For 100 år siden forlod millioner af unge mænd deres trygge hjem og drog i krig. De var ivrige efter at komme af sted, båret frem af en bølge af patriotisme. „Jeg er glad og meget spændt på hvad der skal ske i de vidunderlige dage der ligger forude,“ skrev en amerikansk frivillig soldat i 1914.

Men snart blev deres begejstring vendt til bitterhed. Ingen havde forudset at de enorme hære ville komme til at kæmpe i årevis i mudderet på slagmarkerne i Belgien og Frankrig. Dengang blev krigen kaldt „Den Store Krig“. I dag omtales den som Første Verdenskrig.

Den første verdenskrig var afgjort ’stor’ hvad angår sårede og faldne. Det anslås at omkring 10 millioner mennesker mistede livet, og at cirka 20 millioner blev lemlæstet. Det var også ’store’ fadæser der førte til krigen. Europæiske statsmænd var ikke i stand til at forhindre internationale spændinger i at udvikle sig til en global konflikt. Men endnu vigtigere er det at „Den Store Krig“ efterlod sig ’store’ ar. Den forandrede verden på en måde der mærkes den dag i dag.

FEJLTAGELSER DER UNDERMINEREDE TILLIDEN

Den første verdenskrig brød ud på grund af fejlbedømmelser. Europæiske ledere opførte sig som en „generation af søvngængere der uforvarende faldt ud over afgrundens rand i den fredfyldte sommer 1914“, siges der i værket The Fall of the Dynasties — The Collapse of the Old Order 1905-1922.

I løbet af få uger havde mordet på en østrigsk ærkehertug kastet alle de europæiske stormagter ud i en krig de ikke ønskede. „Hvordan gik det til?“ blev den tyske kansler spurgt nogle dage efter at fjendtlighederne var begyndt. „Åh, hvis bare man vidste det,“ svarede han sørgmodigt.

De regeringsledere der traf de skæbnesvangre beslutninger som førte til krigen, havde ingen anelse om konsekvenserne. Men virkeligheden gik snart op for soldaterne i skyttegravene. De opdagede at deres statsmænd havde svigtet dem, deres præster havde ført dem bag lyset, og deres generaler havde forrådt dem. Hvordan det?

Statsmændene lovede at krigen ville bane vej for en ny og bedre verden. Den tyske kansler udtalte: „Vi kæmper for frugten af den industri vi har opbygget i fredstid, for arven fra en ædel fortid og for vor fremtid.“ Den amerikanske præsident Woodrow Wilson var med til at formulere et populært slogan om at krigen ville „sikre demokratiet i verden“. Og i Storbritannien troede man at den ville blive „en krig der ville gøre ende på al krig“. De tog alle sammen fejl.

Præsteskabet støttede krigen med stor iver. I The Columbia History of the World står der: „Guds ords vogtere sang for i krigskoret. Den totale krig blev ensbetydende med det totale had.“ Og mange gejstlige pustede til hadets ild i stedet for at slukke den. „Religiøse ledere kunne ikke, og ville som oftest heller ikke, lade den kristne tro gå forud for nationalitet,“ oplyses det i A History of Christianity. „De fleste valgte den lette løsning og sidestillede kristendom med patriotisme. Kristne soldater fra alle trossamfund blev tilskyndet til at dræbe hinanden i Frelserens navn.“

Generalerne gav løfte om en hurtig og let sejr, men sådan skulle det ikke gå. Inden længe gik situationen i hårdknude for de stridende hære. Derefter stod millioner af soldater over for det en historiker har beskrevet som det måske mest grusomme og mest omfattende fysiske og følelsesmæssige traume menneskene har måttet udholde. Trods enorme tab blev generalerne ved med at tvinge deres mænd til at forcere barrikader af pigtråd og passere maskingeværers spærreild. Ikke overraskende gjorde mange mytteri.

Hvilken indflydelse fik den første verdenskrig på samfundet? Et historisk værk citerer en krigsveteran for at sige: „Krigen ... ødelagde en hel generations måde at tænke og handle på.“ I kølvandet på den krig var der hele imperier der forsvandt. Denne tragiske konflikt viste sig at være indledningen til det blodigste århundrede i menneskehedens historie. Revolutioner og strejker blev næsten hverdagskost.

