Kampen tages op mod Kitawala

I 1960 blev Pontien Mukanga, en spinkel, mild broder, udnævnt som den første kredstilsynsmand i Congo. Efter at han var blevet oplært i Congo (Brazzaville), besøgte han menighederne i Léopoldville og nogle få isolerede grupper i nærheden. Men en langt vanskeligere opgave lå forude: at tage kampen op mod Kitawala.

En af de første ture broder Mukanga tog på, gik til Kisangani (dengang kaldt Stanleyville), over 1600 kilometer fra hovedstaden. Hvorfor skulle han dertil? Jo, en europæer som broder Heuse havde mødt i tjenesten, havde vist ham et fotografi der var blevet taget i Stanleyville lige efter at Congo var blevet selvstændigt. Fotoet viste et stort skilt foran en jernbanestation med et billede af en åben bibel samt denne indskrift: „Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab — International Forening for Bibelstudium — Kitawala: congolesernes religion — Længe leve Patrice E. Lumumba — Længe leve Antoine Gizenga — Længe leve M.N.C.-regeringen.“ Det var tydeligt at Kitawala-bevægelsen i Kisangani misbrugte navnene på Jehovas Vidners juridiske selskaber.

Var der ægte Jehovas Vidner i Kisangani? Broder Mukanga blev sendt af sted for at finde ud af det. Den eneste oplysning afdelingskontoret havde, drejede sig om en mand ved navn Samuel Tshikaka, der havde hørt om sandheden i Bumba og var vendt tilbage til Kisangani i 1957. Samuel kom ikke sammen med nogen af Kitawala-grupperne og var ivrig efter at støtte broder Mukanga, der senere skrev: „Jeg tog af sted med Samuel for at se nærmere på de folk der brugte navnet ’Vagttårnet’. Vi gik hen og besøgte præsten, som fortalte os om sin gruppe. Vi fik at vide at nogle af dem brugte bibler, men at de alle troede på sjælens udødelighed. De underviste i kærlighed ved at bytte koner.

Kort efter min ankomst forsøgte politiet at anholde Kitawala-folkene i byen, men de gjorde modstand, og politiet tilkaldte forstærkning i form af soldater. Mange Kitawala-folk blev dræbt. En båd med døde og sårede krydsede næste dag floden. I båden var også præstens sekretær, og han genkendte mig som en af dem der havde besøgt deres leder to dage forinden. Han beskyldte mig for at have forrådt dem til myndighederne og sagde at jeg var skyld i de dødsfald kampen havde forårsaget. Han bad sine Kitawala-venner sikre sig at jeg ikke slap væk, men det lykkedes mig at undslippe inden nogen kunne dræbe mig.“

Da aviserne i Belgien skrev om denne begivenhed, gav de artiklen overskriften „Kamp mellem Jehovas Vidner og politiet“. Men de congolesiske myndigheder — der kendte forskel på Kitawala og Jehovas Vidner — fortalte hvad der helt nøjagtigt var sket. I Congo var der ikke en eneste avis der beskyldte Jehovas Vidner for at være indblandet i denne episode!

Hvad blev der af Samuel Tshikaka? Han er stadig i sandheden og tjener som ældste i Kisangani Tshopo Øst-menigheden. I dag er der i Kisangani 1536 forkyndere fordelt på 22 menigheder. Samuels søn, Lotomo, virker som kredstilsynsmand, ligesom Pontien Mukanga gjorde for omkring 40 år siden.

En kredstilsynsmand der bringer orden i sagerne

François Danda var endnu en kredstilsynsmand der arbejdede på at udrydde de fejlagtige opfattelser i forbindelse med Jehovas Vidner og Kitawala. Han fortæller: „Det var en vanskelig tid, og der skete mange forvekslinger. Foran sine mødesteder slog Kitawala-bevægelsen altid skilte op med de engelske ord for ’Vagttårnet’ (’Watch Tower’). I alle vores publikationer, uanset hvilket sprog de var på, kunne man finde ordene ’Watch Tower’ på udgiversiden. Hvad nu hvis nogen havde læst vores publikationer og ledte efter Guds folk? De kunne finde ét mødested med et skilt ’Jehovas Vidners rigssal’ på det lokale sprog og et andet mødested med et skilt hvorpå der stod ’Watch Tower’. Hvor ville de være mest tilbøjelige til at gå ind? Det var tydeligvis forvirrende.

