For at fremme enheden og den nøjagtige kundskab blandt de interesserede var der behov for en regelmæssig forsyning af bibelske publikationer på deres eget sprog.

Publikationer gøres tilgængelige

I begyndelsen af 1930’erne blev bogen Guds Harpe samt nogle brochurer udgivet på nyanja. I 1934 havde de fåtallige forkyndere uddelt over 11.000 publikationer. Deres aktivitet var til stor irritation for modstanderne, der senere ’skabte uret i lovens navn’. (Sl. 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931) I slutningen af 1949, da Vagttårnet ikke længere var forbudt, duplikerede man en månedlig udgave af bladet på sproget bemba som blev sendt ud til abonnenterne.

Jonas Manjoni beretter om sit arbejde med bladet i begyndelsen af 1950’erne: „Jeg var alene om at oversætte til bemba. Jeg fik den engelske tekst, oversatte den og foretog rettelser. Dernæst overførte jeg teksten til stenciler, som jeg brugte til at kopiere bladet med. Det tog lang tid; nogle gange skulle der fremstilles 7000 eksemplarer. Jeg samlede hvert blad i hånden og hæftede det sammen. Derefter sendte jeg bladene til menighederne. Det var et stort arbejde at sætte frimærker på rullerne med blade og at transportere dem til posthuset i kasser.“

Trods datidens begrænsede teknologi var de der beskæftigede sig med oversættelse, nidkære og pligtopfyldende, idet de erkendte hvilke gavnlige virkninger deres arbejde havde. Mens James Mwango var i rejsetjenesten, lavede han som regel sit håndskrevne oversættelsesarbejde i skæret fra stearinlys. „Jeg var aldrig for træt til at udføre dette arbejde,“ siger han. „Det var en glæde for mig at vide at mine anstrengelser bidrog til at brødrene kunne få åndelig mad og blive hjulpet frem til modenhed.“

’Bytte hænder’

For at videregive sandheden på rette måde må en oversætter ikke alene have en god forståelse af sit eget sprog, men også af den engelske tekst. Aaron Mapulanga siger: „Når man skal oversætte fra ét sprog til et andet, støder man på udtryk som har en anden betydning end den man umiddelbart tror. Jeg husker en drøftelse vi havde om det engelske udtryk ’to change hands’ (at skifte ejer) som forekom i en tekst der berettede om overdragelsen af ansvarsopgaver fra Elias til Elisa. En broder oversatte udtrykket helt bogstaveligt. Jeg satte dog spørgsmålstegn ved om udtrykket virkelig skulle forstås sådan at de ’byttede hænder’. Efter at have rådført os med andre brødre nåede vi frem til den rette forståelse. Jeg husker også at vi fik at vide at vi ikke måtte oversætte ord for ord, for så ville vores oversættelse være for engelskpræget. Vi bestræbte os for at bruge de formuleringer der hørte til det sprog vi oversatte til, og at undgå at oversætte ordret.“

Tekniske hjælpemidler

Siden 1986 har afdelingskontorer kunnet gøre brug af MEPS-systemet, som er et elektronisk fotosatssystem til mange sprog. Dette system har virkelig fremskyndet arbejdet med oversættelse, tjekning og ombrydning af tekster. I de senere år har man i vid udstrækning brugt computerbaserede værktøjer som er udviklet af Jehovas Vidner til hjælp for oversættelse. I dag er flere oversætterhold medvirkende til at der udgives bibelske publikationer på lokale hovedsprog som de fleste zambiere kan forstå. Ny Verden-Oversættelsen og andre „retfærdighedens våben“ vil fortsat kunne hjælpe retsindige mennesker til at lære Jehova at kende. — 2 Kor. 6:7.

[Illustration på side 191]

„Du ødelægger dine fremtidsudsigter!“

Mukosiku Sinaali

Født: 1928

Døbt: 1951

Profil: Er udgået fra Gilead og er tidligere oversætter. Tjener nu som menighedsældste.

Den dag jeg skulle døbes, talte en missionærbroder ved navn Harry Arnott med mig. Der var brug for nogle der kunne oversætte til silozi. „Kan du hjælpe?“ spurgte han. Snart modtog jeg et eksemplar af Vagttårnet og et brev hvori jeg fik besked om min opgave. Samme aften gik jeg ivrigt i gang med arbejdet. Det var svært at oversætte; jeg sad i mange timer og skrev med en gammel fyldepen. Det var ikke til at få fat i nogen ordbøger på silozi. Jeg arbejdede på postkontoret om dagen og oversatte om aftenen. Nogle gange rykkede afdelingskontoret mig med ordene: „Indsend venligst oversættelsen så hurtigt som muligt.“ Jeg tænkte ofte: ’Hvad hindrer mig i at blive heltidstjener?’ Til sidst kvittede jeg mit arbejde på postkontoret. Selvom myndighederne ikke tvivlede på min ærlighed, vakte min opsigelse mistanke. Havde jeg begået underslæb? Postkontoret sendte to europæiske inspektører for at kontrollere mig, men deres grundige undersøgelser viste at alt var i orden. De kunne ikke forstå hvorfor jeg havde sagt op. Mine arbejdsgivere tilbød at forfremme mig for at få mig til at blive på jobbet. Da jeg afslog tilbuddet, sagde de advarende: „Du ødelægger dine fremtidsudsigter!“

Det var ikke sandt. I 1960 blev jeg indbudt til at komme på Betel. Snart efter fik jeg en indbydelse til Gileadskolen. Jeg var nervøs da jeg skulle af sted. Jeg skulle ud at flyve for første gang i mit liv — til Paris, videre til Amsterdam og derfra til New York. Jeg kan huske at jeg tænkte: ’Er det mon sådan de salvede har det når de skal i himmelen?’ Den varme modtagelse jeg fik på hovedkontoret, var overvældende — brødrene var meget ydmyge og helt igennem fordomsfri. Efter Gileadskolen blev jeg sendt tilbage til Zambia, hvor jeg fortsatte med oversættelsesarbejdet.