1. Hvad ønsker Jehova for alle mennesker?

JEHOVA har skabt mennesker med en fri vilje. Vi bruger vores frie vilje hver eneste gang vi træffer en beslutning. Den vigtigste beslutning vi kan træffe, er at indvi os til Jehova og blive en del af hans åndelige familie. Det ønsker Jehova for os alle sammen. Hvorfor? Fordi han elsker os og vil os det bedste. Han vil gerne have at vi skal være venner med ham, og at vi skal leve for evigt. – 5. Mos. 30:19, 20; Gal. 6:7, 8.

2. Hvad ønsker Jehova for dem der har begået en alvorlig synd, og som ikke har angret? (1. Johannes 2:1)

² Jehova tvinger ikke nogen til at tilbede ham. Det må den enkelte selv bestemme. Men hvad nu hvis en der har valgt at blive en døbt tjener for Jehova, begår en alvorlig synd? Hvis han ikke angrer, er det nødvendigt at han bliver fjernet fra menigheden. (1. Kor. 5:13) Men Jehova ønsker inderligt at han vender tilbage til ham. Faktisk er det en af grundene til at Jehova har sørget for løskøbelsen – den gør det muligt for en synder der angrer, at få tilgivelse. (Læs 1. Johannes 2:1). Vores omsorgsfulde Far appellerer kærligt til dem der har begået en alvorlig synd, og opfordrer dem indtrængende til at angre og vende om. – Zak. 1:3; Rom. 2:4; Jak. 4:8.

3. Hvad vil vi se på i den her artikel?

³ Jehova vil gerne have at vi alle skal have samme syn på alvorlig synd som han har. Og artiklen her kan hjælpe os til det. Vi vil se på (1) hvordan en alvorlig synd blev håndteret i menigheden i Korinth, (2) hvad Paulus skrev at menigheden skulle gøre da manden der havde syndet, angrede og vendte om, og (3) hvad den situation lærer os om Jehovas syn på en der begår en alvorlig synd.

EN ALVORLIG SITUATION I MENIGHEDEN I KORINTH

4. Hvad var der sket i menigheden i Korinth? (1. Korinther 5:1, 2)

⁴ Læs 1. Korinther 5:1, 2. På sin tredje missionsrejse hørte Paulus noget foruroligende om menigheden i Korinth. En bror havde et seksuelt forhold til sin stedmor. Det var meget chokerende og en opførsel man ikke engang hørte om i samfundet omkring dem. Det virker til at menigheden ikke bare syntes at det var okay, men måske til en vis grad var stolte af hvor tolerante de var. Det kan være at nogle af dem tænkte at det var et eksempel på hvor barmhjertig og forstående Gud er over for ufuldkomne mennesker. Men Jehova godkender ikke synd blandt sit folk. Den alvorlige situation har helt sikkert skadet menighedens omdømme. Og manden kunne også påvirke andre kristne. Så hvad skrev Paulus til menigheden at de skulle gøre?

5. Hvad sagde Paulus at menigheden skulle gøre, og hvad ligger der i det? (1. Korinther 5:13) (Se også billedet).

⁵ Læs 1. Korinther 5:13. I Paulus’ brev, som han skrev under den hellige ånds ledelse, sagde han at manden der ikke angrede, skulle fjernes fra menigheden. Hvordan skulle de kristne forholde sig til ham? Paulus fortalte dem at de skulle “holde op med at omgås” ham, og forklarede at de “ikke engang [skulle] spise sammen med sådan et menneske”. (1. Kor. 5:11) Når man spiser sammen med en, taler man sammen. Og det kan nemt udvikle sig til at man bruger endnu mere tid sammen med vedkommende. Så det Paulus mente, var at menigheden ikke skulle være socialt sammen med manden. Det ville beskytte dem mod hans dårlige indflydelse. (1. Kor. 5:5-7) Derudover kunne det få manden til at tænke over hvor langt han var kommet væk fra Jehova, blive oprigtigt ked af det og motiveret til at angre.

6. Hvordan reagerede menigheden og manden der begik alvorlige synder, på Paulus’ brev?

⁶ Paulus spekulerede helt sikkert over hvordan menigheden ville reagere på hans brev. Og så, efter noget tid, kom Titus med gode nyheder. Menigheden havde reageret positivt på det Paulus havde skrevet, og fulgt hans anvisninger. (2. Kor. 7:6, 7) Derudover havde manden i de måneder der var gået siden Paulus skrev sit brev, angret. Han havde ændret sin adfærd og sin indstilling og var begyndt at følge Jehovas normer. (2. Kor. 7:8-11) Hvad skrev Paulus at menigheden nu skulle gøre?

HVAD SKULLE MENIGHEDEN GØRE DA MANDEN HAVDE ANGRET?

7. Hvilket godt resultat kom der ud af at manden blev fjernet fra menigheden? (2. Korinther 2:5-8)

⁷ Læs 2. Korinther 2:5-8. Paulus skrev til menigheden: “Den irettesættelse de fleste af jer har givet denne mand, er nok.” Med andre ord havde retledningen tjent sit formål, nemlig at hjælpe manden til at angre og vende om. – Hebr. 12:11.

