[Ramme/illustration på side 173-175]

Jeg fik 17 måneder og 24 piskeslag

Kosamu Mwanza

Født: 1886

Døbt: 1918

Profil: Har udholdt forfølgelse og modstand fra falske brødre. Var en trofast pioner og ældste indtil han afsluttede sit jordiske livsløb i 1989.

I begyndelsen af den første verdenskrig gik jeg ind i hæren og tjente som sygepasser i det nordrhodesiske regiment. Mens jeg i december 1917 var på orlov, mødte jeg to mænd fra Sydrhodesia som var tilknyttet bibelstudenterne. De gav mig seks bind af Studier i Skriften. På tre dage slugte jeg oplysningerne i disse bøger. Jeg vendte ikke tilbage til krigen.

Det var svært at få forbindelse med Jehovas Vidners afdelingskontor, og jeg og de brødre jeg var sammen med, arbejdede på egen hånd. Vi gik fra landsby til landsby, samlede folk omkring os som vi holdt prædikener for, og vi besvarede tilhørernes spørgsmål. Senere holdt vi møderne et centralt sted vi kaldte Galilee, i den nordlige del af landet. Derfra indbød vi interesserede til at komme og lytte til forklaringer på Bibelens lære. Jeg blev udnævnt til at føre tilsyn med tingene. Sørgeligt nok fremtrådte der mange falske brødre som spredte forvirring.

Vi var ivrige efter at forkynde, men vores arbejde vakte røre i de katolske og protestantiske missionærers ’græsgange’ i området. Vi fortsatte med at afholde store møder — jeg husker et der blev holdt i januar 1919, hvor cirka 600 forsamledes i bakkerne nær Isoka. Eftersom der var opstået tvivl om vores hensigter, ankom politibetjente og soldater som ødelagde vores bibler og bøger og arresterede mange af os. Nogle kom i fængsel et sted i nærheden af Kasama, andre i Mbala, og andre igen så langt mod syd som Livingstone. Nogle blev idømt fængselsstraffe på tre år. Jeg fik en dom på 17 måneders fængsel og 24 piskeslag bagi.

Da jeg blev løsladt, rejste jeg tilbage til min landsby og genoptog forkyndelsen. Senere blev jeg igen arresteret, fængslet og fik flere piskeslag. Modstanden fortsatte. Den lokale høvding besluttede at jage brødrene ud af landsbyen. Vi flyttede alle sammen til en anden landsby, hvor høvdingen bød os velkommen. Vi slog os ned der, og med hans tilladelse byggede vi vores egen landsby, som vi kaldte Nazareth. Vi fik lov at blive på den betingelse at vores aktiviteter ikke forstyrrede freden. Høvdingen var meget tilfreds med vores opførsel.

I slutningen af 1924 rejste jeg tilbage til Isoka i den nordlige del af landet. Her hjalp en sympatisk distriktskommissær mig til bedre at forstå engelsk. I den periode fremstod der nogle selvbestaltede ledere som med deres fordrejede læresætninger vildledte mange. Vi fortsatte dog med at mødes diskret i private hjem. Mange år senere blev jeg indbudt til at komme til Lusaka for at mødes med Llewelyn Phillips, som tildelte mig den opgave at besøge menighederne langs grænsen mellem Zambia og Tanzania. Jeg rejste så langt som til Mbeya i Tanzania og styrkede brødrene. Efter hver besøgsrunde vendte jeg tilbage til min lokale menighed. Dette gjorde jeg indtil 1940’erne, da der blev udnævnt kredstilsynsmænd.

1919: Kosamu Mwanza og cirka 150 andre bliver pisket og fængslet.