Side 2

„Bankkrak, sammenbrud i den globale økonomi og væbnet konflikt truer hele verden. Den stadig dybere kløft mellem den rige og den fattige halvkugle kan bringe kloden på randen af en 3. verdenskrig.“ . . . „Gældskrisen er en tikkende bombe under hele den globale økonomi og de rige landes velfærd.“ — Jyllands-Posten, 8. marts 1987.

I 1980’erne har millioner af mennesker — som allerede var fortvivlende fattige — set inflationen yderligere udhule deres sparsomme indtægt. For dem er det ikke kun et spørgsmål om at klare leveomkostningerne, men snarere et spørgsmål om at overleve. Har du lagt mærke til de stigende priser på de vigtigste fødevarer i dit land? Er det som om du får mindre og mindre med hjem for pengene? Så ved du, ligesom mange andre, af egen erfaring at leveomkostningerne stiger.

Findes der en løsning?

Stigende priser — de menneskelige omkostninger

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

„Vi er helt holdt op med at spise tomater fordi de er så dyre. Og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har købt frugt,“ sukkede en husmoder i Indien.

„Vi kan ikke købe sko eller tøj,“ lyder det klagende fra en mexicansk tekstilarbejder der prøver at forsørge sin familie på fem. „For fire år siden havde vi færre penge, men alting var billigere. Nu er pengene ikke noget værd.“ I Mexico er pesoens købekraft faldet 35,4 procent fra 1982 til 1986.

Muhammed el-Ghani arbejder som nattevagt i Kairo i Egypten, hvor priserne på nogle fornødenheder er fordoblet på blot et år. „Vi lever fra hånden og i munden,“ siger han, „og der er dage hvor vi ikke har råd til at spise.“

I Brasilien måtte et ulykkeligt offer for en jernbaneulykke vente 20 år før hans erstatningskrav blev afgjort ved retten. Han fik omsider tilkendt en månedlig erstatning som svarede til minimumslønnen i landet dengang ulykken fandt sted. Men på grund af inflationen kunne dette beløb knap nok betale busbilletten da han skulle hen for at hente pengene.

Bala fra Nigeria, der i forvejen havde tre børn, besvimede da han hørte at hans kone havde født trillinger. Til trods for at han havde to job, kunne familiens indkomst knap nok dække de vigtigste fornødenheder — og priserne på fødevarer bliver ved med at stige. Han ved at det vil være umuligt for ham at skaffe sine børn bare de vigtigste fornødenheder og er parat til at lade de nyfødte bortadoptere.

Enkelthederne kan variere, men historien er den samme overalt i verden. Leveomkostningerne stiger ubarmhjertigt. For mange er brød og mælk blevet en luksus, og tre måltider om dagen en sjældenhed. I en rapport fra Nigeria hedder det: „De fleste nigerianeres hidtil vigtigste næringsmiddel, nemlig brød, spises nu kun af de velhavende. Ris får man kun ved festlige lejligheder.“

Nogle løser delvis problemet ved at tage overarbejde, men andre finder det vanskeligt for ikke at sige umuligt at få arbejde. De er tvunget til at bruge hver dag på den endeløse og ofte håbløse søgen efter mad. For dem er det ikke kun et spørgsmål om at klare leveomkostningerne, men snarere et spørgsmål om at overleve.

Hovedårsagen er i de fleste tilfælde inflation, eller stigende priser. Lønnen stiger måske også, men den kan sjældent holde trit med priserne. De der især rammes hårdt er de arbejdsløse eller de der har en fastlagt indkomst, som for eksempel pensionister. I mange af de mindre udviklede lande i verden har der i de senere år været et mærkbart fald i levestandarden. På verdensplan kan det siges at de rige er blevet rigere, men de fattige er afgjort også blevet fattigere.

Uroligheder på grund af en udpint økonomi

Det kan derfor ikke undre at mange løfter røsten i protest. I Mexico City var der for eksempel nogle forarmede lærere fra provinserne Chiapas og Oaxaca der slog sig ned i telte som de havde rejst på byens største torv i håb om på denne måde at opnå økonomisk retfærdighed. „Folket bliver udnyttet,“ hævdede en af dem. I andre lande er der udbrudt uroligheder når der er indtruffet drastiske prisstigninger.

