Rejsetjenesten

Guds tjenere må have udholdenhed. (Kol. 1:24, 25) Rejsende tilsynsmænd er gode eksempler med hensyn til at give af sig selv for at fremme Rigets interesser. Deres kærlige slid som hyrder der styrker menighederne, har vist at de er „gaver i form af mennesker“. — Ef. 4:8; 1 Thess. 1:3.

I slutningen af 1930’erne blev dygtige brødre oplært til at tjene som zone- og regionstjenere, nu kaldt kreds- og områdetilsynsmænd. „Det var ikke let at rejse rundt til menighederne,“ fortæller James Mwango. „Vi fik cykler at køre på, men brødrene måtte ledsage os til fods for at hjælpe os med at bære vores bagage. Det tog adskillige dage at nå vores bestemmelsessted. Vi plejede at tilbringe to uger i hver menighed.“

„ . . . og så besvimede han“

Dengang, som nu, var det en udfordring at rejse i landdistrikterne. Robinson Shamuluma, som i dag er over 80 år, virkede i rejsetjenesten sammen med sin kone, Juliana. Robinson husker at de engang i regntiden blev overrasket af et usædvanlig kraftigt regnvejr. Da uvejret var drevet over, kunne de fortsætte, lige bortset fra at de måtte gå gennem mudder der stod helt op til sæderne på deres cykler! Da de endelig nåede frem til den næste menighed, var Juliana så udmattet at hun knap nok havde kræfter til at drikke noget vand.

Enock Chirwa, som i 1960’erne og 70’erne virkede både i kreds- og områdetjenesten, fortæller: „Mandag var en meget vanskelig dag; det var rejsedagen. Men når vi nåede frem til menighederne, havde vi glemt alt om turen. Samværet med brødrene gjorde os lykkelige.“

De lange afstande og alle besværlighederne var ikke de eneste problemer. På en rejse til en menighed i den nordlige del af landet blev Lamp Chisenga ledsaget af to brødre. Mens de gik på en støvet vej, så de et dyr i det fjerne. Broder Chisenga fortæller: „Brødrene kunne ikke se dyret tydeligt. Det sad på vejen som en hund. ’Kan I se det?’ spurgte jeg. ’Kan I se det?’ Da opdagede en af brødrene at det var en løve. Han skreg, og så besvimede han. Vi besluttede at blive på stedet og hvile os lidt for at give løven tid til at forsvinde ind i bushen.“

John Jason og hans kone, Kay, som var i områdetjenesten i nogle af de 26 år de var i Zambia, lærte vigtigheden af at være tålmodig når man har problemer med bilen. John fortæller: „Jeg husker at vi engang kørte over 150 kilometer i en bil med knækkede fjedre fordi vi hverken havde reservedele eller mulighed for at tilkalde hjælp. Til sidst brød bilen sammen. Strandet i en overophedet bil var der kun ét at gøre: Vi måtte bruge alt det vand vi havde, til afkøling af motoren og til en sidste kop te. Vi sad inde i bilen — varme, trætte og helt alene — og bad til Jehova om hjælp. Klokken tre om eftermiddagen kom nogle vejarbejdere kørende, det første køretøj vi havde set den dag. Da vejarbejderne så at vi var i knibe, tilbød de at tage bilen på slæb. Vi nåede frem til brødrene lige før skumring.“

De lærte at sætte deres lid til andre

Under sådanne omstændigheder lærer rejsende tilsynsmænd hurtigt at de ikke skal sætte deres lid til deres egne evner eller materielle ejendele, men til mere pålidelige støtter — Jehova Gud og det kristne brodersamfund. (Hebr. 13:5, 6) Geoffrey Wheeler beretter: „Efter blot tre uger i områdetjenesten kom vi ud for problemer. Vi var på stævnepladsen, klar til weekendens program. Jeg havde fået foræret et defekt primusapparat. Det var en varm, blæsende dag, og da jeg tændte for primussen, stod der en stikflamme ud af den. I løbet af få minutter var ilden ude af kontrol. De forreste dæk på vores landrover blev antændt, og snart var hele vognen omspændt af flammer.“

