Før bussen afgik fra Maribor, stødte der nogle pionerer til fra Tyskland. En af dem var Alfred Schmidt, som havde tjent otte år på det tyske Betel i Magdeburg. Året efter blev vi gift.

Næsten alle pionererne i Jugoslavien var i stand til at overvære stævnet i Luzern. Det var mit første stævne, og jeg var overvældet af den store kærlighed og omsorg de schweiziske brødre viste os. Desuden betog den smukke by Luzern mig. Dengang havde jeg ingen anelse om at jeg 20 år senere skulle komme til at tjene som pioner dér!

Arbejdet underlægges begrænsninger

Kort tid efter at vi var vendt tilbage fra det smukke Schweiz, begyndte vi at mærke direkte forfølgelse i Jugoslavien. Vi blev arresteret og indsat i Beograds største fængsel. Den broder som var ansvarlig for arbejdet i Jugoslavien bad om tilladelse til at besøge os, men det blev ham nægtet. Imidlertid talte han så højt med fængselsbetjenten at vi kunne høre hans stemme, hvilket var til stor opmuntring for os.

Efter et par dage blev vi lagt i håndjern og sendt til den ungarske grænse. Eftersom vore penge og vore publikationer var blevet beslaglagt, kom vi til Budapest næsten uden en øre, men til gengæld med en hærskare af lus som en påmindelse fra fængselet.

Eftersom vi havde tyske pas kunne vi vende tilbage til Jugoslavien, men fik kun tilladelse til at gøre et kort ophold der. For at undgå at blive arresteret måtte vi derefter sove et nyt sted hver nat. Sådan levede vi i cirka seks måneder. I slutningen af 1938 fik vi et brev fra Selskabets kontor i Bern med besked om at forsøge at komme til Schweiz. Den tyske hær havde besat Østrig, og det politiske pres blev stadig større. Den jugoslaviske regering havde faktisk allerede udleveret nogle af de tyske pionerer til nazisterne.

[Illustration på side 25]

Alfred og Grete Schmidt forkynder i Mostar, den islamiske del af Jugoslavien, i 1938