Kriminaliteten, der af nogle beskrives som de fattiges tavse men farlige revolution mod de rige, stiger også kraftigt. Ved et politiseminar kom man til den slutning at den internationale bølge af kriminalitet kunne tilskrives den desperate økonomiske situation som mange borgere befinder sig i. Økonomisk håbløshed kan undertiden komme til udtryk på en uhyggelig måde. I 1987 blev over 50 mennesker som tilhørte en højere kaste i to indiske landsbyer myrdet af hundreder af sultende bønder som følte at de blev udnyttet af godsejere fra disse højere kaster.

Hvem har skylden?

I det 20. århundrede er velstanden vokset mere end nogen sinde. Men nu da dette århundrede nærmer sig sin afslutning, er der paradoksalt nok millioner af mennesker som synker ned i håbløs fattigdom. Løfter om en bedre verden i morgen, en vending i økonomien og en anstændig løn til alle, er alt for ofte blot politiske luftkasteller.

Hvem eller hvad har skylden? Mange giver deres regeringer skylden. Regeringerne for deres del skyder måske skylden på andre landes økonomiske politik. Selve den økonomiske verdensorden er også blevet stærkt kritiseret. Problemerne er åbenbart komplicerede og løsningerne besværlige. I den følgende artikel vil vi betragte nogle af de væsentligste årsager til de stigende priser og til at det er så vanskeligt at gøre noget ved krisen.

Hvad skyldes de stigende leveomkostninger?

FRA Beograd til Buenos Aires, fra København til Kairo, fra Lagos til Lima, fra Manila til Mexico City og fra Washington til Wellington kæmper regeringerne med inflationen.

Undertiden er regeringerne selv i store økonomiske vanskeligheder. I en rapport berettes det at „De Forenede Stater i de sidste fem år har stiftet mere gæld end på noget tidligere tidspunkt i landets historie“. I et afrikansk land måtte regeringen for nylig tilbagekalde en længe ventet lønforhøjelse. Den opdagede at den befandt sig i den pinlige situation at statskassen ikke havde tilstrækkelig mange penge til at udbetale de nye lønninger. Og i et stort land i Latinamerika var inflationsraten så stor at man frygtede at det offentlige ved udgangen af 1988 ikke ville være i stand til at udbetale lønnen til over en million embedsmænd.

Man har foreslået femårsplaner, devalueringer, fastfrysning af lønningerne, priskontrol og andre økonomiske foranstaltninger. Men problemerne er komplicerede og det er vanskeligt at pege på én bestemt løsning. For at anskueliggøre problemernes omfang vil vi her blot opregne nogle af de væsentligste årsager til de stigende leveomkostninger.

Den skrøbelige verdensøkonomi

Gensidig afhængighed. En kendt økonom har forklaret: „Verden er en enhed. Vor økonomi er global. . . . Når økonomien er global, er det nonsens at ét land alene skulle kunne løse problemerne for sit eget vedkommende.“ En afmatning i de vestlige lande overføres for eksempel hurtigt til de fattigere lande, som opdager at der ikke længere er efterspørgsel efter deres varer. På samme måde betyder en stigning i rentesatsen i De Forenede Stater at de latinamerikanske og afrikanske lande får flere problemer med at betale renterne af deres gæld. Generelt er det sådan at jo fattigere et land er, jo mindre indflydelse har det på hele det økonomiske klima, og jo mere sårbart er det over for dårlige konjunkturer.

De ustabile børskurser er et vidnesbyrd om den vaklende verdensøkonomi og om landenes gensidige afhængighed. Nervøsiteten for den økonomiske udvikling var så stor at USA’s dystre handelstal for august 1987, og muligvis en uforsigtig bemærkning fra en embedsmand i finansministeriet, efter sigende var nok til at udløse det store børssammenbrud i oktober 1987.

De Forenede Staters alvorlige gældsproblemer og de større, økonomisk stærke landes manglende evne eller villighed til at koordinere deres økonomiske politik, gør det usandsynligt at der kan blive tale om en hurtig genoprettelse af tilliden. Med henblik på denne situation har økonomen Stephen Marris erklæret: „Det er noget værre rod! Der findes ingen let udvej.“

Prissvingninger. I de senere år har der været drastiske udsving i priserne på olie, metaller og andre vigtige råvarer. Den pludselige stigning i oliepriserne i 1970’erne udløste en omfattende inflation og en verdensomspændende økonomisk afmatning. De lande i den tredje verden som ikke producerer olie blev især hårdt ramt.

