På blot én dag faldt markedet med 508 point og rev 22 af verdens vigtige markeder med sig.

Et dyk der berørte hele verden

DEN 19. OKTOBER 1987 skete der noget bemærkelsesværdigt. Hele kloden blev hærget af en storm der forårsagede ødelæggelser i adskillige lande. Men det var ikke en almindelig storm med kraftige vindstød og voldsomme regnskyl. Den væltede ingen huse og krævede ingen menneskeliv. Ikke desto mindre skabte den kaos i hele verden.

Som du sikkert har gættet havde dette uvejr intet med jordens vejrlig at gøre. Der var tale om et økonomisk uvejr. Den 19. oktober 1987 gik der panik i New Yorks Fondsbørs i Wall Street, og aktiekurserne styrtdykkede som aldrig før, hvilket gav dønninger i hele verden. Fra at have været præget af en stigende tendens (på engelsk kaldet et „bull market“) begyndte markedet pludselig at styrtdykke (på engelsk kaldet et „bear market“).

Resultaterne udeblev ikke. En journalist i Zürich hørte en mand råbe: „Jeg er ruineret, totalt ruineret.“ Han lagde mærke til at finansfolk der læste avisen så ud som om de var i færd med at læse deres egen dødsannonce. I Hongkong bredte panikken sig i den grad at man måtte lukke børsen i fire dage. Styrtdykket berørte Hongkongs børs mere end noget andet marked idet aktierne mistede omkring 33 procent i værdi. En forretningsmand i Hongkong mistede 124 millioner dollars. I New York medførte krakket at en 63-årig enke ikke blot mistede hele sin portefølje af aktier, men også kom til at skylde sin børsmægler over 400.000 dollars.

Millioner mistede penge

Vesttysklands tidligere forbundskansler Helmut Schmidt har til den tyske avis Die Zeit udtalt: „Tabene på verdens aktiemarkeder, der beløber sig til over én billion dollars, har gjort mellem 100 og 200 millioner husstande i Vesten fattigere end de anså sig for at være før krakket.“ Men det var ikke blot Vesten der blev berørt. Virkningerne bredte sig, som væltende dominobrikker, til børserne i Hongkong, Tokyo, Singapore, Taiwan, Australien, Sydafrika og Latinamerika samt i Europa og Nordamerika.

Begivenheden skabte store avisoverskrifter i hele verden. Men som Helmut Schmidt understregede, betød de faldende aktiekurser mere end fede avisoverskrifter og et virvar af tal. Mange måtte sælge deres aktier til en meget lav kurs og tabte derved mange penge. Alle (især i USA) der havde sparet penge op til deres alderdom, til deres børn eller til at købe et hus for, og som havde sat pengene i aktier, var sårbare i dette økonomiske uvejr.

Den optimisme der var gået umiddelbart forud for nedturen gjorde blot ondt værre. I årene fra 1975 til 1985 blev antallet af direkte investorer på det amerikanske aktiemarked næsten fordoblet. I samme periode steg antallet af indirekte investorer, det vil sige dem der ejede aktier gennem pensionsfonde, forsikringsselskaber og banker, med næsten 35 millioner. Aktiekursernes himmelflugt tiltrak investorer som blomsternes duft tiltrækker bier. Mange investerede for sent, betalte for meget og kunne ikke komme hurtigt nok ud af det igen.

En ny depression?

Efterhånden som dønningerne fra Wall Street bredte sig til hele verden, kom mange til at tænke på et andet år som har indskrevet sig i den økonomiske historie: 1929. Børskrakket dette år udløste en verdensomspændende depression. Det kryber stadig i folk ved tanken om den tid med dens brødkøer, suppekøkkener, arbejdsløshed og fattigdom. Ville det nye dyk føre til en lignende depression? Den værste dag i forbindelse med krakket i 1929 (den sorte tirsdag) faldt kurserne med 12,8 procent. Men ’den sorte mandag’ i 1987 indtraf der et kursfald på 22,6 procent. En overskrift i The New York Times den 20. oktober lød: „1987 — er det 1929 om igen?“

Til stor lettelse for mange viste svaret sig at være nej. Eksperter som nu, næsten to år efter ’den sorte mandag’, har undersøgt skadernes omfang efter det økonomiske uvejr, finder dem minimale. USA’s økonomiske vækst fortsatte, og arbejdsløsheden var lav. Selv efter ’den sorte mandag’ var markedet kun 4 procent lavere end det havde været et år tidligere; ved årets slutning var det oven i købet en smule højere end året før.

