22) Og da en rest angrende israelitter tog fra Babylon tilbage til deres hjemland, førte Gud dem til „vand i ørkenen“. — Esajas 43:14, 19-21.

Det som Jorden trænger så hårdt til i dag, er en uudtømmelig vandforsyning. Mon ikke Skaberen, Jehova Gud, igen vil finde en løsning på vandproblemet? Det har han jo gjort så mange gange før i tiden. Og det er hvad Bibelen forsikrer os om. I en beskrivelse af sit lovede rige siger Gud: „På nøgne høje vil jeg åbne for floder, og midt på sletterne for kilder. Jeg vil gøre ørkenen til en rørbevokset vanddam, og det udtørrede land til vandkilder . . . for at man samtidig kan se og vide og give agt og indse at det er Jehovas hånd der har gjort dette.“ — Esajas 41:18, 20.

Til den tid, lover Bibelen, ’kommer folk ikke til at sulte, og de kommer ikke til at tørste’. (Esajas 49:10) En ny international administration vil én gang for alle finde en løsning på vandmangelen. Denne administration — det rige som Jesus lærte os at bede om — vil forvalte jorden „ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse“. (Esajas 9:6, 7; Mattæus 6:9, 10) Som følge deraf vil hele jordens befolkning til sidst blive et sandt internationalt samfund. — Salme 72:5, 7, 8.

Hvis vi søger livets vand nu, kan vi se frem til at der en dag vil være vand nok til alle.

[Illustrationer på side 10]

Herover: Fortidens indbyggere i Petra forstod at spare på vandet

Herunder: En nabatæisk kanal i Petra

[Kildeangivelse]

Garo Nalbandian

[Illustration på side 10]

På en af De Kanariske Øer har landmændene lært at dyrke planter hvor det næsten aldrig regner

[Illustrationer på side 13]

Hvad mente Jesus da han sagde til denne kvinde at hun skulle få „levende vand“?