I 1980’erne har der været en voldsom nedgang i prisen på de fleste handelsvarer. Det har medført en alvorlig svækkelse af økonomien i de fattigere lande hvis eksport hovedsagelig består af sådanne produkter. Lande som Mexico og Nigeria, der i høj grad er afhængige af deres olieeksport, har også oplevet en mærkbar nedgang i levestandarden på grund af faldende oliepriser. Sådanne prissvingninger kan ødelægge selv den bedste økonomiske planlægning.

Statsforbrug

Militærudgifter. Verdens samlede militærudgifter for 1987 anslås til syv billioner kroner. Det svarer til omkring 12,6 millioner kroner i minuttet! Det er ikke alene de rige lande der bruger pengene på oprustning; nogle af de fattigste lande i verden har planlagt en årlig forøgelse på 10 procent i forsvarsudgifterne.

Økonomen John K. Galbraith siger i en kommentar til den sociale og økonomiske virkning af den tredje verdens militærudgifter: „De der betaler for disse våben er de fattigste af de fattige. De købes på bekostning af ikkemilitære investeringer som skulle forbedre levevilkårene, på bekostning af det daglige brød.“

„Hvide elefanter“. Det fortælles at en konge af Siam plejede at forære en hvid elefant til hoffolk han ikke kunne lide. Eftersom dyret blev betragtet som helligt, kunne det ikke sættes til at arbejde. Dets underhold kunne således betyde økonomisk ruin for den uheldige modtager af gaven. I de senere år er nogle vestlige lande uforvarende kommet til at spille kongen af Siams rolle. Deres hjælpeprogrammer har finansieret storslåede teknologiske projekter som modtagernationerne ikke har kunnet vedligeholde.

Disse dyre, upraktiske „hvide elefanter“ skaber uorden i de fattige landes økonomi: luksuriøse lufthavne hvorfra der sjældent afgår fly, en moderne indrettet brødfabrik der ikke kan fremstille brød fordi den mangler mel, en gigantisk cementfabrik der konstant bryder sammen på grund af manglende vedligeholdelse.

Regeringerne i den tredje verden har undertiden pådraget sig enorme gældsposter ved at ødsle penge ud på ekstravagante forehavender som vandkraftværker, atomkraftværker, ja endog nye hovedstæder.

Befolkningstilvæksten

I mange lande er den hurtige befolkningstilvækst en medvirkende årsag til den lavere levestandard. Boliger, job, skoler, ja end ikke fødevareproduktionen, kan holde trit med den stadig voksende efterspørgsel. I Mexico, for eksempel, nødvendiggør den voksende befolkning at der årligt må skabes en million nye job hvis antallet af arbejdsløse ikke skal stige. I mange afrikanske lande har den hurtigt voksende befolkning — forstærket af folkevandringen til byerne — ført til en tredobling af fødevareimporten og har været medvirkende til de sidste ti års nedgang i levestandarden. Desperate fædre som ikke har kunnet finde job og forsørge deres store familie, har i flere tilfælde blot forladt den eller begået selvmord.

Indgroede svagheder i systemet

Uforudsigelige markedsmekanismer. Som bekendt er det umuligt at stille en nøjagtig prognose for den økonomiske udvikling. Selv i højtudviklede lande er det nemlig vanskeligt for eksperter at vide nøjagtigt hvad der sker med økonomien, mens det i den tredje verdens lande — hvor specifikke data ikke er tilgængelige — praktisk talt er umuligt. Og selv om økonomerne kunne blive enige om en nøjagtig definition af selve problemet, ville de uden tvivl foreslå forskellige løsninger, alt efter deres egne politiske eller sociale synspunkter. Hvad der yderligere komplicerer sagen er at de politikere der skal træffe de endelige beslutninger, er tilbøjelige til kun at følge de økonomiske råd de synes bedst om.