Flere brødre manglede nøjagtig kundskab, og der var kun få publikationer til rådighed. Ofte blandede menighederne sandheden sammen med Kitawala-bevægelsens lære; det var især et problem i forbindelse med ægteskabets hellighed. I en af de byer jeg besøgte, mente man at Første Petersbrev 2:17, hvor der står ’elsk hele brodersamfundet’, betød at en søster skulle stå til rådighed for en hvilken som helst broder i menigheden. Så hvis en søster blev gravid med en anden end hendes ægtemand, accepterede ægtemanden barnet som sit eget. Ligesom i det første århundrede fordrejede ’de uoplyste og ubefæstede’ Skrifterne. — 2 Pet. 3:16.

Jeg holdt nogle meget direkte foredrag om Jehovas normer, blandt andet vedrørende ægteskabet. Jeg sagde at visse ting måtte korrigeres hen ad vejen, lidt efter lidt, men at konebytteri ikke hørte til disse ting. Heldigvis forstod og accepterede brødrene Bibelens synspunkt. Selv nogle af byens Kitawala-tilhængere tog imod sandheden.“

Den indsats broder Mukanga, broder Danda og andre som dem ydede, gjorde det tydeligt for folk at Jehovas Vidner adskilte sig fra Kitawala-folkene.

Over hele landet gjorde modige kredstilsynsmænd og pionerer et stort arbejde for at styrke og oplære brødrene. Omkring den tid kom kredstilsynsmænd og specialpionerer som var oplært i Zambia, endda ind i Katanga-provinsen og Kasai-provinsen, områder der havde været berørt af borgerkrig.

[Ramme/illustration på side 191-193]

Interview med Pontien Mukanga

Født: 1929

Døbt: 1955

Profil: Den første kredstilsynsmand i Congo.

I 1955 tog jeg på hospitalet fordi jeg havde tandpine. Tandlægen Albert Luyinu behandlede mig, hvorefter han viste mig Åbenbaringen 21:3, 4, som beskriver den tid hvor der ikke vil være smerte mere. Albert fik min adresse og besøgte mig samme aften. Jeg gjorde hurtige åndelige fremskridt og blev døbt samme år.

I 1960 blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand for hele Congo. Kredstjenesten var ikke nogen let opgave. Jeg rejste i dagevis, ja i ugevis, bag på overfyldte lastvogne ad frygtelige veje og i bagende sol. Om natten var det moskitoer der plagede mig. Tit brød lastbilen sammen, og jeg var nødt til at vente indtil den var repareret. Jeg gik alene på veje uden skiltning og fór somme tider vild.

Engang besøgte jeg en by i det nordlige Congo sammen med Leon Anzapa. Vi fulgtes ad på cykel til en anden by der lå mere end 120 kilometer borte. På vej derhen fór vi vild og var nødt til at tilbringe en nat inde i et hønsehus. Her blev vi bidt af hønsenes lus, så ejeren lavede et lille bål midt i hønsehuset selv om det ingen vinduer havde.

Den nat opstod der et slagsmål mellem ejerens søn og de andre beboere i landsbyen. Det varede ikke længe før ejeren også var oppe at slås. Vi vidste at vi ville få problemer hvis han tabte, og sov ikke hele den nat på grund af lusene, røgen og slagsmålet.