8. Hvad sagde Paulus at menigheden derefter skulle gøre?

⁸ Paulus skrev videre: “Derfor skal I nu kærligt tilgive ham og trøste ham.” Og: “Jeg tilskynder jer stærkt til at bekræfte jeres kærlighed til ham.” Læg mærke til at Paulus gerne ville have at menigheden gjorde mere end bare at tillade at manden kom tilbage til Jehovas folk. Han ønskede at de gennem det de sagde, og det de gjorde, forsikrede ham om at de virkelig havde tilgivet ham og elskede ham. På den måde var det tydeligt for ham at de var glade for at han var kommet tilbage.

9. Hvorfor kan nogle have haft svært ved at tilgive deres trosfælle?

⁹ Var der mon nogle i menigheden der var lidt tilbageholdende med at byde broren velkommen tilbage? Det siger Bibelen ikke noget om, men det er slet ikke utænkeligt. Hans handlinger havde jo givet hele menigheden problemer, og det kan også være at han havde såret nogle enkeltpersoner dybt. Mange havde kæmpet for at være moralsk rene, og de kan have følt at det var meget uretfærdigt at en mand der havde vist grov mangel på respekt for Jehovas normer, ligefrem skulle bydes varmt velkommen. (Se også Lukas 15:28-30). Men hvorfor var det så vigtigt at menigheden forsikrede ham om at de elskede ham?

10-11. Hvad kunne der ske hvis de ældste nægtede at tilgive broren der havde angret?

¹⁰ Forestil dig hvad der kunne ske hvis de ældste ikke tillod at deres trosfælle kom tilbage til menigheden, eller hvis menigheden, efter at han var kommet tilbage, ikke ville vise ham kærlighed. Han kunne blive “helt overvældet af modløshed”. Han kunne komme til at føle at hans situation var fuldstændigt håbløs, og måske ville han opgive at få et godt forhold til Jehova igen.

¹¹ Derudover ville de brødre og søstre der nægtede at tilgive ham, sætte deres eget forhold til Jehova på spil. Hvordan det? De ville ikke efterligne Jehovas kærlige måde at være på, men i stedet efterligne Satan, der er hård og ubarmhjertig. På den måde ville de faktisk blive et redskab Satan kunne bruge til at trække manden helt væk fra Jehova. – 2. Kor. 2:10, 11; Ef. 4:27.

12. Hvad kunne hjælpe menigheden til at gøre det rigtige?

¹² Hvad kunne motivere menigheden i Korinth til at gøre det rigtige? Det ville helt sikkert hjælpe dem at meditere over den måde Jehova er på over for syndere der angrer. Tænk over hvad nogle bibelskribenter havde sagt om Jehova. David sagde for eksempel at “Jehova, er god og villig til at tilgive”. (Sl. 86:5) Mika skrev: “Hvem er en Gud som dig? Du tilgiver synd og ser bort fra overtrædelser.” (Mika 7:18) Og Esajas skrev: “Den onde skal forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; lad ham vende om til Jehova, der vil vise ham barmhjertighed, til vores Gud, for han vil frit tilgive.” – Esa. 55:7.

13. Hvorfor var det på sin plads at manden der angrede, blev genoptaget i menigheden? (Se også boksen “Hvor lang tid gik der før manden i Korinth blev genoptaget?”).

¹³ For at efterligne Jehova skulle menigheden i Korinth byde deres bror velkommen tilbage og forsikre ham om deres kærlighed. Ved at følge Paulus’ anvisninger viste de også at de var “lydige i alt”. (2. Kor. 2:9) Det er rigtigt at der kun var gået nogle måneder siden han var blevet fjernet fra menigheden, men retledningen havde gjort det den skulle, og hjulpet ham til at angre. Der var altså ingen grund til at udskyde hans genoptagelse.

HVORDAN VI KAN EFTERLIGNE JEHOVAS RETFÆRDIGHED OG BARMHJERTIGHED

14-15. Hvad har vi lært af det der skete i Korinth? (2. Peter 3:9) (Se også billedet).

¹⁴ Det der skete i Korinth, er taget med i Bibelen “for at vi kan lære af det”. (Rom. 15:4) Vi lærer at Jehova ikke ser gennem fingre med alvorlige overtrædelser blandt sit folk. Nogle kunne måske få den tanke at Jehova i sin store barmhjertighed selvfølgelig ville tillade at en der begår alvorlige synder og ikke angrer, kan blive i menigheden. Det er rigtigt at Jehova er barmhjertig, men der er nogle handlinger han ikke accepterer, og han går ikke på kompromis med sine normer. (Jud. 4) Det ville faktisk være ubarmhjertigt at lade en der ikke angrer, blive i menigheden, for det ville være til skade for alle de andre. – Ordsp. 13:20; 1. Kor. 15:33.