Om De Forenede Stater har landets tidligere handelsminister Peter Peterson forklaret: „Dybest set er vore problemer ikke af økonomisk art. De skyldes snarere mangelen på politisk enighed. Vi kan ikke engang blive enige om hvori vore økonomiske vanskeligheder består.“

Selviskhed. Hvert land er tilbøjeligt til at hæge om sine egne suveræne interesser uden hensyn til den virkning det har på andre. Den økonomiske hjælp kan for eksempel bestå af avanceret militærudstyr til et land som ikke engang kan brødføde sine undersåtter. Motiverne bag hjælpen er tydeligvis økonomiske eller politiske frem for humanitære. Toldskranker, opstillet af rige industrilande for at beskytte deres egne produkter, hæmmer de fattigere landes bestræbelser for at sælge selv de nødvendigste varer.

Udviklingslandene kritiserer de internationale bankinstitutioner for kun at være interesserede i en hurtig tilbagebetaling af renter. Nogle projekter må opgives af mangel på økonomisk støtte, blot fordi de ikke fører til en hurtig tilbagebetaling til långiveren. Den høje rentesats som disse debitornationer nu må betale, skyldes hovedsagelig et ødselt forbrug hos andre nationer som er langt mere velstående end de selv. Argentinas præsident Alfonsín har således påpeget at Latinamerika på fem år har sendt et pengebeløb til De Forenede Stater og Europa som svarer til to Marshallplaner.a Alligevel er regionen mere forgældet end nogen sinde.

Korruption og begærlighed. I nogle afrikanske og asiatiske lande er præsidenterne blevet anklaget for at have tilegnet sig milliarder af dollars. I Latinamerika har politichefer og fremtrædende forretningsfolk været indblandet i bedragerier til mange millioner dollars. Disse enorme summer tappes sædvanligvis fra hjælpeprogrammer der skulle have forbedret det jævne folks vilkår. Lokal korruption på alle niveauer undergraver i betænkelig grad utallige nationers økonomi og lægger en yderligere økonomisk byrde på det forarmede flertal der skal opretholde den.

Kynisk kommerciel begærlighed er også en medvirkende årsag til den økonomiske krise. For eksempel er det ved en pågående salgsteknik lykkedes multinationale tobaksselskaber at overtale millioner af fattige mennesker til at bruge den smule penge de har, på cigaretter. I nogle udviklingslande har sundhedsfarlige cigaretter med et højt tjæreindhold opnået stor udbredelse, og de fleste kunder er ikke klar over sundhedsfaren. Frugtbar landbrugsjord er blevet forvandlet til tobaksmarker fordi man har ladet sig lokke af værdifuld udenlandsk valuta, der ofte udebliver. Imens vokser antallet af rygningsbeslægtede sygdomme i trit med de stigende leveomkostninger.

Dette korte overblik over årsagerne til den økonomiske krise er tilstrækkeligt til at vise hvilken skræmmende udfordring der møder de regeringer som stræber efter at forbedre befolkningens økonomiske kår. I en tale til en forsamling af økonomer klagede Frankrigs præsident Mitterrand over „en verden der konstant hiver i det tæppe du står på, trækker det væk under benene på dig og prøver at få dig til at falde“. Statsmænd og økonomer fra den tredje verden ved af bitter erfaring nøjagtig hvad han mener.

Vil det sige at der ikke er noget håb om en økonomisk bedring? Kan verdensøkonomien ikke skabe en anstændig tilværelse for alle mennesker? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

GÆLDSKRISEN

Statsgæld

I mange lande er statens udgifter langt større end dens indtægter. De omfattende lån som denne praksis kræver, fører i årenes løb til et enormt budgetunderskud, den såkaldte statsgæld. Tilbagebetalingen af denne gæld, med påløbende renter, tvinger regeringen til at blive ved med at låne, og det presser rentesatsen op og sætter fart i inflationen. Som bladet Time forklarer er regeringerne desuden utilbøjelige til at nedsætte forbruget, fordi „vælgerne, menneskeligt nok, ønsker flere goder og lavere skatter, og politikerne, hvilket også er forståeligt, giver efter for [vælgernes ønsker]“. På denne måde udskyder man regnskabets dag, og i mellemtiden vokser leveomkostningerne.