Hvorfor vendte krigen op og ned på verden? Var den blot et hændeligt uheld af format? Fortæller svarene på disse spørgsmål noget om vores fremtid?

Den 11. november 1918 sluttede den første verdenskrig. Forretninger lukkede, og folk dansede i gaderne. Men dansen varede ikke længe. En anden trussel — endnu mere dødbringende end maskingeværet — fulgte lige i hælene på verdenskrigen.

En dødelig virussygdom der blev kendt som den spanske syge, begyndte i juni 1918 at florere blandt soldaterne på slagmarkerne i Frankrig. Det viste sig hurtigt hvor dødbringende denne sygdom var. For eksempel dræbte den inden for få måneder flere amerikanske soldater i Frankrig end fjenden gjorde. Og da tropperne vendte hjem efter krigen, bragte de smitten videre, og sygdommen spredtes hurtigt til store dele af verden.

Efterkrigsårene var også præget af hungersnød og store økonomiske problemer. Mange mennesker i Europa led af sult da fjendtlighederne sluttede i 1918. I 1923 var den tyske valuta praktisk talt værdiløs. Seks år senere brød verdensøkonomien sammen. Og så, i 1939, begyndte den anden verdenskrig, som i visse henseender var en fortsættelse af den første globale konflikt. Hvad lå bag denne række af katastrofer?

TEGNET PÅ DE SIDSTE DAGE

I Bibelen er der profetier der hjælper os til at se hvad der ligger bag visse historiske begivenheder, og det gælder især den første verdenskrig. Jesus forudsagde at der ville komme en tid da ’nation skulle rejse sig mod nation’ og hungersnød og pestlignende sygdomme ville hærge jorden. (Mattæus 24:3, 7; Lukas 21:10, 11) Han fortalte sine disciple at sådanne ulykker ville udgøre et tegn på de sidste dage. Flere detaljer findes i Åbenbaringens Bog, som forbinder veer på jorden med en krig i himlen. — Se rammen „Krig på jorden og krig i himlen“.

I denne bog beskrives fire ryttere, der undertiden kaldes de fire apokalyptiske ryttere. Tre af dem skildrer de samme ulykkelige forhold som Jesus havde forudsagt — krig, hungersnød og pestlignende sygdomme. (Se rammen „Er de fire ryttere redet ud?“) Den første verdenskrig indledte tydeligvis en tid med trængsler og problemer, og de er bestemt ikke aftaget. Og Bibelen viser at det i virkeligheden var Satan der satte det hele i gang. (1 Johannes 5:19) Vil magten nogen sinde blive taget fra ham?

Åbenbaringens Bog forsikrer os også om at Satan kun har „en kort tidsperiode“. (Åbenbaringen 12:12) Det er derfor han er så rasende og forårsager forfærdelige lidelser på jorden. De lidelser vi ser, er dog samtidig et vidnesbyrd om at Satans tid er ved at løbe ud.

DJÆVELENS GERNINGER NEDBRYDES

Første Verdenskrig var afgjort et vendepunkt i historien. Den indvarslede den totale krigs tidsalder, udløste revolutioner og førte til mistillid til de politiske ledere. Den var også et tydeligt bevis på at Satan var blevet kastet ud af himlen. (Åbenbaringen 12:9) Og denne usynlige verdenshersker reagerede som en ondskabsfuld diktator der er klar over at hans dage er talte. Når hans tid er forbi, vil alle de trængsler og ulykker som den første verdenskrig affødte, også endelig være forbi.

Profetierne i Bibelen giver dig grund til at have tillid til at Jesus Kristus, vores himmelske konge, snart vil „nedbryde Djævelens gerninger“. (1 Johannes 3:8) Millioner af mennesker beder allerede om at Guds rige må komme. Det gør du måske også. Takket være dette rige vil trofaste mennesker på et tidspunkt endelig komme til at opleve at Guds vilje — ikke Satans — sker på jorden. (Mattæus 6:9, 10) Under Guds riges styre vil der aldrig mere komme en verdenskrig — eller nogen som helst anden krig! (Salme 46:9) Vi vil gerne tilskynde dig til at få mere at vide om dette rige så du kan opleve den tid hvor der vil råde fred over hele jorden. — Esajas 9:6, 7.