¹⁵ Men vi ved at Jehova ikke ønsker at nogen skal blive udslettet. Han ønsker at alle mennesker skal reddes. Når en person ændrer indstilling og gerne vil have et godt forhold til ham igen, er han parat til at tilgive. (Ezek. 33:11; læs 2. Peter 3:9). Så da manden i Korinth angrede og stoppede med at leve på en forkert måde, brugte Jehova Paulus til at forklare menigheden at de skulle tilgive ham og tage godt imod ham igen.

16. Hvordan påvirker den måde situationen i Korinth blev håndteret på, dit syn på Jehova?

¹⁶ Den måde situationen i Korinth blev håndteret på, har understreget hvor kærlig og retfærdig Jehova er. (Sl. 33:5) Hvordan påvirker det dig? Føler du dig ikke endnu mere motiveret til at prise Jehova? Vi er trods alt alle sammen syndere, og vi har brug for at han tilgiver os. Hver eneste af os har grund til at være taknemmelig for at Jehova har sørget for løskøbelsen, som gør det muligt for os at blive tilgivet. Hvor er det trøstende, og hvor er det opmuntrende at vide at Jehova virkelig elsker sine tjenere og ønsker det bedste for dem.

17. Hvad vil de næste artikler handle om?

¹⁷ Hvordan skal alvorlige synder håndteres i dag? Hvordan kan de ældste i menigheden afspejle Jehovas stærke ønske om at hjælpe en der har syndet, til at angre? Hvordan skal menigheden reagere når de ældste beslutter at fjerne en fra menigheden eller genoptage en? Det vil vi se på i de næste artikler.

1. Er der stadig håb for en der har begået en alvorlig synd?

I DEN forrige artikel så vi hvordan Paulus håndterede en sag med en mand som havde begået en alvorlig synd. Fordi han ikke angrede, var han nødt til at blive fjernet fra menigheden. Men som temaverset for den her artikel viser, er der stadig håb for en der har begået en alvorlig synd. Han kan blive hjulpet til at angre. (Rom. 2:4) Hvordan kan de ældste hjælpe ham?

2-3. Hvad skal vi gøre hvis vi finder ud af at en af vores trosfæller har begået en alvorlig synd, og hvorfor?

² For at de ældste kan hjælpe, er de nødt til at vide at der er et problem. Så hvad skal vi gøre hvis vi opdager at en af vores trosfæller har begået en alvorlig synd – noget der kunne føre til at han blev fjernet fra menigheden? Vi må opfordre vedkommende til at bede de ældste om hjælp. – Esa. 1:18; Ap.G. 20:28; 1. Pet. 5:2.

³ Men hvad hvis vores bror eller søster ikke vil tale med de ældste? Så må vi selv gøre det for at sikre os at vedkommende får den nødvendige hjælp. Vi vil tage det initiativ fordi vi elsker vedkommende og ikke vil miste ham eller hende. Det er klart at det vil være til stor skade for en persons forhold til Jehova hvis han eller hun bliver ved med at begå alvorlige synder. Og det kan også gå ud over menighedens omdømme. Så fordi vi elsker Jehova og vores trosfælle der er kommet på afveje, vil vi modigt gøre det der skal til. – Sl. 27:14.

HVORDAN HJÆLPER DE ÆLDSTE EN DER HAR BEGÅET EN ALVORLIG SYND?

4. Hvad er de ældstes mål når de mødes med en der har begået en alvorlig synd?

⁴ Når en i menigheden har begået en alvorlig synd, vælger ældsterådet tre kvalificerede brødre blandt dem der skal fungere som et udvalg.a Det er vigtigt at brødrene er beskedne og ydmyge. De håber selvfølgelig at de kan hjælpe den der har begået en alvorlig synd, til at angre og vende om, men de forstår samtidig at de ikke kan tvinge nogen til at ændre indstilling. (5. Mos. 30:19) De er klar over at ikke alle vil reagere positivt, ligesom kong David gjorde da han havde syndet mod Jehova. (2. Sam. 12:13) Nogle vælger desværre helt at ignorere Jehovas kærlige tilskyndelser. (1. Mos. 4:6-8) Men uanset hvad, så er de ældstes mål at gøre alt hvad de kan, for at hjælpe vedkommende til at angre og vende om. Hvilke principper lader de sig lede af når de skal gøre det?

5. Hvad vil de ældste have i tanke når de skal mødes med en der har begået en alvorlig synd? (2. Timotheus 2:24-26) (Se også billedet).

⁵ De betragter en der har begået en alvorlig synd, som et dyrebart får der er kommet på afveje. (Luk. 15:4, 6) Så når de mødes med vedkommende, vil de ikke have en hård tone, indstilling eller udstråling. Og de ser heller ikke mødet som en rutinemæssig sag der bare skal overstås. I stedet vil de vise de egenskaber der er beskrevet i 2. Timotheus 2:24-26. (Læs). Det er vigtigt for de ældste at nå hjertet hos den der har begået en alvorlig synd, på en mild, blid og kærlig måde.

