PIONERER TAGER FAT PÅ AT FORKYNDE

I 1930’erne åbnede flittige mænd og kvinder vejen for at sandhedens lys kunne skinne i Jugoslavien. I Maribor i Slovenien, for eksempel, meldte Grete Staudinger, Katarina Konečnik og senere Karolina Stropnik sig som det der blev kendt som feriepioner. Længere mod syd i Mostar, Hercegovinas hovedby, blev en dirigent ved navn Alfred Tuček klar over at det var sandheden, og begyndte som pioner. Dušan Mikić, en 23-årig ung mand fra Zagreb i Kroatien, tog imod brochuren Hvor er de døde? Han gjorde også hurtige fremskridt, blev døbt og begyndte som pioner. Antallet af pionerer øgedes da nidkære tyske brødre og søstre kom til landet.

Mens sandheden slog rod i Jugoslavien, blev den forbudt i Tyskland. Afdelingskontoret i Schweiz sendte 20 erfarne pionerer til Jugoslavien, blandt andre Martin Pötzinger, Alfred Schmidt, Vinko og Josephine Platajs og Willi og Elisabeth Wilke. Disse selvopofrende pionerer talte hverken slovensk eller serbokroatisk, men forkyndte modigt ved hjælp af vidnesbyrdskort og banede derved vejen for fremtidig vækst.

UDFORDRINGER I PIONERTJENESTEN

Pionerernes nidkærhed for Jehova og kærlighed til folk hjalp dem til at overvinde problemer både med sproget og økonomien. At komme rundt i distrikterne var også en udfordring. Det var ikke ualmindeligt at gå 40 kilometer til fods under barske vejrforhold og i vanskeligt terræn for at nå afsidesliggende landsbyer. En pionersøster husker at hun tog skoene af for ikke at slide dem når hun gik fra landsby til landsby. Martin Pötzinger, som senere blev medlem af Det Styrende Råd, mindes med glæde den tid da han rejste gennem landdistrikterne med en rygsæk fyldt med publikationer og forkyndte for alle som ville lytte.

Transportproblemet blev afhjulpet en del da en broder i Schweiz købte og donerede nogle cykler til disse trofaste pionerer. Cyklerne blev brugt i forkyndelsen i årtier.

Den jugoslaviske befolkning var kendt for at være gæstfri, men alligevel var der religiøs modstand, og pionererne blev udsat for megen forfølgelse. Præsterne havde stor magt over deres sognebørn, især i de små landsbyer. Det skete at præsterne fik skolebørn til at følge efter pionererne og kaste sten efter dem. Præsteskabet lagde også stort pres på myndighederne for at få dem til at genere pionererne, konfiskere deres publikationer og arrestere dem.

Engang mens Willi Wilke forkyndte i en kroatisk landsby, hørte han en høj råben fra landsbyens torv. Han og hans kone og en anden pioner ved navn Grete Staudinger var i gang med at tilbyde brochuren En retfærdig Hersker som på titelbladet havde et billede af Jesus Kristus. „Da jeg kom derhen,“ fortæller broder Wilke, „så jeg til min store rædsel at min kone var omringet af en vred folkeskare på omkring 20, som var bevæbnet med segl. Lige i nærheden var en anden gruppe i færd med at brænde vores brochurer.“

Pionererne kunne ikke forstå hvorfor disse ydmyge landsbyboere var så vrede, og søster Wilke talte ikke sproget godt nok til at finde ud af det. Men Grete talte både flydende tysk og de lokale sprog. Hun trådte frem og spurgte: „Mine damer og herrer, hvad er det I gør?“

„Vi vil ikke have kong Peter!“ svarede de næsten med én røst.

„Det vil vi heller ikke,“ sagde Grete.

Forbavset pegede folkene på billedet på brochurens forside og spurgte: „Hvorfor agiterer I så for ham?“

Nu forstod Grete grunden. Året før, i 1934, var Jugoslaviens konge, Aleksander I, blevet myrdet, og hans søn Peter skulle efterfølge ham på tronen. Men landsbyens beboere foretrak selvstyre frem for at blive regeret af en monark fra Serbien. De havde troet at billedet af Jesus Kristus var kong Peter!

