Vi redegør for vores standpunkt

Bestræbelserne for at forbyde Jehovas Vidners arbejde fortsatte. Afdelingskontoret ville gerne forklare vores neutrale standpunkt for regeringen. Smart Phiri og Jonas Manjoni blev valgt til at tale vores sag over for flere af landets ministre. Under mødet med dem rettede en af ministrene et verbalt angreb mod brødrene. Han sagde: „Det ville være mig en stor glæde at tage jer udenfor og give jer en omgang tæsk! Ved I hvad I har gjort? I har taget vores bedste borgere, creme de la creme, og hvad er der tilbage til os? Det skal jeg sige jer: morderne, ægteskabsbryderne og tyvene!“

Brødrene replicerede hurtigt: „Men det er hvad nogle af dem var! De var tyve, ægteskabsbrydere, mordere, men ved hjælp af Bibelens kraft har de selv samme mennesker foretaget forandringer i deres liv og er blevet Zambias bedste borgere. Det er derfor vi anmoder jer om lov til at forkynde frit.“ — 1 Kor. 6:9-11.

[Ramme/illustration på side 241, 242]

„Hvordan kan vi holde op med at forkynde?“

Jonas Manjoni

Født: 1922

Døbt: 1950

Profil: Tjente på afdelingskontoret i Zambia i over 20 år. Virker nu som menighedsældste og almindelig pioner.

Midt under den anden verdenskrig vendte min bror hjem fra Tanzania med en bibel og adskillige bøger, deriblandt Regering og Forligelse. Eftersom Jehovas Vidners publikationer stadig var forbudte, var jeg nysgerrig efter at se hvad hele balladen drejede sig om. Jeg læste bogen Forligelse, men syntes at den var svær at forstå. Nogle år senere besøgte jeg min bror og tog med ham til et menighedsmøde. Der var ingen rigssal; mødestedet var blot et ryddet område indhegnet med bambus. Der blev ikke brugt nogen trykt disposition, men hvor var det dejligt at lytte til et foredrag der var baseret direkte på Bibelen! Jehovas Vidners udlægning af Bibelen var meget anderledes end den der blev fremholdt i den kirke jeg kom i. Dér gik medlemmerne meget op i at hilse flaget og slå på tromme. I kirken var der endog skænderier mellem stammerne og uenighed om hvilket sprog de skulle synge på! Men ved dette møde hørte jeg smukke sange til pris for Jehova, og jeg så hele familier sidde på deres pladser og indtage åndelig føde.

Jeg blev døbt og arbejdede fortsat som sygepasser, et job der førte mig til forskellige byer i mineområderne. I 1951 tog jeg to ugers ferie og tilbragte tiden på afdelingskontoret i Lusaka. Snart efter blev jeg indbudt til at tjene på Betel. I begyndelsen arbejdede jeg i forsendelsesafdelingen, og da afdelingskontoret senere blev flyttet til Luanshya, hjalp jeg til med korrespondancen og i oversættelsesafdelingen. I starten af 1960’erne begyndte der at ske politiske omvæltninger, men brødrene bar fortsat god frugt og bevarede deres neutralitet.

En af de mange gange jeg havde et møde med dr. Kenneth Kaunda, der senere blev Zambias præsident, var i marts 1963. Jeg forklarede hvorfor vi nægtede at tilslutte os politiske partier og at købe partikort. Vi anmodede ham om at gøre noget for at standse politiske modstanderes pres mod os, og han bad om flere oplysninger. Nogle år senere inviterede dr. Kaunda os til præsidentboligen, hvor vi fik den ære at tale med ham og hans højtstående ministre. Mødet varede til langt ud på aftenen. Præsidenten havde ikke noget imod Jehovas Vidner som trossamfund, men han spurgte om ikke vi blot kunne forsamles ligesom andre religiøse organisationer, uden at forkynde. Hvortil vi svarede: „Hvordan kan vi holde op med at forkynde? Jesus forkyndte. Han nøjedes ikke med at bygge et tempel midt blandt farisæerne.“

Trods vores anmodninger blev visse grene af forkyndelsen underlagt forbud. Men, som det altid er tilfældet, fandt vi måder hvorpå vi kunne ære Jehova, der bruger sine tjenere i opfyldelsen af sine hensigter.