6. Hvordan forbereder de ældste deres hjerte inden de mødes med en der har begået en alvorlig synd? (Romerne 2:4)

⁶ De forbereder deres hjerte. De vil gøre alt hvad de kan, for at efterligne Jehovas måde at være på. Og de husker Paulus’ ord: “Gud [prøver] i sin godhed at få dig til at angre og vende om.” (Læs Romerne 2:4). De ældste er også bevidste om at de som hyrder altid skal følge Jesus’ ledelse. (Esa. 11:3, 4; Matt. 18:18-20) Inden de mødes med en der har begået en alvorlig synd, vil de bede til Jehova og tænke grundigt over deres mål: at prøve at hjælpe vedkommende til at angre og vende om ved kærligt at appellere til ham. De vil foretage research i Bibelen og i vores publikationer og bede Jehova om dømmekraft. De vil også tænke over hvad de har brug for at vide om personen som måske kan have bidraget til hans tankegang, indstilling og adfærd. – Ordsp. 20:5.

7-8. Hvordan kan de ældste efterligne Jehovas tålmodighed?

⁷ De efterligner Jehovas tålmodighed. De husker på hvordan Jehova behandlede nogle der var kommet på afveje i fortiden. For eksempel var Jehova meget tålmodig med Kain. Han fortalte ham hvad der ville ske hvis han ikke ændrede sig, men også at det ville gå ham godt hvis han fulgte det Jehova sagde. (1. Mos. 4:6, 7) Jehova appellerede også til David ved at sende profeten Natan, som brugte en illustration der rørte hans hjerte. (2. Sam. 12:1-7) Og Jehova blev også ved med “igen og igen” at sende profeter til sit oprørske folk, Israel. (Jer. 7:24, 25) Jehova ventede altså ikke med at hjælpe sine tjenere til de havde angret. Nej, han tog initiativ til at hjælpe dem og tilskyndede dem indtrængende til at ændre indstilling.

⁸ Når de ældste skal hjælpe en trosfælle der er blevet åndeligt syg, vil de efterligne Jehova og følge det der står i 2. Timotheus 4:2 om at behandle vedkommende “med stor tålmodighed”. I en studienote til det udtryk kan vi se hvordan Timotheus skulle behandle sine trosfæller der havde brug for hjælp, noget som de ældste i dag kan lære meget af: “Det [var] vigtigt at han altid viste selvbeherskelse og tålmodigt appellerede til deres ønske om at gøre det rigtige. Hvis han blev irriteret eller gav efter for frustration, kunne han risikere at skubbe dem fra sig eller ligefrem få dem til at tage anstød.”

9-10. Hvad kan de ældste helt konkret gøre for at hjælpe en trosfælle til at angre?

⁹ De prøver at finde frem til hvad der førte til den alvorlige synd. Blev vedkommende for eksempel lige så stille åndeligt svag fordi han havde forsømt sit personlige studie eller forkyndelsen? Var hans bønner til Jehova blevet uregelmæssige og overfladiske? Havde han fået nogle forkerte ønsker som han ikke gjorde noget ved? Var han begyndt at være sammen med nogle der påvirkede ham negativt? Havde han truffet dårlige beslutninger med hensyn til underholdning? Hvordan kan de ting have påvirket hans hjerte? Forstår han hvordan hans beslutninger og handlinger har påvirket hans Far, Jehova?

¹⁰ Ved at stille den slags spørgsmål, uden at blive unødigt nærgående, kan de ældste venligt hjælpe deres trosfælle til at tænke over hvad der førte til at han begik en alvorlig synd. (Ordsp. 20:5) Derudover kan de også vælge at bruge illustrationer for at hjælpe ham til at se hvor forkert det han har gjort, er, ligesom Natan gjorde over for David. Måske vil han allerede under det første møde blive oprigtigt ked af det han har gjort, og endda vise anger.

11. Hvordan hjalp Jesus syndere?

¹¹ De prøver at efterligne Jesus. På et tidspunkt stillede Jesus Saulus fra Tarsus et spørgsmål der skulle få ham til at tænke over sine handlinger: “Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?” På den måde hjalp han ham til at forstå at det han gjorde, var forkert. (Ap.G. 9:3-6) Og i forbindelse med “kvinden Jezabel” sagde Jesus: “Jeg har givet hende tid til at angre.” – Åb. 2:20, 21.

12-13. Hvordan kan de ældste give en der har begået en alvorlig synd, tid til at angre? (Se også billedet).

¹² De ældste efterligner Jesus ved ikke at være hurtige til at konkludere at en der har begået en alvorlig synd, ikke vil angre. Nogle viser måske oprigtig anger allerede ved det første møde med de ældste, men andre kan have brug for mere tid. Derfor kan de ældste vælge at mødes med vedkommende mere end en gang. Det kan være at broren eller søsteren efter det første møde begynder at tænke over tingene og ydmygt henvender sig til Jehova og beder om tilgivelse. (Sl. 32:5; 38:18) Når de ældste så mødes med vedkommende igen, kan det være at han eller hun har en helt anden indstilling end ved det første møde.