International gæld

Nogle lande importerer af forskellige grunde flere varer og tjenesteydelser end de eksporterer, og det resulterer i et underskud på betalingsbalancen. Underskuddet skal betales i valuta der er gangbar i andre lande, som regel i dollars eller anden stærk valuta. Disse penge må enten tages af landets valutareserve eller lånes af andre lande. Hvis landets valutabeholdning svinder faretruende ind, og der ikke kan optages flere lån, kan det blive nødvendigt at gribe til importrestriktioner eller en devaluering. Begge fremgangsmåder udløser en voldsom stigning i prisen på importerede varer, hvoraf mange måske er livsnødvendige for både industrien og forbrugerne.

Det er navnlig landene i den tredje verden der har problemer med handelsbalancen, fordi der, i så godt som alle tilfælde, er sket et drastisk fald i værdien af de varer de eksporterer. For eksempel kunne der i 1960 for et ton kaffe købes 37 tons kunstgødning, hvorimod der i 1982 kun kunne købes 16 tons. Lignende tal gør sig gældende for kakao, te, bomuld, kobber, tin og andre vigtige produkter som udgør størstedelen af ulandenes eksport. Hovedsagelig som følge af disse ugunstige handelsbetingelser, som de kun har lidt kontrol over, var ulandenes gæld i 1987 nået op på over 7000 milliarder kroner — et astronomisk beløb. Denne møllesten om deres hals er en alvorlig hindring for en økonomisk bedring og tillige en trussel mod visse regeringers stabilitet.

The New York Times bragte for nylig følgende kommentar: „Det eneste der forener Latinamerika er gæld . . . Regeringerne giver dette problem skylden for deres vaklende popularitet, og gælden betragtes som den politiske faktor der vil få størst indvirkning på deres nærmeste fremtid.“

[Kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Verdensinflationsraten 1980-85

(Baseret på El Mundo en Cifras, udgivet af The Economist)

■ 0 til 15%

■ 15 til 30%

■ 30 til 100%

■ over 100%

■ Tal ikke tilgængelige

Er der håb om en økonomisk bedring?

Under den franske konge Ludvig XVI’s regering skal hans dronning, Marie-Antoinette, engang have spurgt den kongelige finansminister: „Hvad vil De gøre ved underskuddet, hr. minister?“ Hans svar lød: „Intet, madame. Det er for stort.“

SKØNT tiderne har forandret sig, synes dette specielle livssyn stadig at være på mode. Både statsmænd og økonomer klager over den enorme internationale gæld, den alvorlige økonomiske ubalance mellem rige og fattige lande, og den forfærdelige fattigdom mange steder i verden. Men man gør kun lidt, om overhovedet noget, ved det — problemerne er for store. Er det sandheden om den økonomiske situation?

Ordet „økonomi“ kommer fra det græske ord oikonomos, som betyder en hushovmester eller husholder. Verdens økonomi har altså at gøre med den måde hvorpå verdens „hus“ bliver styret. Hvordan styres det?

Lad os som eksempel forestille os at jorden er et boligkvarter og de enkelte nationer beboerne. En af de rigeste beboere er en uforbederlig ødeland og skylder penge både her og der, men da han er kreditorernes bedste kunde tøver de med at lægge pres på ham for at få ham til at betale. Nogle af de fattigere familier har så stor gæld at de må låne penge blot for at betale de høje renter på deres lån. Faderen i den fattigste familie i kvarteret spiser og drikker sammen med sine venner, skønt flere af hans børn sulter.

De mere velstående familier lever godt og smider meget af maden ud. De ofrer flere penge på deres kæledyr end de fattige familier har råd til at bruge på deres børn. Fra tid til anden holder man beboermøder for at tale om alle kvarterets problemer, men der bliver tilsyneladende aldrig gjort noget for at afhjælpe dem. Spændingen mellem de rige og fattige familier vokser. Der er tydeligvis noget fundamentalt forkert ved den måde hvorpå dette boligkvarter styres.

En der kan styre verdensøkonomien

Til en god ledelse hører en god moral. Som vi har set bidrager selviskhed og begærlighed hos nationer, erhvervsvirksomheder og enkeltpersoner i høj grad til den økonomiske krise, navnlig i de fattige lande. Økonomisk uretfærdighed er i virkeligheden kun én side af en uretfærdig samfundsordning.