Før daggry cyklede vi i al ubemærkethed videre, men efter nogle få kilometer fór vi vild igen. Vi cyklede hele dagen ad en øde vej. Mod dagens slutning væltede Leon af cyklen af bare sult og udmattelse. Han slog ansigtet mod en sten og fik en flænge i overlæben. Han blødte kraftigt, men vi fortsatte turen til vi nåede en landsby. Da landsbyboerne så Leon, ville de have at vide hvem der havde tilføjet ham kvæstelserne. Vi forklarede at han var væltet af cyklen. Den forklaring nægtede de at godtage og beskyldte mig for at have slået ham. Den nat sov vi heller ikke; Leon havde frygtelige smerter, og landsbyboerne talte om at prygle mig. Den efterfølgende morgen fortsatte vi turen indtil vi endelig nåede en landsby hvor man kunne få noget medicin. Der blev hældt rødt jod på Leons læbe, og flængen blev lukket med seks sårklemmer. Så cyklede vi 80 kilometer videre til Gemena, hvor jeg til sidst efterlod Leon på et lille hospital. Jeg fortsatte turen alene for at slutte mig til min kone igen. Derefter forkyndte vi langs floden og arbejdede os ned mod Kinshasa.

Pontiens kone Marie tog ofte med på disse forkynderture. Hun døde i 1963. I 1966 giftede han sig igen og fortsatte i kredstjenesten indtil 1969. Han er stadig i heltidstjenesten, som almindelig pioner.

[Ramme/illustration på side 195, 196]

Interview med François Danda

Født: 1935

Døbt: 1959

Profil: Rejsende tilsynsmand fra 1963 til 1986. Tjente på Betel i Congo fra 1986 til 1996. Nu ældste og specialpioner.

I 1974 besøgte jeg en menighed i Kenge i Bandundu-provinsen, hvor forkæmpere for det regerende parti anholdt syv af os. Hovedanklagen mod os lød på at vi nægtede at deltage i politiske ceremonier der ærede statens overhoved. De satte os ind i en celle på to gange to meter uden vinduer. Vi kunne hverken sidde eller ligge ned; det var kun muligt at læne sig op ad hinanden. I denne celle tilbragte vi 45 dage og havde kun lov til at gå ud to gange om dagen. Da min kone, Henriette, hørte hvad der var sket, tog hun turen på næsten 300 kilometer fra Kinshasa for at kunne besøge mig. Hun fik dog kun lov til at se mig én gang om ugen.

En dag kom statsadvokaten for at besøge fængselet. Der blev holdt en politisk ceremoni til ære for ham. Alle bortset fra os sang politiske sange og gentog partiets slagord. Statsadvokaten blev rasende og gav mig ordre til at få de andre seks brødre til at synge med. Jeg svarede at jeg ingen myndighed havde over dem, og at det var op til dem selv om de ville synge eller ej. Det blev jeg slået for.

Senere blev vi stuvet sammen bag på et firhjulstrukket køretøj. To soldater kom med for at holde vagt over os, og statsadvokaten sad i førerhuset ved siden af chaufføren. Vi kørte mod Bandundu, hovedbyen i provinsen af samme navn. Der var fart på. Jeg sagde til brødrene at de skulle holde sig godt fast, og så gav jeg mig til at bede. Netop som jeg var færdig med at bede, tog bilen et skarpt sving med alt for stor fart og rullede om på taget. Det var utroligt at ingen af os blev dræbt eller blot kvæstet. Vi følte at Jehova havde beskyttet os. Da vi havde fået bilen op på hjulene igen, beordrede statsadvokaten de to soldater til at gå tilbage med os til fængselet. Bilen fortsatte til Bandundu.

Da vi var tilbage i fængselet, fortalte soldaterne fængselsledelsen hvad der var sket, og bad dem indtrængende om at løslade os. Beretningen gjorde dybt indtryk på fængselsinspektøren, der, ligesom vi, troede at Gud havde beskyttet os. De næste fem dage tilbragte vi i en almindelig celle, og vi fik lov til at gå rundt i fængselsgården sammen med de andre indsatte. Så blev vi løsladt.

Efter at François og Henriette havde virket 24 år i kredstjenesten, blev de indbudt til at komme på Betel. Ti år senere tog de specialpionertjenesten op. Henriette døde den 16. august 1998.