¹³ De ældste må vise empati og venlighed for at kunne hjælpe en til at angre og vende om. De ønsker inderligt at vedkommende kommer til fornuft og ændrer indstilling, og de beder til Jehova om at velsigne deres indsats for at hjælpe ham eller hende. – 2. Tim. 2:25, 26.

14. Hvem skal have æren når en angrer og vender om, og hvorfor?

¹⁴ Når en angrer og vender om, giver det grund til stor glæde. (Luk. 15:7, 10) Men hvem skal have æren? De ældste? Nej. Husk hvad Paulus skrev: “Måske vil Gud hjælpe dem til at angre.” (2. Tim. 2:25) I en studienote til verset står der: “Når en person ændrer tankegang og indstilling, går æren ikke til noget menneske men til Jehova, som hjælper en kristen der er kommet på vildspor, til at foretage den her vigtige forandring. Paulus nævner videre nogle af de smukke resultater ved en sådan anger – det fører til at personen får nøjagtig kundskab om sandheden, det hjælper ham til at komme til fornuft, og det gør det muligt for ham at slippe ud af Satans fælder. – 2Ti 2:26.”

15. Hvordan kan de ældste blive ved med at hjælpe en der har angret?

¹⁵ Når en angrer, vil de tre ældste der har med sagen at gøre, blive ved med at komme på hyrdebesøg for at styrke hans tro og hjælpe ham til at gøre det der er rigtigt. (Hebr. 12:12, 13) De ældste vil selvfølgelig ikke fortælle andre hvad han har gjort. Men hvad kan være nødvendigt at informere menigheden om?

HVORNÅR SKAL DER GIVES RETLEDNING “FORAN ALLES ØJNE”?

16. Hvad mente Paulus med formuleringen “foran alles øjne” i 1. Timotheus 5:20?

¹⁶ Læs 1. Timotheus 5:20. Paulus skrev om “dem der øver synd”, til Timotheus, der også var ældste. Hvad mente han da han skrev at retledningen skulle gives “foran alles øjne”? Han mente ikke nødvendigvis foran hele menigheden. Men i stedet talte han om de enkeltpersoner der i forvejen kendte til det forkerte der var sket. Det kunne være nogle der havde været øjenvidner til det, eller det kunne være nogle som den der havde begået en alvorlig synd, havde betroet sig til. De ældste skulle diskret informere de enkeltpersoner om at der var blevet taget hånd om sagen, og at den pågældende bror eller søster var blevet retledt.

17. Hvornår er det nødvendigt at informere hele menigheden, og hvorfor?

¹⁷ I nogle tilfælde er det blevet almindeligt kendt i menigheden at en har begået en alvorlig synd, eller måske er det sandsynligt at det vil blive kendt. I de situationer vil Paulus’ formulering “foran alles øjne” sigte til hele menigheden. En ældste vil så bringe en meddelelse ved et møde om at broren eller søsteren er blevet retledt. Hvorfor? Paulus giver os svaret: “Til advarsel for andre”, eller for at minde dem om hvor vigtigt det er at holde sig åndeligt stærk.

18. Hvordan vil de ældste gribe situationen an hvis en døbt mindreårig begår en alvorlig synd? (Se også billedet).

¹⁸ Hvad hvis en døbt mindreårig – altså en under 18 år – begår en alvorlig synd? Ældsterådet vil sørge for at to ældste mødes med den mindreårige og hans troende forældre.b De ældste vil spørge ind til hvad forældrene allerede har gjort for at hjælpe deres barn til at angre. Hvis den unge bror eller søster har en god og ydmyg indstilling til det der er sket, og forældrene tydeligvis gør hvad de kan for at hjælpe deres barn, beslutter de to ældste måske at det ikke er nødvendigt at gøre mere ved sagen. Det er trods alt forældrene Jehova har givet ansvaret for at oplære og vejlede deres børn. (5. Mos. 6:6, 7; Ordsp. 6:20; 22:6; Ef. 6:2-4) Efterfølgende vil de ældste af og til tale med forældrene for at høre hvordan det går med barnet, og sikre sig at han får den hjælp han har behov for. Men hvad så hvis en døbt mindreårig ikke angrer og fortsætter med sin forkerte adfærd? I det tilfælde vil et udvalg af ældste mødes med ham sammen med hans troende forældre.

JEHOVA ER MEGET KÆRLIG OG BARMHJERTIG

19. Hvordan prøver de ældste at efterligne Jehova når de skal mødes med en der har begået en alvorlig synd?

¹⁹ Når tre ældste skal udgøre et udvalg, er de meget bevidste om at de har fået et ansvar af Jehova for at beskytte menigheden og holde den ren. (1. Kor. 5:7) Men samtidig ønsker de inderligt at en der har begået en alvorlig synd, angrer og vender om. Fordi de ved “hvor kærlig og barmhjertig Jehova er”, og gerne vil efterligne ham, bevarer de et positivt syn på den der har begået en alvorlig synd, og håber at vedkommende vil ændre indstilling. (Jak. 5:11) Det var også den indstilling apostlen Johannes havde til sine brødre og søstre. Han skrev: “Mine kære børn, jeg skriver dette til jer for at I ikke skal begå en synd. Men hvis I alligevel begår en synd, skal I vide at vi har en hjælper hos Faren, nemlig Jesus Kristus, der selv er retfærdig.” – 1. Joh. 2:1.

