Afdelingskontoret i Schweiz sendte 20 erfarne pionerer til Jugoslavien, blandt andre Martin Pötzinger, Alfred Schmidt, Vinko og Josephine Platajs og Willi og Elisabeth Wilke. Disse selvopofrende pionerer talte hverken slovensk eller serbokroatisk, men forkyndte modigt ved hjælp af vidnesbyrdskort og banede derved vejen for fremtidig vækst.

Engang mens Willi Wilke forkyndte i en kroatisk landsby, hørte han en høj råben fra landsbyens torv. Han og hans kone og en anden pioner ved navn Grete Staudinger var i gang med at tilbyde brochuren En retfærdig Hersker som på titelbladet havde et billede af Jesus Kristus. „Da jeg kom derhen,“ fortæller broder Wilke, „så jeg til min store rædsel at min kone var omringet af en vred folkeskare på omkring 20, som var bevæbnet med segl. Lige i nærheden var en anden gruppe i færd med at brænde vores brochurer.“

Pionererne kunne ikke forstå hvorfor disse ydmyge landsbyboere var så vrede, og søster Wilke talte ikke sproget godt nok til at finde ud af det. Men Grete talte både flydende tysk og de lokale sprog. Hun trådte frem og spurgte: „Mine damer og herrer, hvad er det I gør?“

„Vi vil ikke have kong Peter!“ svarede de næsten med én røst.

„Det vil vi heller ikke,“ sagde Grete.

Forbavset pegede folkene på billedet på brochurens forside og spurgte: „Hvorfor agiterer I så for ham?“

Nu forstod Grete grunden. Året før, i 1934, var Jugoslaviens konge, Aleksander I, blevet myrdet, og hans søn Peter skulle efterfølge ham på tronen. Men landsbyens beboere foretrak selvstyre frem for at blive regeret af en monark fra Serbien. De havde troet at billedet af Jesus Kristus var kong Peter!

Misforståelsen blev klarlagt, og der blev aflagt et grundigt vidnesbyrd om kongen Jesus Kristus. Nogle af dem der havde brændt deres brochurer, bad nu om nogle nye. Pionererne var glade da de forlod landsbyen. De følte at Jehova havde holdt sin beskyttende hånd over dem.