Mange eksperter betragter ’den sorte mandag’ som den dag da ballonen revnede med et brag og afstedkom en tiltrængt regulering af de oppustede aktiepriser. Hvis man skal nævne nogle af de varige virkninger det har haft, kan man sige at et stort antal enkeltpersoner har trukket sig ud af aktiemarkedet. De har svoret at de aldrig mere vil spekulere i aktier, og det lader til at de mener hvad de siger.

Vil det sige at det der skete ’den sorte mandag’ var uvæsentligt? Nej, langtfra. Nogle eksperter mener at man bør tage det som en advarsel, at det har afsløret visse alvorlige mangler både i Wall Street og i hele verdensøkonomien. Men har verden som et hele lyttet til advarslen? Ikke efter hvad en professor i nationaløkonomi har udtalt til bladet Time: „Det kan sammenlignes med en flok fulde teenagere der er ude at køre bil. De tror at blot fordi de klarede det første sving vil de også klare det næste.“

Hvordan berøres vi af Wall Street?

NATIONALØKONOMI er blevet kaldt den dystre videnskab. Ikke desto mindre er det en videnskabsgren der berører os alle. Varernes pris, antallet af arbejdspladser samt de tjenesteydelser staten tilvejebringer afhænger alt sammen af det pågældende lands økonomi.

’Men hvad har det med Wall Street at gøre?’ vil nogle måske indvende. ’Det er alt for langt væk til at berøre mig.’ Men aktiemarkedet er faktisk et spejlbillede af økonomien. Og i dag er verdens nationer så afhængige af hinanden at ingen befinder sig på en økonomisk ø.

Verdensøkonomien

Direktøren for Den Amerikanske Fondsbørs har sagt at chokket over ’den sorte mandag’ „med al ønskelig tydelighed har gjort det klart at intet land er fuldstændig herre over sin egen skæbne“. I Italien har en journalist ved La Repubblica skrevet: „Vesttysklands skatter i går, Latinamerikas gæld i dag og . . . lovgivningen i den amerikanske kongres i morgen er begivenheder der tidligere var uden sammenhæng, eller som kun fik indflydelse på hinanden på længere sigt. I dag har de en øjeblikkelig indvirkning på hinanden. Dette vil man forstå blot ved at træde ind i en international banks fondsafdeling, hvor noget der minder om et elektronisk rumskib, dag og nat er forbundet med samtlige aktiemarkeder i verden.“

Hvilket land eller hvilken økonomi kan hævde at være isoleret fra dette verdensomspændende system, der stort set udgør en helhed? Hvad med de afrikanske lande? Udgiverne af et forretningsblad der overvåger den afrikanske økonomi siger at „denne er meget sårbar over for ydre påvirkninger“. Hvad så med de latinamerikanske lande? En redaktør af Jornal do Brasil har sagt at børskrisen var en følge af en international økonomisk krise. Og hvad med Mellemøsten? En redaktør ved det israelske Ma’ariv i Tel Aviv har citeret en af Israels forhenværende premierministre for at have sagt: „Hvis USA bliver forkølet, nyser Israel.“

Hvem kan vide sig sikker for vore dages økonomiske uvejr? Hvis en passager der ligger og soler sig på dækket af et krydstogtsskib får at vide at skibet er sprunget læk i boven, kan han ikke føle sig sikker blot fordi ulykken er sket langt fra hvor han befinder sig. Skibet er en helhed — ingen del af det kan flyde af sig selv. Det samme kan siges om verdensøkonomien. Er der problemer ét sted, betyder det ofte problemer et andet sted — måske for dig.

Flugten fra aktiemarkedet

Efter børskrakket flygtede store skarer af småinvestorer fra aktiemarkedet. Dette betød alvorlige tab for børsmæglerverdenen, og cirka 25.000 amerikanske mæglere var pludselig arbejdsløse. Det har dog betydet endnu flere problemer for selve aktiemarkedet.

Hvad var det der skræmte de mange investorer bort fra Wall Street? For en stor dels vedkommende var det krakket, men også på andre områder forekom Wall Street at være blevet et farligt sted for småinvestorer at opholde sig. Lad os kort betragte tre tendenser der har bidraget hertil: datamatiseringen, de mange opkøb af aktiemajoriteter for lånte penge, samt gældseksplosionen.

Styres det hele af maskiner?

