Freden — vil den komme ved nedrustning?

„DET er en stor fejl at forveksle nedrustning med fred,“ udtalte Winston Churchill fem år før nationerne kastede sig ud i den anden verdenskrig. „Først når der er fred kan man tale om nedrustning,“ tilføjede han.

Hvilket paradoks! Hvem tør begynde at nedruste før freden er sikret? Men hvordan kan der herske sand fred når der holdes våben i beredskab til krig? Politikerne har aldrig kunnet finde en løsning på dette problem.

Winston Churchill fremsatte sin udtalelse i 1934, to år efter at Folkeforbundet havde afholdt en nedrustningskonference. Hensigten med denne konference, der havde været under forberedelse i 12 år, var at modvirke genoprustningen i Europa. Folk i hele verden kunne stadig tydeligt huske at omkring ni millioner soldater var blevet nedslagtet og to millioner såret under den første verdenskrig, hvortil kom alle de civile tab. Alligevel blev det aldrig til noget med nedrustningen. Hvorfor ikke?

Nedrustningsbestræbelser

Man kan vedtage en tvungen nedrustningspolitik, men den viser sig sjældent særlig effektiv. For eksempel blev Tyskland i henhold til Versailles-traktaten af 1919 afrustet med „passende forsikringer om at den nationale væbning ville blive reduceret til det mindst mulige i forhold til landets sikkerhed“. Dette var i harmoni med et af den amerikanske præsident Woodrow Wilsons forslag, som senere blev indføjet i Folkeforbundspagtens artikel 8. Men da Hitler kom til magten lod han hånt om disse vedtægter.

Havde De Forenede Nationer større held med at skabe et solidt grundlag for nedrustning efter den anden verdenskrig? Nej, men den manglende succes skyldtes ikke at det skortede på ihærdige forsøg. Da der nu fandtes atomare masseødelæggelsesvåben hastede det imidlertid med at få en nedrustning sat i gang. „Påstanden om at et våbenkapløb var økonomisk uklogt og uvægerligt ville føre til krig, blev nu afløst af det argument at hvis man i fremtiden gjorde brug af store mængder atomvåben ville det true selve civilisationen,“ hedder det i The New Encyclopædia Britannica.

I 1952 oprettede 12 lande en nedrustningskommission for at modvirke det eskalerende våbenkapløb mellem øst og vest. Men resultaterne udeblev, og det endte med at de to stormagter blev yderligere polariseret i hver sin lejr. Indtil dato er der blevet indgået adskillige aftaler og traktater. Men den gensidige mistillid har forhindret en fuldstændig afskaffelse af alle krigsvåben. The New Encyclopædia Britannica siger at kun „utopiske tænkere fremsætter en sådan idé“.

Omkostningerne beregnes

Hvilke omkostninger tager man i betragtning når man taler om nedrustning? Omkostningerne gøres ikke altid udelukkende op i penge. Man tager også store hensyn til de virksomheder der er underleverandører til våbenfabrikanterne. I mange lande anvendes skatteindtægterne til våbenkøb, og våbenindustrien fremmer beskæftigelsen. Nedrustning kan altså føre til arbejdsløshed. Det er grunden til at lande med store forsvarsbudgetter gyser ved tanken om total nedrustning. For dem er denne idé snarere et mareridt end en utopisk drøm.

Man kan imidlertid ikke se bort fra at der bruges enorme summer på at holde krigsmaskinen i gang. Det anslås at 10 procent af verdens samlede produktionsværdi bliver brugt på våben. Hvor stort et beløb er der tale om? Tallene ændrer sig selvfølgelig i takt med inflationen, men som det er nu bruges der næsten 12 millioner kroner på militærudgifter hvert minut døgnet rundt! Hvad ville du prioritere højest hvis du havde dette beløb til din rådighed? Fødevarehjælp? Sygdomsbekæmpelse? Børneforsorg? Genoprettelse af økologien? Der er så meget der kunne gøres!

Tag for eksempel det „tanks-til-traktor-program“ der for nylig blev bebudet i Sovjetunionen. Her har nogle våbenfabrikker fået til opgave at fremstille 200 slags „avanceret udstyr til landbrugssektoren“. Hvorfor er der et så udtalt behov for landbrugsmaskiner? Ifølge den engelske avis Farming News skyldes det at „kun en tredjedel af de frugter og grøntsager der dyrkes på de statsdrevne landbrug når frem til forbrugerne, resten rådner op på markerne eller går til under transport og oplagring“.