Misforståelsen blev klarlagt, og der blev aflagt et grundigt vidnesbyrd om kongen Jesus Kristus. Nogle af dem der havde brændt deres brochurer, bad nu om nogle nye. Pionererne var glade da de forlod landsbyen. De følte at Jehova havde holdt sin beskyttende hånd over dem.

Pionererne måtte også være opmærksomme på lokale skikke. Når de forkyndte i overvejende muslimske landsbyer i Bosnien, måtte de især passe på ikke at støde lokalbefolkningen. At prøve at få øjenkontakt med en gift muslimsk kvinde kunne for eksempel fremkalde en negativ reaktion hos hendes mand.

På det tidspunkt var der meget få menigheder og grupper i landet. Så når pionererne havde forkyndt hele dagen i en fjerntliggende landsby, var det somme tider svært at finde et sted at overnatte. De havde ikke ret mange penge og havde derfor ikke råd til at betale for et ordentligt natlogi. Josephine Platajs fortæller: „I en landsby ville ingen give os husly for natten fordi de var bange for den katolske præst. Mørket var allerede faldet på da vi skulle til at forlade byen. På vej derfra fik vi øje på et stort træ hvorunder der lå tørre blade. Det blev vores logi for natten. Vi brugte vores vasketøjspose som hovedpude, og min mand bandt cyklen til sin ankel med et reb. Næste morgen da vi vågnede, opdagede vi at vi havde sovet i nærheden af en brønd, så vi havde vand til at vaske os i. Jehova havde ikke blot beskyttet os, men havde også sørget for vores fysiske behov.“

Disse pionerer oplevede hvordan Jehova tog sig af dem, selv når det drejede sig om små ting. De var optaget af at fremme den gode nyhed, ikke af deres egen komfort.

PIONERER ’KOMMER OVER TIL MAKEDONIEN’

Alfred og Frida Tuček, begge pionerer, benyttede lejligheden til at forkynde Rigets budskab mens de rejste fra Slovenien til Bulgarien. I byen Strumica i Makedonien forkyndte de for en købmand, Dimitar Jovanovič, og lånte ham noget bibelsk læsestof. En måned senere, da de var på vej tilbage fra Bulgarien, besøgte de ham igen. Da de fandt ud af at han ikke havde læst publikationerne, bad de ham om at aflevere dem så de kunne gives til nogle som værdsatte dem. Nu blev Dimitar nysgerrig, og han bad indtrængende ægteparret om en chance mere til at få dem læst. Efter at have læst dem forstod han at det var sandheden, og han blev den første i Makedonien der blev døbt som et af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 154]

De første pionerer stod over for mange udfordringer

En dirigent bliver pioner

For mange år siden i det der i dag kaldes Bosnien-Hercegovina, fik Alfred Tuček nogle bibelske publikationer af en kollega ved navn Fritz Gröger. Alfred var dirigent i den kongelige livgardes orkester. Det var sandsynligvis sidst i 1920’erne at han kontaktede ’Fyrtårnsselskabet’ i Maribor og udtrykte ønske om at blive pioner. Senere blev han en af de første pionerer i Jugoslavien. Han fik en god løn i militærorkesteret, men hans kærlighed til Jehova fik ham til at sige sit arbejde op og ’ikke se sig tilbage’. (Luk. 9:62) I begyndelsen af 1930’erne rejste han rundt med pionerbrødre fra Tyskland og viste „Skabelsens Fotodrama“. Han hjalp også med at lave distriktskort så forkyndelsesarbejdet i Jugoslavien kunne blive organiseret. I 1934 giftede han sig med en tysk pionersøster ved navn Frida. Deres første distriktstildeling var Sarajevo i Bosnien. Senere kom de til at forkynde den gode nyhed i Makedonien, Montenegro, Kroatien og Serbien. I begyndelsen rejste de for det meste rundt på cykel, men senere brugte de en motorcykel. På det tidspunkt var folk skeptiske over for den gode nyhed, og forkyndelsen var forbudt, men alligevel forstod de vigtigheden af at nå så mange mennesker som muligt.