’Den sorte mandag’ var en dårlig dag for datamaterne. Den bølge af handler der blev foretaget den dag, var mere end de kunne klare. Overalt i De Forenede Stater måtte børsmæglerne i afmægtigt raseri se på at deres dataskærme udelukkende viste spørgsmålstegn eller blev helt sorte. I selve stormens centrum, New Yorks Fondsbørs, bevirkede situationen at så godt som alle dele af systemet brød sammen. Mange mente imidlertid at datamaterne ikke udelukkende var nedturens ofre, men faktisk var en medvirkende årsag til at markedet løb løbsk. En mand udtalte til The New York Times: „Nu er det datamaterne der sælger til hinanden.“

Så enkelt er det naturligvis ikke, men ved hjælp af nogle komplicerede finanssystemer der foretrækkes af store investorer, slår datamaterne automatisk alarm når der sker ændringer på markedet — for eksempel et prisfald på nogle bestemte aktier — og foreslår dernæst børsmægleren hvad han skal gøre. Problemet er at han sjældent har tid til at drage datamatens forslag i tvivl. Datamaterne kan altså få store skarer af mæglere til at danse efter deres pibe. Alle som én adlyder de deres datamat, hvilket skaber store salgsbølger, der igen skaber nye salgsbølger. Datamaterne kan altså meget vel have forstærket krakket, på samme måde som feedback på et højttaleranlæg kan resultere i et øresønderrivende hyl. Nogle mener at datamaterne bærer skylden for 300 af de 508 point hvormed markedet faldt.

Datamater er måske uundværlige på aktiemarkedet, men de fik de små fisk til at føle sig endnu mindre ’den sorte mandag’. De individuelle investorer kunne ikke engang komme igennem til deres mæglere på telefonen for at sælge deres faldende aktier. Imens solgte de store investorer, ved hjælp af datastyrede salgsprogrammer, deres aktier i store pakker.

De store fisk sluger de små

Mange er bekymrede over at store og middelstore investorer i de senere år for lånte midler har opkøbt aktiemajoriteten i det ene firma efter det andet. „I dag køber folk firmaer som de førhen plejede at købe aktier,“ har en pensioneret bankrådgiver ved et investeringsselskab fortalt Vågn op!

Denne form for opkøb af aktier er meget populær i Wall Street. For store summer lånte penge, eventuelt fremskaffet ved salg af risikobetonede obligationer, kan et firma købe aktiemajoriteten i et andet firma. Derefter deles det opkøbte firma op i mindre andele, som sælges for at skaffe penge til gælden. Det der bliver tilovers kan opkøberen kvit og frit stikke i sin egen lomme. På den måde er det lykkedes små firmaer at opkøbe store.

Sådanne transaktioner giver et ufattelig stort afkast til de banker, advokater og forretningsmænd der står bag. I en transaktion af denne art der foregik i slutningen af 1988, nærmede salærerne til banker og rådgivere sig én milliard dollars. Nogle opkøbere er blevet berømte fordi det er lykkedes dem at tjene hundreder af millioner dollars på blot nogle få år. Men ikke så få har senere fået problemer med loven.

Gældseksplosionen

Disse forretningsmetoder giver et billede af hvordan amerikanerne betragter det at stifte gæld. Hver amerikaner opsparer kun 5 procent af sin løn, hvorimod tyskerne sparer omkring 13 procent og japanerne omkring 17 procent. Amerikanernes forkærlighed for kreditkort og for køb-nu-betal-senere-ideologien er legendarisk. I USA skylder erhvervsvirksomhederne 1,8 billioner dollars bort, og udlandsgælden er på over 2,6 billioner dollars. Fra at være verdens største långiver har den amerikanske regering på blot otte år formået at blive verdens største låntager i sit økonomiske samkvem med omverdenen. En skribent ved den canadiske avis Globe and Mail har defineret den amerikanske politik som „brug, brug og bare lån“.

Nedadgående konjunkturer kunne skabe store problemer for USA’s gældstyngede selskaber. Firmaer der er belæssede med gæld ville pludselig blive sårbare, og resultatet kunne blive en bølge af konkurser. Også banker er hoppet med på gældsvognen, idet de har ydet risikofyldte lån på milliarder af dollars. Flere hundrede banker har problemer, og mange er blevet tvunget til at lukke.

Gælden på verdensplan er om muligt endnu mere ildevarslende, eftersom den tredje verdens lande skylder 1,2 billioner dollars bort. Felix Rohatyn, der er investeringsrådgiver, har givet følgende vurdering af økonomien: „Vi har opbygget et gigantisk økonomisk korthus. Og vi er blevet advaret om dets svagheder.“