Det er naturligvis bedre at fremstille traktorer end at bygge tanks, men det skaber store avisoverskrifter fordi det netop er så usædvanligt. I forhold til den totale våbenproduktion er der kun tale om en dråbe i havet. Der bliver fortsat brugt millioner af pund, rubler og dollars på våben i en verden hvor „mennesker besvimer på grund af frygt og det de venter der kommer over den beboede jord“, som Jesus Kristus forudsagde. Hvordan undgår man at blive grebet af denne frygt? Vil total afrustning fortsat kun være en drøm? Hvis ikke, hvordan vil den da blive en realitet? — Lukas 21:26.

Freden — hvordan den vil komme

KUN de færreste vil kritisere de idealer der ligger til grund for De Forenede Nationers bestræbelser for at sikre freden. „Ordene ’Lad os smede sværd om til plovjern’ udtrykker De Forenede Nationers mål: at skabe verdensfred,“ hedder det i „The World Book Encyclopedia“. Værket tilføjer: „De Forenede Nationer har to hovedmål: fred og menneskelig værdighed.“

Inskriptionen under den statue der er vist på billedet, er en omskrivning af ordene i Esajas’ profeti, kapitel 2, vers 4. I en nyere oversættelse har verset denne ordlyd:

„Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive.“

Disse majestætiske ord kunne i sig selv have inspireret De Forenede Nationers medlemslande til at nedruste og skabe varig fred. Men De Forenede Nationers historie siden dets oprettelse ved slutningen af den anden verdenskrig i 1945 har vist noget andet. Hvorfor har FN ikke skabt fred? Hovedsagelig fordi ovennævnte ord af Esajas ikke kan tages ud af deres sammenhæng, sådan som visse jordiske regeringer har gjort. Lad os se nærmere på hvorfor det er så vigtigt at læse verset i sin sammenhæng.

Esajas’ budskab

Esajas er en af Bibelens profeter. I en profeti beskriver han et smukt syn af hvordan folk af alle racer lever sammen i fred og fordragelighed. For at dette syn kan blive til virkelighed, må folk gøre noget. Hvilket? Overvej engang hvad der ligger i ordene i vers 2 og 3 som har tilknytning til vers 4.

„[2] Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene; og alle nationerne skal strømme til det. [3] Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem. [4] Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“

Ifølge dette må vi for det første anerkende at vor Skaber, Jehova, har ret til at lære os „sine veje“, der, som Esajas senere skrev, er ’højere end vore veje’. (Esajas 55:9) Dette har mange mennesker, og især verdens hovmodige ledere, vanskeligt ved at erkende. De betragter kun deres egne veje som rette. Men den kendsgerning at deres veje ikke har ført til verdensfred og nedrustning er et klart vidnesbyrd om det tåbelige i at holde fast ved denne opfattelse.

Læg for det andet mærke til at enkeltpersoner må have et oprigtigt ønske om at rette sig efter Guds love: „Vi vil vandre på hans stier.“ Kun på denne måde vil det være muligt på verdensplan at smede sværd til plovjern og spyd til beskæreknive. Hvordan kan dette eftertragtede mål nogen sinde blive til virkelighed?

Guddommelig vejledning

Mange har en bibel, den bog der indeholder Jehova Guds vejledning, men det er ikke nok blot at eje en bibel. Esajas siger at Jehovas lov og ord udgår fra „Jerusalem“. Hvad betyder det? På Esajas’ tid var byen Jerusalem det sted hvor den kongelige myndighed befandt sig, et sted som alle trofaste israelitter så hen til. (Esajas 60:14) Senere, på den tid da Jesu Kristi apostle levede, var Jerusalem stadig det center hvorfra der udgik vejledning, eftersom den kristne menigheds styrende råd befandt sig her. — Apostelgerninger 15:2; 16:4.

Hvad så med i dag? Bemærk at Esajas indleder sit budskab med at sige: „I de sidste dage.“ I dette blads spalter bliver der med jævne mellemrum fremholdt vidnesbyrd om at vi siden 1914 har levet i de sidste dage for denne verdensordning. Hvad kan vi, ifølge vers 3 og vers 4, forvente at se?