Det var slemt nok at de havde mistet deres køretøj, men der skete mere end det. Geoffrey fortæller: „Vores tøj lå i en sort metalkuffert i landroveren. Tøjet brændte ikke; det smeltede! Brødrene løb hen til en del af bilen hvorfra der ikke kom flammer, og nåede at redde vores seng, en skjorte og min skrivemaskine. Hvor var vi taknemmelige for at de var så snarrådige!“ Geoffrey og hans kone havde mistet de fleste af deres ejendele i det ødelagte køretøj, og de skulle først tilbage til byen to måneder senere, så hvordan klarede de sig? Geoffrey fortsætter: „En broder lånte mig et slips, og jeg holdt det offentlige foredrag i galocher. Vi overlevede, og brødrene gjorde alt hvad de kunne, for at trøste deres uerfarne områdetilsynsmand.“

En seng der beskyttede mod slanger

Den kærlighed og omsorg der vises af menigheder som ’følger gæstfrihedens vej’, styrker de rejsende tilsynsmænd og deres hustruer til at fortsætte i deres selvopofrende tjeneste. Der er utallige beretninger om hvordan menigheder som selv lider materiel nød, yder kærlig hjælp der værdsættes højt. — Rom. 12:13; Ordsp. 15:17.

Logierne til de rejsende tilsynsmænd er som regel enkle, men stilles altid til rådighed i en kærlig ånd. Fred Kashimoto, der var kredstilsynsmand i begyndelsen af 1980’erne, husker at han engang ankom til en landsby i Zambias Northern Province om aftenen. Brødrene gav ham en varm velkomst. Derefter gik de alle sammen ind i et lille hus hvor brødrene lagde hans kufferter på et stort bord der stod på halvanden meter høje pæle. Da klokken blev mange, spurgte broder Kashimoto: „Hvor skal jeg sove?“

Brødrene pegede på bordet og svarede: „Dér er din seng.“ Eftersom der var mange slanger i området, havde brødrene sørget for en sikker seng til kredstilsynsmanden. Stråmåtter gjorde det ud for en madras, og broder Kashimoto kunne nu lægge sig til at sove.

Ude på landet giver man ofte landbrugsprodukter som gaver. „Ved en lejlighed gav brødrene os en kylling,“ fortæller Geoffrey Wheeler med et smil. „Vi satte den på en siddepind i samme rum som latrinet lige før mørket sænkede sig. Men den fjollede fugl hoppede af sin pind og faldt ned i hullet. Det lykkedes os at få den sikkert op ved hjælp af en hakke. Min kone vaskede den i varmt sæbevand med masser af desinfektionsmiddel. Vi kogte den i slutningen af ugen, og den smagte udmærket!“

John og Kay Jason oplevede en lignende gavmildhed. John fortæller: „Tid efter anden fik vi en levende kylling af brødrene. Vi havde en lille kurv som vi brugte til at bære en høne i når vi rejste rundt i vores distrikt. Hver morgen lagde denne høne et æg, så vi ville naturligvis ikke spise den. Når vi pakkede for at rejse til det næste sted, gjorde den det klart at den gerne ville med.“

Film

Fra og med 1954 blev forskellige film brugt i en opildnende undervisningskampagne, blandt andet filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. „Den motiverede mange til at være flittige i forkyndelsen og i menigheden,“ skrev afdelingskontoret dengang. Nogle brugte et slogan når de demonterede udstyret til stævner hvor denne film blev vist. De sagde: „Lad os gøre det på den-nye-verdens-samfund-i-virksomheds-måde“ — altså med iver! I løbet af det første år denne film blev vist, blev den set af mere end 42.000 mennesker, deriblandt regeringsembedsmænd og folk fra undervisningssektoren, som var meget imponerede. Med tiden blev over en million mennesker i Zambia på denne måde oplyst om Jehovas Vidner og deres kristne organisation.