Der findes ingen lette løsninger. Problemerne er for alvorlige til at de kan løses af ét land, og der findes intet internationalt organ med den nødvendige magt til at løse dem. Verdens ledere er desuden blevet kritiseret for at mangle den politiske vilje til at tage rigtig fat på dem.

Ikke desto mindre beretter historien om en hersker der var specielt interesseret i de økonomisk dårligst stillede og som indførte særlige love for at beskytte dem og sørge for dem.

Denne hersker var Gud selv, som for 3500 år siden udfriede israelitterne fra Ægypten og som mirakuløst forsynede dem med manna under deres 40 års ørkenvandring. Som deres usynlige konge sørgede han for at alle havde nok. — 2 Mosebog 16:18; jævnfør Andet Korintherbrev 8:15.

Senere, da israelitterne var kommet ind i det forjættede land, beskyttede gudgivne love de fattige. De der var kommet i nød kunne få rentefri lån. De fattige kunne samle det der blev efterladt på markerne, i frugthaverne og vingårdene, idet ejerne skulle efterlade noget til dem. Gud befalede endvidere at de mere velhavende israelitter ’gavmildt skulle åbne deres hånd for den nødlidende i landet’. — 5 Mosebog 15:7-11.

Gud ledede Israels hus på en sådan måde at hele nationen ville have fremgang hvis folket adlød hans bud. De der regerede på hans vegne, som for eksempel kong Salomon, skulle efterligne hans eksempel. Salmisten bad således for kong Salomon: „Måtte han dømme folkets nødstedte retfærdigt; måtte han frelse den fattiges sønner,“ for, som han sagde: „Han vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har. Han vil ynkes over den ringe og den fattige, . . . deres blod vil være dyrebart i hans øjne.“ — Salme 72:4, 12-14.

Alligevel forudsagde Gud senere i sit ord at der ville opstå en akut økonomisk krise. Bibelen beskriver de vanskelige økonomiske forhold der til sidst ville hjemsøge menneskeheden: „En hel dagløn for et brød.“ (Åbenbaringen 6:6, Weymouth, femte udgave) Det er præcis den situation mange af verdens fattige i dag befinder sig i. En hel dagløn er ikke engang nok til at betale et enkelt måltid mad.

En økonomisk genrejsning i sigte

Den eneste løsning på denne sørgelige tingenes tilstand blev understreget af nobelpristageren Willy Brandt: „Der må være en voksende erkendelse af at de fattige og rige lande . . . er knyttet sammen af deres fælles interesse i at overleve, og at man kun kan løse problemerne ved en langsigtet og verdensomfattende indsats.“

Det er netop hvad Gud har i tanke: En langsigtet og verdensomfattende indsats. I modsætning til jordiske herskere har Gud både viljen og evnen til at udvirke en verdensomspændende økonomisk genrejsning.

I den ovennævnte profeti om de økonomiske vanskeligheder omtalte han den hersker som han har udnævnt, en hersker som er i stand til at afhjælpe situationen. Han beskrives som en rytter på „en hvid hest“ der ’rider ud for at sejre’. Denne rytter er ingen anden end Jesus Kristus, der om kort tid vil „fuldende sin sejr“ ved at udvide Guds riges herredømme så det bliver den eneste regering over menneskeheden. Denne regering, Guds rige ved Jesus Kristus, er det middel hvorved Gud vil afhjælpe den økonomiske krise, såvel som andre ulykkelige forhold. — Åbenbaringen 6:2; jævnfør Daniel 2:44.

Under denne rigsregering, der i Esajas’ profeti omtales som „nye himle“, vil Guds løfte blive virkeliggjort: „De skal ikke slide til ingen nytte, og de skal ikke føde børn til pludselig rædsel.“ „Mine tjenere skal spise. . . . Mine tjenere skal drikke. . . . Mine tjenere skal fryde sig.“ — Esajas 65:13, 14, 17, 23.

De millioner der i dag slider til ingen nytte kan hente trøst fra disse ord. I Guds nye verden vil deres børn ikke blive berøvet de vigtigste fornødenheder på grund af rædsler eller ulykker der skyldes økonomiske vanskeligheder. I stedet for at bekymre sig over leveomkostningerne vil man fryde og glæde sig over livet.