20. Hvad vil vi se på i den sidste artikel i den her artikelserie?

²⁰ Det sker desværre at en der har begået en alvorlig synd, ikke vil angre. I sådan et tilfælde er det nødvendigt at vedkommende bliver fjernet fra menigheden. Hvordan skal de ældste håndtere den situation? Det vil vi se på i den sidste artikel i det her blad.

1-2. (a) Hvordan ser Jehova på det når nogen begår en alvorlig synd og ikke angrer? (b) Hvad ønsker Jehova for dem der er kommet på afveje?

JEHOVA hader synd og ser på ingen måde gennem fingre med det. (Sl. 5:4-6) Han forventer at vi lever efter hans retfærdige normer, som han har givet os i sit ord, Bibelen. Samtidig forventer han selvfølgelig ikke fuldkommenhed af os eftersom vi er ufuldkomne. (Sl. 130:3, 4) Men han accepterer ikke “ugudelige mennesker der bruger [hans] ufortjente godhed som undskyldning for en skamløs opførsel”. (Jud. 4) Bibelen siger faktisk at “ugudelige mennesker vil blive dømt og udslettet” i Harmagedon. – 2. Pet. 3:7; Åb. 16:16.

² Men Jehova ønsker ikke at nogen skal blive udslettet. Som vi har set på i de andre artikler, viser Bibelen tydeligt at han “ønsker at alle skal nå at angre og vende om”. (2. Pet. 3:9) De ældste i menigheden efterligner Jehova ved tålmodigt at prøve at hjælpe en der har begået en alvorlig synd, til at angre og igen få et godt forhold til Jehova. Men det er ikke alle der reagerer positivt. (Esa. 6:9) Nogle fortsætter med deres forkerte adfærd selvom de ældste gentagne gange har prøvet at hjælpe dem. Hvad skal man gøre i sådan en situation?

“FJERN DET ONDE MENNESKE”

3. (a) Hvad skal der ifølge Bibelen ske med en der ikke angrer? (b) Hvorfor har en der ikke angrer, på en måde selv valgt at blive fjernet fra menigheden?

³ Når en der begår alvorlige synder, ikke angrer, er de ældste nødt til at følge vejledningen i 1. Korinther 5:13: “Fjern det onde menneske fra menigheden.” Vedkommende har på en måde selv valgt den konsekvens. Han høster det hana selv har sået. (Gal. 6:7) Hvorfor kan vi sige det? Fordi han har nægtet at reagere positivt på de ældstes gentagne forsøg på at hjælpe ham til at angre. (2. Kong. 17:12-15) Hans handlinger viser altså at han har valgt at han ikke længere vil følge Jehovas normer. – 5. Mos. 30:19, 20.

4. Hvorfor bliver der givet en meddelelse når en bliver fjernet fra menigheden?

⁴ Når en bliver fjernet fra menigheden, bliver der givet en meddelelse ved et møde om at vedkommende ikke længere er et af Jehovas Vidner.b Formålet med den meddelelse er ikke at ydmyge ham. Den gør det derimod muligt for menigheden at følge den vejledning der er i Bibelen om at “holde op med at omgås” vedkommende og “ikke engang spise sammen med” ham. (1. Kor. 5:9-11) Der er god grund til at Jehova har givet os den vejledning. Paulus skrev nemlig: “En lille smule surdej gennemsyrer hele dejen.” (1. Kor. 5:6) Hvis en der ikke angrer, fik lov til at blive i menigheden, kunne det svække de andres beslutning om at leve efter Jehovas retfærdige normer. – Ordsp. 13:20; 1. Kor. 15:33.

5. Hvordan skal vi betragte en der er blevet fjernet fra menigheden, og hvorfor?

⁵ Men hvordan skal vi betragte en trosfælle der er blevet fjernet fra menigheden? Selvom vi selvfølgelig ikke vil omgås ham, skal vi ikke betragte ham som et håbløst tilfælde men som et dyrebart får der er blevet væk. Et får der er blevet væk fra folden, kan sagtens komme tilbage. På et tidspunkt indviede vedkommende sig til Jehova, og det vil Jehova aldrig glemme. Men lige nu lever han ikke op til sin indvielse, og derfor er han i en meget farlig situation. (Ezek. 18:31) Men alt håb er ikke ude. Jehova viser stadig barmhjertighed, så de der er blevet fjernet fra menigheden, kan godt nå at komme tilbage. Hvordan kan de ældste efterligne Jehovas optimistiske indstilling til dem og hjælpe dem?