Om folks reaktion på filmene siger Wayne Johnson: „Folk kom langvejsfra for at se filmene, som lærte dem meget om Jehovas organisation. Under programmet lød der ofte begejstrede og langvarige bifald.“

I en periode blev filmene vist ved kredsstævnerne lørdag aften. For folk der boede i bushen, var det en spændende oplevelse. Kampagnen gjorde et stærkt indtryk på mange, men nogle der ikke kendte til livet uden for bushen, misforstod visse scener. I en af filmene så man folk strømme ud af en undergrundsbane i New York. Mange troede at det skildrede opstandelsen! Filmene øgede ikke desto mindre folks kendskab til Jehovas Vidner. Men tiderne var ved at ændre sig, og et voksende ønske om national selvstændighed skulle snart få mange zambiere til at vende sig mod brødrene. Såvel menigheder som rejsende tilsynsmænd blev senere udsat for situationer der krævede stor udholdenhed.

Problemer fra politisk side

Den 24. oktober 1964 løsrev Nordrhodesia sig fra Storbritannien og blev selvstændigt under navnet Republikken Zambia. Denne periode var præget af politiske spændinger. Jehovas Vidners neutralitet blev fejlfortolket som en stiltiende støtte til kolonistyrets bevarelse.

Lamp Chisenga husker at han engang i den periode rejste til området omkring Lake Bangweulu. Hans plan var at sejle til øerne for at besøge fiskere som var Jehovas Vidner. Den første etape af turen til søen foregik i bus. Da han steg ud af bussen, blev han bedt om at vise et politisk partikort, som han selvfølgelig ikke havde. Nogle af partimedlemmerne tog hans mappe. Da en af dem så en æske med påskriften „Watchtower“, blæste han kraftigt i sin fløjte og råbte: „Watchtower! Watchtower!“

Af frygt for at der skulle opstå uroligheder, skubbede en tjenestemand broder Chisenga tilbage i bussen sammen med hans bagage. En stor menneskemængde som havde samlet sig, begyndte at kaste sten mod bussens dør, dæk og vinduer. Chaufføren kørte væk i en fart og fortsatte uden ophold helt til Samfya, cirka 90 kilometer borte. I løbet af natten lettede den spændte situation. Næste morgen gik broder Chisenga roligt om bord på båden og besøgte de små menigheder ved søen.

De rejsende tilsynsmænd fortsætter med at anbefale sig som Guds tjenere „ved at udholde meget“. (2 Kor. 6:4) Fanwell Chisenga, der betjente en kreds som omfattede et område langs Zambezifloden, fortæller: „Det kræver helhjertethed og selvopofrelse at være kredstilsynsmand.“ Rejsen til og fra de forskellige menigheder i dette område betød mange timers sejlads i gamle, utætte kanoer på en flod hvor en vred flodhest kan knække ens kano som var den blot en tør kvist. Hvad hjalp Fanwell til at holde ud i kredstjenesten? Idet han med et smil på læben betragter et fotografi af nogle menighedsmedlemmer som engang ledsagede ham til en flodbred, nævner han en af de ting der motiverede ham — brødrene og søstrene. Tankefuldt spørger han: „Hvor ellers kan man finde sådanne lykkelige ansigter i denne vrede verden?“

[Ramme/illustration på side 221]

Tynd som en finger

Michael Mukanu

Født: 1928

Døbt: 1954

Profil: Tjente som rejsende tilsynsmand og arbejder nu på afdelingskontoret i Zambia.

