„Dengang hungrede folk efter Guds skrevne ord, og de nød at læse,“ fortæller Lina Babić. Hun lærte sandheden at kende hen imod slutningen af Anden Verdenskrig og havde nær kontakt med trofaste brødre og søstre. „Vi måtte altid være forsigtige,“ fortsætter hun, „derfor foretrak jeg at skrive publikationerne af i hånden i min personlige notesbog. Hvis jeg blev visiteret, gav det blot indtryk af at være mine personlige notater.“

Arbejdede om dagen, trykte om natten

LINA BABIĆ

FØDT 1925

DØBT 1946

PROFIL Hun har været på Betel siden 1953 da arbejdet blev juridisk anerkendt. Hun har hjulpet med at trykke og forsende litteratur. I dag tjener hun trofast på Betel i Zagreb.

EFTER at brødrene var blevet løsladt fra fængselet, blev der hurtigt gjort forberedelser til at fremstille bladene. Der var en masse arbejde der skulle gøres, men kun få brødre til at klare det. Da jeg blev klar over situationen, besluttede jeg at stille mig til rådighed skønt jeg gik på arbejde. Jeg ville gerne give en hånd med, så jeg passede mit fuldtidsjob om dagen, og bagefter trykte jeg publikationer til langt ud på natten.

Dengang havde afdelingskontoret endnu ikke deres egen ejendom i byen. Så et ældre ægtepar, Petar og Jelena Jelić, stillede deres etværelses lejlighed til rådighed for duplikering af vores publikationer. Værelset var kun cirka 4,5 gange 4,5 meter. En træramme hvorover der var udspændt et stykke linned, blev placeret på sengen og her blev de trykte sider stablet. Ved siden af sengen var der et bord hvorpå der stod en duplikator som skulle betjenes med hånden. Vi kunne producere cirka 800 sider i timen. Det var naturligvis ikke meget sammenlignet med nutidens trykkemaskiner, men vi var tilfredse med at vi med tålmodighed og en masse hårdt arbejde kunne fremstille al den litteratur der var brug for.

Det var meget rørende at se hvor tålmodigt ægteparret Jelić ventede indtil vi stoppede arbejdet og flyttede de trykte sider så de kunne komme i seng. De klagede aldrig. De var tværtimod meget lykkelige, og deres øjne strålede af glæde fordi de kunne støtte Rigets arbejde på den måde. Jelena og andre ældre søstre hjalp indimellem med at samle, hæfte og folde de trykte sider. En sådan hjælp var uvurderlig.

I 1958 anskaffede vi os en elektrisk duplikator så det blev nemmere at fremstille kopier. Det der i 1931 begyndte med kun 20 blade, var i begyndelsen af 1960’erne blevet til 2400 eksemplarer på tre sprog — kroatisk, serbisk (kyrillisk) og slovensk. Det var ikke muligt for os at fremstille bøger, men vi trykte mange brochurer. I 1966 havde vi vores hidtil største opgave i forbindelse med trykning. Bogen Det er umuligt for Gud at lyve blev nemlig fremstillet hos en lokal trykker i form af 12 brochurer. Et sæt på 12 brochurer udgjorde en hel bog. Det betød at man for at producere brochurer på tre sprog skulle trykke 600.000 brochurer for at fremstille det der svarede til 50.000 bøger.

I dag tjener jeg på Zagreb Betel. Når jeg ser tilbage på mine år i Jehovas tjeneste, glæder jeg mig over at se hvordan Jehova har velsignet arbejdet i alle landene i det tidligere Jugoslavien.