En stor skare mennesker der ikke længere lærer at føre krig og som allerede har smedet „deres sværd til plovjern“. Sådanne mennesker findes virkelig! Over 3,5 millioner mænd, kvinder og børn af alle racer i mere end 200 lande har i dag sluttet sig sammen og lever i fred med hinanden, idet de forkynder Bibelens budskab om fred for deres medmennesker. De er kendt i hele verden som Jehovas vidner.

De har et nutidigt Styrende Råd af ældre kristne mænd fra forskellige dele af jorden som fører tilsyn med Guds folks aktiviteter i hele verden. Ligesom apostlene og de ældste i Jerusalem i det første århundrede er disse mænd salvede medlemmer af den trofaste og kloge trælleskare som Jesus udpegede til at varetage sit riges interesser her på jorden. Historien har vist at man kan have tillid til at de følger den hellige ånds ledelse og at de ikke støtter sig til menneskers visdom når de skal undervise Guds hjord i fredens veje. — Mattæus 24:45-47; 1 Peter 5:1-4.

Den sande tilbedelse

Der kræves mere end forstandsmæssig viden eller et ønske om at leve efter Guds normer for at opnå fred. Som Esajas forklarer er det nødvendigt at tilbede Skaberen, Jehova, og af hjertet indvi sig til ham.

Profeten siger at ’bjerget med Jehovas hus vil blive grundfæstet over bjergenes top, og at det skal hæves op over højene’. I fortiden blev visse bjerge og høje brugt til afgudsdyrkelse, og her lagde man helligdommene for de falske guder. Da kong David bragte pagtens ark til det telt han havde rejst på Zions bjerg (Jerusalem), omkring 760 meter over havets overflade, var det tydeligvis under Guds ledelse. Senere, da Jehovas store tempel var blevet bygget på Morija bjerg, kom udtrykket „Zion“ til at omfatte tempelpladsen, og templet kom til at ligge højere end visse omkringliggende hedenske lokaliteter. Jerusalem blev også omtalt som Jehovas „hellige bjerg“; på denne måde forblev tilbedelsen af Jehova på en ophøjet plads. — Esajas 8:18; 66:20.

I dag er tilbedelsen af Jehova Gud blevet så fremtrædende at man kan sige at den er ophøjet som et symbolsk bjerg. Den har formået at udrette noget som ingen anden religion har været i stand til, nemlig at forene alle tilbedere af Jehova som med glæde har smedet deres sværd til plovjern og ikke mere lærer at føre krig. De er ikke længere splittet af nationale og racemæssige skranker. De lever som et forenet folk, et brodersamfund, og det til trods for at de er spredt ud over hele jorden. — Salme 33:12.

Tid at træffe en afgørelse

Hvordan berører alt dette dig? Her er det på sin plads at citere nogle ord der blev fremsat af en anden hebraisk profet: „Der er skarer og atter skarer i afgørelsens lavning, for Jehovas dag er nær i afgørelsens lavning.“ (Joel 3:14) Alle mennesker må nu træffe en afgørelse. Det haster! De kan enten tage imod oplæring i hvordan Gud vil indføre sand fred, eller også fortsætte med at støtte en våbenorienteret levevis der snart vil ophøre.

Jesus forudsagde at der i vor tid ville blive udført et stort forkyndelsesarbejde. Denne forkyndelse omfatter „den gode nyhed“ om at Guds rige vil bringe fred til den krigshærgede jord. (Mattæus 24:14) Sidste år ledede Jehovas vidner i hele verden godt og vel tre millioner hjemmebibelstudier. Nogle af disse ugentlige studier blev holdt med enkeltpersoner, men i mange tilfælde var der hele familier eller andre grupper til stede. Millioner af børn får på denne måde et sikkert håb for fremtiden, og deres forældre får tillid til at krige, som dem de har oplevet eller måske selv kæmpet i, ikke vil være en del af den nye verden som Jehova Gud vil skabe.

I denne nye verden vil der herske gensidig tillid og fred. Til den tid behøver man ikke bekymre sig om nedrustning, for krigsvåben vil være noget der hører fortiden til. Alt sammen takket være Jehova, „den Gud som giver fred“, og som i dag kærligt oplærer os til at leve et meningsfyldt liv i hans retfærdsrige. — Romerne 15:33.