I den kreds jeg betjente, var der en dal omgivet af stejle skråninger. Her var tsetsefluerne ofte til stor gene for mig. For at undgå insekter og dagens hede plejede jeg at stå op klokken et om natten og begive mig over bjerg og bakke for at nå hen til den næste menighed. Fordi jeg skulle gå så langt, medbragte jeg kun få ting. Jeg havde ikke så meget mad, så jeg var tynd som en finger. Brødrene overvejede at skrive til afdelingskontoret for at bede dem om at tildele mig en anden opgave, for de mente at jeg var døden nær. Da de fortalte mig dette, sagde jeg: „Det er pænt af jer, men I må huske at det er Jehova der har tildelt mig denne opgave, og at han kan ændre det hvis han vil. Hvis jeg dør, vil jeg nok ikke være den første, vel? Lad mig bare fortsætte. Skulle jeg gå hen og dø, skal I blot underrette afdelingskontoret om det.“

Tre uger senere fik jeg tildelt en anden opgave. Det er sandt at der kan være udfordringer forbundet med at tjene Jehova, men man skal bare fortsætte. Jehova er den lykkelige Gud; hvis hans tjenere ikke er lykkelige, kan han gøre noget så de kan bevare glæden i tjenesten for ham.

[Ramme/illustration på side 223, 224]

Vi følger ikke overtro

Harkins Mukinga

Født: 1954

Døbt: 1970

Profil: Virkede sammen med sin kone i rejsetjenesten og bor nu på afdelingskontoret i Zambia.

Min kone, Idah, og jeg var i rejsetjenesten og havde vores eneste søn på to år med. Da vi ankom til en af menighederne, fik vi en varm velkomst af brødrene. Torsdag morgen begyndte vores søn at græde og holdt ikke op. Klokken otte overlod jeg ham i Idahs kærlige varetægt og tog til samling. En time senere, mens jeg ledede et bibelstudium, fik jeg at vide at vores søn var død. Ud over at sørge dybt over tabet af vores søn foruroligede det os at høre at flere af brødrene troede at nogen havde forhekset ham. Vi prøvede at bringe dem ud af denne meget udbredte vildfarelse ved at ræsonnere med dem, men nyheden gik som en løbeild i hele området. Jeg forklarede at selvom Satan har stor magt, kan han ikke overmande Jehova og hans loyale tjenere. „Tid og tilfælde“ berører os alle, men vi skal ikke være for hurtige til at drage konklusioner som er baseret på frygt. — Præd. 9:11.

Vores søn blev begravet næste dag, og efter begravelsen holdt vi menighedsmødet. Brødrene lærte noget vigtigt: Vi hverken frygter de onde ånder eller følger overtro. Det var en frygtelig situation for os, men vi gennemførte besøgsugen og rejste videre til næste menighed. I stedet for at menighedens medlemmer trøstede os, var det os der opmuntrede og trøstede dem ved at tale om håbet om at døden snart vil høre fortiden til.

[Ramme/illustration på side 228, 229]

Vi tog mod til os

Lennard Musonda

Født: 1955

Døbt: 1974

Profil: Har været i heltidstjenesten siden 1976. Han har tilbragt seks år i rejsetjenesten og arbejder nu på afdelingskontoret i Zambia.

Omkring år 1985 besøgte jeg nogle menigheder i den nordligste del af landet. Tidligere havde brødrene i dette område været udsat for stærk modstand fra politisk side. Jeg var nyudnævnt kredstilsynsmand, og der bød sig en lejlighed for mig til at vise tro og mod. Efter at vi havde holdt en samling en dag, var vi klar til at besøge en nærliggende landsby. Da sagde en broder at han havde hørt at hvis Jehovas Vidner prøvede at forkynde dér, ville de blive overfaldet af hele landsbyen. Der havde været pøbelangreb sidst i 1960’erne og i begyndelsen af 70’erne, men jeg kunne ikke forestille mig at en hel landsby ville gå til angreb på os så lang tid efter.

Nogle af forkynderne blev ikke desto mindre frygtsomme da de hørte hvad broderen havde sagt, og ville ikke med. Vi andre — og det var ret mange — tog mod til os og begav os på vej mod landsbyen. Dér oplevede vi noget forbløffende. Vi spredte mange blade og fik gode samtaler med dem vi mødte. Men nogle der så os komme ind i landsbyen, løb bort. Vi så forladte gryder der kogte over, og huse hvor dørene stod åbne. Så i stedet for en konfrontation, kom vi til at opleve et tilbagetog.