Det er 80 år siden de skæbnesvangre skud i Sarajevo blev affyret. Det var den 28. juni 1914, og ved den lejlighed blev ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde, Sophie, dræbt. Fjendskabet mellem Østrig-Ungarn og Serbien udviklede sig hurtigt, og mundede snart efter ud i den første verdenskrig. Af de 65 millioner unge mænd som blev sendt ud på slagmarken, vendte omkring 9 millioner aldrig tilbage. Når man iberegner de civile ofre blev i alt 21 millioner dræbt. Selv i dag taler man stadig om at „verden gik amok“, eller „af lave“, i august 1914.

Da Franz Ferdinand blev myrdet i 1914 var de sydslaviske lande Slovenien, Kroatien, Bosnien og Hercegovina provinser i det østrig-ungarske kejserrige. Serbien var derimod et uafhængigt rige og havde været det siden 1878, støttet af Rusland. Der boede imidlertid mange serbere i de områder som Østrig-Ungarn havde herredømmet over, og serberne ønskede derfor at Østrig-Ungarn gav afkald på alle de besatte områder på Balkanhalvøen. Selv om der var stridigheder mellem Kroatien og Serbien, havde de ét ønske tilfælles: at løsrive sig fra de forhadte fremmede magthavere. Nationalister drømte om at forene alle sydslaverne i ét rige. Serberne var den stærkeste drivkraft i dannelsen af en sådan uafhængig stat.

Den regerende kejser, Franz Joseph, var på det tidspunkt 84 år gammel, og ærkehertug Franz Ferdinand ville snart overtage tronen. De serbiske nationalister så Franz Ferdinand som en hindring for at realisere drømmen om et sydslavisk rige.

Nogle unge studenter i Serbien var på det tidspunkt besat af tanken om en uafhængig sydslavisk stat og var villige til at dø for sagen. Adskillige unge blev udvalgt til at forøve attentatet på ærkehertugen. De fik våben og blev trænet af en hemmelig serbisk nationalistgruppe der blev kaldt Den Sorte Hånd. To af disse unge gjorde et attentatforsøg, og for den ene af dem lykkedes det. Hans navn var Gavrilo Princip — en ung mand på 19 år.

Dette attentat tjente gerningsmændenes hensigt. Da den første verdenskrig sluttede var det østrig-ungarske monarki blevet opløst, og Serbien kunne overtage ledelsen med hensyn til at forene slaverne i oprettelsen af et kongerige. I 1918 blev dette rige dannet under navnet Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige. Navnet blev i 1929 ændret til Jugoslavien. Men da de forskellige grupper ikke længere behøvede at stå sammen i deres fælles fjendtlighed mod Østrig-Ungarn, blev det tydeligt at der var stærke indbyrdes modsætninger. Der er omkring 20 forskellige befolkningsgrupper, fire officielle sprog og adskillige mindre fremtrædende sprog, to forskellige alfabeter (det latinske og det kyrilliske) og tre store religioner — den katolske, den muslimske og den serbisk-ortodokse. Religionen er fortsat en af de væsentligste årsager til stridighederne. Med andre ord var der mange splittende faktorer fra fortiden i den nye statsdannelse.