HVORDAN DE ÆLDSTE HJÆLPER DEM DER ER BLEVET FJERNET FRA MENIGHEDEN

6. Hvad vil de ældste gøre for at hjælpe en der er blevet fjernet fra menigheden?

⁶ Er en der er blevet fjernet fra menigheden, fuldstændigt overladt til sig selv så han må finde tilbage til Jehova på egen hånd? Nej, slet ikke! Når de ældste fortæller en at han vil blive fjernet fra menigheden, vil de samtidig forklare ham hvad han kan gøre for at vende tilbage. Og de vil faktisk gøre endnu mere end det. I de fleste tilfælde vil de fortælle ham at de gerne vil mødes med ham igen efter nogle få måneder for at se om noget har ændret sig. Hvis han er villig til at mødes med dem igen, vil de ældste endnu en gang appellere kærligt til ham og prøve at hjælpe ham til at angre og vende om. Hvis han på det tidspunkt stadig ikke ændrer indstilling, vil de ældste alligevel blive ved med at kontakte ham en gang imellem.

7. Hvordan efterligner de ældste Jehovas medfølelse? (Jeremias 3:12)

⁷ De ældste prøver altid at efterligne Jehova og vise medfølelse med en der er blevet fjernet fra menigheden. De ved at Jehova ikke ventede på at hans folk, israelitterne, tog det første skridt. Nej, han tog initiativ til at hjælpe dem før de havde vist noget som helst tegn på anger. Som vi har været inde på i studieartikel nummer to i den her serie, brugte Jehova eksemplet med Hoseas og hans hustru til at illustrere sin medfølelse. Han sagde til Hoseas at han skulle tilgive sin hustru og tage hende tilbage selvom hun ikke var holdt op med at gøre det forkerte. (Hos. 3:1; Mal. 3:7) De ældste efterligner Jehova ved at have et stærkt ønske om at en der er blevet fjernet fra menigheden, vender tilbage, og ved ikke at gøre det svært for ham. – Læs Jeremias 3:12.

8. Hvordan udvider Jesus’ lignelse om sønnen der vendte tilbage, vores forståelse af Jehovas medfølelse og barmhjertighed? (Lukas 15:7)

⁸ Tænk på Jesus’ lignelse om sønnen der vendte tilbage, som vi også var inde på i studieartikel nummer to i det her blad. Da faren fik øje på at sønnen var på vej hjem, “løb [han] hen og omfavnede ham og kyssede ham”. (Luk. 15:20) Han ventede altså ikke på at sønnen bad om tilgivelse. Nej, han tog initiativet, ligesom enhver kærlig far ville have gjort. De ældste prøver at have samme indstilling over for nogle der er kommet væk fra menigheden. De vil så gerne have at de skal komme hjem igen. (Luk. 15:22-24, 32) Det giver stor glæde i himlen når en vender tilbage til menigheden, og det gør det også her på jorden. – Læs Lukas 15:7.

9. Hvordan appellerer Jehova til dem der er kommet væk fra menigheden?

⁹ Ud fra det vi har været inde på indtil videre, er det tydeligt at Jehova ikke accepterer synd, og han tillader ikke nogle der ikke angrer, at blive i menigheden. Men det betyder ikke at han vender dem ryggen. Han ønsker virkelig at de skal vende tilbage. Jehovas følelser over for dem der angrer, kommer meget stærkt til udtryk i Hoseas 14:4: “Jeg vil helbrede dem for deres illoyalitet. Af egen fri vilje vil jeg elske dem, for min vrede har vendt sig fra dem.” De ord motiverer ældste til at være på udkig efter ethvert tegn på anger hos en der har forladt menigheden. Og de er også en stærk forsikring til dem der er kommet væk fra Jehova, om at han stadig elsker dem og meget gerne vil have at de vender hjem.

10-11. Hvordan vil de ældste prøve at hjælpe dem der er blevet fjernet fra menigheden for lang tid siden?

¹⁰ Hvad så med dem der er blevet fjernet fra menigheden for lang tid siden, måske for mange år siden? Nogle af dem er måske stoppet med at gøre det der førte til at de blev fjernet fra menigheden. Og nogle kan måske slet ikke huske hvad der var årsagen til at de blev fjernet. Uanset hvad, vil de ældste gøre alt hvad de kan, for at finde frem til de personer og besøge dem. Når de ældste besøger dem, vil de tilbyde at bede en bøn sammen med dem og kærligt tilskynde dem til at vende tilbage til menigheden. Hvis en har været væk i mange år, vil han helt sikkert være meget åndeligt svag. Derfor kan de ældste arrangere at en der har været væk fra menigheden i mange år, og som gerne vil tilbage igen, kan få et bibelstudie, også selvom han ikke er blevet genoptaget endnu. Det vil altid være de ældste der står for at arrangere sådan et bibelstudie.

¹¹ De ældste efterligner Jehovas medfølelse ved at prøve at nå så mange som muligt med budskabet om at døren står åben for dem hvis de ønsker at vende tilbage. Så snart en viser ægte anger og er stoppet med sin forkerte adfærd, kan vedkommende blive genoptaget. – 2. Kor. 2:6-8.

12. (a) I hvilke situationer må de ældste udvise særligt stor forsigtighed? (b) Kan Jehova tilgive selv meget grove synder? (Se også fodnoten).

¹² I nogle situationer må de ældste udvise særligt stor forsigtighed inden de genoptager en. Hvis en for eksempel har gjort sig skyldig i børnemisbrug, har været frafalden eller har planlagt at komme ud af sit ægteskab, måske ved at være sin ægtefælle utro, vil de ældste være ekstra opmærksomme på at sikre sig at vedkommende virkelig har angret. (Mal. 2:14; 2. Tim. 3:6) De er nødt til at beskytte menigheden. Vi må dog huske at Jehova vil tilgive enhver der viser ægte anger og holder op med sin forkerte adfærd. Så selvom de ældste udviser ekstra stor forsigtighed over for nogle der bevidst har handlet illoyalt mod andre og begået meget grove synder, vil de ikke gå så langt som til at tro at der er nogle synder Jehova aldrig vil kunne tilgive.c – 1. Pet. 2:10.

HVAD MENIGHEDEN KAN GØRE

13. Hvordan skal vi forholde os til en der er blevet retledt af de ældste, og en der er blevet fjernet fra menigheden?

¹³ Hvis der bliver bragt en meddelelse om at en er blevet retledt, kan vi, som vi var inde på i den forrige artikel, fortsætte med at være socialt sammen med ham fordi vi ved at han har angret og er holdt op med sin forkerte adfærd. (1. Tim. 5:20) Han er stadig en del af menigheden og har brug for den opmuntring det giver at være sammen med sine trosfæller. (Hebr. 10:24, 25) Men situationen er noget anderledes hvis en er blevet fjernet fra menigheden. I det tilfælde vil vi “holde op med at omgås” vedkommende og “ikke engang spise sammen med” ham. – 1. Kor. 5:11.

14. Hvad kan vi hver især beslutte når det drejer sig om en der er blevet fjernet fra menigheden? (Se også billedet).

¹⁴ Betyder det vi har været inde på, at vi helt vil undgå eller ignorere en der er blevet fjernet fra menigheden? Nej, ikke nødvendigvis. Vi vil selvfølgelig ikke være socialt sammen med vedkommende. Men det er op til os hver især ud fra vores samvittighed at beslutte om vi vil invitere en der er blevet fjernet fra menigheden, til et møde. Det kunne for eksempel dreje sig om et familiemedlem eller en vi tidligere har haft meget med at gøre. Hvordan skal vi forholde os hvis han kommer til mødet? Tidligere ville vi ikke hilse på en der er blevet fjernet fra menigheden. Men igen er det op til os hver især ud fra vores samvittighed at beslutte om vi vil det. Nogle vil sikkert have det helt fint med at hilse på ham og byde ham velkommen. Men vi vil stadig ikke føre længere samtaler med ham eller bruge tid sammen med ham i andre situationer.

15. Hvem handler 2. Johannes 9-11 om? (Se også boksen “Var det den samme situation Johannes og Paulus beskrev?”).

¹⁵ Nogle tænker måske: “Bibelen siger da at man ikke engang må hilse på en der ikke længere er et Jehovas Vidne, for så vil man blive ‘medskyldig i det onde han gør’.” (Læs 2. Johannes 9-11). Den sammenhæng som den bibelske vejledning forekommer i, viser at den handler om frafaldne og andre der aktivt fremmer en forkert adfærd. (Åb. 2:20) Så hvis det drejer sig om en der bevidst prøver at få Jehovas tjenere til at forlade sandheden eller gøre noget forkert, vil de ældste ikke besøge ham. Vi håber selvfølgelig at han en dag kommer til fornuft og ændrer indstilling, men indtil det sker, vil vi hverken hilse på ham eller invitere ham til at overvære et møde.

EFTERLIGN JEHOVAS BARMHJERTIGHED OG MEDFØLELSE

16-17. (a) Hvad ønsker Jehova for dem der er kommet væk fra ham? (Ezekiel 18:32) (b) Hvordan kan ældste arbejde sammen med Jehova?

¹⁶ Hvad har vi lært i de fem studieartikler i det her blad? Vi har lært at Jehova ikke ønsker at nogen skal blive udslettet. (Læs Ezekiel 18:32). Han vil så gerne have at de der har begået alvorlige synder, får et godt forhold til ham igen. (2. Kor. 5:20) Det er derfor han op gennem tiden gentagne gange har tilskyndet sit folk – og enkeltpersoner – til at ændre indstilling og vende tilbage til ham. Menighedens ældste i dag har det store privilegie at samarbejde med Jehova om at hjælpe dem der er kommet væk fra ham, til at angre og vende om. – Rom. 2:4; 1. Kor. 3:9.

¹⁷ Der er utroligt stor glæde i himlen når nogen angrer og vender om. Vores kærlige Far, Jehova, bliver dybt berørt hver eneste gang et af hans får der er blevet væk, vender tilbage til menigheden. Der er ingen tvivl om at vores kærlighed til Jehova bliver endnu større når vi mediterer over hans ufortjente godhed og hans store barmhjertighed og medfølelse. – Luk. 1:78.